Kære alle kattegale venner,
Det er den tid igen – tid til at gøre status over året, der gik.
Men for en gangs skyld synes jeg faktisk ikke, der er særlig meget at sige, for der har ikke været særlig mange udfordringer at overvinde i 2018.
Uanset hvad man så i øvrigt måtte mene om forum, er det i hvert fald en kendsgerning, at det fungerer rent teknisk. Når man ser bort fra et kvarters tid efter den seneste opdatering, hvor vi pludselig havde nogle umanerligt store ikoner, har der – så vidt jeg kan komme i tanke om – ikke været tekniske problemer.
Måske fordi vi har vores egen tech-wizzard, der sørger for, at vi ikke opdager det, hvis der er problemer En stor tak fra mig til @RuneS for igennem hele året at have varetaget opdateringer og tilretninger, at have svaret på tekniske spørgsmål og at have hjulpet til, når brugere ikke kunne logge ind m.m.
Også en stor tak fra mig til @Lykke og @Eva_K for jeres indsats i løbet af året med at svare på spørgsmål og flytte indlæg og i øvrigt gøre alt det, som admins og moderatorer nu gør. Det er vist ingen hemmelighed, at jeg har haft et pænt hårdt år på andre fronter, så det har været helt uvurderligt for mig at vide, at der altid ville blive taget hånd om tingene på KG alligevel.
Jeg håber, at Lykke og Rune stadig får tid til at kigge indenfor på KG, når lille Rudolf gør sin entré engang i 2019 I hvert fald ser jeg frem til et nyt år med jer alle her på forum.
Tak til jer alle sammen for mange gode og fornøjelige – og alvorlige, når det har været påkrævet – stunder i 2018.
Godt nytår!
KH Ingrid - de små sender potedask