Hvad er den tidligste passende alder, når en hunkat får sit første kuld?
Alle, jeg spørger, har en mening. Men ofte forklares den med en sammenligning med mennesker.
Er der nogen, som har bedre data?
vh
Andreas
det tror jeg har noget med race og modenhed at gøre
Det er perfekt for abyssinieren at føde første kuld når den er et år - meget dårlige erfaringer bliver de oppe omkring tre år og får første kuld
Godt spørgsmål Andreas.
Ivalo gik i sit første løb som 8 mdr. og i løb igen en god måned senere. Dermed er hun fysisk klar til at blive parret, men det bliver hun ikke, for psykisk er hun IMO bare en stor killing. Der ligger “gode føde- og modergener” bag hende, og hvis hun fik sit første kuld nu, formoder jeg hun ville klare det til UG. Det er bare mig, der synes hun skal have lov til at være “lille” nogen tid endnu.
Mine hunkatte får normalvis deres første kuld, når de er omkring 2 år. For skovkatten synes jeg, det er en passende alder ift. til deres psykiske udvikling. Pt. går jeg og leger med tanken om, at rykke det til 3-års alderen, men ligesom du, savner jeg nogle data, der kan guide mig i retningen af, om det er en god idé eller ej.
Jeg har ikke artiklen her på min ipad, men jeg mener at parring lige efter katten er blevet et år er optimalt jf. at der er vækstzonerne i knoglerne lukket (ca. 10 mdr). Dvs. katten er færdig med at vokse, og den udvikling der følger sker alligevel over de næste mange år. Af samme årsag vil jeg meget nødigt at hunkatten føder før den er 10 mdr. Det skulle virkelig være noget helt vildt, og jeg ville nok i stedet vælge at kastrere katten.
Jeg mener at vente til katten er 2-3 år ikke er sundt for katten selv på nogen måde. Gentagne løbetider uden parring er altid en risiko, og det er der alverdens undersøgelser til at understøtte. Det kan være sundt for racen ifht diverse sundhedsundersøgelser og udvikling af sygdomme, men ikke for katten selv 
Vælger man så at avle på katte der kun går i løbetid et par gange om året mener jeg at man samtidig avler hen mod lav (dårlig) fertilitet
jeg har ikke den store erfaring at bygge det på, men ift Xarabis mentale udvikling, synes det passer ret godt med at hun bliver parret nu hun er lige knap 2 år. for bare et halvt år siden var hun altså stadig bare en fjantet tøsepigebarns-killing 
Men jeg har så også været så heldig, at hun - i hvert fald på ydersiden! - har tålt p-pillerne rigtig fint uden problemer med underlivsbetændelse eller andet akut opstående bøvl, så hun ikke har gået i gentagende løbetider siden 6 måneders alderen hvor første løbetid meldte sin ankomst!
Det var så også noget af det jeg gik lidt op i at undersøge - om linjerne bag hende generelt var “OK” til at tåle de sk*de p-piller, for det fornemmer jeg lidt er MEGET forskelligt ift linjerne hos burmeserne…
Men nu er hun jo så heller ikke parret endnu - så jeg håber da bestemt på at underlivet virker trods p-piller i et års tid.
Se nu har jeg jo også altid været fortaler for at mine siam skulle have første kuld/parres omkring deres 1 års fødselsdag, af samme årsager som Eife beskriver ganske fint.
Men af og til går det bare ikke helt som præsten prædiker og derfor når Hildi at runde 2 år inden der komme kuld.
Jeg håber det går glat, men jeg vil fremadrettet stadig satse på 1 år frem for 2
[QUOTE=Eva K;1282236]Jeg har ikke artiklen her på min ipad, men jeg mener at parring lige efter katten er blevet et år er optimalt jf. at der er vækstzonerne i knoglerne lukket (ca. 10 mdr).
Det er også den info jeg har om vækstzonerne. Er der noget om, at de zoner kan lukke (vokse sammen) tidligere, hvis katten går i løb som 6-7 mdr. pga indflydelse af hormoner?
Dvs. katten er færdig med at vokse, og den udvikling der følger sker alligevel over de næste mange år.
Her er det, jeg mangler info om, hvad der sker i bækkenet, hvis en kat ikke føder første gang som fx. 1-årig. Bliver bækkenet mere stift med alderen - og kan det allerede nå at have en indflydelse, så fødsler bliver mere besværlige (pga. mindre fleksibilitet), hvis der ventes til katten er 3 år?
Af samme årsag vil jeg meget nødigt at hunkatten føder før den er 10 mdr. Det skulle virkelig være noget helt vildt, og jeg ville nok i stedet vælge at kastrere katten.
