[QUOTE=Battlestar;692081]Jeg er også et stort tryghedsmenneske 
men min tryghed går på at vide at jeg altid kan fodre mine katte (subsidiært migselv) kan betale mine regninger og sikre at dem omkring mig har det godt…
jeg har aldrig været sammen med en hvor jeg tænkte - “hvis han ikke var her ville det være forfærdeligt” - for jeg ved at jeg altid vil gøre mit bedste, at jeg altid har prøvet at gøre mit bedste og fordi jeg altid vil prøve at være der for dem der behøver mig - så vil der også altid være nogen der prøver at være der for mig hvis jeg en dag har brug for det (bare se “jeg er lidt træt” tråden ) … hvis man giver af sig selv er man aldrig alene… så er der altid nogen der er der for en
Jeg er 110% overbevist om, at fordi jeg elsker livet, elsker andre mennesker i al almindelighed, elsker at leve… så er der rigtig mange der hellere end gerne vil vise mig at de også elsker mig… venner, familie og mænd… nogle er i periferien, nogle kommer tæt på, andre kommer helt ind i midten - men jeg er sikker på at jeg aldrig er mere alene end jeg selv vil være
og når jeg har brug for at være alene… så har jeg som Vivi så rigtig siger en masse skønne kastrater at komme hjem til og være alene med
med det jeg har set til dig herinde… din vilje, din handlekraft, din beslutsomhed og din stædighed… så bliver du aldrig alene for du har alt for meget at tilbyde til at du “får lov” at være alene ret længe inden der er en der sparker døren ned og forlanger at være din soul-mate :D[/QUOTE]
Nåh hvor er du sød Regitze
Tjoe tjae… Alt det jeg skrev i overnævnte tekst ved jeg såmen godt hvad bunder i. Du skriver selv at du har dine venner, din familie og din eventuelt mand.
Der har jeg engang stået i den situation at ikke at have haft bare en enkelt ven eller veninde.Faktisk begyndte jeg først rigtig at have en social omgangskreds da jeg var 17 år gammel. Før dette var jeg ensom og havde ikke et’ venskab i bagagen. Og det var ikke fordi jeg ikke prøvede. Jeg gjorde ALT for det. Jeg brugte alt min energi på det, frem for at bruge energi på min faglighed i folkeskolen og lærer noget. Det hjælp ligeså lidt.
og hvad skete der så efter jeg blev 17 år. Jeg kom på landbrugsskole, og fik mine første rigtige venner. Nogle har jeg stadig idag, og gradvist har jeg bygget et socialt netværk op igennem venners venner. Men stor bliver mit netværk aldrig. For jeg vil altid være den underlige. Den sære, den for snakkende osv osv.
og førhen i tiden kom og gik vennerne bare altid. Kæresterne derimod. Dem havde jeg, efter jeg blev 15. Men at miste dem, var ikke bare dem jeg mistede, men også hele mig selv. For “kæresten” var og blev midtpunktet i mit liv. Det var det eneste faste holdepunkt udover min familie, som jeg havde.
Jeg skriver bestemt ikke dette af medlidenhed, men mere for at du og andre skal forstå hvem jeg er som person bag skærmen og jeg har intet problem i at folk kender min baggrund, som både er på godt og ondt. Jeg er generelt bare en åben person, og måske er det også netop det’ som får nogle til at løbe skrigende bort, griner.
Men dette kan give dig forståelsen for mine holdninger, hvorfor jeg er bange for at blive " ladt alene" i et forhold, og de tanker der kommer heraf.
Pga. fortiden og bare mig som person, mener jeg også at en kæreste netop er det vigtigste. Jeg ved godt at mange går ind i et forhold uden at tænke på imorgen. De nyder livet. Der har jeg altid været lidt alvorlig og prøvet at gå efter en souldmate. En jeg kunne sige jeg elsker dig til. En jeg kunne se mig selv med i fremtiden og ikke bare imens vi var teenagere sammen. Vennerne har evig og altid rendt deres vej. Derfor ser jeg også idag en kæreste som mere " værd" end en ven. Det er ikke vennen jeg elsker. Det er vennen jeg holder utrolig meget af. Jeg vil aldrig kunne undvære en rigtig god ven/veninde. Men vennen/veninden er IKKE min fremtid. Det er ikke personen der kan give mig børn. En fremtid, en familie.
Min tidligere erfaringer har dog vist også, at venner er guld, men skulle jeg vælge ville jeg vælge vennen fra.
for DET var en god ting!!
for det betyder at de drømme man havde til et bryllup blev spildt på “ingenting, og man ikke fik det man havde ønsket og forventet, da man indgik sit " ja” til hinanden.
