Kære Rikke.
Jeg vil gerne starte med at fortælle dig om mig selv, for lige som du (kan godt se du er 15 år) var jeg ikke mere ind 12 år da jeg begyndte at drømme om at blive katte ejer og opdrætter. Jeg boede hjemme og ingen i familien kunne lide katte eller ville have dem inden for hjemmets 4 væge. jeg var vokset op med at katte var noget man hentede hos nabogården for en kasse øl, så hele denne “nye” måde at have katte på og de mange forskellige udsener de har, tiltalte mig meget.
Efter de første 5 år hvor jeg havde siddet med snuden nede i diverse bøger om katte og især om racekatte og deres farver. meldte jeg mig ind på et katteforum ved navn DeKatten, her sad der utrolig mange garvede opdrættere og jeg sugede viden til mig som aldrig før.
en dag tog jeg med til et katte traf hjemme hos Camilla Biard og Niels Peter, hvor vi snakkede katte i rigtig mange timer. men det jeg fik eller mest ud af ved dette traf var, at al den viden jeg havde fået fra bøgerne, var alt for forellet og at det altså ikke bare lige var så nemt som det lød til i bøgerne.
F.eks. var farverne ikke helt så nemme at kende fra hinanden, som de havde været det i bøgerne, så min teoretiske viden kom virkelig på prøve der.
Efter træffet blev jeg ved med at komme til og hos Camilla og Niels Peter for råd og vejledning. Jeg følte (og føler mig stadig) tryk i deres samvær. Jeg takker Camilla og Niels Peter utroligt mange gange for alle de vidunderlige oplevelser, som de har givet mig, de mange timer som de begge har lagt i at lære mig om udstilling, udvælgelse af avlskat, udvælgelse af killinge købere, kattens sprog, det at holde hankatte og det at have en meget stor flok hvor det ikke lige altid er alle som kommer over ens med hinanden, at lade mig være med til en katte fødsel, at lade mig være deres katte passer, hvordan man tager sig af katte med kroniske lidelser og ikke mindst for de utallige timer med snak om avl på racer og farver de slet ikke har, den tålmodighed og overbarrenhed de har vist mig, for ikke at nævne den måde hvor de har opmuntret mig til at søge mere viden og udvikle mig selv og mine holdninger til det at holde katte på, til at tage på udstillinger og hjem til opdrætterne og besøg det, og ikke mindst for den berømte sætning “forvent ikke at fine racen det mest oplagte steder, men der i mod hvor du mindst forventer at finde den” al deres hjælp og vejledning har være guld vær for mig.
Min erfaring er at:
Det kraver den helt rigtige støbning at være opdrætter,
men at det er alt for let at blive opdrætter.
Jeg har lige som du, ikke være skræmt af nogle af de mange ting som alle i denne tråd har skrevet til dig, det gav mig der imod mere blod på tanden. det har taget mig over 10 år at finde racen for mig. og jeg har virkelig være rundt om alle racer. selv Munchkin og La Perm, som kun var godkendte hos TICA på daværende tidspunkt, ved ikke om de er blevet godkent hos andre organisationer.
Jeg har altid være forelsket i blå katte og sølvkatte, jeg troede i meget lang tid at Maine coonen var katten, så hellig birma, så i umådelig lang tid Bittish shorthair, så Russian blue, så Koratten, så… så… så… nej der var bare ingen som helt føltes rigtigt. de manglede noget alle sammen.
