Bange igen

Off topic Andre dyr end kat
#1

Jeg har et tilbagevendende problem med Ace, som jeg gerne vil høre jeres mening om.

Inden han kom her var han låst inde i en stald fra 10 uger til cirka 8 mdr - med to lede staldkatte som tævede ham (det sidste fik jeg først at vide senere). Fra dag et var han bange for mine katte. I starten forstod jeg naturligvis ikke hundens reaktion.

Jeg fik det at vide, trænede og det blev bedre - troede jeg - men så kom adfærden igen. Sådan er det gået siden februar 2008. Hver gang angsten for kattene kommer igen er den forværret. Lige nu sover han i en stol herover bag mig - men i går var han dødangst og ville ikke en gang ind i huset pga kattene.

Kattene herhjemme har aldrig generet ham - Tip gjorde en smule, men der var adfærden allerede starten. Han havde den med, da han kom.

Mine idéer er brugt op nu. Jeg talte med Roger Abrantes i dag, og han siger, at Ace sandsynligvis har lært fra hvalpealder, at katte går ondt. der er tale om en prægning. Det betyder, at adfærden ikke kan ændres. Den kan måske blive bedre med tiden men der er ingen garanti.

Det er forklaringen på, hvorfor den hele tiden dukker op igen og igen.

I dag går han adskilt fra kattene, når jeg ikke er hjemme. Ace kan sagtens være alene. Nu er der sket det, at kattene får den idé, at de sidder foran netdøren og nedstirre ham - han kryper sammen i et hjørne af gangen og pludselig går han grassat (jeg har sneget mig ind og set det her ske, for det sker, når jeg ikke er hjemme), så dukker en anden gammel adfærd op - stress - og han gennemvælter hele gangen med alt inventar flyvende rundt om ørerne. Dette er nyt.

Normalt har jeg ham med på job tre gange i ugen - men fra januar mister jeg den mulighed. Dvs mere tid alene med kattene til Ace.

På alle andre områder er Ace en yderst velfungerende hund i dag. Denne ene ting ved jeg dog ikke om han kan eller skal leve med.

I et hjem uden katte ville han fungere. Og her vil altid være katte.

Kan I se mit dilemma?
Jeg ELSKER min hund, vi er som ærtehalm og samme i alt dagen igennem. Men det smerter mig at se hans angst over for kattene.

Jeg ved snart ikke om jeg skal finde ham et andet hjem…

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad I ville gøre i mine sko. jeg har også bedt Maiken Lysholm Sten om hjælp. Desværre er hendes råd nummer et at lukke kattene ud, og det er ikke en mulighed. Jeg kan heller ikke adskille mere end nu for huset er bette. Desuden ved jeg ikke om det er meningen - at holde sine dyr adskilte på den måde.

Jeg vil forsøge at sætte en hel dør op, men min frygt er, at Aces gamle klaustrofobi så bryder ud…

HJÆLP! Jeg har godt nok tudet over det her. Det virker uløseligt lige nu.

MVH Helle

#2

Det her vil du VIRKELIG ikke høre Helle!!!

Men jeg er bange for at Roger har ret :frowning:
Og det betyder at du kan hoppe på tungen herfra og til næste nytårsaften uden at problemet løses eller bedres i væsentlig grad…
Husk at Ace, har været lukket inde og angrebet af katte på det tidspunkt, hvor han har været allermest modtagelig for prægning (6 - 12 uger)… at katte kan være farlige sidder nu lige så dybt i ham, som at får kan hyrdes…

Du kan selvfølgelig få fat i en lukket dør… men så har du et muligt nyt problem at slås med…
Og det er hamrende uretfærdigt overfor Ace!

Kan han ikke klare at døren er lukket… så ville jeg begynde at se mig om efter et nyt hjem - uden kat og uden planer om kat…

Vær’s’go… had mig bare!

#3

Jeg aner ikke noget om hunde, så lige der kan jeg ikke hjælpe.

Men jeg kan sige, at for mig handler det om, at dyrene har en rigtig god hverdag, med glæde og tryghed - kan man ikke tilbyde sine dyr det, bør man enten ændre sine forhold eller også må man finde et andet hjem, hvor de kan.

