Har haft den mest frygtelige morgen:ked: Da jeg stod op i morges ved 5-tiden hørte jeg Sigga mjave ynkeligt og fandt hende liggende på en mærkelig måde med fråde ud af munden og noget der lignede små kramper eller sitren. Hun reagerede ikke på min stemme eller berøring og kunne hverken sidde eller stå. Jeg fik hende hurtigt op på min seng og gave hende en blanding af vand og sirup med en engangssprøjte og en dosis Metacam. I de næste 4 timer var hun det meste af tiden helt passiv, savlende og ude af stand til at stå. Jeg skiftevis puttede med hende, gav sukker og vand. Kl. 9 kunne jeg ringe til dyrlægen, som først kunne se os kl. 11. Da knækkede filmen for mig, og jeg tudede i en times tid. Da Sigga stadig ikke var bedre, begyndte jeg at forberede mig på at sige farvel til hende - men endelig omkring 10.15 kom hun mere til sig selv, begyndte at tage imod mad, når jeg puttede det i munden på hende og drak lidt vand. Og kl. 10.30 rejste hun sig og gik lidt rundt. Og så begyndte jeg at håbe, at det ville gå.
Nu har vi været nede ved dyrlæge Lone, som har undersøgt Sigga grundigt og mener, at det har været et insulinchok, som også var min første indskydelse. Hun sagde, at det var heldigt, at jeg fik regageret rigtigt så hurtigt, for det kunne nemt have endt der. Men nu er vi vel hjemme igen. Sigga er blevet tvangsfodret og havde fået kræfter nok til at skælde lidt ud på vejen hjem i transportkassen. Og nu står den på en weekend uden insulin og med hvile, og så har vi en tid i næste uge, så vi kan få taget blodprøver og justeret insulinniveaut. Jeg er SÅ lettet over at Sigga ligger ved siden af mig og sover. Men sikke en forfærdelig oplevelse, det håber jeg aldrig sker igen!
Føj for pokker Godt du trods forskrækkelsen havde omtanke nok til at reagere på den helt rigtige måde til dig og for, at det ikke sker igen for søde Sigga!
Pyyh, hvor må det have været en forfærdelig oplevelse! Stakkels Sigga og stakkels dig. Godt hun nåede at komme sig stille og roligt, og at du reagerede helt rigtigt i forhold til det!
Stakkels jer begge to! :knuser:Jeg er imponeret over du kunne handle så fornuftigt, og håber I får en rolig weekend så I begge kan komme jer over den grimme oplevelse!
Sikke en grim forskrækkelse, men godt du var hjemme og kunne tage dig af hende og at I trods alt kom til dyrlæge om end det er sent først at kunne ringe kl 9 og så forsat vente 2 timer…
Håber virkeligt alt det bedste for den lille mittepige
Puh-ha! Diabetes sucks - det er godt nok en træls sygdom for både 2- og 4-benede, noget så utilregnelig… GODT du var hjemme til at hjælpe hende!
VH
Susanne
Det er så ubehageligt - har prøvet noget lignende med Buster mere end en gang.
Han har miavet på en helt speciel måde, ikke reageret på min stemme, gået i cirkler, mast hovedet ind i hjørner mm. Han har dog kunnet gå rundt, men som beskrevet været meget påvirket - også noget der har taget flere timer inden det var helt ovre, også selvom blodsukkeret var steget.
Jeg har en flaske med sirup - bare det billige fra DanSukker - og så tager jeg Buser i armen med maven i vejret og giver ham lidt sirup direkte i munden, for så skal han nok spise det. Det gentager jeg med et par minutters mellemrum indtil han begynder at gøre så meget modstand at han kan slikke det af min hånd i stedet.
Det er møjubehageligt - for man kan se at katten ikke har det godt, og man gør hvad man kan uden at det hjælper her og nu.
Som tillægsinfo kan jeg fortæller at er en blodsukker så langt nede så tager det mange timer for man er ovenpå igen. Så intet unormalt der, tænker jeg.
