Inpsireret af en anden tråd, som jeg ikke lige vil ødelægge med mit spørgsmål.
[QUOTE=En forhenværende bruger;563972]
Jeg har en enkelt gang haft et udstationeringskuld, som var opvokset i stuen, men som også var blevet utroligt meget beskyttet og puslet om og forkælede og havde fået deres vilje hele vejen igennem. Resultatet var en enkelt killing, som var nogenlunde normal, en killing, som var agressiv og en killing, som var sygeligt angst for alting. Det endte med at jeg måtte tage dem hjem og opdrage dem i ½ år inden jeg fik ordentlige abyssiniere ud af dem og kunne sende dem hjemmefra med god samvittighed.[/QUOTE]
Angående det fremhævede så kunne jeg godt tænke mig at få det uddybet - ikke fordi jeg sætter spørgsmålstegn til det, men simpelthen fordi, at jeg har ambitioner om, at når vi skal have killinger om et års tid, så skal de være så velsocialiserede som muligt, så jeg vil gerne høre jeres do’s and don’t’s mht. opdragelse/socialisering af killinger.
Vi har ikke børn eller andre dyr, og det er faktisk ikke særlig tit, at vi får gæster, da mange af vores venner bor langt væk.
Hvad skal man gøre for ikke at overbeskytte sine killinger? Når der står de er forkælede, hvad mener I så med dette?
Mine killinger opvokser både beskyttet og mega forkælet - vi står på hænder og fødder for at give dem den bedste start på livet, og mine killinger er bare så tillidsfulde og fulde af selvtillid…så jeg aner simpelthen ikke hvordan man kan få usocialiserede killinger ud af sådan en opvækst ?
Hvad mener du med forkælet? Jeg spørger, fordi jeg er faktisk på bar bund mht. hvad man mener med forkælelse af en kat. Vi fik at vide på en udstilling, at vores skovkat, Ja Rule, var da vist lidt for forkælet (han var lidt utryg og hvæste en smule) - og jeg aner da ikke, hvordan vi har forkælet ham. :?
Jeg tror også at der er lidt raceforskelle her. Nogle racer er lidt “stridere” end andre og har måske mere brug for, at deres mennesker sætter sig lidt i respekt. Ikke på nogen hård måde, selvfølgelig, men killinger skal fx lære ikke at bide i hænder, ikke at gå på køkkenbordet eller hvad der nu måtte være af husregler. De skal også lære, at mennesker bestemmer, hvis vi fx vil klippe kløer, fjerne pelsduller, kigge i munden, rense ører eller hvad ved jeg, og en gang i mellem kan et bestemt “nej!” være på sin plads.
Jeg synes, at Maine Coon killinger generelt er blide og nemme at opdrage, men en gang i mellem har jeg haft en killing med storhedsvanvid, så jeg har måttet gøre lidt ekstra ud af at vænne den til pelspleje m.m. Og det er min fornemmelse, at nogle af de aktive korthårsracer har brug for, at deres mennesker fortæller dem, hvor skabet skal stå, hvis de ikke skal udvikle sig til de rene små tyranner.
Jeg kan ikke vide nøjagtigt, hvad Helle tænker på, da jeg kan komme i tanke om to slags forkælelse - det vil Helle måske selv komme nærmere ind på;)
I min verden kan forkælede killinger være, fx killinger der ikke har haft kontakt med andre voksne katte end deres mor - dvs de har aldrig lært basalt kattesprog bl.a. ved afvisninger fra andre katte. Vores singleton blev også meget forkælet af vores andre katte - de gav hende meget lang snor alt for længe… da hun så mødte fremmede katte (vi tog nogle nye katte ind i katteriet), havde hun meget svært ved at forholde sig til dem - det går meget bedre nu ca.1 år efter…
Forkælelse kan også forstås som manglende opdragelse. Det er vigtigt, at killinger lærer, at “hænderne bestemmer” - dvs når jeg tager dem op, skal de ikke sprælle/skrige/gå i panik. De skal lære tryghed ved håndtering, og at når jeg fx vil klippe kløer eller kigge dem i munden/øjnene/ørerne, eller hvad jeg nu finder på, så er der ingen diskussion - “hænderne bestemmer”.
Hmm… Så det vil sige, at hvis killingen ikke har lyst til at blive børstet, jamen så undlader man det bare, og hvis killingen ikke vil have kigget på poter og kløer, så lader man være? For der mener jeg jo, at det er vigtigt at lære dem det, mens de er små, og det har vi jo også gjort med vores, når vi har fået dem hjem. Det er jo en del af deres socialisering, mener jeg, og det vil jeg da også lære vores egne killinger, når det kommer dertil, ligesom de skal lære at komme i bad, køre bil, blive kigget i munden osv. osv.