Men jeg fandt min race, og helt rigtigt som Camilla og Niels havde sagt det, fandt jeg den fra en helt uventet kant, en som jeg aldrig nogen sinde, havde så meget som skænket den tanke, at lige netop den race skulle undersøges nærmere.
men en dag jeg gik stuward på en udstilling, mødte jeg den og fik lov at holde en af udstillernes fertile hankat op til bedømmelsen. den dag “førte” jeg denne fertille hankat gennem hele udstillingen hvor han bare vandt og vandt og vandt. det sus det gav at holde en kat som bare vinder alt på en dag, er noget man aldrig vil glemme. Jeg skriver “førte” fordi at der var rigtig mange til som gjorde det muligt, blandt andet en fejl mellem to andre udstillere, så den enekat stak af fra dens udstiller i selve hallen, fordi jeg så det komme og trak væk i tide til at kunne berolige “min” hankat, at hankatten var i sit es den dag og fordi dommerne syntes at han var den som lå tættest på standarden lige den dag. min indvirkning har faktisk kun været en brøkdel af alle de faktorer som skulle til for at kunne vinde alt hvad der vindes kan på en dag.
siden den dag har jeg kun beskæftiget mig med at lære de race specifikke ting, og sætte mig rigtig ind i genetik på det mere generelle plan. jeg har være opdrætter af både mus og guldhamstre, men jeg siger dig, de erfaringer jeg har der fra blegner i forhold til hvad det kræver af en som person at være katte opdrætter.
Jeg fik mine nuværrende katte sådan lidt ved et tilfælde, og det kan jeg så takke PiaB her inde fra for. men jeg takker også opdrætterne for den tillid de med det samme har vist mig.
jeg er selv på nu værende tidspunkt studerende, er den lykkelige ejer af 2 kastrater, hvor den ene lige er kommet af med dens foder allergi over for kyllingeprotein. og en hun kat hvis livs historie kan få selv den mest erfarne nybegynder opdrætter til at trekke sine drømme om opdræt tilbage.
hun er født til tiden men med en start vægt på 60g, tabte sig til 58g, døjede med naglebrok, mistede en bror til ganespalte, som lidt 3 måneders killing fik kalicis virus, var indlagt og næsten døden nær, kom sig men har så udviklet tandkøds problemer til følge, fik der efter charry eyes, blevet operaret for dette. fået fjernet 17 tænder for 2 år siden, og 2 tænder mere i oktober sidste år. nu har hun så lige været indlagt i 14 dage, med dehydrering på grund af en forstoppelse, har fået konstateret en spondulose i ledet mellem sidste ryghvirvel og første knogle i haleroden. har fået konstateret sukkersyge.
og alene den første indlæggelse i forbindelse med min hunkats dehydrering, kostede 4500,-, bare at møde op om aften hos dyrlægen på landbohøjskolen koster 1000,- og nu har hun så været indlagt siden tirsdag aften… jeg gruer virkelig for hvad den regning kommer til at løbe op i alt i alt.
Jeg kan lige så godt sige det som det er. et studie og opdræt er bare ikke realistisk, du skal op og have en årlig indtægt på over 300.000 kr. og selv det er for lavt sat hvis man ønsker at være opdrætter med alt hvad det indebære.
Jeg selv har på nuværende tidspunkt ca.12-13 års erfaring med teori og pasning af andre opdrætters katte men har der i mod kun 2½ års praktisk erfaring med hold af egne katte.
Havde du spurgt mig for blot 3 uger siden, så havde jeg sagde at jeg var parrart til min første avls misse-killinge-pige, der var faktisk også lagt et ønske hos min opdrætter, at kom der en pige hos et bestemt et, af deres kommende kuld, så vil jeg gerne købe hende som min første avls pige. Jeg var sågar kommet gennem min opdrættes meget lille nåle øje af killingkøbere. Men så skete alt dette med min hunkat Anouschka og på blot 6½ år.