Jeg tog selv den store beslutning for nylig med min skønne kat, Willow, der efter planen skulle være blevet gammel hos mig. Men han stressede vildt, når der var forandringer i huset som nye katte, killingefødsler og lign.
Mit valg var derfor at stoppe som opdrætter, for at give ro omkring flokken - eller finde et nyt hjem, hvor der ikke er disse forandringer.

Jeg ved det kan være et utrolig svært valg - og måske specielt at indse, at ens bedste ven, vil have det bedre et andet sted.

Jeg synes altid man skal tænke på dyrets bedste og ikke på egne følelser.

#4

Vi havde en GD for nogen år siden, der som hvalp var lukket ud i en stald og derefter ikke præget/ snakket nok med. Hunden var ikke interesseret i os mennesker.

Jeg har tidligere haft forsømte hunde og tænkte, at det skulle jeg nok få vendt rundt ( især når det var en hvalp ), men hun kunne ikke lære, at komme, når man kaldte uanset, hvor meget jeg stod på hovedet.

Det er selvfølgelig ikke det samme som angst, men der kom en mand forbi os en dag efter nogen fliser og han trænede servicehunde. Han sagde også rent ud, at hvis det er gået så meget galt under prægningen, så kan man ikke rette det op igen, så jeg må nok give de andre ret- det bedste for Ace vil nok være, at flytte i et hjem uden katte…:frowning:

#5

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af det. Men jeg må desværre give de andre ret. Jeg synes faktisk, det er synd for Ace, at han skal være sammen med misserne. Hvis det var mig, der stod i den situation, så ville jeg vælge en omplacering.
Det gør mig rigtig ondt for dig, at det hele er, som det er

#6

Nu kender jeg ikke noget til hunde , men hvad med at sætte noget op så dine katte ikke kan nedstirrer ham ,når de er alene :?.. Det er jo nok det tidspunkt hvor han er mest bange , når du ikke er i nærheden … Jeg tænker på en plade forneden

#7

Det løser så ikke problemet, hvis hunden er klaustrofobisk også og det er Ace iflg. Helle`s første indlæg.

#8

Jeg ville også prøve den løsning i første omgang.Det gør mig ondt på jeres vegne at Ace har det så skidt med misserne-ked-ked

Er der mulighed for at du kan lukke så meget af at Ace ikke kommer i kontakt med misserne når han er alene ???
Du skriver at han ingen problemer har med at være alene.

#9

[QUOTE=Ann K;84826]Det her vil du VIRKELIG ikke høre Helle!!!

Men jeg er bange for at Roger har ret :frowning:
Og det betyder at du kan hoppe på tungen herfra og til næste nytårsaften uden at problemet løses eller bedres i væsentlig grad…
Husk at Ace, har været lukket inde og angrebet af katte på det tidspunkt, hvor han har været allermest modtagelig for prægning (6 - 12 uger)… at katte kan være farlige sidder nu lige så dybt i ham, som at får kan hyrdes…

Du kan selvfølgelig få fat i en lukket dør… men så har du et muligt nyt problem at slås med…
Og det er hamrende uretfærdigt overfor Ace!

Kan han ikke klare at døren er lukket… så ville jeg begynde at se mig om efter et nyt hjem - uden kat og uden planer om kat…

Vær’s’go… had mig bare![/QUOTE]

Først: Undskyld… jeg har IGEN valgt en forkert smiley. Jeg skal have briller… jeg er ikke sur med ked…

Ann: Jeg hader dig ikke - jeg har stor tillid til din viden om hunde og Rogers også (nogle gange - i denne sag gav han sig rigtig god tid og var virkelig venlig) Jeg har brugt aftenen på at tænke over det.

Jeg vil ikke have et socialt dyr - som elsker at ligge på sofaen og råhygge med mennesker og andre hunde - bag en planke. Det er ikke min måde at have dyr… Han blev ganske rigtig overfaldet fra 10 til 12 uger - og selv, da vi hentede ham deroppe (7-8 mdr) havde han en hel frisk blodig DYB rift på næsen. Han har stadig ar efter de tæv…

Jeg er rigtig ked af det… men skulle jeg forsøge - for det er svært når det er ens egne dyr - at se på det med min viden om adfærd - helt nøgternt - så ville mit råd til mig være det samme som dit til mig. Og Rogers til mig.

