Åh men jeg var da tæt på med min første siameser. Donna var så smuk. Hun var fertil, jeg måtte gerne opdrætte med hende. Og i min grænseløse uvidenhed sad jeg jo der og tænkte at mini-Donnaer ville være såå yndigt ;). Men. Jeg var sygehjælper, og jeg vidste at fødsler ikke nødvendigvis gik godt. Og tanken om at miste - ikke så meget killingerne, men min elskede kat, fik mig til at tænke igen. Gudskelov da! Idag kan jeg få nervøse trækninger ved tanken om, hvis jeg havde gjort det dengang. Idag ved jeg så meget mere (det er også ret let ;)). Men en af de ting jeg virkelig ved - er at der stadig er så frygtelig mange ting jeg ikke ved… 
rigtig mange tak. nu ved jeg da hvad jeg kan gøre de næste mange år… jeg skal opsøge opdrættere:-)
specielt tak til dig Amanda. du skrev virkeligt en masse godt.
jeg er sikker på en skønne dag at drømmen om at opdrætte nok skal lykkedes. ligemeget om det først er om 10…20…30 år. det skal være når jeg er klar. min tvillingesøster har sagt at hun nok skal hjælpe mig, når den tid kommer.
- så jeg er sikker på at det nok skal lykkedes en dag:-)
Tak for en masse gode råd!
At være opdrætter er jo ret individuelt hvad man lægger i. Reglerne kan studeres hos det hovdforbund du vælger at være medlem hos derudover er der landes love lavet af folketinget eller EU som du må rette dig efter.
Mange ting i opdrættet kan kombineres med alverdens gøremål når blot katten får mad og opsyn. Jeg har dog gjort mig den erfaring at ingen kan erstatte min daglige omgang med mine dyr. Ingen andre end mine hænder og nakkehår opdager en syg kat før den er rigtig syg eller opdager deres småtvistigheder som kræver at de får timeout fra hinanden. End ikke engang min mand som jo dog ellers er her altid også dur som substitut. Kan huske jeg læste en artiel en dag om hvor meget kattene rent faktisk reagerede på en ændret hverdag.
Husk hvad jeg gør er rigtigt for mig og kan af andre anses for det tåbeliste i denne verden når vi snakker opdræt. Du må finde din egen stil og hverdag med dine katte.
[QUOTE=Rikke og Mis;572938]- så jeg er sikker på at det nok skal lykkedes en dag:-)
[/QUOTE]
Viser du interessen, tålmodigheden, lydhørheden og viljen - så lykkedes det.
Der er altid nogen der mere end gerne sælger fertile katte til dem der vil betale - den grøft skal du ikke hoppe i.
Magter du hvad der står i den første sætning, så lykkedes det dig også at komme ind i varmen hos de seriøse opdrættere …
Jeg tænker ofte på disse kommentarer:
Kan man få en lille formue ved at opdrætte katte ?
Ja - det kan man godt - hvis man starter med en STOR formue 
Sagt af en der har et kæmpelån i sit hus for at dække sit “misbrug” når det gælder katteopdræt.
Og så kan jeg nævne kattenavne der måske mere end noget andet fortæller hvad opdrættere kan gå igennem:
Nogen af dem der viser noget om hvad det koster:
Dushara Blood, Sweat and Tears
Dushara Picking Up The Pieces
Dushara Lament for a Maker
Dushara Crying out Loud
Dushara Rumour Running Riot
For blot at nævne nogen…
Og så dem der viser belønningen:
RW SGC Dushara The Way You Look Tonight
RW TGC Dushara Shine Like A Beacon
EP, WW, SW Dushara Golden Crowns, DW
For igen at nævne nogen få…
Opdræt er op og ned. Og for at være helt ærlig vil jeg i MEGET høj grad advare folk der ikke SELV har en meget stabil og stærk personlighed at starte opdræt. Som opdrætter skal man på alle måder have et stort overskud, tålmodighed, indlevelse og en styrke der kan tåle både de mere negative oplevelser man oplever med andre mennesker på sin vej og de frygtelige ting man støder ind i med kattene. Man skal have en god portion pædagoisk indsigt til at håndtere de mennesker man møder på sin vej og helst en veludviklet form for humor. Det betyder bla at man må ikke tage sig selv alt for højtideligt men samtidig skal man tage sit OPDRÆT og kattene dødalvorligt.
Det er utroligt spændende at være med til at udvikle og bevare og støtte en race. Det koster spidsen af en jetjager og hele dit hjerte - også i blødende forstand. Det giver - hvis man er heldig og dygtig - triumpher der er helt fantastiske - og når man er uheldig - sorger og sorger der kan få en til at gå helt op i limningen. Jeg har som et af navnene beskriver både svedt, blødt ( så jeg føler jeg nærmest har forblødt) og stortudet i timevis i mine år som opdrætter og jeg VED jeg kommer til det igen. Jeg har også leet og hujet og moret mig - helt sikkert en hobby hvor følelser kan komme helt ud i ekstremerne ( hvilket er årsagen til at jeg anbefaler at man ikke starter med mindre man har rimelig styr på sigselv - ellers kan man få alvorlige problemer).
