Aflivning af katte?

Katte Generel snak om katte
1

Jeg havde svaret på et indlæg i “omplacering” men jeg kunne egentlig godt tænke mig en “rigtig” debat om det, så derfor denne tråd.

Lad mig starte med at sige, at jeg bliver tosset når jeg ser en annonce hvor der trues med aflivning, det hører ingen steder hjemme og er ren og skær følelsesmæssig afpresning af folk :mad:

Jeg har en mening der nok skiller sig lidt ud, for uanset hvordan vi vender og drejer det, så ER der altså ikke gode hjem til alle de katte vi har her i DK, for så var det jo ikke nødvendigt at aflive 20.000 uønskede katte hvert år.

Jeg er meget enig med Niels Hausgaard i hans ord “Det er ikke synd for et dyr at være død. Det kan være synd at være levende, men aldrig at være død.”

Et kat der er død, lider ingen nød, mærker ingen smerte, men rigtig mange katte lever et liv som ingen burde opleve og så længe vi har den kæmpe overproduktion, må vi se i øjnene at raske glade katte må aflives, og i min verden er det bedre end et dårligt liv.

I den perfekte verden ville det ikke være nødvendigt at aflive en rask velfungerende kat, men verden er IKKE perfekt, og da slet ikke når det handler om katte :frowning:

Hvad mener I, er det så slemt at aflive en kat der har haft et godt liv, men hvor omstændigheder gør at det ikke kan fortsætte på samme måde.

Jeg aflivede min Mille for 1½ år siden, hun var ung og rask, ikke helt velfungerende, men ikke desto mindre dejlig, jeg prøvede ikke engang på at omplacere hende, simpelthen fordi jeg ikke var sikker på at andre ville kunne leve med hendes særhed, og jeg vidste at hun havde haft det godt her, og at med en aflivning ville hun ikke risikere at blive kastebold eller værre.

Jeg fik hende aflivet her hvor hun var tryg og holdt hende til det sidste, og idag har jeg ro i sjælen, fordi hendes liv var godt nok kort, men det var kvalitet til det sidste, og det foretrækker jeg.

En skønne dag, men nok ikke i min tid, vil situationen for katte måske se anderledes ud, men som det er i dag er det utopi at tro at man kan finde gode hjem til alle katte, desværre :(:frowning:

2

jeg er enig - det er bedre at aflive hvis det skal være så…

og ja - det er er afpresning at true med det - aldeles usmageligt…

men et sted hvor jeg har svært ved at gå med på aflivningen, der er når opdrætter(e) kan finde på at aflive en avlskat der er færdig i avlsprogrammet fordi “det er for meget besvær at prøve at omplacere”

en ting er at man tager værdig afsked fordi man ikke har andre alternativer, noget andet er at løbe fra sit ansvar

3

:s:S:S

Jeg fik selv aflivet min ELSKEDE rødhårede gadedreng Morgan for snart 9 år siden.

:ked:

Han var SÆR, når her var gæster angreb han dem med både hvæs og bid… han sad på sofabordet og ventede på, at de tog deres kaffekop og SÅ fik de lige en pote MED kløer… når de var på toilettet lå han på lur uden for døren og gik lige i benene på dem når de kom ud…

:ked:

Overfor mig var han den blideste, dejligste kat - legesyg, kælen, fræk og dejlig.

:ked:

Den værste epsiode var, da min søn og svigerdatter ville overraske mig med et besøg - de kom lige fra fødeklinikken med deres 5 dage gamle baby.

Da Baby begyndte at grynte FLØJ Morgan direkte op på babyliften !!

-what-what

Min søn vidste dette kunne ske, så han smed katten ned - med det resultat at katten røg lige i benet på ham med alle kløer og tænder.

:ked:

Det var dråben… jeg ringede til min dyrlæge og spurgte om der var noget i denne verden jeg kunne gøre ??

Beroligende medicin ?? Lukke ham inde, når her var gæster ??