Tak alle sammen:-) Sigga er mere sig selv nu og kan gå og spise selv. Hun er dog meget træt og sover det meste af tiden - når jeg ikke vækker hende med mad og vand. Men hun er klar og reagerer som hun plejer på mig. Jeg er også meget træt og stadig lidt tudefjæs. Forhåbentlig er vi begge kommet os helt over chokket i morgen.
[QUOTE=louiseogbuster;1277729]Det er så ubehageligt - har prøvet noget lignende med Buster mere end en gang.
Han har miavet på en helt speciel måde, ikke reageret på min stemme, gået i cirkler, mast hovedet ind i hjørner mm. Han har dog kunnet gå rundt, men som beskrevet været meget påvirket - også noget der har taget flere timer inden det var helt ovre, også selvom blodsukkeret var steget.
Jeg har en flaske med sirup - bare det billige fra DanSukker - og så tager jeg Buser i armen med maven i vejret og giver ham lidt sirup direkte i munden, for så skal han nok spise det. Det gentager jeg med et par minutters mellemrum indtil han begynder at gøre så meget modstand at han kan slikke det af min hånd i stedet.
Det er møjubehageligt - for man kan se at katten ikke har det godt, og man gør hvad man kan uden at det hjælper her og nu.
Som tillægsinfo kan jeg fortæller at er en blodsukker så langt nede så tager det mange timer for man er ovenpå igen. Så intet unormalt der, tænker jeg.[/QUOTE]
Tak Louise, især for de sidste to sætninger. Så ved jeg det til næste gang. Det værste i morges var næsten at jeg blev bange for, at det var en blodprop eller noget lignende fordi der gik så lang tid inden hun reagerede på siruppen. Da Sigga begyndte at få det bedre, gjorde hun også som du beskriver med at vakle hen i hjørne og mase hovedet ind i væggen. Og jeg har heldigvis også altid sirup netop med henblik på evt. Lavt blodsukker hos missen. Jeg gav hende det med en pipette til Metacam, hun kommer nemlig aldrig til at spise det selv, ligemeget hvor godt hun har det.
Da jeg havde Max oplevede vi det en enkelt gang, og jeg gik i panik ganske som dig. Det er så ubehageligt.
Vi brugte så en opløsning af druesukker og vand. Druesukker i pulverform som blev opløst meget hurtigt i vand og så op i en sprøjte og ind i munden på max. Det virkede meget hurtigt.
Vi er begge mere os selv i dag:-) Sigga er stadig svag og træt, men hun spiser og har også været på bakken en enkelt gang. Hun har været på et par små ture rundt i stuen for at forsikre sig om, at den er som den plejer. Og ellers hviler hun. Jeg er holdt op med at tude. Jeg kigger stadig til hende, hver gang hun siger det mindste, men mon ikke vi er på vej tilbage til normalen. Jeg glæder mig dog ikke til hun skal startes op på insulin igen i morgen. Vi skal heldigvis starte på meget lille dosis og ikke øge før vi har været nede ved dyrlæge Lone på onsdag.
Og så får I lige to billeder. Det første er taget i går morges, mens vi ventede på bedring og jeg stadig gav sukker.
Og dette er taget her til morgen, hvor der igen var liv i øjnene:hjerte:
Og det er ikke for at være ufølsom, men nu kom jeg jo til at læse dit indlæg og tænker nu herefter pludselig…æææhhh, insulin chok? Har det ikke noget med sukkersyge at gøre? Og hvad søren fodrer du din kat med?
Er hverken katte ekspert eller dyrelæge, men faktisk bare ny katte ejer og nysgerrig efter at lære…men jeg tænker jo ihvertfald automatisk, at sukkersyge skyldes dårlig/usund kost kombineret med for lidt aktivitet?
Lidt ligesom hos os mennesker! Men kan sagtens være der er detaljer jeg ikke kender til, ved kun at have læst dit ene indlæg i denne tråd!
Godt du trods forskrækkelsen havde omtanke nok til at reagere på den helt rigtige måde 
til dig og 
for, at det ikke sker igen for søde Sigga!
