I dag har vi begravet Knud - eller rettere; den lille fine urne, som hans aske kom i efter kremeringen. Vi begravede ham på hans yndlingssted i haven, præcis ligesom vi gjorde det med Finn og med de katte, som vi mistede for år tilbage. Fordi den løsning føles rigtigt for mig.
I forbindelse med Finn og Knuds død har jeg dog tænkt meget på hvordan jeg og andre katteejere agerer i den proces. Hvilke ønsker og behov, vi hver især har. For første gang nogensinde overvejede jeg selv kort om et mindesmykke kunne være noget for mig. Jeg googlede og fandt et sted, som lavede de fineste smykker med hår og aske.
Det bliver dog ikke i denne omgang. Jeg er nok alligevel ikke helt der (endnu?).
En tatovering har jeg også overvejet. Men er i tvivl om både motiv og placering og om det overhovedet er noget, som jeg er sikker på, at jeg vil.
Men jeg oplever, at jeg har et kæmpe behov for at holde fast i mine afdøde missedrenge, så jeg er virkelig glad for, at jeg har så mange videoklip og billeder af dem. Og en lille tot hår.
Jeg har da Brian døde og dem efter ham, lavet et poteaftryk af dem. Det er lavet ganske enkelt med en stempelpude og et stykke karton. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal med dem, hvis overhovedet noget. De ligger sammen med deres papirer.
Jeg ved bare, at jeg har dem, hvis jeg en dag kommer i tanke om en ex. tatovering.
Mindesmykker ved jeg, jeg ikke kommer til at bruge.
Alle mine på nær Sugieh er begravet.
Jeg har lige fået lavet nogle minde smykker med både Blua og Iko. Jeg fik det lavet hos Cattoys som jo tit har en stand med på udstillinger.
Jeg har allerede en tatovering af Blua som jeg fik lavet for nogle år siden og jeg har fået lavet poteaftryk fra ham som jeg skal have tilføjet.
Her er et billede af de perler jeg har fået lavet. Det er resin og man kan få enten pels eller aske i. Dette er pels.
Jeg begravede min første kat (husmissen Mea) ude i haven i mine forældres sommerhus, hvor vi plantede en busk over hende. De efterfølgende har alle fået lov at blive hos dyrlægen. Når de først er døde, så har jeg intet behov i form af urne, gravsted, og nok heller ikke for mindesmykker etc.
Tror mest det er tanker/minder, og så måske billeder og videoer for mig.
De første af vores blev begravet ude på gården, men efter vi mistede så mange til FIP, fik de lov at blive hos dyrlægen.
Vi har ingen behov for urne eller smykker, men planen er at vi skal have fremkaldt billeder af dem, de skal op at hænge på væggen oven over trappen til kælderen.
Vi er forskellige og det er vigtig at vi hver gør hvad vi føler rigtig
Jeg kunne ikke bære tanken om, at skulle “efterlade” mine katte, heller ikke selvom det “bare” er deres skal, der er tilbage, og en urne ville jeg være bange for væltede og gik i stykker, så det kombineret med at Jeppe ofte puttede under min hage gjorde jeg valgte at få lavet minde smykker, da vi sagde farvel til ham
Jeg regnede lidt med, at i hvert fald halskæden, ville komme til at ligge ubrugt i skabet, men da vinteren kom og jeg skulle finde ekstra mod til at kører i vintervejr, som jeg hader, opdagede jeg hurtigt at halskæden blev dagligt ligesom armbåndet - de havde den uventede effekt at jeg i stedet for at ubevidst nive mig selv når jeg sad stille, fordi jeg sad med glas perlerne i smykkerne i stedet, desværre har jeg allerede slidt læder snoren i halskæden op, men forhåbentligt kan der findes en løsning og ellers har vi besluttet, at jeg skal udnytte vi fik den tiloversblevne aske hjem ved en fejl, til at få lavet en ny
Jeg har siden vi mistede vores første avlskat (ikke kat, men fertile pige) følt hun gik igen men hun kom også hjem i en urne.
Mig og min mand har en aftale om at de katte vi ikke kan forstille os at leve uden skulle hjem igen… når vi så dør skal de med den første af os der går bort… så vores rejse ikke bliver så ensom
Men den sidste vi fik hjem i en urne, er i en urne der kan åbnes uden at ødelægges. Men kan ikke få mig selv til at bære dem på mig.
Jeg har god erfaring med smykkebutikken i Hadsund. Jeg ved godt det er i helt anden retning, men de kan lave alverdens ting, og er ærlige om ting de ikke kan
Det var måske et forsøg værd
Jeg har gjort lidt af det hele. I 1999 blev min kat trafikdræbt lige i nærheden af, hvor vi boede. Jeg fandt hende selv og begravede hende i haven, hvor vi boede. De andre katte, der døde i i årrække derefter blev alle efterladt hos dyrlægen.
Først i 2004 fik jeg en i urne. Min mand og min første fælleskat døde og der kunne jeg ikke gå. Urnen stod i nogle år i et skab og blev først sat i jorden 2007 sammen med vores hunds urne (hunden døde i 2007 og vi havde købt nyt hus) Alle dyrene herefter, hunde som katte, er kremeret og begravet samme sted. Undtagen en, for jeg havde ikke en rød reje til andet end aflivningen dengang (hej finanskrise)
Men jeg kan godt mærke, jeg er et andet sted mentalt. Jeg har faktisk ikke brug for, de kommer i haven mere. Men det er omvendt også svært at sige: “så! De andre skulle, men I skal ikke”
Jeg overvejer virkelig, om min hund skal doneres. De mangler hunde til forskning og uddannelse. Jeg ved ikke, om de også mangler katte Men hvis jeg kan hjælpe til, at der kommer flere dygtige dyrlæger/forskning, så er det værd at overveje. Men om familien er enig og om jeg kan i praksis, når jeg står der, ved jeg ikke.
Jeg tror ikke de mangler katte. Jeg har selv være med til at overvære dyrlæge udføre dissektioner af af katte, og fordi der så mange herreløse katte der bliver trafikdræbte mv., så har dyrlægerne haft nemt ved at skaffe en kat til formålet.
Men god tanke med hunden Jeg er også selv doneret til så meget man overhovedet kan bruge mig til, lad endelig nogen blive klogere og lære mere.
Bastian, der var den første kat jeg måtte sige farvel til, blev hos dyrlægen.
Honey-Bunny har vi begravet ude i haven under det træ hvor han altid lå på lur efter duer - det var hans sted og vi har det rigtig fint med at han ligger der.
Jeg har Frederik i en urne nede i kælderen, han havde en helt speciel plads i mit hjerte, og jeg ved faktisk ikke om jeg vil have ham med mig den dag jeg ikke selv er her mere, eller om hans aske skal drysses ud i den have han elskede. Hvis han skal ud i haven, så er jeg ikke mentalt klar til det endnu, så han bliver stående. Jeg har også lidt af hans pels, men ved endnu ikke om jeg vil gøre noget med det.
… de næste der skal siges farvel til, puha det ved jeg ikke hvordan det kommer til at ske. Om de skal med hjem igen. Tror det kommer an på tidspunktet og andre ting. Jeg har gjort hvad der har føltes rigtigt i situationen.
Men hvis jeg kan hjælpe til, at der kommer flere dygtige dyrlæger/forskning, så er det værd at overveje. Men om familien er enig og om jeg kan i praksis, når jeg står der, ved jeg ikke.
Jeg er også selv doneret til så meget man overhovedet kan bruge mig til, lad endelig nogen blive klogere og lære mere.