Jeg fik det svar, jeg IKKE ville have :

Hun mente helt oprigtigt, at Morgan måtte aflives - HUN ville aldrig have givet sådan en kat 3 1/2 år, som jeg havde gjort.

:ked:

Jeg tænkte det godt igennem… og jeg gik ned med ham og fik ham aflivet… men jeg er stadig dybt ulykkelig over at skulle være hans bøddel.

:ked:

Han lå lisså stille på sit yndlingstæppe hos dyrlægen og kiggede på mig som om han VIDSTE, hvad jeg ville gøre imod ham - jeg glemmer ALDRIG det blik…

:ked:

Sad med ham, da hav var sovet ind og STORTUDEDE og bad ham undskylde og tilgive mig…

:ked:

UFF !!

Det er bare SÅ svært, selv så mange år efter…

:ked:

4

Havde Helle ikke sagt ja til at tage Namacoola ind som selskabskastrat i strintesikre hankatterum, så var hun blevet aflivet…
Hun havde så mange “issues”, at hun ikke var en kandidat til omplacering til et normalt kælekattehjem!

Kludetæppet derimod var vi ikke spor i tvivl om ville kunne trives og få et godt langt liv, hvis ellers vi kunne finde det helt rigtige sted til hende…

Saga… vi var aldrig i tvivl om, at hun ville blive aflivet, hvis vores liv ændrede sig… hun skulle ikke lukkes inde i en lille lejlighed! Heldigvis blev det aldrig aktuelt - hun blev aflivet sammen med Sif i vores soveværelse… efter at have tilbragt morgenen med at tyrannisere os som hun plejede :slight_smile: Jeg har det stadig godt med hendes aflivning… den foregik roligt og Saga kom fremfor alt herfra med sin værdighed i behold!

5

Det lyder da helt grotesk-what Den holdning er jeg da endnu ikke stødt ind i - heldigvis!:mad:

6

[quote=Battlestar;204723]
men et sted hvor jeg har svært ved at gå med på aflivningen, der er når opdrætter(e) kan finde på at aflive en avlskat der er færdig i avlsprogrammet fordi “det er for meget besvær at prøve at omplacere”

en ting er at man tager værdig afsked fordi man ikke har andre alternativer, noget andet er at løbe fra sit ansvar[/quote]

Jeg kan huske første gang jeg hørte om den praksis… jeg var dybt, dybt rystet!!! Og er det faktisk stadig…
Hvordan kan man gennem flere år have en kat, som man omhyggeligt passer og plejer, støtter og hjælper gennem fødsler og andet… og så bare smide den væk som brugt papir, når den ikke længere kan bruges???
Jeg forstår det simpelthen ikke!
(At nogle hundeopdrættere har samme praksis, gør det ikke spor bedre!)

7

[quote=Marianne H;204693]Jeg havde svaret på et indlæg i “omplacering” men jeg kunne egentlig godt tænke mig en “rigtig” debat om det, så derfor denne tråd.

Lad mig starte med at sige, at jeg bliver tosset når jeg ser en annonce hvor der trues med aflivning, det hører ingen steder hjemme og er ren og skær følelsesmæssig afpresning af folk :mad: [/quote]

Enig, jeg bliver også harm når jeg læser den type annoncer - jeg mener hvorfor skal katten død og pine afhændes for enhver pris mindre end 5. sekunder senere??? Man må jo formode at det har været en ønsket ven, som man burde sørge for kommer fra hjemmet på en god og ordentlig måde (om det så er den sidste tur til dyrlægen) Det gør ondt i hjertet at læse den slags annoncer, for uanset hvor gerne man vil ‘redde’ de stakkels katte, der bliver holdt gidsler i en sådan sag, kan man jo altså (desværre) ikke ‘redde’ dem alle. Derudover er det også hårdt, men man støtter jo også den slags mennesker i deres brug og smid væk mentalitet, hver gang man går ind og afsætter katten - enten til sig selv eller andetsteds. På sigt er det jo næppe noget der højner kattens status :frowning:

Nej - hvis kattens livskvalitet forringes vil jeg mene at det i de enkelte tilfælde er det bedste for katten. Det er ikke alle katte, der har gavn af at blive omplaceret. Men det noget man bør vurdere udfra den enkelte kats behov, selvom det kan være svært og følelsesmæssigt hårdt.

