I mit snart 73’årige liv har der jo været en del der var “sidste dag”: hjemmeboende barn , ugift, gift, husejer, arbejde og meget andet, men det, at skulle sige farvel til min store hobby " katteopdræt" er noget der gør ondt !!
Om 10 min. fjernes alt kattemad, da Face og Pixen skal faste , da de skal steriliseres kl 8 i morgen tidligt: Charmer ( kastrat) sidder her ved PC en og tror, at alt er normalt:? OK jeg kan jo ikke rigtig tude, da, jeg jo stadig har mine dejlige dyr, - - - men bare det, at der aldrig mere skal fødes og opfostres killinger her hos mig er en trist tanke t. Så, jeg går i seng med lidt triste tanker i dag:brist: Cats og Conni
Uha… jeg forestiller mig hvordan det må føles, men jeg ved jo også dagen engang kommer til mig…
MEN du kan forhåbentligt se tilbage på mange år med ufattelig mange glæder, med alle de misser du har sendt godt ud i verden 
og heldigvis siger du ikke farvel til dine tro følgesvende 
-kramer
På trods af alt, så glæd dig over dem du har haft og til at du nu får skønne kastrater -kramer
du er heldig på sin vis… du siger farvel fordi det er noget du har valgt fordi det giver mening ifht der hvor du er i livet
og
tilmed er du så heldig at du kan beholde dine skønne mislinger og hver dag have minder om alle de vidunderlige ting du har oplevet som opdrætter…
det er altid vemodigt når en af livets epoker slutter, men når det skal være - så kan det vist ikke gøres finere eller bedre end som du gør her
Jeg kan godt forstå at du synes det er trist.
Kram.
Heldigvis kan du stadig nyde misserne og tænke tilbage på hvor dejligt
det har været at opdrætte
Det er altid rarest, når man kan foretage livets store valg af egen fri vilje, som du gør nu.
Glæd dig over, hvad du har opnået, og de dejlige katte, du har om dig.
-kramer
-kramer -storrespekt
-kramer
Jeg syntes ikke du kan stille det op som du gør. At være opdrætter er da meget andet end blot at hjælpe missemor med killinger og finde god hjem til dem. Det er også at være den der kan gi råd og hjælp til uerfarne, det er at udstille sine katte og ikke mindst at være den stolte mor, mormor (farmor) og så videre til killinger du har solgt til avl. Du vil stadig kunne få hilsner fra dine killinger rundt omkring. Så du stopper måske nok med at lave killinger men al det andet kan du jo stadig gøre og nyde. Der er måske en og anden opdrætter / katteejer som vil være glad for din hjælp medens familien er på ferie. Og hvem er vel bedre en en erfaren opdrætter til sådan et job.
Vi kommer jo alle til det punkt - hvor vi må stoppe med vores hobby af den ene eller den anden grund. Jeg synes det er dejligt at du gør det
på en god måde, og ikke mindst at du ikke helt afskærer dig fra glæden ved at have katte. For mig har det altid været vigtigt
at være KATTEEJER og katteelsker FØR jeg er opdrætter - og glæden ved kattene den fortsætter jo heldigvis selv om opdrættet
stoppes.
Men vemodigt - helt sikkert. Jeg gruer da for når det bliver min tid.
Det ER mærkeligt at stoppe sit opdræt efter flere år - for mit vedkommende efter 22 år - og det ER som at få amputeret en væsentlig del af sig selv og sin tilværelse, også selv om man har sine gamle kastrater, og også selv om valget (til dels) var frivilligt.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan og til hvad jeg skal ændre min hjemmeside (har den stadig uændret aht mine gamle killingekøbere). Lukke den ned har jeg ikke lyst til.
Og hvad stiller jeg op med alle de tudsegamle stamtavler, udstillingsbedømmelser, vægtskemaer og notater om fødsler og udvikling lige fra det første kuld?
Mine ringbind med søde breve og billeder fra killingekøbere (fra før internettets tid) står stadig på reolen og er fyldt med minder.
Skal jeg komme det hele i brændeovnen en aften og tage “værdig afsked” med det, frem for at vide, at det bare bliver smidt på lossepladsen af mine børn, når jeg selv ikke er her mere?
[QUOTE=Mega;1135488]Det ER mærkeligt at stoppe sit opdræt efter flere år - for mit vedkommende efter 22 år - og det ER som at få amputeret en væsentlig del af sig selv og sin tilværelse, også selv om man har sine gamle kastrater, og også selv om valget (til dels) var frivilligt.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan og til hvad jeg skal ændre min hjemmeside (har den stadig uændret aht mine gamle killingekøbere). Lukke den ned har jeg ikke lyst til.
Og hvad stiller jeg op med alle de tudsegamle stamtavler, udstillingsbedømmelser, vægtskemaer og notater om fødsler og udvikling lige fra det første kuld?
Mine ringbind med søde breve og billeder fra killingekøbere (fra før internettets tid) står stadig på reolen og er fyldt med minder.
Skal jeg komme det hele i brændeovnen en aften og tage “værdig afsked” med det, frem for at vide, at det bare bliver smidt på lossepladsen af mine børn, når jeg selv ikke er her mere?[/QUOTE]: Hej Mega Jeg kan ikke smide noget af det ud som jeg har gemt ! Alle pokalerne står på reolen på loftet, og bliver sommetider hentet frem af barnebarn og husets børn! De flotte:høhø: "sølvting har endda været genbrugt. når ungerne har haft konkurrancer i div. spil, og her har de største pokaler været udlånt til vinderne:thumbup: Alle kokarderne er dog væk efter, at ældste barnebarn ikke længere gad have dem på sit værelse. Men alle certifikaterne bliver stadig gemt til eftertiden, der gerne må se hvor fine katte jeg har ejet og opdrættet:D Cats og Conni