Vordingborg Dyrehospital mangler katte på over 10 år til undersøgelse!

Sommeren er over os. Det er tid til ferie og afslapning, og dette giver os ekstra tid sammen med vores dyr. Vores katte er travlt optaget med at dase i solen, fange mus, jagte fugle, og nyde livet i fulde drag.
Vidste du, at katten har overhalet hunden som menneskets bedste ven i store dele af verden, inklusiv Danmark? Alle os, som har kat, ved at det ikke er uden grund, da katten er et helt unikt dyr.
Vordingborg Dyrehospital er så heldige at Stina har valgt at bruge sommeren hos os. Stina er meget interesseret i katte og er dyrlægestuderende. Hun mangler kun sit afsluttende speciale for at kunne kalde sig dyrlæge. Specialet skal skrives fra d. 1. august og dette sker i samarbejde med os på Vordingborg Dyrehospital. Specialet kommer til at have netop katten i fokus og mere specifikt den ældre.
Vi har derfor et helt unikt tilbud til katte over 10 år, uden kendt sygdom og som ikke er i medicinsk behandling, nemlig en Health Screening til under 10% af hvad det normalt ville koste dig.
Det viser sig, at de seneste 15-20 år er vores katte begyndt at leve længere end tidligere. Dette skyldes, at vi generelt passer bedre på vores katte og holder dem sunde og raske. Med den højere gennemsnitsalder er der dog større risiko for udvikling af forskellige sygdomme. Især skal man være opmærksom på kronisk nyresygdom, forhøjet blodtryk og forhøjet stofskifte (hyperthyroidisme) samt gigt.
Kronisk nyrelidelse og forhøjet stofskifte kan diagnosticeres vha. en blod- og urinprøve, og forhøjet blodtryk kan måles på samme måde som hos mennesker. Litteraturen viser, at udbredelsen af kronisk nyresygdom hos katte over 10 år er mellem 12,5-15 % og i disse katte har op til 62 % forhøjet blodtryk. Forhøjet stofskifte ses hos omkring 10 % af kattene. Kronisk nyresygdom og forhøjet stofskifte forårsager nedsat livskvalitet pga. de symptomer, der vil udvikles og sygdommene forkorter kattens levetid uden behandling.
Stinas afsluttende speciale omhandler netop tre af de hyppigst og meget almindeligt forekommende sygdomme hos ældre katte, nemlig kronisk nyresygdom, forhøjet stofskifte (hyperthyroidisme) og forhøjet blodtryk.
Stina vil undersøge udbredelsen af kronisk nyresygdom, og samtidigt bestemme om der er en sammenhæng mellem forekomsten af kronisk nyresygdom, forhøjet stofskifte, og forhøjet blodtryk hos tilsyneladende raske katte der er over 10 år gamle. At sætte fokus på disse sygdomme, er især vigtigt da tidlig diagnostik og behandling væsentligt kan forbedre kattens livskvalitet og levetid.
Stina kan tilbyde (til meget REDUCERET PRIS ):
• Klinisk undersøgelse
• Blodprøve (organstatus på lever og nyrer, samt skjoldbruskkirtlens funktion)
• Urinundersøgelse
• Måling af blodtryk
Da dette specialeprojekt er sponsoreret af Boehringer Ingelheim og LABOKLIN, vil omkostningerne forbundet med blod- og urinprøver kun være 250 kr. pr. kat.
(Normalpris: ca. 2500 kr).
Det vil være en yderst værdifuld hjælp, såfremt I giver Jeres samtykke til, at Jeres kat må få lavet en klinisk undersøgelse (der foregår som ved et sundhedscheck i forbindelse med f.eks. vaccination) og at Stina må udtage en blod- og urinprøve samt tage et blodtryk på Jeres kat.
Undersøgelserne bliver foretaget på Vordingborg Dyrehospital og det kræver tidsbestilling på samme måde, som når i f.eks. bestiller tid til vaccination eller lign. Hvis I har nogle spørgsmål til specialet, så kontakt Stina Lundbøl på Vordingborg Dyrehospital på tlf. 55344949.
På forhånd tusind tak for hjælpen!
Med venlig hilsen
Lene Thaulow, Dyrlæge.
Udarbejdet i samarbejde med Stina Frost Lundbøl, Stud.med.vet.

Jeg har to skovkatte på 15 og13 år de får taget blodprøve engang om året alt ser fint ud :thumbup:

Tusind tak for info. Jeg vil da straks melde mine tre klar hvis de kan komme i betragtning. Mine katte er jo ved at være lidt op i alderen - Pretty bliver 10 i november. Gabby bliver 10 i april, og Crazy er lige fyldt 8. Og ingen af dem har, eller har haft kendte sygdomme.

Jeg har kun Tiger i den alder… Tænke tænke. :slight_smile:

Det er desværre for langt at køre med min 13 år gamle madamme. :frowning:

Jeg bor lige rundt om hjørnet, så jeg kan tage forbi med Venus, Bops, Jazz og Flyver på hhv 12 og 10 år. Gloria er kun 9, men hvis de vil se hende, kan hun også komme med. Og min bror kan tage Thunder med, han er også 10.

Min 10+er er desværre ikke medicinfri. Ellers meldte vi os gerne. Men hans nyrer og lever ser heldigvis fine ud alligevel ved kontrol.