Jeg havde en fantastisk weekend med mine dejlige Korater. Jeg kan stadigvæk slet ikke få armene ned.
Lørdag startede med at fejring af Jyraks topkatte, hvor Fanni blev Bedste Hunkastrat! Sidste år vandt Fanni sit 10. BIS og fik dermed titlen DSM, som selvfølgelig skulle fejres på næste udstilling i egen klub.
Koraterne skulle bedømmes af Katia Pocci, som er et nyt og positivt bekendtskab. Hun håndterede kattene perfekt og havde en god viden om Koraterne. Både Fanni og Mimi charmede alt hvad de havde lært.
Fanni fik sit cert og nominering uden problemer og Mimi slog først sin bror og bagefter 3 andre flotte ungdyr!
Fanni på det først billede og Mimi på det andet.
Fanni skulle for første gang deltage som veteran, som gik flyvende. Hun blev endnu engang bedømt af Katia Pocci, som valgte hende som Bedste Veteran Kat 3 og på scenen valgte Yan Roca Folch Fanni, som BOB Veteran!
Mimi har nu været afsted på udstillinger en del gange, men syntes stadigvæk, at det er noget spøjst noget, som ikke skulle tages alt for alvorligt.
Fanni tog heller ikke tingene alt for alvorligt. Hun kommenterede på sædvanligvis dommernes håndtering af hende og mindede dem om at hun jo var den smukkeste kat i hallen. 
Hun slog først en masse flotte hunkastrater, derefter hankastraten og gik videre til Best of Best.
I panelet lige efter skulle Mimi op som ungdyr, men havde ikke en chance mod de mere udviklede konkurrenter. Korater er lang tid om at blive færdige, så en nominering er en sejr.
Da vi nåede til Best of Best panelet, var Fanni lidt træt, så hun kommenterede kun dommerens(Donatella Mastrangelo) udvælgelse forholdsvist lavmælt.
Efter en nervepirrende(vist mest for mig) udvælgelse endte Fanni med at blive BOB 2, så jeg var pavestolt! For Donatella giver ikke ekstra point, fordi man er en Korat. Man skal være ualmindeligt pæn, for at vinde hos hende. 
Mit kamera løb desværre tør for strøm om lørdagen, så der er ingen billeder fra om søndagen. 
Om søndagen skulle Koraterne bedømmes af Donatella Mastrangelo, som jo kender Koraterne alt for godt og kræver derfor at man viser sine bedste katte frem.
Hun var vild med Fanni, som hun jo har set en masse gange. Fanni’s forkælede vrælen ad mig giver altid et godt grin, for badeanden er hverken ked eller vred, når hun vræler. Hun VIL have sin vilje også selvom, hun ikke får den eller har fået den de sidste 2 år.
Fanni fik sin nominering og den sædvanelige kommentar omkring hendes vokaltalenter. :klapper:
Donnatella foretrak Billy over Mimi, da han er lidt mere udviklet og hans øjenfarve er allerede mere grøn. De er begge to mestre i at charmere dommere og publikum, for de uddeler kys og spinden til alle, som gider at nulre dem. 
Som veteran blev Fanni bedømt af Yan Roca Folch, der også er faldet for Fanni’s charme. Han valgte hende som bedste veteran i kat 3. Fanni blev igen BOB Veteran, denne gang valgt af Donatella. Fanni fik nemlig endelig vist sine velplacerede ører frem, da hun holdt sin kæft lukket. 
På scenen vandt Fanni hunkastrat-panelet enstemmigt og slog igen hankastraten, denne gang enstemmigt. Så jeg var/er SÅ stolt og glad, at jeg er nær ved at revne!
Vi fik da et blære-billede i buret, hvilket ikke helt passede primadonnaen, for jeg stod for langt væk til at hun kunne springe op på min skulder.