Alt jeg har forberedt mig på, de sidste mange år, ryg ud af vinduet og havde hendes opdrættere ikke vredet armen om på mig og sagt det var frivillig tvang, at lade hende påbegynde behandling for sukkersyge, så havde jeg fået hende aflivet tros at hun viste forbedring og udsigterne var at hun kun skulle leve på insulin resten af hendes dage.
i en situation som krævede jeg kunne tænke klart og distancer mine følser, stod jeg istedet i chok, i en tilstand af beabrejdelse og med tykke skygge klapper på. Jeg hæftede mig ved viden, som jeg for mange år siden (ca. 5 år siden) havde taget stilling til, og kunne derfor kun se min piges situation fra en side af. jeg glemt alt om hvad Camilla og Niels Peter lærte mig om at søge den nyeste viden på området for derefter at kunne træffe det bedste valg for katten. Jeg mistede ikke bare overblikket, jeg var i en tilstand hvor jeg ikke længere kunne tage en beslutning. Jeg var heldig at have så skønne opdrættere i ryggen som Anouschkas opdrættere er, ikke alle opdrætter er sådan, så jeg er virkelig heldig.
Min hunkats pludselige sygdom og min manglende evne til at tage en beslutning som er til kattens bedste. har ikke bare givet mig lærdom til eftertanke, men også vist mig at jeg stadig er for “grøn” til at være opdrætter, og det har jeg så taget konsekvensen af og henvendt mig hos opdrætteren igen og fortalt at jeg gerne vil hoppe fra mit ønske om avls pige fra det kuld, og at jeg vil vente med at kikke efter min første avls pige til jeg igen kan stå inde for mig selv og de valg jeg træffer under så følelsesladet situationer som jeg lige har været igennem.
Jeg er ikke ude på at tale dig fra at blive opdrætter. slet ikke.
for jeg mener bestemt ikke, at bare fordi man er ung, at man ikke kan blive eller være opdrætter.
men jeg er altså af den klare erfaring, at der er stor forskel på at blive opdrætter ind at være opdrætter.
At gøre noget halv hjertet gavner hverken kattene man ejer eller fremtidige generationer af katte som man sætter i verden. så heller gøre det hel hjertet og ordenligt fra starten af.
jeg ønsker ikke at være en af de der lyn opdrættere som der desværre er alt for mange unge og nye opdrættere som bliver. En lyn opdrætter er de som kommer og går inden for en periode på max. 5 år, og som først alt for sent opdager at de ikke er gjort af den rette støbning. disse “Lyn” opdrættere kan ødelægge 10 år godt avls arbejde med et øjekast næsten. Det er i det værdifald utrolig nemt at ødelægge en hel rases ry. bare kik på Bengalen… den går stadig som være en race hvor de er farlige og aggressive… Jeps, den fordom møder jeg stadig.
lige fra jeg var 12, har jeg altid holdt på, at jeg ikke bare ville endnu en opdrætter, som bare er blevet opdrætter, nej jeg vil være opdrætter, med alt hvad det indebære af ansvar og forventninger fra alle andre. både fra kyllingekøbere, samarbejdspartnere, opdrættere man har købt katte fra og opdrættere som køber af en selv. jeg ønsker at jeg en skønne dag, selv vil kunne være lige som Camilla og Neils Peter, overbærende, hjælpsomme, opmuntrende, gode lære mestre og at nye opkomlings vil være trykke ved at lytte til mig og som min egne opdrætter er over for mig lige nu; støttende, hjælpsomme og mentorer. Men mest og vigtigst af alt, jeg ønsker ikke at starte opdræt før ind jeg er absolut 3 millioner procent sikker på at jeg kan tilbyde at tilføre min race noget godt og positivt, og det kan jeg kun hvis jeg går hel hjertet ind i det.
ikke at du ikke har hele dit hjerte med ind i drømmen. men at drømme er bare noget helt andet ind rent faktisk at gøre det.
jeg er sikker på, at hvis du virkelig brander for det, og giver dig al den tid du skal bruge selv for at både lære det teoretiske men også at få megen praktisk erfaring med det, så vil du nok en skønne dag kunne melde dig under fanen af opdrætter som kan sige at de ikke er blevet opdrættere, men er opdrættere fordi di vil være opdrættere.
Mange andre kan, så hvorfor ikke dig. Men det er vældig rart at være advaret før man står i det. 
