Jeg er udskrevet, men desværre med den diagnose jeg så nødigt ville have.
Jeg lider af HyperMobilitetsSyndrom i meget svær grad.
Det var en kamel at sluge, for det kan der ikke gøres noget ved.
Jeg fik desværre at vide at jeg ender i kørestol, det er desværre uundgåeligt.
Mine led er meget ødelagte, og mine ledbånd er så løse at de ikke holder på noget som helst.
Fødderne er færdige, og det næste der står af, bliver hofterne.
Jeg har fået nogle øvelser jeg skal lave hver dag, for at styrke bestemte muskler, så de kan holde hofterne så længe som muligt, men lægernes dom er at jeg ikke må regne med mere end 10 år før kørestolen er en realitet.
Lægerne har søgt kommunen om en ergoterapeut, der skal kommer her, og hjælpe mig med at planlægge min dag, så jeg fordeler de “kræfter” jeg har, på den mest hensigtsmæssige måde.
Jeg skal have nogle indlæg i skoene, så vil jeg med lidt held kunne holde til en smule mere hver dag, men jeg måtte ikke regne med noget.
Det har været en hård weekend, jeg har stort set tudet konstant, for jeg var bare slet ikke psykisk klar til den dom.
Det lysner lidt, og jeg kan begynde at fokusere en lille smule på de ting jeg trods alt stadig kan, og kattene hjælper meget, for de trøster mig.
Selvfølgelig tager det tid at vænne sig til tanken, men nu har jeg så i det mindste en diagnose.