Jeg mener at vente til katten er 2-3 år ikke er sundt for katten selv på nogen måde. Gentagne løbetider uden parring er altid en risiko, og det er der alverdens undersøgelser til at understøtte. Det kan være sundt for racen ifht diverse sundhedsundersøgelser og udvikling af sygdomme, men ikke for katten selv
Jeg er meget enig med dig. Jeg kunne ikke drømme om at lade en hunkat gå i løb gentagne gange uden parring. Da jeg ikke ønsker at bruge P-piller på mine katte, bruger jeg isf. Suprelorinchippen.
Vælger man så at avle på katte der kun går i løbetid et par gange om året mener jeg at man samtidig avler hen mod lav (dårlig) fertilitet :)[/QUOTE]
Jeg er ganske enig.
Med mine 2 racer, burmeser og Singapura , har jeg altid valgt 1-1½ år, fordi jeg i avlsøjemed har valgt, at de skulle være Champ. inden parring
Cats og Conni
[QUOTE=DK Lindvig;1282232]…
Ivalo gik i sit første løb som 8 mdr. og i løb igen en god måned senere. Dermed er hun fysisk klar til at blive parret, men det bliver hun ikke, for psykisk er hun IMO bare en stor killing. Der ligger “gode føde- og modergener” bag hende, og hvis hun fik sit første kuld nu, formoder jeg hun ville klare det til UG. Det er bare mig, der synes hun skal have lov til at være “lille” nogen tid endnu.
…[/QUOTE]
Hunkatten skal være fysisk klar. Det kan vi konstatere på 3 måder:
- hun vokser ikke (ret meget) mere
- hun har nået normalstørrelsen for racen/linjen
- hun går i løbetid (og i løbetid og i løbetid …)
Og alt det indtræffer i 8-10 måneders alderen.
Så er der det med “psykisk klar”. Hvordan konstaterer vi det? Og giver det overhovedet mening? Det meste moderadfærd er vel genetisk hardcoded og kan først observeres, når hendes egne killinger ligger der.
Der er ingen tvivl om, hvad der ville ske i naturen. Så ville hun lade sig parre og føde 1 år efter, at hun selv blev født. Det er nok en god årstid. Og hvis hendes kuld alligevel gik til, ville årsagen ofte være, at hun ikke havde nok erfaring som jæger.
vh
Andreas
Nej, det giver ingen mening - det er en menneskeskabt egenskab, som overføres fra “de unge mødre” til dyrene. Selv de mest tåbelige teenage hunkatte vil helt automatisk vokse med opgaven når killingerne er der, fordi langt det meste af det er genetisk og hormonelt betinget. Hvis ellers hun producerer mælk nok, skal hun nok finde ud af det. Jeg ser langt flere problemer når folk vælger at gemme sin hunkat til hun er 2-3 år fremfor at lytte til naturens vejledning. Selv små, prinsesseagtige birmahunner kan roligt parres når de er 8-10 måneder, og hvis ellers de er fra en anvendelig moderlinie, så skal de nok løse opgaven. Og er de fra en håbløs moderlinie, så går det såmænd i hegn uanset hvor gammel hun er…
VH
Susanne
[QUOTE=Andreas;1282303]Hunkatten skal være fysisk klar. Det kan vi konstatere på 3 måder:
- hun vokser ikke (ret meget) mere
- hun har nået normalstørrelsen for racen/linjen
- hun går i løbetid (og i løbetid og i løbetid …)
Og alt det indtræffer i 8-10 måneders alderen.
Så er der det med “psykisk klar”. Hvordan konstaterer vi det? Og giver det overhovedet mening? Det meste moderadfærd er vel genetisk hardcoded og kan først observeres, når hendes egne killinger ligger der.
Der er ingen tvivl om, hvad der ville ske i naturen. Så ville hun lade sig parre og føde 1 år efter, at hun selv blev født. Det er nok en god årstid. Og hvis hendes kuld alligevel gik til, ville årsagen ofte være, at hun ikke havde nok erfaring som jæger.
vh
Andreas[/QUOTE]
Hvornår katten er “psykisk klar” synes jeg er mere tricky, for så begynder min egen holdning / vurdering at spille ind Som skrevet, så hvis der ligger nogle gode gener bag katten (fysisk såvel som psykisk) så burde der jo ikke være noget, der hindrer en tidlig parring. Det skulle da lige være HCM og de tests jeg gerne vil have lavet før katten parres. På den anden side, så er HCM en “ghostplayer”, som vi endnu ikke kan kontrollere. Katten kan scannes HCM normal som 1-2-3 årig og så pludselig udvikle HCM som 4-årig (bare et tænkt eksempel).
[QUOTE=Susanne W;1282305]Nej, det giver ingen mening - det er en menneskeskabt egenskab, som overføres fra “de unge mødre” til dyrene. Selv de mest tåbelige teenage hunkatte vil helt automatisk vokse med opgaven når killingerne er der, fordi langt det meste af det er genetisk og hormonelt betinget. Hvis ellers hun producerer mælk nok, skal hun nok finde ud af det. Jeg ser langt flere problemer når folk vælger at gemme sin hunkat til hun er 2-3 år fremfor at lytte til naturens vejledning. Selv små, prinsesseagtige birmahunner kan roligt parres når de er 8-10 måneder, og hvis ellers de er fra en anvendelig moderlinie, så skal de nok løse opgaven. Og er de fra en håbløs moderlinie, så går det såmænd i hegn uanset hvor gammel hun er…
VH
Susanne[/QUOTE]
Præcis. Det er en menneskeskabt egenskab 
og måske slet ikke i kattens tarv.
Hvilke problemer ser du i, at gemme hunkatten til hun er 2-3 år? Fertiliteten formoder jeg ikke påvirkes (nedsættes), men kan der blive større problemer ift. at gennemføre drægtigheden og ift. selve fødslen? Det er de spørgsmål jeg pt. går og tumler med :cool2:
Ganske enig med Eva.
Lindvig, jeg lod mig fortælle af min dyrlæge, for nogle år tilbage, at grunden til kattene helst skal have kuld første gang, omkring 1 års alderen, er pga. bækkenet bliver mere stift.
Fuldstændige lige som hos kvinder over 25, som endnu ikke har født første gang.
Det giver ganske god mening for mig. Og vil også sige at min hunkat på 1½ havde langt svære ved at spytte killingerne ud end hende på 1år…
Jeg har også hørt det med, at bækkenet bliver mere stift, men jeg savner noget mere konkret … noget læsestof, noget dokumentation (typisk mig :øhmm:) for at fødsler bliver mere komplicerede, hvis katten er fx. 3 år isf. 1 år ved første fødsel.
Mine hunkatte har været omkring 2 år ved første kuld, og de 40 killinger de tilsammen har fået, er alle føde let og uden komplikationer.
Måske er det mere racebestemt eller genetisk bestemt :? og jeg snakker selvfølgelig ikke om at katten er 5-6 år ved første fødsel.
[QUOTE=DK Lindvig;1282310]Præcis. Det er en menneskeskabt egenskab og måske slet ikke i kattens tarv.
Hvilke problemer ser du i, at gemme hunkatten til hun er 2-3 år? Fertiliteten formoder jeg ikke påvirkes (nedsættes), men kan der blive større problemer ift. at gennemføre drægtigheden og ift. selve fødslen? Det er de spørgsmål jeg pt. går og tumler med :cool2:[/QUOTE]
Jeg tror altså ikke du kan finde ret mange decideret dokumenterede forsøg omkring det Men det har alle dage været kendt at pattedyr ikke vinder noget ved at blive alt for “voksne” ved at vente for længe med den første fødsel. Bækkenet bliver mere stift, og man får ikke stækere veer med alderen, tværtimod. Hos hopper har man i mange årtier vidst, at de bedste afkom kommer i den første del af hendes avlskarriere. Selve instinktet er jeg ikke så nervøs for - det er medfødt, men rent fysisk er der ikke noget vundet ved at vente. Selvfølgelig er der masser af tilfælde af at det sagtens kan gå godt - mit “bedste” eksempel er en hunkat jeg for mange år siden havde til parring. Hun tilhørte nogle kælekatteejere (det var dengang almindelige mennesker kunne få lov at trække et kuld uden at nogen mistænkte dem for noget galt, og der blev også uden problemer trukket stamtavler på killingerne) 
og hun var fra en opdrætter som jeg havde købt min første birma af. Jeg var lidt usikker på hvor gammel hun mon var, men de kunne ikke lige huske det så de ville tage stamtavlen med når de hentede hende igen. Vi fik hunkatten “konfirmeret” - og da de hentede hende kunne vi så konstatere at hun sørme var hele 8 år gammel!!! Og netop parret for første gang…!!! Det gik faktisk fortrinligt, selv om jeg havde mange bekymringer de næste 9 uger! Hun var ud af en god og anvendelig moderlinie, og hun fødte uden problemer 3 killinger og havde masser af mælk. Men det er langt fra det samme, som at jeg vil anbefale andre det samme Hvis du skal finde dokumenteret videnskab på emnet skal du nok søge på noget humant. Men jeg ser kun meget sjældent problemer med helt unge hunner; derimod i gennemsnit flere problemer med alt fra overhovedet at få hunkatten drægtig til fødselsproblemer til manglende mælk jo længere man venter. Selve yngelplejen er de som regel lige gode til, omend interessen for at passe dem ofte hænger nøje sammen med mælkeproduktionen sådan at en hunkat med ringe mælkeproduktion ofte er mindre interesseret i at ligge konstant hos killingerne end en hunkat med godt gang i mejeriet.
VH
Susanne
Hanne, qua min uddannelsesmæssige baggrund kan jeg i den grad forstå dit behov for dokumentation. Jeg har selv samme behov
Nu har jeg så valgt at have en højfertil race. Lige nu er jeg meget spændt på at se om de to tøsers udvikling følger deres moders mht. løbetider. For det er helt sikkert at hvis deres løbetider bliver så vanvittige som deres mor, så kommer de ikke til at gå til de er 1,5 år med at blive parret. Så kommer det til at ske før. …Hvad baserer jeg på, en blanding af videnskabelige facts og min mavefornemmelse, hvor sidstnævnte i den grad på ingen måde er videnskabelig
EDIT: … nåja, og den ene af dem har faktisk allerede vist foruroligende tegn i den retning. Der har været tilløb til en måske lille løbetid hos den ene af dem… og hvis det vitterlig var en løbetid (det vil kommende tid vise), så er hun 3 måneder tidligere på færre end sin mor 
Jamen jeg har skam samme behov for klinisk grundlag for ikke bare at lytte til naturen og få hende parret når den siger hun er klar, dvs. ganske ofte i 10-12 måneders alderen Hvad er den kliniske grund til at nogen mener det er mere relevant at vente til hun er 2, måske 3 år? Er det noget man ubevidst overfører fra hund?
VH
Susanne
[QUOTE=Susanne W;1282406]Jamen jeg har skam samme behov for klinisk grundlag for ikke bare at lytte til naturen og få hende parret når den siger hun er klar, dvs. ganske ofte i 10-12 måneders alderen Hvad er den kliniske grund til at nogen mener det er mere relevant at vente til hun er 2, måske 3 år? Er det noget man ubevidst overfører fra hund?
VH
Susanne[/QUOTE]
Jeg ved ikke 100 % hvorfor nogen synes det ene eller det andet. For eget vedkommende har det handlet om hvad dem jeg kender og stoler på i egen race har fortalt om deres erfaringer med parringer af egne katte i første omgang der har påvirket mine beslutninger om parring af Øglebarnet i sin tid. Nu hvor jeg så har et kuld ved jeg lidt mere, og alligevel ikke. En af grundene til at Øglebarnet ikke blev parret før end hun gjorde var bla. at jeg syntes hendes vægt var for lille på daværende tidspunkt til at skulle bære på et stort kuld, så jeg ville rigtig gerne have hende op i vægt før hun blev sendt til parring - så det var baggrunden for hendes parring kombineret med de vanvittige ofte løbetider
Det er sådan set også den eneste måde at gøre det på, når man er ny
VH
Susanne
Kejsersnit på kejsersnit på hunner der er omkring de tre år til første fødsel - igen og igen.
Oplevelser man selv oplever flere gange behøves der ikke yderligere dokumentation for - for mig
[QUOTE=Susanne W;1282406]Jamen jeg har skam samme behov for klinisk grundlag for ikke bare at lytte til naturen og få hende parret når den siger hun er klar, dvs. ganske ofte i 10-12 måneders alderen Hvad er den kliniske grund til at nogen mener det er mere relevant at vente til hun er 2, måske 3 år? Er det noget man ubevidst overfører fra hund?
VH
Susanne[/QUOTE]
Jeg kender intet til hundeavl, og for mit vedkommende har mine tanker, hverken noget med hunde, heste el. mennesker at gøre
Er det at lytte til naturen mon (altid) det rigtige? Den måde naturen er indrettet på, tog vel højde for, at katteracen fra tidernes morgen ikke blev så gamle, som de bliver i dag, hvor vi har dem i mere beskyttede omgivelser? Hurtig reproduktionsevne må bla. hænge sammen med katteracens overlevelsesmuligheder :?
Nogle gange er det bare “frustrerende” at være så videbegærlig :høhø:
Jeg lytter også til andres erfaringer, og selv om jeg har flere år som opdrætter på bagen, så ved jeg ikke alt. Jo mere jeg ved, jo mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved 
Dårlig fertilitet, komplicerede fødsler, manglende mælk og gentagne kejsersnit pga. høj(ere) alder er bestemt ikke ønskeligt, det er jeg fuldstændig enig med jer i. Har man den erfaring, så forstår jeg godt, at man ikke råder til at vente. Tak for mange og gode input 