12-05-1997 - 24-03-2011
Du mit livs lille lys, mit hjertebarn, mit smertebarn, min tæppetisser, min fortrolige, vennen der aldrig svigtede har nu forladt mig.
Kære Victoria, mit liv bliver så utrolig meget fattigere nu du ikke er her mere. Du bragte så meget lykke og glæde i mit liv. Din kærlighed var altid 100%, en kærlighed som jeg har nydt gennem mange år. Ingen tvivl om at du var mors misser.
Du fik et liv på første klasse, intet var for godt til dig, jeg købte og købte til dig men det eneste du ville var min kærlighed og nærvær. Større kærligheds erklæring kan man vist ikke få.
Jeg var til stede da du blev neutraliseret i stuen på hotellet i Moskva. Bagefter var du en rigtig lille pyllerdukke som kun ville ligge hos din mor. I næsten en uge bar jeg rundt på dig og selv når jeg spiste skulle du være på mit skød - tryghedsnarkoman må være den rette beskrivelse af dig.
Du duttede ikke til at tilbringe tid i pension - du blev hundesyg og det kostede rigtig lang tid med dårlig mave, heldigvis kom du dig til sidst over det.
Du var en ægte globetrotter - who cares where I am as long as my mum is near - var dit motto. Du fløj og kørte bil somom det var den mest naturlige ting i verden. Aldrig et ord til brok hørte vi.
Kom lige til at tænke på starten da du kom til os som 13 uger gammel. Du sagde intet - det gjorde Sophie tilgengæld - hun snakkede altid. Meget længe troede vi faktisk ikke at du havde en stemme, men da Sophie valgte at tage rejsen over regnbuen tog du revance. Du snakkede i et væk og har gjort det siden. Altid skulle du gøre opmærksom på hvad du nu skulle eller også ville du spørge om lov til at gøre noget. Navnet Niwer passede slet ikke til dig til sidst - din stemme var slet ikke til at tage fejl af.
For tre år siden troede vi at vi mistede dig men i sidste ende valgte du alligevel livet da jeg gav dig lov til at give slip på det. Du har siden da været nede og dykke et par gange men er hver gang kommet tilbage igen. Livsviljen var for stærk.
Igår skulle du vaccineres igen men før vi kom så langt gjorde jeg dyrlægen opmærksom på din opførsel de sidste par dage. Din kalden efter mig hele tiden, din pludselige uligevægt - ikke altid men alligevel nok til at jeg så det gjorde at du blev undersøgt grundigt.
Resultatet var at du var dehydreret - ikke fordi du ikke drak, men fordi din krop ikke længer kunne optage det væske du indtog. Du modtog øjeblikkelig væske og skulle have haft mere væske idag også men lille pige, jeg valgte at livskvaliteten ikke var der længer. Det ville være livskvantitet hvis jeg havde hoppet på at du resten af dit liv skulle have væske under huden mindst to gange om ugen hvis ikke mere. Du skulle også have piller der udvidede dine blodbaner i hjernen så din nærvær ville være større, men helt normal vil det ikke blive.
Jeg valgte idag af kærlighed til dig at lade dig sove ind med dyrlægens hjælp - det var en beslutning der gjorde hamrende ondt - men af kærlighed og uselviskhed lod jeg dit velbefindende komme før mit.
Jeg vil altid savne dig - lige nu nok mere end nogensinde - men jeg ved også at med tiden bliver smerten mindre og glæden ved minderne større.
for Victoria så hun kan finde vejen over regnbuebroen til alle vores venner der venter på hende derover 
…
Alle mine tanker…