Om tamhed blandt katte

Tænkte dette kunne interessere flere end os i adfærdsgruppen, så poster det her. Det er Tina D der har været så super at skrive det ind fra en bog (hvad hedder den bog, Tina? Vi må hellere kildeangive det her:-))

"Der er fremsat teorier om at der i løbet af tæmningsprocessen må være sket en genetisk ændring i temperement, en ”domisticeringsmutation”, som har reduceret kattens medfødte agression og gjort det muligt at tæmme den. Begrundelsen er, at hos vilde katte nedarves tamhed (dvs. manglende aggression) ikke. Selvom man godt kan tæmme det enkelte dyr, bliver dets killinger født med et vildt temperement og må derfor også tæmmes. Hos tamkatten arver kilingerne tendens til tamhed fra deres mor, og derfor må der være sket en genetisk ændring hos tamkatten.

Ideen om en domisticeringsmutation er spændende, for tilhængere mener, at når det sker, forhindrer den udvikling af visse voksne adfærdsmønskre, sådan at de voksne dyr bevarer visse ungdommelige træk. Bevarelsen af denne adførd gør dem bedre egnet til domesticering. Fænomenet kaldes neoteni, og fungerer som følger:

I naturen er voksne katte enegængere. En tæt forbundet ”familiegruppe” dannes, når en hun føder og opfostrer sine killinger. Men når først killingerne bliver uafhængige, er der ingen videre forbindelse, og hvert enkelt individ bliver en enegænger.

Tamkatte opfører sig imidlertid på en anden måde. De er mere selskabelige, formentlig fordi de har bevaret en del af deres killingeinstinkt for at holde sammen. Der er flere eksempler. Hvis ejeren af en hunkat, der har født killinger, beslutter at beholde en eller flere af disse killinger, så vil moderen og afkommet ofte være tæt forbundet.

Selv når tamkatte er kommet til at leve vildt, har deres familier en tendens til at holde sammen. I byområder, hvor der er ret tætte bestande af tamkatte, kan ubeslægtede voksne også danne et løst bånd. På visse tider af dagen kan nogle af dem endda mødes til ”kattekonferencer”, nærmest som mennesker der ”hænger ud ” sammen.

Neoteni (killingeagtige træk hos voksne) kan være opstået af genetisk mutation, men det kan også være et resultat af menneskelig udvælgelse. Folk har udvalgt de katte, som var nemmest at håndtere. De, der udviste ungdommelig adfærd, var mere familieorienterede og mindre uafhængige end voksne. De egnede sig derfor bedre til at leve i en menneskefamilie. Neoteni er ikke kun noget, man finder hos tamkatte. Det findes også hos tamhunde, hvor voksne hunde bevarer visse hvalpeegenskaber, der gør det nemmere at integrere dem i en menneskefamilie.

Om der virkelig skete sådan en genetisk ændring, og i så fald hvornår, får vi aldrig at vide. Vi kan kun gå ud fra, at folk holdt killinger af vilde katte, og at nogle af disse (sikkert hunnerne) var tomme nok til, at man kunne beholde dem og avle på dem. Til sidst blev der af en eller anden grund født killinger, der var mindre aggressive og egnede sig bedre til at leve sammen med mennesker.

Ikke desto mindre ligger tamkattens vilde temperement lige under overfladen, og det er ikke alle katte, der er lige tamme. Der findes mange forskellige temperamenter inden for tamkattebestanden - nogle af disse katte er ekstremt tamme, mens andre har et tydeligt vildt anstrøg.

Den manglende aggression hos tamkatte skal også helst forstærkes ved menneskelig kontakt på et tidligt tidspunkt. Hvis det ikke sker, vil nogle af den vilde kats egenskaber komme frem. F.eks. er killinger af forvildede tamkatte mistroiske over for mennesker. De skal gennem en grundlæggende tæmning, før de kan tilpasse sig et liv hos menesker."


