Jeg har en nu 6,5 år gammel MCO, som allerede fra killingetiden ved det første tandskifte døjede gevaldigt med tandkødsbetændelse, formentligt betinget af en calici-infektion som killingen (det var i hvert fald overvejelserne dengang, og han blev testet positiv).
Tandkødsbetændelse kunne holdes nede i en periode vha. antibiotika-kure og tandbørstning, men det gik aldrig ordentligt i ro.
Han fik ondt (viste sig meget markant i en kat, som blev yderst kortluntet) og fik i et par omgange fjernet enkelte tænder, hvor røntgen havde vist neck-lesions, og fik også tydelig opblomstring hver gang. Men der kom altid tilbagefald indenfor 8 måneder - og for et par år siden valgte jeg i samråd med en tandspecialist at han skulle have munden ryddet, idet han igen tydeligvis havde smerter.
Han fik hele munden ryddet - også hjørnetænderne, som også var angrebet, og jeg kan kun sige, at gudskelov for, at vi valgte den løsning.
Han har haft det så godt lige siden. 10 dage efter indgrebet spiste han igen tørfoder (og det er altså Hills oral care (store tørfoderstykker), som vi taler om), hakket råfoder og vådfoder. Og han er snakkende, legesyg og har ikke haft mindste tegn til smerter siden - han er simpelthen blevet en glad kat igen. Og munden har lige siden været uden mindste tegn på betændelse.
Han har sammen med resten af flokken adgang til indhegnet have, men er altså ikke fritgående (der ville jeg have haft andre overvejelser, fx muligheden for at kunne forsvare sig).
En anden af mine katte er nu 11 år. Hun har med alderen også udviklet neck lesions (FORL), og har fået fjernet alle tænder under fortænder og hjørnetænder, og der har jeg samme erfaringer. En glad, smertefri kat, en fuldstændigt reaktionsløs mund og ingen problemer med at spise hvad hun end har lyst til.
Mit råd er som andres, få din kat vurderet hos en tandspecialist (dvs en dyrlæge som er uddannet i tandbehandlinger, og som råder over det rigtige udstyr, incl. muligheden for at foretage tandrøntgen, for det er den eneste måde at stille diagnosen på). Jeg har lige haft en af mine katte til behandling, hvor dyrlægen (tandspecialist) ved helbredsundersøgelsen mente, at der evt kunne være en tand, som var angrebet af FORL ud fra den kliniske undersøgelse af munden. Men en tandbehandling med røntgen afkræftede dette, så han kunne altså nøjes med en almindelig tandrensing og ikke tandudtræk.
Og så tag beslutningen om hvad der videre skal ske udfra den rådgivning du får af tand-dyrlægen, som vitterligt også har forstand på det han/hun udtaler sig om, og hvad i bliver enige om, er det bedste for netop din kat :).