Ace fortjener et godt liv - min vurdering er også, at han sagtens kan skifte og han er sensitiv men ellers en god hund i dag. Alt andet er faldet på plads.

Lige nu ligger han her - klods op af mine fødder, for killingerne leger. Så er han bange. Alternativet er at lukke ham ud i gangen - min stueplan er i to rum - stue/køkken alrum og så gangen. Og hvis jeg gør det, så piver han, når jeg sidder her stuen…

Jeg tror du har ret Ann… Desværre. Det er virkelig et tab for mig det her.
Men at spærre ham inde i en baggang svarer jo nærmest til den isolation, som han kom fra…

MVH

#10

Problemet er, at Ace er klaustrofobisk pga at han var isoleret indespærret i den tid han var hos de fjolser (ja det vil jeg have lov at kalde dem nu)
Det er derfor jeg valgte en netdør under sammenføringen - den gang anede jeg ikke, at han havde oplevet det med kattene… Joh vi så riften - men vi troede det var en engangsforteelse.

Det har det så ikke været. Tvært imod.

Han er ikke kun bange, når jeg ikke er her, men det er værre denne gang, når de er alene. Lige nu er jeg her fx og der er han bange…

#11

Øv det er en skidt situation den her. Jeg elsker den hund som var han en kat…

Jeg vil bruge julen til at tænke over det her.

Jeg har talt med Julie - hende som har hans mor - hun er dyreadfærdsterapeut og hun har det vildt skidt med at dette er sket. Hun hentede Ace så snart hun fandt ud af at det var løgnere, som havde købt ham (tænk sig den familie var på hvalpebesøg tre gange men løj bare…!), og var med til at føre ham sammen med kattene.

Vi ved jo begge godt, hvor vigtig prægningen er. Vi er begge meget kede af det.

Men jeg bliver nødt til at tænke på Ace før mig og Julie. Hun er her jo heller ikke og ser ham til dagligt. Det skærer i hjertet at se ham sådan… Han fortjener et godt liv den hund. Han er en god ven.

#12

Hmm… kan ikke skelne om smileyen skulle signalere det ene eller det andet… jeg gik faktisk ud fra at den betød ked…

Nej gu’ er det ej nemt!
Men som Vivi ganske rigtig siger i denne tråd:
Men jeg kan sige, at for mig handler det om, at dyrene har en rigtig god hverdag, med glæde og tryghed - kan man ikke tilbyde sine dyr det, bør man enten ændre sine forhold eller også må man finde et andet hjem, hvor de kan.

Det var det vi gjorde med Kludetæppet… og især Jan må erkende at HANS KAT, alligevel har det bedre uden ham :frowning:

Det du har gjort, har du sikkert gjort af medlidenhed i første omgang og siden af kærlighed… nu er det så tid at bevise, at du elsker Ace.
Du har knoklet og knoklet - og nu er han klar til at gå videre med hele den ballast, som du har fået givet ham…
Det er da også værd at tænke på - ikk’? :slight_smile:

#13

Håber du finder en god løsning på Ace´s forsatte liv.
Det gør mig rigtig ondt Helle,men din gode ven fortjener bedre.

Stort-kramer til dig

#14

Og hvorfor er det lige, at sådan en historie ikke kommer bag på mig???

Nå, jo… deja vu… Gimle -ked

Selv de bedste kan lave fejl - og gør det!
Kan stadig huske, hvordan det var at sidde med Gimles opdrætter i telefonen… det menneske jeg havde ringet op, for at give hende verdens største og mest RÅ møgfald, græd som pisket over at en af hendes hunde, skulle være havnet hos sådan en ejer…

#15

Tak - det er faktisk rart at I støtter mig i det her. Jeg tror den ville være sværere, hvis alle var helt imod… Jeg synes i forvejen, at det er svært.

Jeg kan huske, da jeg havde haft ham tre mdr og han VAR VILD og STRESSET og ja… I kan sikkert forestille jer det.

Så var der en hundetræner, som sagde “Hvis du nogensinde får bare det, der ligner en hund ud af det der, så tager jeg hatten af og æder den”

Jeg blev så stædig, at jeg holdt ud! Og hun kan godt begynde at æde nu:-)

Men jeg har ikke gjort det alene. Karen Ulrich har hjulpet mig. Kender I hende?

