Jeg bor i et rækkehuskvarter i udkanten af byen. Her må vi have indekat, og vores Mille nyder at boltre sig i den indhegnede have. Hun er 4 år.
Her for en måneds tid siden, begyndte en lille, sort kat at løbe rundt i området og jamre hjerteskærende. Den var ekstremt kontaktsøgende og virkede som om den var faret vil. Jeg valgte i første omgang ikke at gøre yderligere, for jeg har hørt, at katte, der ‘løber til’ ikke skal fodres, da de så opgiver at finde hjem.
Men altså … som kattemor har man jo et særligt hjerte, og en dag, da jeg så den sidde og forsøge at spise af en bolle, jeg havde smidt til fuglene, kunne jeg ikke bære det længere. Den fik et bæger tørfoder af fra Milles foderspand. Et bæger svarer til ca. 6 gange hvad Mille plejer at spise på et døgn! Og den åd rub og stub.
Området ved min hoveddør er overdækket og her har jeg opdaget at den hver nat sover på måtten foran huset. Nu har jeg lagt et tykt, blødt tæppe på måtten, så den kan ligge tørt og lunt.
Katten er hverken mærket eller chippet (en nabo har haft den til dyrlægen, men kan ikke selv beholde katten). Min søn og jeg er blev enige om, at vi ville prøve at sammenføre katten med vores Mille.
Det er her, jeg har brug for et godt råd!
Vi er blevet enige om at tage det i små doser, da katten jo ikke skal tvinges til at være inden døre, ligesom hvis vi havde købt den og ikke måtte lukke den ud for tidligt. Vi begyndte i går. Lukkede dørene til alle værelser, tog Mille ind fra haven og lukkede Max (som vi kalder den lille hankat) ind. Mille stirrede på den, Max nærmede sig forsigtigt og de gav sig til at snuse til hinandens munde. Mille hvæsede et par gange, Max gjorde ikke. Mille gik derefter hen til sofaen, hvor hun kastede op og meget tydeligt viste, at hun ville ud i haven. Vi lukkede hende ud, men blev enige om, at haven er Milles domæne og fristed, så vi lod Max gå lidt rundt i huset, hvorefter han viste, at han gerne ville ud (af hoveddøren, der ikke fører ud til haven).
Mille snusede en del da hun efterfølgende kom ind igen, men virkede derudover ikke påvrket.
I dag forsøgte vi igen. Det gav et lille fremskridt. De mødtes stadig, snusede til hinanden, Mille hvæsede, men brækkede sig ikke. Hun kom igen ud i haven, men denne gang sad hun og kiggede ind af terrassedøren og holdt nøje øje med Max. Max blev igen lukket ud.
Begge gange har han været inde ca. 5-10 minutter.
Er der noget vi gør rigtigt/forkert? Han får sin mad ude på ‘hans side’ af huset, så de spiser ikke side om side. Så længe han er så forslugen, vil vi ikke lade ham komme til Milles mad, da han sikkert spiser hendes mad også.
Er der håb om, at de måske med tiden vil kunne leve sammen? Vi vil da lade ham være udekat i dagtimerne og tage ham ind efter behov afte/nat. Mille vil fortsat være indekat med adgang til haven, som vi så vidt muligt vil lade forblive at være hendes.
To ting: 1) Selvom vi kun må have indekat, har de fleste i kvarteret deres katte som udekatte. Der vil derfor ikke blive problemer i at lade Max fortsætte som udekat. 2) Jeg vil kontakte en dyrlæge og spørge ind til en evt. ormekur, siden Max som sagt spiser for 4 voksne katte.
Undskyld at det (som altid med mig) blev langt :-).
Venlig hilsen
Mette