Så jeg forstår stadig ikke, hvad hun mener med forkælet? Og man kan vel næsten ikke lære en killing at synes, at udstilling er sjovt og ikke noget at være utryg over?
Når man skal male et billede, så er det vigtigt at starte med et godt lærred. Ellers kan man male nok så smukt, men man kan ikke være sikker på om resultatet bliver så godt som man ønsker.
Sagt på almindeligt dansk: Brug kun undtagelsesvis katte i avl, som ikke har absolut tip-top temperament. Når det genetiske temperament er i orden, er det, efter min mening, usandsynligt nemt at præge killingerne på en god måde. Jeg har kun haft én enkelt killing i løbet af 10 år, som krævede rigtig arbejde for at få den godt socialiseret - resten er gået helt af sig selv ved bare at leve sammen med dem og behandle dem, som jeg ellers behandler mine katte.
Væn killingerne til larm. Lad være med at liste rundt. Det er muligt at de farer lidt sammen i starten, når de lige er begyndt at høre, men de vænner sig til det. Killingerne går ikke i stykker, hvis du en sjælden gang råber af dem, når de er nogen utysker. Slæb rundt på dem, selv når de ikke gider. Gerne med hovedet nedad, f.eks ved at holde dem i lårene og gynge dem Klip kløer på dem - også når de ikke gider - det er dig, der bestemmer og får de allerede i den alder lov at få deres vilje, så lever du selv med konsekvenserne. Tager du en killing for at klippe dens kløer, så slip den aldrig før end alle kløer er klippet.
I det specifikke tilfæde havde killingerne det som blommen i et æg - de kunne ikke have haft et mere omsorgsfuldt hjem. Men - det var kun én anden kat ud over deres mor. Det er en kæmpe ulempe at killingerne ikke får lov at måde adskillige fremmede voksne katte allerede før de flytter hjemmefra. Jo flere de møder, jo mindre traumatisk er det, når de evt. skal møde fremmede katte i deres nye hjem. Derfor ser jeg det faktisk også kun som en fordel hvis killingerne har været isolerede fra hjemmets andre katte i deres første uger. Desuden blev der netop gået på listesko i hjemmet for ikke at “forstyrre” de søde små. Der var altid linet op med 7-8 forskellige slags mad, på ethvert tidspunkt af døgnet. De havde aldrig fået klippet kløer. Hvis de ville/ikke ville noget, så blev de føjet og fik generelt deres vilje i alt.
For at sammenfatte det, så elsk killingerne og giv dem masser af kontakt - det kan ikke overdoseres. Men det skal ikke forveksles med at overbeskytte dem og give dem deres vilje i alt. De skal lære afvisning og de skal lære at tilpasse sig og indrette sig.
Jeg kender ikke til Abyssiniere, men du har skovkatte, ligesom jeg, og de kan næppe forkæles for meget
Jeg forstår slet ikke meningen med sætningen:
at killingerne var blevet beskyttet, puslet om, forkælede og fået deres vilje hele vejen igennen …
skulle dét resultere i en normal, en agressiv og en angst killing :?
Det tror jeg altså ikke på …
Ja, indtil videre så er jeg jo helt enig i det, I skriver. Det er nøjagtig samme opfattelse, jeg har af killingeopdragelse - de skal lære tingene “blidt men bestemt”, hvis man kan sige det sådan.
Så er det nok bare fordi, at jeg ikke forstår, hvordan en dommer kan afvise en utryg kat som forkælet, for det synes jeg bestemt ikke, at han er. Men måske er det bare den pågældende dommer, som jeg aldrig kommer til at forstå.
[QUOTE=Lindvig;564026]Jeg forstår slet ikke meningen med sætningen:
at killingerne var blevet beskyttet, puslet om, forkælede og fået deres vilje hele vejen igennen …
skulle dét resultere i en normal, en agressiv og en angst killing :?
Det tror jeg altså ikke på … [/QUOTE]
Nå, men så er du velkommen til at tro at jeg lyver Så kan jeg jo spekulere over hvad mine motiver mon er til det
Vores kuld voksede op uden andre slags dyr end deres mor og tre andre katte. Dvs de mødte ikke hunde eller andre dyr.
Da vi ikke har børn, blev de heller ikke præget på dem (vi har dog familie med små børn som jævnligt kom på besøg)
De var meget i hænder, og vi tog ikke særligt hensyn mht støj, gæster, støvsugning eller andet. De voksede bare op som en del af husets beboere.
De lærte at blive børstet, at få undersøgt tænder, klippet negle mm.
Og de lærte også at man ikke bider i fingre og at man skal finde sig i at blive taget op - også når man leger allerbedst.
Og vi fik 4 dejlige, glade, sociale og veltilpasse basser ud af det.
Man kan vende bunden i vejret på dem, “vende vrangen ud” og gøre nærmest alt ved dem uden de brokker.
Den ene bor sammen med to børn, og det tager han oppe fra og ned og har gjort det fra dag et.
Det er hvad jeg forstår ved velopdragne og velsocialiserede killinger.
Nu er der ligesom kommet noget mere forklaring på , via andre indlæg (mens jeg skrev mit)
Jeg er helt enig i, at man skal vænne killinger til at blive håndteret.
I starten er det med en meget blid hånd, så de lærer at være trygge ved mennesker.
Langsomt vænner man killingen til at blive håndteret.
Det skader bestemt ikke en killing at man har en fast, men kærlig hånd når man håndterer dem.
Vi reder vores killinger fra de er meget små af, rører ved deres poter, knurhår, mund, hale, mave … ja stort set hele katten.
Derved vænnes den til at det er helt ok, at blive rørt ved - og at det faktisk er hyggeligt.
Samtidig bruger vi også det at sige en “hvææææse lyd” når killingerne gør noget de ikke må. F.eks. bider i vores hænder, kradser i møbler osv.
Det har en fantastisk virkning.
Så jo, hvis ovenstående ikke er blevet gjort, så kan en killing blive “overforkælet”, hvilket er misforstået godhed.
Det var min pointe, Kærlighed alene er ikke nok - man er også nødt til at have hovedet med. Disse killinger var meget usikre - og det gav sig så udtryk på forskellige måder - og det har utvivlsomt været rigtig traumatisk for dem at flytte hjemmefra. Det kan lade sig gøre at rette op på det, men det kræver meget arbejde og tid. Den ene killing, der var så rædselsslagen, da jeg fik ham hjem, at han lå helt katatonisk i min seng i flere dage og hvæsede af sine brødre, hver gang de kom tæt på - han endte med at sidde i en åben transporttaske og headbutte alle der gik forbi i toget, da vi tog til København og afleverede ham i hans nye hjem
[QUOTE=Vivi_Fletcher;564042]Killinger skal opdrages - og de skal specielt opdrages til at vide, hvem der bestemmer.
Jeg tror dog, der er stor forskel på racerne. Abyssinieren skal i høj grad opdrages - ellers ender den med at blive en belastning for sine omgivelser.[/QUOTE]
Det er jeg enig med dig i, men jeg mener ikke kun at det er et spørgsmål om opdragelse. Jeg mener lige så meget at det er et spørgsmål om at en killing skal lære at møde nye ting/oplevelser - hvad det så end måtte være og dermed lære at “nyt og fremmed” ikke er = farligt, utrygt og ubehageligt. Jeg mener godt at man delvist kan lære sine killinger i princippet at være trygge ved nye oplevelser. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, for man kan ikke forvente at de skal kunne tackle hvad som helst. Den lærdom mener jeg er universel for alle racer og lige vigtigt for alle racer - abyssinieren er muligvis en af de racer, der har nemmest ved at lære netop det.
Jeg bliver lige nødt til at komme med en tilføjelse…
Alt dette er selvfølgelig meget generelt, så derfor bliver jeg nødt til at slå et slag for vigtigheden af at man møder den enkelte killing, hvor den er. De kan være forskellige og har ikke nødvendigvis de samme behov og det skal man lære at fornemme og den slags lærer man nok kun ved erfaring.
Jeg har, som sagt, haft en enkelt killing, som jeg måtte arbejde med for at socialisere hende. Hun begyndte da hun var ca. 4 uger gammel at spytte og sprutte og hvæse, specielt af fremmede, men også af mig, hvis jeg kom bag på hende. Den slags skal selvfølgelig pilles af dem i en fart. Hun var lidt hårdt arbejde, den lille og jeg kunne godt mærke at jeg ikke bare skulle give hende den sædvanlige behandling, men arbejde på at gøre hende mere tryg og først derefter kunne vi sætte farten lidt op. Så vi kørte en periode, hvor jeg tilbragte meget tid med at ligge ned på gulvet i hendes højde Projektet lykkedes og hun tog det i stiv pote, da hun flyttede ud i et nyt hjem med en hel flok fremmede voksne katte.
De killinger jeg fik hjem, som var utryg + utryg og agressiv fik naturligvis også en helt specielt behandling, der mødte dem, der hvor de var på det tidspunkt. Det må aldrig blive samlebånd, således at der ikke er plads til individuel hensynstagen, men de fleste killinger reagerer nu godt på samme metode, det andet er undtagelserne.
