Kære Kattegale
Vi adopterede i lørdags den mest vidunderlige killing på 15 uger ved Kattens Værn. Vi knuselsker hende, hun har det mest fantastiske milde væsen, hun er kælen, legesyg på INGEN måde sky og virker til at stortrives.
Da vi bor midt inde i byen i en lejlighed, var jeg meget tydelig i min udmelding, da vi skulle vælge kat, og oplyste, at det ville blive en indekat, dog med mulighed for at komme ud på en indhegnet altan.
Her i dag var vi så hende ved dem igen, da hun havde fået noget snue, dyrlægen lige skulle kigge på. En af de ansatte genkendte hende straks, og kunne så fortælle, at hun var født ude af en vildkat, altid havde været ude og stort set aldrig været indenfor … Jeg blev ret ærgerlig, for vi havde jo adopteret hende ud fra, at hun skulle kunne fungere som indekat. De sagde så, at fordi hun var så lille, ‘burde’ det sagtens kunne fungere, blot vi sørgede for rigelig aktivering.
Omkring aktivering har jeg gjort alt, jeg har læst mig frem til vil fungere godt for en indekat. Jeg har bygget klatrevæg, sørget for kradse-klatre-træ og vi leger rigtig meget med hende, når vi er hjemme.
Hun kigger engang imellem ud af vinduet, dog ikke så længe ad gangen, det er som om hun synes det er sjovere at klatre og lege her i stuen.
Og alligevel sidder der nu den lille orm i paradiset og bilder mig ind, at hendes ‘udlængsel’ pludselig vil bryde igennem og hun vil hade at være indekat.
Kan nogen berolige mig? Kan vi få en (fortsat) glad indekat?
Bekymret hilsen
Mette