Opdrætter man længe nok vil man også løbe ind i perioder hvor man har mest lyst til at stoppe opdræt og skille sig af med kattene. Det er først når man som opdrætter har været igennem sådan en periode eller flere og STADIG vælger opdrættet - at man virkelig kan sige, at man er opdrætter.
Og husk så - hvis du støder ind i en opdrætter som fortæller dig at de katte vedkommende arbejder med ingen sygdomme har i linien - så er det enten en opdrætter der ikke kender deres linie ret godt eller en der skubber problemerne ind under tæppet. Der findes ikke en sådan ting som “100% sunde linier” - der findes kun opdrættere der enten ved for lidt eller ikke fortæller hvad de ved. Sådanne opdrættere er farlige. En opdrætter der åbent fortæller dig om de problemer de er stødt på i deres opdræt er en opdrætter du kan stole på og selv om det måske virker mærkeligt så vil jeg idag langt hellere købe en avlskat fra en opdrætter der fortæller mig om dette eller hint problem end fra en opdrætter der påstår at " de ingen problemer har".
Problemer man kender kan man tage hånd om ( ofte med hjælp fra en sådan opdrætter) - problemer man ikke ved noget om er som at opdrætte på toppen af en vulkan. At tro, at hvis man bare ikke køber fra den linie eller den opdrætter så kan man undgå problemer og sygdomme er så naivt at det grænser sig til dumhed.
Teresa
Som har opdrættet i 25 år og stadig er igang men har meget få illussioner tilbage…
Jeg er enig i hele dit indlæg, Teresa, men lige netop ovenstående står for mig soleklart fra jeg var rimelig ny opdrætter.
Jeg havde købt en parring og fik et kuld, hvor to af killingerne manglede et par tæer. Ringede til opdrætteren, der havde solgt mig parringen (en import), der naturligvis aldrig havde hverken set eller hørt noget om sådan noget - og i øvrigt opfordrede mig til ikke at tale højt om det 
Nu er jeg jo ikke typen, der tier stille, så jeg gik bagud til killingernes morfars ejer (Teresa), der heller ikke havde hørt om det, men syntes det lød interessant og undersøgte sagen yderligere på morfars side.
Samtidig kontaktede jeg opdrætter af faren til killingerne, der var meget åben omkring det jeg havde set.
De kunne begge efterfølgende oplyse mig, at det tidligere var set, hvis linien blev parret tæt. I dette tilfælde var det så ingen tæt parring, men tilfældigvis et par katte, der havde samme defekt.
Jeg kan kun samstemme, at oplysning, oplysning og oplysning - først når vi er oplyst kan vi træffe de fornuftige valg.
Det koster at have katte!
Selv os med kastrater må konstatere at det koster - nogle gange er vi heldige og så får vi en kat hvis eneste udgift er mad, men det er en sjældenhed. Alle mine tre har givet mig extra uventede udgifter - Nunuu med hans øje, Victoria med hendes nyrer og alt muligt andet og Charlie med forgiftning og hans underlige evne til at smide alt pels på en gang. I år er jeg dog på forhånd med det, men tror man at omkostningerne kun handler om mad og vacciner, ja så er man helt forkert på den.
Katte er lidt som børn - vi ved aldrig hvornår det går galt, forskellen er blot at i kattenes tilfælde så er det vores egen pengepung der skal betale, med mindre de er forsikrede 
Det kan godt være katte koster, men de er stadig verdens bedste/sødeste/sjoveste kæledyr:høhø:
Min point var blot at uanset om man er kælekat ejer eller opdrætter så er vores hjertebørn altid en extra udgift som vi bør have råd til før vi anskaffer dem
og det værste ved at have et opdræt er der ikke nogen der har nævnt… når man skal aflevere de søde små, man har hjulpet til verden…:S selvom man har været grundig med at vælge nye ejere… 
helt forfærdeligt… vi var og leverede 2 stykker idag… trist , men vi ved jo at de kommer til at få det godt… 
Åh ja, det er også en af mine grunde til at la’ være. Jeg ville jo beholde dem allesammen
Hej Rikke
Det er dejligt at du virkelig suger til dig af de erfaringer som de alle sammen kommer med her. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned, hvor dyrt det egentlig kan gå hen og blive ved at opdrætte.
Nu du har i planerne om at ville starte et opdræt, er jo stadig kun på tegnebrædtet, og det tager tid at bestemme sig fuldt ud, hvad/hvor du egentlig gerne vil starte.
