Mine forældre havde 10 golden retriver hvalpe på én gang. Én gang - og aldrig mere 
De var rigtigt søde, men hold da fast hvor de satte mange spor både ude og inde
VH
Susanne
[quote=Mai;414688]Sjovt nok har jeg det ikke så svært ved måden mange holder fertile hankatte på, men det skyldes jo nok at jeg ser katte som sociale væsner men ikke som flokdyr som hunde jo er. (Hmm er jeg egentlig ikke dobbeltmoralsk nu?)
[/quote]
Jeg ved ikke om det ligefrem er dobbeltmoralsk - der er jo stor forskel på en hund og en kat, sådan er det bare. En voksen hanhund kan man jo godt have gående inde uden at det nødvendigvis bliver et problem, mens en fuldvoksen fertil hankat sjældent kan gå frit omkring i hjemmet uden at overstrinte alting. (Og det kan de færreste af os leve med i længden!) Jeg oplever også, at de fuldvoksne fertile hanner har mindre behov for nærkontakt end de har som unge. Mine drenge kan hurtigt få sit daglige krammebehov dækket - få minutter, “så kan du godt holde op med det der krammeri, det er pinligt nu” og så rækker det faktisk. Selv om de synes det er da meget hyggeligt med lidt snak, så har de andre og vigtigere ting på dagsordenen end at stå og kramme med mig Og skulle de komme til det punkt, hvor de giver udtryk for, at det trives de så ikke med mere, ja så har dyrlægen jo heldigvis en skarp kniv…
VH
Susanne
Sjovt du nævner den race. Var ude og set et kuld Golden Retriver i dag og tja min næste hund bliver da vist en golden retriver. (Bimler mellem en tæve og han som jeg forelskede mig i, men et søskendepar er en skidt ide idet de skal være fertile - æv da osse)
Altså når jeg har besøgt Marina når hun har killinger, ja så kan jeg altså ikke rigtig se forskellen på det at have killinger og hvalpe…måske er Marinas killinger bare speciel frække. 
Ok der en forskel killingerne lærer at gå på bakke og mine skulle ud i haven og helst inden det gik galt. (Kun engang er den opdragelse gået helt galt og det var da vores tæve skulle være “stueren” - vi roste hende når hun nåede ud i haven og hun endte åbenbart med at tro, at det eneste sted hun måtte s… var i vores have. Trods flere timer i skoven holdt hun sig pænt til vi kom hjem. Så mht avl var intelligens på lige det punkt vist så som så:ups:)
De fertile hankatte jeg har mødt virker bestemt heller ikke til at lide nød i deres udeboliger og ja krammes har de da bestemt ikke ville - er vist kun blevet set an af venlighed og intet andet. Så når det kommer til fertile hankatte (dobbelmoralsk eller ej) så har jeg det helt fint med den måde de holdes på.
Kattekillinger graver i hvert fald ikke halvdelen af haven op, mens man lige vender ryggen til Men 10 er nok også mange at have på én gang i første kuld.
VH
Susanne
[quote=Mega;414691]Jeg har så oplevet det stik modsatte, nemlig at det er meget nemmere at “opdrætte” hundehvalpe end kattekillinger.
Jeg har ganske vist kun oplevet to kuld hvalpe og efter hunde i størrelse med Cairn Terrier. Min hund fik samme mørke fødekasse som kattene og hvalpene samme forhold som mine killinger. De stavrede også pænt uden for fødekassen, når de skulle tisse, og de blev hurtigt renlige. Men hele deres opvækst og udvikling kunne jeg skrive meget mere om.
I skal nok slippe :høhø:
PS: Hvalpe klatrer heller ikke op overalt og river ting på gulvet. De hvæsser heller ikke kløer i møblerne, og mine hvalpe bed heller ikke ting i stykker. - De havde deres legetøj.[/quote]
Æv det ville jeg da ellers godt høre om!
Er fuldt enig med dig mht. hvalpe kontra killinger. Måske fordi jeg ikke har prøvet at have killinger endnu men at opdrage og socialisere så selvstændigt nogle væsen må da være en kæmpe (umulig?) opgave set med mine øjne og al ære og respekt til jer opdrætter for det er mig en gåde hvordan I gør det …altså med killinger.