Jeg har som du også fået aflivet en ‘sund og rask’ ung kat, der grundet en hård start på livet og manglende prægning/socialisering var en psykisk ustabil og meget usikker kat med et dårligt kattesprog. Han kunne sådan nogenlunde fungere i min flok fordi min ældste hunkat Sille tog ham under sine vinger og forsøgte at være en støtte for ham når han ‘tiltede’. Men da hun blev aflivet pga. kræft væltede Ninja’s verden - jeg gav ham chancen over nogle måneder for at finde ro og plads i flokken, men det mislykkedes totalt. Jeg havde forlængst besluttet at såfremt Ninja ikke kunne bo hos mig, skulle han ikke bo andre steder og den beslutning måtte jeg nu se i øjnene og forholde mig til. Efter mange tanker og løsninger blev overvejet og forkastet - og jeg bestilte tid hos dyrlægen til aflivning. Ninja kom herfra på en god og ordentlig måde men jeg er stadig ikke helt afklaret omkring det - jeg føler stadig at jeg har svigtet ham, selvom jeg inderst inde godt ved at jeg gjorde det bedste for ham i den givne situation. (Damn, selvom det nu er knapt 4 år siden er det hård kost at skrive og læse)

8

[quote=Ann K;204735]Jeg kan huske første gang jeg hørte om den praksis… jeg var dybt, dybt rystet!!! Og er det faktisk stadig…
Hvordan kan man gennem flere år have en kat, som man omhyggeligt passer og plejer, støtter og hjælper gennem fødsler og andet… og så bare smide den væk som brugt papir, når den ikke længere kan bruges???
Jeg forstår det simpelthen ikke!
(At nogle hundeopdrættere har samme praksis, gør det ikke spor bedre!)[/quote]

Nu er jeg også rystet :rock:

Håber så bare, at det ikke er den slags opdrættere, der står forrest i køen og råber kattehandler efter andre - for det her er da kattehandel bare med papir, synes jeg.

9

Jeg får cirka 5 henvendelser i ugen fra ejere, der vil omplacere deres kat eller hund af forskellige årsager.

Når de truer med at aflive dyret, hvis det ikke får et nyt hjem ASAP, så siger jeg altid stille og roligt til dem, at det er deres valg, at jeg misbilliger det, men at jeg synes de skal gøre det så, for så vil min indsats være spild af tid. Tid som jeg i stedet kan bruge på at hjælpe nogle af de andre, der kontakter mig.

Det plejer at ændre billedet en smule:-) Jeg lægger ikke under for det pres simpelthen.

Sidste det skete stod en mand på min gårdsplads med en LÆKKER hund, som jeg skulle tage nu. Ellers ville han skyde den. At stå der og se den logrende hund ind i øjnene og bede manden gå hjem og gøre det var ikke spor sjovt. Samtidig gav jeg ham den mulighed at lade være og lade mig sætte hunden til salg - men han skulle vide, at der kunne gå måneder før et hjem vidste sig.

Han gik med til det sidste og dagen efter havde hunden heldigvis et nyt hjem.

Det er meget ubehageligt som adfærdsbehandler at blive stillet det ultimatum. Derfor sender jeg det altid retur til afsender. Om ejere vil aflive er deres valg og ansvar. Det kan aldrig blive mit.

Omvendt anbefaler jeg aldrig folk at aflive deres dyr uanset, hvor grumme adfærdsproblemer de står med. Jeg skildrer et realistisk billede af arbejdet, som venter, spørger om ejer er indstillet på det, og hvis svaret er ja - jamen så er valget jo ejers.
Jeg har dog sagt nej til at hjælpe med at omplacere en hund, som var direkte livsfarlig for børn og voksne. Her blev ejeren meget sur, men det lever jeg med.