Hvad tænker I, når I læser det her? Er racekattene mere “tamme” end huskattene? og er der nogle af jer, der ejer - eller tror I ejer - en “rigtig” vildkat?
Jeg har fx af og til min Nemo mistænkt for at være af vildkatteforældre - i hvert tilfælde den ene af dem, for mor kender jeg jo, og hun er racemis på afveje :slight_smile:

Han bliver aldrig tam for alvor. Klikkertræningen hjalp en hel del på hans adfærd, men han er stadig ikke “håndtam”, hvis I forstår. jeg har set en kat mere hos Elin min dejlige kattepasser - en Pippi, som jeg også vil give Elin ret i er en vildkat - eller stammer fra vildkatte forældre. Pippi er tam over for dem hun kender godt - og hun vil dø, hvis Elin solgte hende (hvilket hun ikke gør :-))

Hvad tænker I om emnet? Måske opdrætterne også har en holdning, så poster det lige her :slight_smile:

Knus

Knus

Knus knus knus knus -thumbs -høhø Sorry jeg gir mange knus i dag hva :smiley:

Hmm jeg tror ikke at det er helt enkelt at udlede “ting” vi ved simpelthen for lidt :slight_smile:

Jeg har haft en kat, hun var killing af “ægte” vildkatte fra Hong Kong, og skal jeg give hende en “bedømmelse” så var hun faktisk mere “tam” end nogle af de katte jeg har haft, der var vokset op omkring mennesker

Spændende læsning :slight_smile:

Nu findes der vel ikke vildkatte i danmark mere - men vildtlevende katte ??

De huskatte jeg har ejet, har nu alle været kælne og tamme …Alligevel mærker jeg en forskel mellem mine daværende huskatte, og mine nuværende racekræ. Jeg fornemmer at mine nuværende katte, knytter sig mere til mig/ familien. Mine daværende huskatte, havde meget mere ‘nok i mig selv’ attitude ?

Og så er der lige afsnittet om familierelationerne …Nu har jeg jo en ‘beholder’ og mor og datter har ikke speciel knytning til hinanden - Hvorimod min ældste kastrat har adopteret min ‘beholder’ og har lige fra fødslen og til i dag ( 2 år efter ), meget tydeligt vist, at hun er hendes mor ?? Og moderen til min ‘beholder’ viser stor omsorg og tolerance for min nye avlspige, som nu er over et år …Man skulle faktisk tro, at de var mor og datter ??

Jeg tror vi opdrættere kan gøre rigtig meget for at forme et godt temperament hos vores killinger - En god socialisering tror jeg er guld værd i deres videre liv og for deres kommende ejere ?

Det er så en teori, som jeg må sige er helt hen i vejret.

Den “tammeste” af mine katte, er født af vildkatte.

Jeg har selv tæmmet mange af slagsen og deres killinger er ligeså nemme/svære at have med at gøre som andre killinger.

Så efter min mening er det simpelthen noget forvrøvlet sludder.

Der er forøvrigt 3 af mine katte der med sikkerhed er efter det der forståes ved vildkatte i dagens Danmark.

En af dem er faktisk først blevet tæmmet som voksen, og er altså ligeså tam overfor mennesker som de andre. (han er så godt nok mere vildkat overfor de vildkatte der bor her i byen, end mine andre katte er)

Jeg fik engang at vide at killingerne arver mest personlighed efter deres far.

  • tænkte mit og begyndte at observere på mine racekræ, så tror nu tror jeg faktisk Tom Kristensen havde ret.

Pt. har jeg en hankat fra USA. ALT hans afkom er det nemmeste og mest tillidsvækkende jeg nogensinde har mødt, også selvom deres mor er lidt mere finket.

Alice: Nu findes der vel ikke vildkatte i danmark mere - men vildtlevende katte ??

Korrekt - en smutter. Tak :slight_smile:

Katten er jo ikke et naturligt forekommende dyr i DK - de stammer derfor alle sammen et eller andet sted fra - men nogle af dem har ikke haft hjem i generationer. Det er dem jeg mener:-)

Takker -thumbs

Det er meget sjovt det her med faderen, for rent genetisk får man jo 50/50 iflg Mendels love. Men genetik er ikke så liniær, som Mendel gerne ville gøre det til vel :slight_smile:

Du har sikkert ret Lis …Men igen, ingen regel uden undtagelse :slight_smile:
Min sidste avlspige ( Gaia ) ligner hendes mor i uhyggelig grad, når vi taler om sindelag …Hun har et KÆMPE ego, og en pæn kraftig dominans …Udseendet har hun nok mest fra hendes far. Crazy min beholder og datter efter Pretty, ligner hendes far af udseendet, men er 100% en Pretty-pige …Deres opførsel er faktisk clon af hinanden.