Jeg har ikke talt med hende om det her, for Karen kan ikke lide katte fordi hun altid bliver bidt. Det værste er, at det ikke er løgn:-)

Og jeg ved, hvad hun mener om det.

Nogle gange så opfylder man en rolle i et dyrs liv - og så skal der videre. Heldigvis har Ace mange gode år i sig endnu. Han er ikke syg eller noget. Det er en glæde - det er for mig det gør ondt…

#16

Hmmm… nu har vi jo haft kontakt pr PB, men dette her synes jeg alligevel skal ud her i forum.

Egentlig synes jeg nemlig, at det møguretfærdigt, at du skulle have overladt sådan en hund!
Ikke for hundens skyld, for du har gjort et godt stykke arbejde med og for den… men for din skyld!
Godt nok er du igang med at tage en uddannelse som adfærdsterapeut - men derfor er der altså forskel på den viden og erfaring man har ved sin første hund… og ved sin tredje!
Den viden har du ikke haft en chance for at få… du er bare blevet kastet ud i at skulle adfærdsbehandle…

Den næste hund - for sådan en får du på et tidspunkt… du må love mig at du finder en god hund! En hund, som har haft de bedste betingelser i sin opvækst og ikke har skeletter i skabet… En hund som du kan vokse med og lære af - uden hele tiden at skulle tænke over, hvad, hvordan, hvor længe og hvor meget!

Og tro mig… selv en helt almindelig hund, kan være en rigtig p*sseirriterende møgkøter ind imellem pgr dens idiotiske ideer om hvordan verden er skruet sammen!!! -LOL

#17

Jeg har ingen rigtige gode råd her da jeg ved gud ikke har den store forstand på hunde, men jeg vil give jer ret i at det bedste nok er at Ace for et liv uden katte, for det er synd or ham, og han skulle jo helts ikke komme til at være den gamle Ace igen, for det er ikke et liv for nogen.

Jeg føler med dig Helle og og også med Ace, jeg håber du finder en god løsning for jer begge to.
Masser af :knuser: til jer.

#18

Helle - Omkring 9. december skrev du, at Ace lå og rå-hyggede i sofaen med Tara. Killingerne var lukket inde, fordi de drillede ham.

Er det kun killingerne, der er problemet? Hvis ja, mon så ikke det går over, i takt med de bliver ældre? Jeg mener nemlig ikke, du før har fortalt, der også var problemer med de voksne katte.

Det kan måske også være, hans nervøsitet er forstærket lige nu på grund af den kedelige oplevelse, han havde med fyrværkeriepisoden og sammenstødet med Mikkel (som han fik bidt og jaget på porten).

#19

jeg er enig - med alt det arbejde du lægger i det fortjener du altså at se hvad der kommer ud af det når starten også har været perfekt

der er ikke noget som at se en hund der bare overstråler alting fordi man selv har gjort et million stykke arbejde OG den har haft optimal opvækst… de hunde bliver enestående…

ikke at Ace ikke er enestående med alt det du knokler for det, men det er ikke helt det samme…

det fortjener du altså Helle!!! jeg er virkelig enig med Mega

-kramer

#20

Tak - Ann, men jeg fortryder nu ikke et sekund at jeg tog ham - han har lært mig mere end nogen bog eller skole.

Jeg gør det gerne igen. Desuden blev jeg ikke “kastet ud i det”. Jeg har adfærdsbehandlet hunde sammen med en mentor i halvandet år sideløbende, og fået hjælp fra flere adfærdsterapeuter, skoler og avleren af Ace, som selv er adfærdsterapeut. Desuden har jeg trænet hos adfærdsterapeuter med ham. Så jeg føler ikke, at opgaven har været stor. Faktisk er det hele gået glat og let fordi han lærer så hurtig og jeg har tit tænkt på, at han har været overraskende nem.

Men jeg ved godt, hvad du mener:-) Tak det skal jeg tænke på.