[quote=Susanne W;414700]Kattekillinger graver i hvert fald ikke halvdelen af haven op, mens man lige vender ryggen til Men 10 er nok også mange at have på én gang i første kuld.
VH
Susanne[/quote]
Nej det er så nok rigtig…min datter nød nu disse huller ligeså meget som hundene:tihi:
Omvendt så skulle jeg kun søge i buske og ligende på jorden. Killinger derimod må da være totalt umuligt at holde styr på, hvis de kommer ud.
[quote=Mai;414703] Æv det ville jeg da ellers godt høre om!
Er fuldt enig med dig mht. hvalpe kontra killinger. Måske fordi jeg ikke har prøvet at have killinger endnu men at opdrage og socialisere så selvstændigt nogle væsen må da være en kæmpe (umulig?) opgave set med mine øjne og al ære og respekt til jer opdrætter for det er mig en gåde hvordan I gør det …altså med killinger.[/quote]
Det er også væsentligt nemmere at socialisere hvalpe. De er født sociale i modsætning til killinger, der skal socialiseres fra starten.
Det skal hunde nu også… især i de kenneler der har dem i bure som beskrevet tidligere…
JEg kommer fra en kennel - vi opdrættede Newfoundlands hele min barndom og det skærer mig i hjertet når jeg ser bure i en kennel… der skal sg* ikke være bure i en kennel - i mine øjne er det noget svineri…
Vi havde en stor have og en kæmpe løbegård til når hundene var nyvaskede eller var i løb eller skulle køle af en varm sommerdag (den var altid i skygge) og ellers, så var de med os i haven eller i huset… aldrig i bure…
Vi har haft 14 kuld - og aldrig har de været andre steder end i huset med os… og i samme sekund hvalpene blev store nok - så hev vi fødekassen fra hinanden og så havde de først hele huset og dernæst haven hvis det var forår/sommer/tidlig efterår…
Jeg kan overhovedet ikke forlige mig med den måde at have kennel på, for det er IMO enormt synd for dyrene… og da vi skulle ud og have vores nye hund da vi skiftede til en ny race (sheltier) der var vi mange steder og mor og jeg var meget enige - hvis der var bure gik vi igen… man holder ikke en hyrdehund eller nogen andre hunde for den sags skyld i bure på den måde…
[quote=Ann K;414629]
Kan en lidt sød historie om netop kennelhunde…
Nogle bekendte af mig tog en ca 10 år gammel hanhund til sig… han havde levet hele sit liv som kennelhund og bortset fra deltagelse på nogle udstillinger i hans ungdom havde hans liv været levet på kennelen og i dens omgivelser…
Han var en vældig sød og social lille vappe, så meget hurtigt havde han vænnet sig til sin nye familie og så var det tid til at deltage i familiens hverdag…
Som bla indebar at man hveranden dag gik i hundeskoven.
Dét havde han aldrig prøvet!!! I starten stod han da også bare helt overvældet ved siden af familiens bil og rørte sig ikke ud af stedet, men da hans nye “Far” begyndte at gå ind i skoven af stien fulgte han med - meget forsigtig og skeptisk overfor alt det nye… Ny-Far var et erfarent hundemenneske, så der blev ikke presset eller jaget med ham - kun fjernede man sig væk fra ham i begyndelsen af turen…
Efter ca ½ time havde han forstået hvad SKOVEN var - nemlig det sjoveste og mest spændende sted i hele verden - så da man igen var ved bilen, var han næsten ikke til at lokke ind igen! 
De næste par uger var familien i skoven hver dag - så var det lige som om han havde fået forstået at skoven ikke forsvandt igen selv om han gik hjem fra den…
Han blev aflivet pgr cancer ca 17 år gammel… efter en lang tur i skoven med Ny-Far :)[/quote]
Ih altså Ann, sikke en trist, men dejlig historie:)
Fik helt en tåre i øjet:ked:
Jeg hopper med på de andres svar, det lyder ikke som om, de er en del af familien, men går for sig selv.