Samtidig oplever jeg også ejere, der ikke kan finde overskuddet til at arbejde med den nogengange ret lange process, der ligger i at rette et adfærdsproblem op. De vælger aflivningen og dem bakker jeg også op. Årsagen er, at det der for den ene ejer er en let lille ting at ordne, kan synes total uoverskuelig for en anden.

På den måde kan man sige, at mit arbejde i disse situationer mest består i at guide folk til at finde et svar i dem selv.

Jeg har kun en enkel gang ikke sagt min mening om en hund. Det gør jeg aldrig mere. Hunden var slem angst for ALT. Vi arbejdede med det. ejeren fortalte, at hunden sov i et bur, når den var alene. Jeg så buret - som var alt for lille - ejer ønskede ikke hjælp til dette - jeg gik uden at sige at jeg syntes at buret var en dårlig idé til en så angst hund.

Fire dage senere fik jeg et opkald fra ejeren. Hunden havde panikket i det lille bur alene hjemme, og da ejer kom hjem var den død af indre kvæstelser.

Jeg kan love jer, at jeg aldrig glemmer den hund!

MVH

10

PS. Ang døden - så kan den være det mest barmhjertige af alle valg.

11

Tak for jeres svar, men lad mig så lige dreje den en tand mere, jeg laver et fiktivt eks.

huskatten Nero, 4 år gammel, har boet hos en familie der bare elsker ham, han er blevet forkælet som en kat bør forkæles :thumbup: han er sund og velfungerende, ingen problemer af nogen art, så kommer skilsmissen med flytning til lejligheder hvor man ikke må ha dyr…

Fam. vælger at Nero skal aflives, hmm, jeg ville vælge det samme, medmindre der stod nogle mennesker som jeg kendte virkelig godt, der var parate til at tage ham.

Jeg ved ikke rigtigt, måske har vores indstilling til aflivning noget at gøre med vores hmmm, “døds-forskrækkelse”, nej jeg mener IKKE at man skal aflive af bekvemmelighedsgrunde, det må jeg hellere få med, men jeg mener altså heller ikke, at det nærmest er kriminelt at aflive en sund velfungerende kat fremfor at omplacere.

12

[quote=Marianne H;204744]Tak for jeres svar, men lad mig så lige dreje den en tand mere, jeg laver et fiktivt eks.

huskatten Nero, 4 år gammel, har boet hos en familie der bare elsker ham, han er blevet forkælet som en kat bør forkæles :thumbup: han er sund og velfungerende, ingen problemer af nogen art, så kommer skilsmissen med flytning til lejligheder hvor man ikke må ha dyr…

Fam. vælger at Nero skal aflives, hmm, jeg ville vælge det samme, medmindre der stod nogle mennesker som jeg kendte virkelig godt, der var parate til at tage ham.

Jeg ved ikke rigtigt, måske har vores indstilling til aflivning noget at gøre med vores hmmm, “døds-forskrækkelse”, nej jeg mener IKKE at man skal aflive af bekvemmelighedsgrunde, det må jeg hellere få med, men jeg mener altså heller ikke, at det nærmest er kriminelt at aflive en sund velfungerende kat fremfor at omplacere.[/quote]

I et sådant tilfælde vil jeg mene, det er - om ikke kriminelt, så forkasteligt - ikke i det mindste at forsøge at finde et nyt hjem. En sund og rask kat i sin bedste alder uden adfærdsproblemer kan sagtens finde et godt nyt hjem. Det vil i mine øjne være bekvemmelighed, der gjorde, at man aflivede den :frowning: Det er trods alt hurtigere at bestille tid hos dyrlægen end at finde en ny familie.

13

Enig med dig Marianne.

I sidste ende kender ejeren sin kat bedst. Og sig selv bedst.

