Hej igen, længe siden!
…min mand og jeg vil takke jer alle for alle de fantastiske råd og venlighed fra jer erfarne katteejere, det betød meget
Så meget er sket! Vi havde besluttet os for en “allergivenlig” kat, men min mand ville gerne prøve at besøge et kattehjem først i et par timer over et par gange for at se om allergi og astma ville blive provokeret.
…så vi tog til Dyrenes Beskyttelse. Det startede som en lortedag! Vi tog et tog og gik 3 km i sludsne og stiv pelikan, sure, både og kolde fordi Google Maps sendte os på en 1.5 km omvej.
MEN vi fandt det, og personalet var suuuperstressede fordi de blev bogstaveligt talt oversvømmet af “Corona returneringer”. Det skar virkelig i hjertet at se hvor fyldte alle sektioner var, fordi alt alt for mange mennesker har købt hvalpe, killinger, kaniner osv under pandemien, og nu hvor de ikke er nuttede små unger mere, og det går op for folk at dyrene er afhængige af én, så fortryder de.
That shit hurts!
Så vi var enormt nervøse for at lave en fejl, da det allersidste vi ville var at påføre et levende væsen den sorg at blive valgt fra fordi vi ikke tænkte os om!
Og dyrenes beskyttelse var meget pushy med at vi skulle adoptere 2 killinger samtidig og fastholdt at 2 stk ikke ville føles anderledes for os end 1. Og gav os en følelse af at vi var dyremishandlere for at gøre en killing ensom ved ikke at adoptere 2. Derfor var der også 2 killinger sammen i stort set alle burene, forklarede de.
Så efter at have været på besøg i en rum tid, besluttede vi at gå. Jeg smutter mod døren, og min mand går ved siden af.
Og så, lige da vi når det sidste bur inden døren ud, stikker der en lillebitte pote ud mellem tremmerne og rører min mands hånd! Han kigger ned, og det er vitterligt den mindste, pjuskede og sølle udseende lille fyr der er i afdelingen. Han er også ene i buret.
Min mand kigger på lillefyr, så på mig og så kommer det bare “det er ham”. Vi gik til personalet og fik lov at låse ham ud, og han var bare så lille og bange! Rystede og klemte sig helt fladt ned i burets gulv.
Men min mand tog sig tid, og vandt hans tillid, så han ville bare gerne op og holdes og nusses og snuse
Min mand tog sin jakke af og lagde den på gulvet med indersiden op, så der var en tryg base, og SÅ legede de to ellers! Og jeg blev også accepteret hurtigt! Han var bare så kærlig og tillidsfuld, og vi smeltede hurtigt, så papirer blev ordnet og alt var forberedt mht foder, tilbehør, forsikring, oprettelse hos dyrlægen og alt andet. Jeg synes jeg lagde mærke til at han gispede lidt selv ved let aktivitet, og bragte det op for personale der slog det hen.
Vi fik ham hjem, og han var bare så bange.
Han rystede og prøvede at gemme sig i mine dreadlocks med hovedet mod min hals. Men vi sad på skift på gulvet med ham hjemme og nussede og hyggesnakkede roligt. Det virkede! Han turde langsomt gå flere og flere cm fra vores siddested og rundt i lejligheden, og da han fandt ud af at vi stadig var der, så glemte han fuldstændig at være bange og tordnede rundt og snuste, hoppede og spandt, det var virkelig sjovt at se ham folde sig ud
Men det holdt kun 2 dage. Han blev ved med at gispe helt vildt, ville ikke spise, drikke eller gå på toilet, men ville helst bare ligge og sove i vores arme.
Jeg ringede til Dyrenes Beskyttelse og først svarede de ikke på telefonen eller beskederne, men derefter fik jeg fat i dem…de mente ikke han fejlede noget og vi kørte ham for hårdt.
Men jeg havde bare en dårlig fornemmelse…
Jeg fik hastetid hos vores dyrlæge og han var en smule forvirret over hvordan DB kunne have clearet ham, da han både havde tydelig luftvejsinfektion, var stærkt forkølet og underernæret. Han fik en sprøjte med antibiotika og så skulle vi i 14 dage (!!!) give ham piller…det var IKKE sjovt for nogen! Jeg græd hver eneste pokkers gang fordi han HADEDE det og gik fuldstændig i panik så snart han opdagede pillen (ingen metoder virkede)…men han klarede det og virkede til at tilgive ret hurtigt
…det var lige i starten af december alt det her skete…
Ja, det var lidt voldsomt at et lille væsen var så skidt tilpas, men vi er bare så glade for vi kunne hjælpe!! Og han er vidunderlig! Legesyg, kærlig, kælegris, doven, nysgerrig, skide irriterende og utrolig “hallo nu er det altså min tur til din absolut udelte opmærksom”-agtig som en kat nu er! Jeg ville ikke bytte ham for noget i verden, og det vil min mand heller ikke
Det allermærkeligste er dog, at det jo er en huskatte killing. Ikke allergivenlig som sådan.
Men min mand har ingen udslæt, knopper, kløe eller ekstra hoste fået!! Eneste vi gør er at holde ham fra sengetøjet, ellers er han overalt hvor vi er. Hans pels er tyk, silkeblød og fælder utroligt lidt! Trust me, hvis han fældede ville jeg se det for jeg har stort set altid sort tøj på…
Han er alt i alt det perfekte medlem til vores lille familie, og vi har tænkt os at beholde ham resten af hans liv. Han havde en hård start på livet hvor han som lillebitte blev fundet på en skide kold dag i en våd papkasse i silende regn i siden af vejen…han fortjener det bedste liv han kan få!
Og efter denne (utroligt lange, sorry) smøre…
Søde mennesker, mød…
Loki