For at komme i forbindelse med opdrættere af lige nøjagtig den race du er faldet for, kan du jo starte med at gå ind på www.felisdanica.dk og kigge udstillingskalender. Se hvor der er udstillinger, måske i nærheden af hvor du bor. Mød op på udstillingerne og meld dig som steward og gerne ved en dommer som skal dømme mange katte af lige den race du gerne vil have noget mere viden om. Du kan få rigtig mange gode informationer og fif på hvad det er du skal kigge efter. Det kan du så gøre over en periode, du er jo stadig ung endnu og mange år til at lære i. Siger jeg som selv har været i faget i 20 år med eget opdræt og lærer stadig, men i realiteten har været med siden 1985. Jeg havde/har en rigtig god mentor af min egen mor, som startede i 1985 med at opdrætte persere, og der er jo en masse viden som ikke er blevet mindre med årene, der er masse ting man skal tage hensyn til, hvor langt man egentlig vil gå, og hvad dit endelig mål er.
Jeg startede mit eget opdræt i 1991 og der er sket rigtig meget siden da. Det bare at få lov til at købe en avlskat er jo guld værd. Men med mange års erfaringer kan du stadig blive taget ved næsen, så det er i den grad vigtig at du holder øjne og øre åbne.
Det vigtigste er at du ikke nøjes med at kigge (med henblik på køb) ét sted, men besøger op til flere opdrættere, ven så tilbage til det sted hvor du føler dig mest velkommen og der hvor du mener at det sted passer sammen med de ønsker og planer du ønsker i fremtiden.
Når vi snakker Birmaer, tjaa typer aner jeg ikke en dyt om, men kønne ja. Men jeg ved at opdrættere tester for blodtyper A & B, men det er der sikkert en bimseopdrætter der kan fortælle dig mere om, og hvorfor de gør det. Du skal lave en liste med de spørgsmål du godt kunne tænke dig at få besvaret, og gerne 10 spørgsmål for meget en ét for lidt. Opdrætter sætter pris på nyskerrighed (staves ?) er der nogen der ikke vil besvare dine spørgsmål, tjaa så søger du bare videre et andet sted. Opdrættere vil derimod også stille spørgsmål den anden vej, og du vil sikkert blive lidt forskækket over -hvorfor de vil vide det. Men lad dig ikke afskrække af det, det er af en simpel grund, at de vil gerne vil vide hvad dine planer er med et fremtidig opdræt.
Som alle de andre også har skrevet, er det en dyr hobby, som mange udefrakommende tror man kan tjæne kassen på. De mennesker ved ikke hvad de snakker om, at være opdrætter koster penge, rigtig mange penge.
Når man er nået der til hvor der kommer små killinger, skal du være forberedt på at det i gennemsnit i lige tal koster 1500,- pr. killing til den er 12 uger gammel.
Parringsgebyr, test, stamtavle, grus mad, vacc. er der så én af dem der er skidt tilpas, ja så kan det gå hen og blive en dyr fornøjelse. Jeg ved at der er én her inde der er god til at finde links, hvor en opdrætter har skåret det ud i “pap” så man kan se budgettet.
Hvis man skal regne på hvad det koster at have killinger, og mener at det er for dyrt, så lad være. En hunkat har det som regl den mani med at havne i et kejsersnit en lørdag aften til den høje takst. Ikke at alle hunkatte gør det, der er heldigvis mange der klarer det lige efter bogen, men man kan komme ud for at man skal afsted på de mest uterlige tidspunkter, og det koster kassen.
disse overvejelser skal du selvfølgelig have med, og en rigtig god idé er at oprette en kattekonto, hvor man sætter penge til side til uventede udgifter. Eksempel når man sælger killinger, sætter man pengene ind der. Man kan jo også være så uheldig at man i få tilfælde kommer til at skulle tilbagebetale kattens pris, hvis handlen ikke er endt som håbet. Hvis killingen går hen og bliver syg efter salget, og du som opdrætter bliver erstatningsansvarlig. Det er også noget du skal have i baghovedet.
Denne konto kan du jo allerede startem med at oprette nu, og begynde at smide penge ind på, og lige pludselig har du til den første kat, og ikke skal afvente om der er råd til den. Men på grund af din alder, skal du nok have dine forældre med for at få den lavet, (syntes jeg har læst et sted at du kun er 15 år, er det rigtig ?)
Men alt i alt, lyder du jo rigtig fornuftig, og jeg er sikker på at du nok skal finde en rigtig god mentor, så du kan blive godt klæt på fra starten af.
Det er rigtigt - det er også rigtigt når noget går rigtig galt eller en kat bliver meget syg at det koster, men det er jo kun penge. Men det koster også søvnløse nætter, sorg og masser af bekymring. Især får man ikke et svar på hvad det var der gik galt …
Og endnu værre - når der sker noget med en kat du har solgt - det er ikke noget man kan læse sig til eller forberede sig på. Det kræver sin opdrætter at støtte og hjælpe i den situation, alt imens det farer rundt i hovedet om det kan have konsekvenser for dit fremtidige opdræt.