Jeg tænker tit på en mand, der ringede til mig om sin kastrat, som var 6 år, sund og rask og alle tiders kat. Om jeg kunne hjælpe ham med et nyt hjem. Årsagen var privat, og skal ikke nævnes her.

Vi snakkede frem og tilbage - jeg ville gerne hjælpe og skulle vide mere om mis. Han fortalte og fortalte og fortalte. Kærligt, varmt og indlevende om katten, som endda sad på hans skød imens og spandt, så jeg kunne høre det.

Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven og spurgte til sidst: “Hvordan vil DU have det med at mis får et nyt hjem?”

Der var stille lidt, så brød manden ud i gråd og svarede “Jeg ville tænke på ham hver eneste dag resten af mit liv, bekymrer mig, var de nu gode mod ham, fik han lov at sove inde, fik han god mad, snakkede de nok med ham. Der ville ikke gå en dag uden jeg ville tænke alt dette”.

Den kat blev aldrig omplaceret. Ejeren valgte selv at aflive efter at være kommet til den erkendelse, at han aldrig kunne leve med, at andre fik hans elskede kat.

Jeg synes det var det rette valg - taget i kærlighed. Ja mis kunne sagtens være omplaceret - men til stor skade for ejeren, der trods alt havde passet katten 110% i 6 år.

MVH

14

[quote=lenschow;204747] “Hvordan vil DU have det med at mis får et nyt hjem?”

Der var stille lidt, så brød manden ud i gråd og svarede “Jeg ville tænke på ham hver eneste dag resten af mit liv, bekymrer mig, var de nu gode mod ham, fik han lov at sove inde, fik han god mad, snakkede de nok med ham. Der ville ikke gå en dag uden jeg ville tænke alt dette”.

Den kat blev aldrig omplaceret. Ejeren valgte selv at aflive efter at være kommet til den erkendelse, at han aldrig kunne leve med, at andre fik hans elskede kat.

[/quote]

Det synes jeg til gengæld er egoistisk - hvis katten er sund og rask, hvorfor i alverden skulle den så ikke få mulighed for at få måske 10-15 gode år hos en anden familie.

15

Fordi ejeren ikke kunne magte det.

Jeg har personligt også katte herhjemme, som jeg aldrig kunne omplacere uanset deres adfærd. Skulle jeg af årsager mig endnu ukendt af med dem, så ville jeg vælge at give dem fred. Det ville ske fordi jeg resten af mit liv ville spekulere på dem i deres nye hjem og fordi der blandt dem er dyr, der er så knyttet til mig alene, at en omplacering ville slå dem langsomt ihjel.

I mine øjne handler det om at vurdere hver sag og tage ansvaret som ejer. Ingen af os herinde, som elsker dyr, afliver fordi de elsker det - eller fordi det er det letteste. Det har jeg endnu til gode at se ske

16

[QUOTE=lenschow;204747]Enig med dig Marianne.

I sidste ende kender ejeren sin kat bedst. Og sig selv bedst.

Jeg tænker tit på en mand, der ringede til mig om sin kastrat, som var 6 år, sund og rask og alle tiders kat. Om jeg kunne hjælpe ham med et nyt hjem. Årsagen var privat, og skal ikke nævnes her.

Vi snakkede frem og tilbage - jeg ville gerne hjælpe og skulle vide mere om mis. Han fortalte og fortalte og fortalte. Kærligt, varmt og indlevende om katten, som endda sad på hans skød imens og spandt, så jeg kunne høre det.

Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven og spurgte til sidst: “Hvordan vil DU have det med at mis får et nyt hjem?”

Der var stille lidt, så brød manden ud i gråd og svarede “Jeg ville tænke på ham hver eneste dag resten af mit liv, bekymrer mig, var de nu gode mod ham, fik han lov at sove inde, fik han god mad, snakkede de nok med ham. Der ville ikke gå en dag uden jeg ville tænke alt dette”.

