[QUOTE=lenschow;204747]Enig med dig Marianne.
I sidste ende kender ejeren sin kat bedst. Og sig selv bedst.
Jeg tænker tit på en mand, der ringede til mig om sin kastrat, som var 6 år, sund og rask og alle tiders kat. Om jeg kunne hjælpe ham med et nyt hjem. Årsagen var privat, og skal ikke nævnes her.
Vi snakkede frem og tilbage - jeg ville gerne hjælpe og skulle vide mere om mis. Han fortalte og fortalte og fortalte. Kærligt, varmt og indlevende om katten, som endda sad på hans skød imens og spandt, så jeg kunne høre det.
Jeg fik en mærkelig fornemmelse i maven og spurgte til sidst: “Hvordan vil DU have det med at mis får et nyt hjem?”
Der var stille lidt, så brød manden ud i gråd og svarede “Jeg ville tænke på ham hver eneste dag resten af mit liv, bekymrer mig, var de nu gode mod ham, fik han lov at sove inde, fik han god mad, snakkede de nok med ham. Der ville ikke gå en dag uden jeg ville tænke alt dette”.
Den kat blev aldrig omplaceret. Ejeren valgte selv at aflive efter at være kommet til den erkendelse, at han aldrig kunne leve med, at andre fik hans elskede kat.
Jeg synes det var det rette valg - taget i kærlighed. Ja mis kunne sagtens være omplaceret - men til stor skade for ejeren, der trods alt havde passet katten 110% i 6 år.
MVH[/QUOTE]
Hvis katten uden problemer kan omplaceres, så synes jeg det er dybt grotesk at ejeren ikke magter det?!
Nu er det svært at vide for os hvorfor han skulle af med den, men som du nævner Heller, er det privat sag og det er helt fint:)
Men at ejeren ikke kan magte andre skal have hans kat:prut: Nu er det jo sådan at man kan holde kontakt til den nye ejer - præcis som mange killinge køber holder kontakt med sælger.
Jeg stod selv i sådan et valg for 3 år tilbage cirka.
Jeg havde 2 katte med mig fra et forlist forhold - vi flyttede alle 3 hjem til min mor, hvor vi fik lov at være indtil jeg var kommet på benene igen.
Det var to hunkatte jeg havde med - en perser og en husmis.
Min mor bor på en lukket vej, med 7 boldbaner til baghave og dejlig natur. Husmissen fik hurtig næse for udelivet og nød det i fulde drag.
Dagen kom, hvor vi skulle flytte - det blev en gade væk fra min mor:tihi:
Men husmissen - som hedder Merlin;) ville jo stadig gerne ud - hun blev holdt inde i en uge, så hun kunne vænne sig til duften. Hun kom ud og fik lov at løbe - men vendte jo selvfølgelig tilbage til min mors hus og ville ind der:(
Hun vidste skam også hvor jeg boede, for der kunne hun også finde på at komme hen.
Men 99% af gangene ville hun ind hos min mor - min mor havde givet udtryk for, at hun ikke ville have hun boede hos hende, og det accepterede jeg naturligvis for hun er ikke kattemenneske.
Hvis jeg holdte Merlin inde sked hun på gulvet, hun væltede ting og ja rent ud sagt var hun presset til grænsen af hvad hun kunne holde til mht stress.
Jeg vidste hun måtte have et nyt hjem, selvom det knuste mit hjerte at skulle af med hende. Tanken om aflivning strejfede mig aldrig. Hun skulle have et nyt hjem hvor hun kunne falde til ro - hun var for ung og for dejlig til at skulle forlade jorden
Et par kontaktede mig, de ville gerne have hende - de virkede som et rart og solidt par, så de fik hende med hjem.
Næste dag fik jeg en sms om at hun bare havde det SÅ dejligt og var faldet helt til ro - ingen stress. De sendte billeder af hende, og jeg kunne se det var det helt rigtige for hende
Min pointe er, hvorfor gå glip af sådan en solstråle historie - fordi man som ejer ikke magter andre skal have ens kat? Der er jeg meget uenig, så afliver man katten for ens egen skyld - og der mister muligheden for aflivning dens betydning i mine øjne.
jeg er osse glad for at du/andre kan følge mig også når det ikke handler om katte med problemer 