Rigtig spændende læsning. Jeg ved ikke, hvem jeg skal tro, men kunne det ikke være, at scialiseringen samt genetikken spiller ind? Jeg har læst, at der i mange kuld er en kat, der er lidt mere sky/forsigtig end de andre. Og så er der en, der er helt fremme i skoene. En B og en A kat kalder nogle det. Hvis man er vildt levende kat og A kat dvs en med gåpåmod fra start - så klarer man sig godt uanset fortiden (næsten altså - sat lidt på spidsen naturligvis :-)), mens en B kat kan vokse op i ih og åh så gode forhold, men alligevel altid være lidt sky/forsigtig.

Kan I genkende det fra jeres kuld?

Majken Lysholm Sten skriver om det i Træn din kat. A og b kattene.
Jeg husker ikke på stående, hvor undersøgelsen er fra…

Jeg tænkte på det med socialiseringen, da jeg skrev om det. Min Nemos adfærd kunne fx lige så godt forklares med hans mangelfulde opvækst som med potentiel vildt levende kattefar…
Men igen - så passer teorien om en “vildkatte” far ind i teorien om at de arver mest at psyken fra farmis?

Den er svær. Vi får nok aldrig 100 % svar på de ting her, tror I?

K

Du har sikkert ret Lis …Men igen, ingen regel uden undtagelse :slight_smile:
Min sidste avlspige ( Gaia ) ligner hendes mor i uhyggelig grad, når vi taler om sindelag …Hun har et KÆMPE ego, og en pæn kraftig dominans …Udseendet har hun nok mest fra hendes far. Crazy min beholder og datter efter Pretty, ligner hendes far af udseendet, men er 100% en Pretty-pige …Deres opførsel er faktisk clon af hinanden.[/quote]

Jeg har aldrig mødt Adani, som er Nanoqs far, men jeg har mødt Mandaly hos Brita. Han minder meget om sin mor.

Tara er som snydt ud af næsen på Habibi i sind. Det er ikke mit indtryk, at Beloki er så skarp som Tara/Oline. Hvad sir Brita? Hun kender dem bedre jo (forældrene)

K

Det er meget sjovt det her med faderen, for rent genetisk får man jo 50/50 iflg Mendels love. Men genetik er ikke så liniær, som Mendel gerne ville gøre det til vel :-)[/quote]

Tom Schantz Kristensen ved rigtig meget om katte adfærd - og så har han vel i 30 år også taget sig af Kattens Værns Katte. Jeg tror faktisk manden har ret -thumbs

Det kan være der er andre der kan bidrage med observationer?

Det er meget sjovt det her med faderen, for rent genetisk får man jo 50/50 iflg Mendels love. Men genetik er ikke så liniær, som Mendel gerne ville gøre det til vel :-)[/quote]

Tom Schantz Kristensen ved rigtig meget om katte adfærd - og så har han vel i 30 år også taget sig af Kattens Værns Katte. Jeg tror faktisk manden har ret -thumbs

Det kan være der er andre der kan bidrage med observationer?[/quote:18ddea1h]

Enig -thumbs Ja kom frit frem. ligner de far eller mor mest?

K

Det tror jeg så til gengæld er MEGET rigtig …Der er altid en killing som er først med alting, og så er der den forsigtige som venter til alle har prøvet fidusen af, inden den selv tør prøve :slight_smile:

Det er undersøgt videnskabeligt i 1995: The impact of paternity and early socialisation on the development of cats’ behaviour to people and novel objects af Sandra McCune fra Cambridge. Gengivet i Applied Animal Behaviour Science 45; et abstract + hele artiklen til salg kan findes her: http://tinyurl.com/5n3s8b :slight_smile:

[/quote]

Rigtig spændende læsning. Jeg ved ikke, hvem jeg skal tro, men kunne det ikke være, at scialiseringen samt genetikken spiller ind? Jeg har læst, at der i mange kuld er en kat, der er lidt mere sky/forsigtig end de andre. Og så er der en, der er helt fremme i skoene. En B og en A kat kalder nogle det. Hvis man er vildt levende kat og A kat dvs en med gåpåmod fra start - så klarer man sig godt uanset fortiden (næsten altså - sat lidt på spidsen naturligvis :-)), mens en B kat kan vokse op i ih og åh så gode forhold, men alligevel altid være lidt sky/forsigtig.

