Hej Kattegale :)!
Missemor er omkring dag 63 idag! 
Hun er tyk og der er stor bevægelse fra killingerne, men hun opfører sig ikke som om det er snart 
Er der nogle tegn, der viser at det er meget snart :D?
Mvh.
[quote=CamillaG;371567]Hej Kattegale :)!
Missemor er omkring dag 63 idag! Hun er tyk og der er stor bevægelse fra killingerne, men hun opfører sig ikke som om det er snart Er der nogle tegn, der viser at det er meget snart :D?
Mvh.[/quote]
Når fostervandet går… Dernæst når hun begynder at få veer. Så kan du se at det gør ondt og maven bevæger sig i kramper. Ellers ikke, der kan sagtens gå nogle dage endnu, så bare rolig. 
(Ved godt det er svært) Lad nu endelig killingerne bage færdig.
Har hun et trygt og uforstyrret sted at føde killingerne?
Sheer - Tak for svaret Ventetiden er super svær!
Ja hun har en fødekasse, som står i en løbegård til killingerne 
http://www.petdreams.dk/smart_katteg_rd_med_bund_og_top_114x114_cm_-p-962.html
Venter spændt :D!
Det er ikke altid vandet går før veerne starter
Jeg kan også sætte en lille gættekonkurrence igang Hun vejer næsten 800 g mere end normalt. Hvor mange killinger tror i der kommer?
Nu 900 g over normalt :D! Jessica sover, spiser og besøger bakken !
Vi fik desværre ikke vejet Missebarnet inden fødsel, havde ikke nogen vægt der kunne bruges.
Den dag hun valgte at føde, der var vi slet ikke i tvivl.
Hun var meget velcro-agtig, jeg skulle helst være ved siden af hende hele tiden - lige fra omkring middag. Kl 16 var der lidt slim, og hun blev endnu mere kontakssøgende og rastløs. Ville ikke være i fødekasse, ville ikke være i den skuffe vi havde gjort klar som alternativ til kassen. Nææ, Missebarnet havde besluttet at hun skulle føde på næstnederste hylde i vores klædeskab, så det gjorde hun
Omkring kl 21 var det tid, og kl 21.35 kom Strokkur ud til os.
Ååååh Pia, det minder mig om min gamle hunkat. Jeg lå en dag på sofaen med feeeeber og havde det rigtig skidt, og hun var bare SÅ irriterende og klistrende. Miavede og miavede, indtil jeg rejste mig op og fulgte med ind til hendes kattehule, hvor hun altså netop den dag havde besluttet, at hun skulle ligge, imens jeg lå akavet på gulvet ved siden af, en hånd i hulen og kælede for hende.
Da vi havde været frem og tilbage, frem og tilbage en hel masse gange, gav kræet endelig op, og jeg kunne få lov til at febersove i fred og ro. Da jeg vågnede, var jeg lige inde og kigge til hende - og altså de seks killinger, som jeg overhovedet ikke anede, at hun skulle have, og som hun altså så inderligt havde bedt mig om at hjælpe hende med at få til verden, uden at jeg havde bekymret mig om den sag. SUK! Hvor følte jeg mig bare dååååååm og ooooooond… Når hun nu sådan havde bedt mig om, at jeg skulle være der for hende… 
mvh. tina