Mega: Det gjorde han også i går - og det gør sagen sværere og er årsagen til, at jeg først ser mønstret nu. Årsagen til at jeg hele tiden har håbet…

Det har svinget sådan helt fra dag et. Første gang han så kattene gøede og hylede han og forsøgte at komme hen til dem og så væk. Vi var måløse. Så fandt vi ud af at give ham en lang løs snor og så gik det bedre. Uden snor var han helt passiv så sammenføringen gik anderledes end troet. Han turde dog ikke spise eller røre sig med mindre jeg var hjemme. Og ofte heller ikke selv om jeg er hjemme.

Den episode, som jeg beskrev er en fra hvor jeg er hjemme og desværre er den ikke normen - angsten er normen.

Så indlærte vi en alternativ adfærd - sit og tag kontakt - det gav ham en vis ro i omgangen med kattene - men han har altid været presset af deres tilstedeværelse.
Så snart kattene sover, så kan jeg mærke, at her er en hund - ellers så hører eller ser jeg ham aldrig. Han gemmer sig. På dårlige dage i to timer bag trappen, hvor ikke en gang pølser kan lokke ham ud.

Adfærden kommer og går og kommer og går - og det er desværre typisk for en sådan prægning. Jeg har via kontrabetingning og habituering nået et vis stykke, men det går hele tiden ned af bakke igen. Hver gang den dukker op igen er den forværret en smule.

Og nej det er ikke kun killingerne han er bange for. På gåture står han bag mine ben, hvis en kat løber forbi - ikke “naturlig” hundeadfærd"…
En dag som i dag:

Jeg står op, Ace vil ikke ind i stuen - han forsøger at åbne døren til laden selv, så han kan komme væk fra kattene, som jo følger med mig ned og ud i gangen, hvor han sover.

Jeg lokker ham ind - kattene går ud. Ace er glad og logrer - Tara kommer ind og går forbi ham - han kaster sig ind under bordet. Jeg lukker ham ud i haven. Han er rolig igen - der er ingen katte (jo i løbegård, men det generer ham ikke udenfor, for der føler han sig ikke fanget med dem).

Senere: Ace er inde, alle sover, Ace sover på gulvet mellem killingerne. Alt ånder fred.
Så vågner Nanoq, og går på bakken. Ace kryper hen til min stol, hvor han gemmer sig og kigger hvor Nanoq gik hen.

Så vågner de andre katte en efter en. Aces angst tager til for hver kat, der trisser af sted og ud i løbegården. Hver gang de passere, så kryper han og ser på mig. Når jeg siger noget, så kaster han sig op og forsøger at komme op på mit skød.

Derfor er han nu ude igen.

Dette er en typisk dag med Ace og kattene - hvor jeg er hjemme og de ikke nedstirre ham. Drillerierne er først startet for nylig. Adfærden hos Ace var der fra dag 1.
Desværre.

Grunden til, at killingerne var lukket væk, var, at jeg ikke ønskede angsten forværret yderligere - desuden var det mit håb at bryde en vane hos Tip - hvilket også er lykkes. Men Ace har altid frygtet de katte - og andre katte. Han er dog ikke nær så bange for MCOerne som de andre. Mit bud er, at de ikke ligner huskattene helt så meget som de katte, der bankede ham.

Jeg har talt med Maiken Lysholm Sten i dag - hun giver Ann ret. Maiken kender Ace og mine katte.

Nu tager jeg til Esbjerg i julen og vil bruge tiden til at se ham uden katte i indemiljø.

Jeg skal nok lade jer vide, hvordan det her går.
Mellem jul og nytår kommer hans avler på besøg - de er knuste over det her ganske som jeg - men vi bliver nødt til at tage en snak om fremtiden for Ace.

En ting er sikkert: Han er en sensitiv hund og han kræver en ejer med kendskab til den slags hunde. Ellers kan han gøre skade på sig selv eller andre. Jeg skal derfor bruge tid på at finde det rette hjem - hvis det ender der - og det gør det nok jo selv om jeg håber på et mirakel - og jeg vil understrege, at jeg har tid til at vente på det rette blivende hjem.

Det er meget synd for Ace at flytte igen - men 15 år i frygt er også synd - faktisk forringer det hans livskvalitet mener jeg. Og det er han for god en hund til.

Åh det gør ondt det her. Jeg havde troet, at han skulle være min ven indtil hans død.

MVH Helle