Jeg har så lidt en anden indfaldsvinkel til det at have nyresyg kat.
Katten er obligat carnivore og lever i naturen af højprotein diæt.
Nyrediæt, som er lav-protein, phosphatfattig og hvor kød typisk kommer meget langt nede i indholdsfortegnelsen, er ofte dyrlægens bedste bud. Men lav-protein som diæt ved nyresygdom er fortsat kontroverselt, uden egentlig bagvedliggende evidens og man mangler fortsat at bevise, at lavprotein diæt forsinker tilbagegangen i nyrefunktionen. Lavprotein diæt kan formentligt lindre symptomer i de meget alvorlige stadier af nyresygdom, men evidensen for det i de tidlige stadier er forbavsende lille, særligt i betragtning af hvor udbredt anbefalingerne for brug af det er. Lavprotein diæt kan sættes i forbindelse med tab af muskelmasse og generel reduktion i almentilstand.
Derimod tyder det mere på, at det er vigtigere at reducere phosphatindholdet i foderet, idet det kan sænke belastningen på nyrerne, som har dårlig funktion. Ligeledes er der evidens for, at reduktion af blodtryksforhøjelse og øgning af blodgennemstrømningen i nyrerne har en positiv effekt. Ligeledes er det yderst vigtigt at katten holdes i ordentlig væskebalance, dehydrering er rigtigt skidt for i forvejen påvirkede nyrer.
Mange katte har svært ved at forliges med lavprotein foderet, vil ikke spise det eller trives ikke på det. Og en nyresyg kat vil ofte kæmpe med appetitløshed/kvalme o.lign. Og vil katten ikke spise, ja så går det kun én vej. At katten går fra foderet er den hyppigste årsag til aflivning hos nyresyg kat.
Og jeg synes der er rigtigt mange gode pointer på denne side (igen Tanya’s side), hvoraf den vigtigste er, at katten skal spise og at der kommer noget indenbords
http://www.felinecrf.org/which_foods.htm
Jeg har en næsten 12 år gammel birma. Han har haft forhøjede nyretal, stadie II, siden han var 5 år gammel. Og ud over 6 mdr, så har han ikke været på nyrediæt. For han vil ikke spise det. Hverken tørfoderet eller vådfoderet.
Han får Fortekor (ACE-hæmmer, som sænker blodtrykket og fremmer blodgennemstrømningen i nyrerne). Jeg tror det er medicinen, som gør det meste af arbejdet. Herudover får han almindeligt vådfoder som primær foderkilde og så spiser han en anelse RC maine coon tørfoder. Hans nyretal har i årevis været stabile, han er normalvægtig, god muskelfylde og han trives. Han får heller ikke phosphatbinder, for det vil han heller ikke spise i vådfoderet, og hans phosphat i blodprøver har altid ligget indenfor normalværdien.
Så det er blot for at belyse, at der kan også være andre veje.
Og det aller vigtigste hos en nyresyg kat er, at den SPISER.