hej alle sammen,
jeg har lige burg for lift luft ! skal bare lige ud med det inden min hjerne eksploderer og jeg graver mig ned et eller andet sted!
jeg bor sammen med min kæreste mads, 21, og vores to dejlige katte. vibor i en lejlighed HANS far har købt til HAM, inden jeg lærte ham at kende. vi har boet sammen, i 1 år og nogle måneder, og vi begyndte at være sammen for et år og nogle måneder siden . (not that long) Mit problem er at da jeg mødte ham, var jeg syg. jeg var blevet smittet af min ekskæreste med kondylomer, og havde ikke opdaget det i tide, så var lidt for tæt på at få livmoderhalskræft. som min læge sagde : de sad meget tæt på min livmoder. det resulterede jo så i tre operationer inden for kort tid. jeg fortalte selvfølgelig mads hvad jeg fejlede, og at jeg skulle opereres. men, de operationer tog lidt hårdere på mig end jeg, personligt, havde regnet med at de ville. min selvtillid er heeeelt i bund, jeg føler mig beskidt og ulækker, jeg føler mig svigtet og trist. og kan bare ikke rigtig se glæden ved noget mere. for mig vil der (lige for tiden) altid være noget inden bag ved det gode der er dårligt. og jeg forbereder mig altid på at blive såret.
ikke nok med det men i sommeren 2006, mere præcist d. 24 juni, oplevede min mor og jeg en bilulykke hvor fire mennesker døde. tre børn overleve og dem skulle vi så bære ud af bilen og sørge for havde det ok. jeg ydede åbenbart korrekt førstehjælp uden at vide det . børnene var henholdsvis 5, 8 og 13 år. jeg sad og passede på hende der 8 år. og den bilulykke sidder så langt inde i mig endnu. vi fik aldrig krisehjælp, og min mor klarede det ved at snakke med medierne om det. hvilket jeg ikke kunne. jeg lukkede mig inde i mig selv og boede i min mosters hus i 3 uger mens de var på ferie. den biluykke har gjort mig bange fr så mange ting. er vi ude og køre og jeg høre et barn græde kan jeg gå helt i panik, dytter folk kan jeg få det største sug i maven og det er småting jeg kan gå i panik over. jeg tør ikke en gang atge kørekort. den ulykke har ødelagt mange ting for mig, også psykisk i min hverdag . for kan bare ikke glemme den. jeg drømmer stadig tit om den. og vågner hvor jeg ligger og stor tuder.
der er bare så mange ting der er sket med min barndom også, min far drak og min mor boede sammen med en mand hun vidste slog mig da jeg var mellem 2-7 år gammel. men hun valgte at kigge den anden vej . det har virkelig for mig, ødelagt mit tillidsforhold til min mor nu da jeg er blevet ældre og forstår tingene. hun kan sige til mine søskende hun elsker dem, men kan ikke huske hvornår hun sidst har sagt det til mig.
der hvor jeg vil hen med alt dette, er at jeg føler alle de ting jeg render rundt med indeni ødelægger mit og mads forhold, jeg tør ikke give mig fuldt ud til ham, da jeg er bange for at han sårer mig. det er småting der gør mig sur og ked. og som jeg har sagt til ham, jeg ville ikke bebrejde ham hvis han var mig utro, men berejde mig selv. (og inderst inde ved jeg jo godt han ikke kan finde på det)
jeg er bare bange for at jeg ødelægger et forhold med en super dejlig person, da han vil gøre alt for mig. ½2er jeg tyypisk kvinde eller er der noget helt rivravende galt med mig ? er der nogen der har nogle gode råd ? alt dette fylder så meget i mit hoved at jeg dårligt kan klare mine studier. er jeg ved at blive sindsyg eller hvad sker der ?
undskyld mit total humør ødelæggende indlæg, men havde super meget brug for at lufte ud ! og vidste ikke lige hvor jeg ellers skulle gøre det . og herinde er jeg sikker på jeg i bliver dømt som en eller anden k****ng. -sorry