Åh hvor er jeg glad for at jeg skrev herinde alligevel. Jeg var totalt knust i går og brugte resten af aftenen og noget af natten (og lidt i morges for den sags skyld) på at tude og tude og tude lidt mere. Jeg var et eller andet sted forberedt på at jeg ville få at vide at han havde sukkersyge for dyrlægen og jeg havde snakket om at Sebastian kunne have udviklet en sekundær sukkersyge i forbindelse med sin Cushings syndrom som han jo har fået af et alt for langt forløb med prednisolon (siden maj!). Vi er i de sidste faser med at udtrappe ham af det heldigvis og det forventes at hans Cushing vil forsvinde efter endt udtrapning. Dengang mente man også at hans sukkersyge ville forsvinde. Så var det så at jeg lagde mærke til at hans hale var slatten og nogle steder virkede som om han var følelsesløs. Samtidig var han begyndt at gå helt nede på haserne og i det hele taget være ret kluntet og uelegant (okay - det har han så aldrig været fra starten af
) når han hopper og lander. Der var det så at dyrlægen fortalte at det at han går helt nede på haserne er et typisk symptom på sukkersyge - vi havde ellers også overvejet at han kunne have gigt.
Så det var ikke den store overraskelse at få at vide at han har sukkersyge. Men jeg blev bare så frygteligt ked af det fordi jeg ikke aner noget som helst ud over hvad jeg kort har kunnet google mig til om katte med sukkersyge. Nogle steder lyder det til at være en virkelig skidt diagnose og andre steder lyder det som om man kan arbejde med det. Jeg føler mig fanget mellem den position hvor man som ejer af egoistiske årsager behandler katten for enhver pris uanset hvordan kattes livskvalitet er og så at være i den helt anden ende af skalaen hvor man også er totalt ligeglad med katten og potentielt også lader den lide.
Jeg har nok egentlig aldrig tænkt at jeg ikke ville forsøge en behandling. Men jeg har været i tvivl om hvad jeg skulle satse på og om det ville være at pine og plage ham hvis jeg må have ham til kontroller og blodprøver jævnligt. Sidste gang jeg havde Sebastian til dyrlæge var han som et skræmt og vildt dyr! Han har ALDRIG hvæset af nogen derude men den fik da for fuld skrue i torsdags
! Da vi kom hjem havde han decideret tisset i transportkassen af skræk og det har jeg aldrig oplevet før. Jeg synes det er ulideligt for både ham og jeg hvis han f.eks. skal til dyrlæge 1-2 gange om måneden. Sebastian er i forvejen en utrolig sart kat som er meget følsom overfor forandringer. Egentlig har jeg fået forbud mod at ændre noget i hans liv af en af veterinærsygeplejeskerne derude men jeg har alligevel valgt at købe en ny bakke til ham (det var et virkelig godt køb da han havde udviklet en avasion mod den han ellers har brugt de sidste 9 år) og senest et super lækkert kradsemiljø som han også er utrolig lykkelig for.
Nå det er vist et sidespring. Jeg synes jeg har så meget i hovedet (også ud over Sebastians helbred) så hvis jeg bliver lidt afsporet så beklager jeg.
Men efter jeg har læst jeres super gode og søde indlæg så er jeg lidt mere optimistisk anlagt. Jeg synes stadig det er forfærdelig trist for Sebastian at han har skullet så meget igennem de sidste 7 måneders tid. Det er den slags der gør at jeg kan tage mig selv i at sidde og overveje om det er værdigt for ham at fortsætte i samme skrue. Omvendt er han en fantastisk sød, sjov og dejlig kat med et dejligt sind og som lader til generelt at være rigtig glad og tilfreds… når han altså ikke lige skal til dyrlæge! Han kommer glad og vækker mig om morgenen og beder om morgenmad, han planter sig på min mave og spinder mig helt op i ansigtet når jeg har lagt mig under dynen, han er glad for at lege, nysgerrig, kælen og opsøgende og virker egentlig ikke som en seniormis på 10 år. Jeg tror ikke han har et dårligt liv og det bekræfter andre jeg har spurgt (man kan jo risikere at bilde sig selv ting ind).
Egentlig snakkede dyrlægen og jeg om at vi ikke skulle ændre i medicineringen før han var helt færdig med prednisolon (vi starter på 1/4 tabelet 1 gang om ugen i 14 dage fra på mandag) og egentlig synes jeg det havde været bedre at blodprøven havde været taget der. Sidste prøve blev taget hvor han havde fastet fra dagen inden efter aftensmaden men sådan blev den ikke taget denne gang. Så hvordan den kan sammenlignes har jeg svært ved at vurdere. Under alle omstændigheder synes jeg han har fået ret meget medicin. Jeg ville gerne at han kunne få lov at slippe Saroten men vi satser på at slippe Prednisolon i første omgang. Så bliver det også lettere at vurdere hvad der giver hvilke symptomer.
Men jo jeg har lige kigget min seneste kvittering igennem igen og der er taget en Fruktosamin prøve. Dyrlægen nævnte at hans blodsukker var steget med 100 siden sidste prøve og lå på 600-et eller andet på trods af at vi har trappet ned i Prednisolon.
Men jeg ved ikke rigtig… jeg er jo vant til at sukkersyge betyder at man har det resten af livet (hos mennesker) men nogle steder synes jeg at jeg har læst at sukkersyge hos katte i nogle tilfælde kan være reversible? Ved I noget om det?
Mandag eller tirsdag skal jeg have ringet til Aalborg Dyrehospital hvor vi er tilknyttet og høre om de ved hvordan fordelingen af kulhydrater, fedt og protein er i det foder han får allerede nu. Lige pt er han på Royal Canin Moderate Calorie Urinary foder i både vådkost og tørkost og det har han været på siden maj. Jeg har suppleret lidt op med noget andet Royal Canin som jeg desværre ikke husker om det var den der hedder Indoor, Sterilised eller Fit eller noget i den stil. Dyrlægen foreslog at vi lige fik sammenlignet det med det der hedder Diabetic for hvis hans Urinary foder ligger i nogenlunde samme forhold som deres Diabetic så kunne vi lige så godt fortsætte med det.
Hvor køber I det forskellige slags foder henne? Er der nogen steder der kan spares lidt penge på det f.eks. på ebay?
Jeg har luret lidt på blodsukkermålerne. Jeg fandt en der kunne tilsluttes ens pc til 60 kr så sådan en kunne jeg godt falde for. Det ville gøre det dejligt nemt at maile resultater til dyrlægen. Men ved I om det er sådan at de der strips kun passer til bestemte modeller eller kan de passe til dem alle?
Puh… jeg synes der er så mange tanker og spørgsmål der drøner rundt i knolden på mig. Jeg er blevet overbevist om at jeg fik forsøge at hjælpe Sebastian ved at medicinere ham. Jeg er ikke pjattet med sprøjter (jeg går gerne kold når jeg selv skal prikkes) men hvis jeg kan lære at overvåge store operationer så skulle jeg mene at jeg også kan lære at stikke ham i nakkeskindet. Så jeg regner med at jeg vil starte op med indsprøjtningerne. Hvis han ikke kan affinde sig med det må det blive tabeletterne (hvis dyrlægen finder ud af at han kan have gavn af dem). Der skal i hvert fald gøres et eller andet. Jeg vil have det elendigt med mig selv den dag han enten har det vildt dårligt eller ikke er her mere hvis jeg ikke har forsøgt at gøre et eller andet.