Det kan der bestemt være noget om. Det er dog noget, jeg må forholde mig til på youtube, hvor jeg har svaret flinkt, når folk slynger en halv bebrejdelse (halv dårlig samvittighed) ud omkring, at jeg da skulle overveje at holde dem i snor fremover – for mig vanvittig og grænsende til dyrplageri, når nu de har været udekatte i lang tid. Men nok om det.
Det mest sørgelige og tragiske er, at Thilo skulle hjem næste dag. Det var så urimelig tæt på, at han aldrig var blevet kørt over. Jeg kan næsten ikke begribe, hvor uretfærdigt det er. Hele situationen kort fortalt:
Vi fik for et stykke tid siden kun ganske få dage til at forlade vores lejelejlighed til trods for, at alle andre også har hund og kat, hvor vi bor. Lejekontrakten siger nej, men det har været kutyme at holde husdyr, hvis de bare ikke var til gene for andre.
Det har vores katte aldrig været, kun tværtimod, men jura er jura. Jeg var nødt til at flytte mig selv og alle kattene hen et nyt sted, hvor de af allergiske årsager ikke måtte komme indenfor, samtidig med at jeg fik fat i advokater og gjorde klar til en boligretssag og kiggede også efter et hus.
Vi fandt huset, men stod til at have næsten ingen penge og spise havregrød de næste mange år, da jeg ikke tjente nok penge. Vi gjorde det alligevel, da jeg aldrig vil kunne aflive tre katte. Problemet var så, at somalikatten og Mimoe klarede det fint med at være konstant ude, men Thilo var ikke glad for det efter nogle måneder.
Da jeg fandt ud af, at han tit gik over en meget trafikeret vej i et forsøg på at finde tryghed og sit gamle hjem, så ville jeg næste dag tage ham hjem. Jeg var ligeglad med, at vi så stod boligløse få dage efter, hvis det blev opdaget. Men samme aften gik det galt – han blev kørt over netop der, hvor jeg frygtede det. Jeg stod med en eller anden dårlig samvittighed bagefter…kunne jeg ikke have opdaget det lidt før…hvorfor sov jeg ikke udenfor med dem i et telt, så han kunne være tryg og ikke søge væk…og hel masse andre bebrejdelser
Vi fik huset og slap for boligretssagen, og jeg fik endda et job, så vi også slap for havregrøden, men Thilo ser vi desværre aldrig mere…og derfor har jeg mange tårer i øjnene over det og har svært at ved at glæde mig over alt det, som trods alt lykkedes.