Kan I genkende det fra jeres kuld?

Ja det kan jeg sagtens genkende…ud af 4 killinger er 2 fremme i skoene, 1 midt i mellem og 1 meget sky…den meget sky er den eneste som ligner sin far af udseende men det er osse det eneste nogen af dem har arvet fra deres far…han er en vild tamkat, som i dag er den mest kælne af alle vores katte -høhø

Jeg kan heller ikke genkende, at det de er i famile skulle knytte dem tættere til hinanden… hankattene kan lege sammen og sove i samme rum men der skal være afstand imellem dem når de sover ellers bliver der ballade.
Alle vores hunkatte er i familie på nær Mulle og Thit, de tåler hinanden men heller ikke mere der er ingen venskab mellem mødre og døtre eller imellem søstre.

Arv og miljø er efter min mening en underlig størrelse i hver tilfælde i den menneskelige verden, hvor jeg ofte syntes, ar miljøet spiller en større rolle end arven…men hvis miljøet i kattenes verden er lige så dominant, så skulle vi jo have 7 katte som er født her i huset, der var meget ens i sind og væremåde og det må jeg sige, at det er de så absolut ikke. De ligner derimod meget deres mødre og bedstemødre i sind og væremåde, så her er det arven der er dominant. Havde jeg vist det for 4 år siden, så havde vi aldrig fået killinger…dermed ikke sagt jeg fortryder, for jeg elsker dem alle til hudløshed men jeg ville have grebet det meget anderledes an med at få flere katte…der bliver i hver tilfælde aldrig mere født killinger her i huset og jeg tager hatten af for dem der lægger et kæmpe arbejde i deres opdræt og ikke bare avler på må og få.

[quote=“Pil”]

Det er undersøgt videnskabeligt i 1995: The impact of paternity and early socialisation on the development of cats’ behaviour to people and novel objects af Sandra McCune fra Cambridge. Gengivet i Applied Animal Behaviour Science 45; et abstract + hele artiklen til salg kan findes her: http://tinyurl.com/5n3s8b :)[/quote]

Tak Pil - meget interessant. -thumbs
Kan godt huske jeg lurede lidt da han sagde det var bedst at avle på hanner med super godt temperament.

Bogen hedder “den komplette håndbog til din kat” af Graham Meadows og Elsa Flint.

Jeg købte min danske udgave i SuperBrugsen i Fensmark for den nette sum af 50-75 kr. Jeg har søgt med lys og lygte efter en dansk udgave på nettet. Den engelske udgave hedder: complete guide to caring for your cat.

[quote=“Pil”]

Det er undersøgt videnskabeligt i 1995: The impact of paternity and early socialisation on the development of cats’ behaviour to people and novel objects af Sandra McCune fra Cambridge. Gengivet i Applied Animal Behaviour Science 45; et abstract + hele artiklen til salg kan findes her: http://tinyurl.com/5n3s8b :)[/quote]

Spændende artikel, der påstås det jo netop at faderens temperement har stor indflydelse på hvordan afkommet bliver. De handyr har åbenbart meget at sige for jeg ved at man i hesteverdenen altid nævner hvilken hingst der er far til afkommet hvorimod man aldrig nævner moderen. Så måske er arvemassen med temperementet større fra faderen end fra moderen?

Hmm… Sjovt, for i hesteverdenen har jeg ellers flere gange hørt sagt at afkommet slægter mest på moderen, og ikke får så meget fra faderen (har dog intet begrundet hørt om det, bare set det skrevet i diverse diskussioner på hestenettet.) :slight_smile: