Råd til syg tynd kat

Hej alle kattegale

Først vil jeg lige sige, jeg er helt grøn på Kattegale siden. Har fundet vej til jer da jeg mangler råd og har brug for at lufte mine kattetanker med ligesindede.

Jeg er indehaver af to stk vildkatte (genudsætnings katte), der dukkede op for ca 3 år siden i min baghave. Missemor og hendes søn var rædselsfuldt afmagrede og praktisk talt døden nær af sult. Siger man A må man også sige B, så nu er de neutraliserede, øremærkede og har indtil nu været sunde og tilpasse i en hverdag, hvor de kommer og går som det passer dem. Døren er installeret med kattelem og om vinteren er de mere inde katte end udekatte. Om sommeren ser jeg dem nærmest kun når jeg fløjter “madskålen er nu fyldt”.

De er ikke kælekatte, men nyder at se fjernsyn med mig. De har deres faste pladser, hvor de ligger nær, men uden for rækkevide. De er også fantastiske til at overvåge, om havearbejdet nu er gjort ordentligt. De er nu hyggelige, som de elsker ens selskab på deres egne præmisser.

Jeg har hele tiden haft den filosofi, at så længe de har det godt, så skal de være her. Hvis tingene går skidt må de af sted på en human måde. Det er denne filosofi jeg får testet i øjeblikket… og bringer mig til jer.

Basse som sønnen hedder, har været på tur og væk i ca 14 dage. Kom tilbage som et rent skelet med skind. Det nummer har han lavet en gang før, hvor blød foder/opfednings foder gjorde underværker på kort tid. Denne gang er jeg i tvivl. Da han kom tilbage denne gang spiser han ikke normalt. Det virker som om han ikke kan tygge tørkosten og det drysser med krummer omkring ham. Blød foder bliver slikket ind med god appetit. Han bevæger kæben normalt, slikker og pudser sig og så vidt som jeg kan få lov at se, er hans tænder ok. En anden observation er så hans pels, den bliver ikke fin blank, glat og sund igen og han tager ikke på, trods han får alt hvad jeg kan lokke i ham… og så sover han rigtig meget. Han er passet med både ormekur og loppekur. (oral suspension produkter)

Da han ikke kan håndteres, så er en tur under armen til Dr. Dyr udelukket. Det vil blive en kamp og meget stress fuld oplevelse for ham. Behandling med alt andet end noget der kan kamufleres i saften fra makrel er også udelukket. Så har egentligt givet ham 14 dage til at tage på og blive frisk i, for egen hånd. Denne deadline er meget nær og da jeg ikke kan se synlig forskel fra han kom hjem og til nu, så kommer alvoren omkring aflivning meget tæt på.

Det er en ret hård beslutning, for man er jo kommet til at holde af kræet og man roder hele tiden med tanken omkring, har man gjort det godt nok. Ethvert andet dyr var fluks havnet hos dyrlægen! Jeg har flere gange nu kigget på nummeret til kattefanger Lars. Han kan fange og aflive herhjemme uden for meget stres for dyret, men har lige manglet det sidste… til at få det gjort.

Det skal siges at foruden han spiser tørkost mærkeligt, så ligner han ikke en kat der lider eller har smerter, så var sagen fluks klaret til kattens bedste. Nok også derfor jeg har det så svært.

Når i nu har hørt min historie, hvad tænker i så? Burde man ikke se forskel på 14 dage med blød foder. Hvad kan han ellers fejle, når han ikke kan tygge ordenligt og vil det fremadrettet være forsvarligt at lade ham leve med den skavank, hvis resten ellers kommer sig?

Ser frem til enten et velment spark eller nogle gode råd til mine tanker. Jeg kan evt indsætte før og nu billeder af ham (har lige glemt at læse regler for billeder på siden, der for ingen i dette indlæg)

mvh
Carina

Ps: vil lige for god ordens skyld remse op, hvad Basse er fodret med de sidste 14 dage, for mulige bedre råd. De første par døgn fodret med 4 timers mellemrum og gradvist stigende til ad libitum, så han ikke overspiste og blev syg af dette:

  • Normal fodret er Royal Canin male til kastreret katte ad libitum (han er normalt kræsen og spiser ikke andet)
  • Blød foder fra Whiskas i portionsposer. Most og tilsat lidt ekstra vand + olie (omega 3 og 6 fedtsyrer skulle gøre man optager vitaminer mv bedre i kroppen)
  • Yoghurt neutral
  • Ovenstående tørkost opblødt i vand (ville han ikke røre)
  • Makrel i tomat. Mit ellers hemmelige våben til indtagelse af orme+loppekur. Gives kun ved særlige lejligheder for at opretholde interessen, når noget SKAL indenbords.

Først vil jeg sige, at jeg synes det er flot du har taget dig så godt af de to katte :ok:

Min umiddelbare tanke er, at katte er utrolig dygtige til at skjule deres svagheder, så man ser sjældent når de er syge. Jeg tænker han er blevet påkørt eller andet, der har skadet ham - fx en fraktur eller lign i kæben - det vil du ikke kunne se og katten kan skjule det rimelig godt.

Er det muligt at komme i nærheden af kattene for fremmede?
Tænker hjemmebesøg af en dyrlæge.

Alternativt hvis du kan få ham i en kasse, kan en dyrlæge godt håndtere ham på klinikken ved at starte med at give ham noget afslappende.

Jeg tænker, at han jo må have været ved dyrlægen før i forbindelse med neutralisering og øremærkning. Hvordan gjorde du da? Hvis det nu er noget, der kan fixes med en enkelt tur til dyrlægen - eller et dyrlægebesøg i hjemmet - og han derefter kan leve godt i mange år, er det måske en dag med stress værd?

Men du kender selvfølgelig katten og ved, hvad den kan klare.

Og velkommen til Kattegale :håndtryk:

Ligesom Vivi synes jeg, det er flot, du har taget dig af kattene på den måde :ok:

Det varmer at læse din fortælling om, hvor godt du har taget dig af de to katte og med hvilken respekt du omgås kattene.
Jeg tænker også, at katten må have fået et hårdt slag på kæben, og en påkørsel er nok meget sandsynlig.
Jeg ville ringe til dyrlægen og får hans/hendes faglige vurdering. Hvis du kan få katten i en transportkasse, så kan dyrlægen også håndtere katten, ved at give en den en beroligende indsprøjtning til en start. Selv oplever jeg, at mine katte kun nødigt lader mig undersøge dem herhjemme, men så snart vi er nede ved dyrlægen må både hun og jeg undersøge dem. Men selvfølgelig er det stressende for katten
Måske nogle herinde kan forslå foder, der giver sul på kroppen.
Og måske du skulle tale med dyrlægen om noget smertestillende, så katten kan få ro for smerter, hvis den har smerter, så vil den også være mere tilbøjelig til at spise.
Held og lykke med at få Basse på højkant igen.

Først mange tak for velkomsten :slight_smile:

For det andet kan man jo ikke lade være med at gøre noget, når man så de to pus i den tilstand de var i. Jeg plejer nu at sige de valgte mig frem for jeg valgte at tage mig af dem. Sådan virkede det, da hun første gang traskede ind af døren. Inspicerede hytten og lagde sig til at fordre killingen midt på køkkengulvet hehe

Vivi - Jeg har selv tænkt tanken med en fraktur, men Basse både gaber stort og slikker sig… ja hele hans ansigtsmimik er normal bortset fra spisning af tørkost? Ved besøg af fremmede er begge katte over alle bjerge til der igen er fri bane. Kun min kæreste er godkendt på tålt ophold. Har også tænkt tanken omkring at stoppe ham i kassen og aflevere ham hos dyrlægen med et sæt svejsehandsker. Men hvis jeg ikke kan følge op på en behandling, er det så ubehaget værd for katten? Jeg har aldrig stoppet ham i en kasse før, da det nærmeste håndtering jeg kan få lov til, er et stryg hen ad ryggen i ny og næ.

Galath - Ja begge har været ved dyrlægen én gang før hver. Jeg fik lavet en genudsætning pakke via kattens værn, hvor én kattefanger kommer ud og fanger kattene og tager dem med, ordner sagerne (neutralisering, mærkning, registrering og vaccination) og afleverer dem dagen efter. Dengang aftalte vi at jeg havde lukket dem inde i stuen og kattefangeren kom med nettet. Til trods for det gik nemt, hurtigt og smertefrit ifølge kattefangeren. Så krævede det 3 nyopsætninger ud af 4 mulige gardiner. Så kan du nok selv forestille dig kattenes mening om sådan noget pjat!!! Det er også herfra min filosofi omkring, at skal der ske noget, så bliver det kattefangeren der igen skal hapse ham og ordne ham på et øjeblik, frem for at ende med en overdrevet ubehagelig oplevelse.

Susanne - Må sige både din og de foregående beskeder giver mig mod på at prøve dyrlægen, det er nok et opkald værd. Mine tanker i øjeblikket har gået på om det er ubehaget værd for katten at komme til dyrlæge, eller om han skal ende herhjemme i vandte omgivelser. Så ved jeg han havde et godt liv så længe det varede. Det er unægtelig nogle andre betingelser man står over for med en vild kat frem for kælekattene, og det han evt fejler kunne sikkert ordnes ret nemt med en tam kat.

Foderråd modtages med kyshånd, jeg har aldrig haft kat før de to her vadede ind i mit liv :slight_smile: Mine erfaringer på foder har gået på, hvordan man lærer en vildkat at spise normalt uden at æde til de kaster op. Jeg har været alt igennem fra supermarkedets billige til jeg endte ved Royal Canin. Det første foder de kunne gå fra og til og spiste i normale mængder.

Ciao
Carina

Til det at følge op på behandling - jeg har held til at “forklæde” både penicillin og smertestillende medicin i tun, tabletterne bliver knust og rørt sammen med tun - og ned glider det uden problemer.

Jeg har egentlig ikke nogen råd udover dem, de andre har givet - “kun” et stort skulderklap til dig og en anerkendelse af den kost, du giver kattene. Selv fodrer jeg ikke med RC, men hvis det er det, de vil spise er det det, de skal have :smiley:

Giv dyrlægen en chance :slight_smile: Det kan være, det kan gøres let, elegant og relativt smertefrit og det lyder til, at I alle hygger jer sammen, så hvis han kan få flere gode år efter måske kun ét besøg, er det absolut det værd i mine øjne :slight_smile:

Susanne - Tun er yt her i hytten. Her bruger vi makrel i tomat… tomatsovsen ??? Eller salat mayonnaise???

Temple Bar - Mine katte er som forkælede børn, bliver der ikke serveret det korrekte sultestrejker de, mens jeg bliver nedstirret af verdens mest forurettede øjne. Det er kun RC der dur. Skal de gå en HEL weekend på andet foder, hvis jeg af en årsag ikke kan nå og købe det rigtige inden lukke tid. Så kan jeg være helt sikker på demonstrativ adfærd som plukket solsort i stuen eller de afleverer en levende mus for mine fødder, mens jeg sidder med aftenkaffen i sofaen :-S Så kan jeg lære det!!

Dyrlægen får et kald på mandag. Indtil da må jeg hellere kigge lidt på min nye profil herinde, krydre med lidt billeder og læse nogle indlæg. Har allerede fundet flere indlæg der gør mig klogere…

Sov godt derude

Carina

At det kun er tørfoderet, han har svært ved at spise, kan nu godt tyde på, at han har problemer i sin mund, for selv om hans tænder umiddelbart synes pæne, kan han jo godt have f.eks. en knækket tand, hvor nerven ligger åben.

Kan hans 14 dages fravær mon skyldes, at han har været lukket inde et sted? At han er så afmagret, kan tyde på det. Et par af mine mange vildmisser (genudsætningskatte) kan også være væk af og til, men højst et par dage, for de ved, hvor madskålene (og vandet) er.

Viser han for resten tegn på at have været i slagsmål af og til? Kattene bliver ganske vist testet for både FIV og FeLV ifm. genudsætningen, men det fritager dem desværre ikke for at kunne blive smittet senere, så hvis/når du får ham til dyrlægen, ville jeg samtidig få ham testet.

Jeg ville i første omgang tage en snak med dyrlægen og bede om at få noget flydende Metacam (smertestillende og velsmagende) til ham for at se, om det får ham til at spise bedre. Er det tilfældet, ville jeg få hans mund undersøgt. Jeg ville også i stedet for Whiskas købe nogle dåser paté til killinger for at give ham mere næringsrigt foder (fås også hos dyrlægen). Kastratfoder og i det hele taget slim-produkter indeholder kun en masse unødigt fyld, så det ville jeg under alle omstændigheder gå i en stor bue udenom.

Held og lykke med Bassen … og selvfølgelig velkommen herinde.

Der er også Hill’s a/d? Eller er det for koncentreret for ham? Det er vel beregnet til den slags situationer - hvor katte skal lokkes til at spise og tage på, fx efter sygdom?

Det er en meget næringsrig paté, som kan fås hos dyrlægen, og den har en meget besnærende duft - for katte i hvert fald :slight_smile:

Dejligt at læse du har valgt at lade dig vælge og helt på kattenes kriterier :ok:

Jeg tænkte som Hanne også først om han mon har været lukket inde et sted, eller måske er kommet til skade og har ligget uden mulighed for at få mad.

‘Trist’ pels og afmagring kan også lede tanken hen på nyre-problemer.

A/D synes jeg også lyder som et godt valg af foder, som flere andre synes jeg også du skal vende det med dyrlægen.

Held og lykke med det

Opdatering:


Hej alle

Efter alle de søde svar og råd jeg har fået herinde, syntes jeg lige jeg skylder jer en opdatering. Basse fik oprindelig en tid hos dyrlægen i fredags, men vi var ikke helt enige om at skulle af sted. Så vi kom først derop i dag.

Jeg havde valgt han skulle undersøges, da jeg efterhånden havde mistanke om katte aids eller leukæmi. Jeg har jo en genudsætnings kat mere herhjemme, der i så fald kunne være smittet. Han blev testet negativ for begge dele. Dyrlægen tog også røngten og kunne se en markant forstørret lever samt hans sukker værdier var meget høje. En urinprøve beskæftigede at Basse havde fået sukkersyge.

Så med tårer i øjnene lagde jeg for en times tid siden Basse til at sove. Hvis han skulle have et godt liv, ville det fremadrettet kræve daglige insulin indsprøjtninger. Det er ikke muligt med en vild kat.

Dyrlægen kunne yderligere fortælle at hans sygdom intet havde at gøre med hans lille udflugt. Han kunne også fortælle, at det jeg havde observeret med hans sjove tyggen “kun” skyldtes paradentose og det havde han set værre hos alm passede tamkatte. Jeg kunne intet havde gjort anderledes.

Mange hilsner
Carina

Billedet er Basse til højre og lillebror Loppe til venstre

God rejse smukke Basse :lys:

Det var den helt rigtige beslutning at tage - selvom den aldrig er nem, når man har knyttet sig til et dyr :kram:

Hvor gerne man end vil, er det begrænset, hvor meget man kan behandle en vildmis - især dagligt, så du kunne intet have gjort anderledes.
Men jeg føler med dig!

Sov godt smukke Basse :rip:

:kram:

Jeg vil bare som mange andre herinde give dig et skulderklap og varme tanker. Du gjorde det bedste for ham :love2:

Tak for update - trist med afslutningen :ked:

:rip: sov godt Basse

Jeg håber du vil bringe nyt med dig over på den anden side

Takker for de søde ord og virtuelle krammere - så kom tårerne lige igen…