Den kat blev aldrig omplaceret. Ejeren valgte selv at aflive efter at være kommet til den erkendelse, at han aldrig kunne leve med, at andre fik hans elskede kat.

Jeg synes det var det rette valg - taget i kærlighed. Ja mis kunne sagtens være omplaceret - men til stor skade for ejeren, der trods alt havde passet katten 110% i 6 år.

MVH[/QUOTE]

jamen det er jo netop det, man ved hvordan katten har haft det, men man aner simpelthen ikke noget om hvordan den vil få det i nyt hjem, som mange opdrættere har oplevet, man kender kun folk til tænderne, vi ved osse at der simpelthen ikke er gode hjem nok, til alle katte, og vores kat har haft et dejligt liv, hvorfor så ikke lade det være godt og give en af de utallige andre katte chancen, vægter vi kvantitet højere end kvalitet, for medmindre man kender det nye hjem rigtigt godt, så er det, det, man risikere

17

Jeg fik selv aflivet min ELSKEDE rødhårede gadedreng Morgan for snart 9 år siden.

:ked:

Han var SÆR, når her var gæster angreb han dem med både hvæs og bid… han sad på sofabordet og ventede på, at de tog deres kaffekop og SÅ fik de lige en pote MED kløer… når de var på toilettet lå han på lur uden for døren og gik lige i benene på dem når de kom ud…

:ked:

Overfor mig var han den blideste, dejligste kat - legesyg, kælen, fræk og dejlig.

:ked:

Den værste epsiode var, da min søn og svigerdatter ville overraske mig med et besøg - de kom lige fra fødeklinikken med deres 5 dage gamle baby.

Da Baby begyndte at grynte FLØJ Morgan direkte op på babyliften !!

-what-what

Min søn vidste dette kunne ske, så han smed katten ned - med det resultat at katten røg lige i benet på ham med alle kløer og tænder.

:ked:

Det var dråben… jeg ringede til min dyrlæge og spurgte om der var noget i denne verden jeg kunne gøre ??

Beroligende medicin ?? Lukke ham inde, når her var gæster ??

Jeg fik det svar, jeg IKKE ville have :

Hun mente helt oprigtigt, at Morgan måtte aflives - HUN ville aldrig have givet sådan en kat 3 1/2 år, som jeg havde gjort.

:ked:

Jeg tænkte det godt igennem… og jeg gik ned med ham og fik ham aflivet… men jeg er stadig dybt ulykkelig over at skulle være hans bøddel.

:ked:

Han lå lisså stille på sit yndlingstæppe hos dyrlægen og kiggede på mig som om han VIDSTE, hvad jeg ville gøre imod ham - jeg glemmer ALDRIG det blik…

:ked:

Sad med ham, da hav var sovet ind og STORTUDEDE og bad ham undskylde og tilgive mig…

:ked:

UFF !!

Det er bare SÅ svært, selv så mange år efter…

:ked:[/QUOTE]

Ihhh Therese, det fik helt tårerne frem i mine øjne:ikkemig:

Jeg gyser stadig for den dag, jeg må træffe en svær beslutning - det bliver første gang i mit liv:ked:

18

Ja Monas valg fik også tårerne frem hos mig. åske fordi jeg genkendte følelsen af total magtesløshed, som følger både døden og en omplacering.

19

[quote=Battlestar;204723]
men et sted hvor jeg har svært ved at gå med på aflivningen, der er når opdrætter(e) kan finde på at aflive en avlskat der er færdig i avlsprogrammet fordi “det er for meget besvær at prøve at omplacere”
[/quote]Det er da helt grotesk, sker det virkelig?

Jeg har heldigvis aldrig hørt om det.

20

Den tager måske så pladsen fra en endnu yngre, ligeledes rask kat fra et af internaterne, stadigvæk, 20.000 raske katte bliver aflivet hvert år, hvorfor er det mere legalt at aflive den ene frem for den anden, og hvordan skelner man mellem hvem det er ok at aflive og hvem det ikke er ?