Da I valgte jeres kat

Katte Generel snak om katte
1

Jeg tænker ofte, om det er udseendet I har valgt jeres kat på, eller det er personligheden…for når vi kikker på billeder herinde, så ser vi jo meget på, hvor køn, smuk, flot, avlsværdig osv…den søde killing er, men her har vi jo ofte ikke dannet os et indtryk af personligheden.

Så mit spørgsmål går lidt på, om de forestillinger om temperament, sind osv. stemmer overens med den kat I så har i dag…???

For mit vedkommende, faldt jeg jo for Bamse med det samme, men jeg kendte jo også personligheden fordi, jeg havde ham helt fra nyudklækket…:smiley:

2

Garfield vores røde hankat, overtog min forlovede fra hans mor, så det ved jeg ikke.
Tinkerbell er Garfields datter, og da jeg valgte at tage hende med mig, var det fordi hun var vandret lige ind i mit hjerte og fordi hun var så sølle at jeg måtte gøre noget. I en alder af 6 måneder kun vejede 700g, og hun har så vist sig at have det mest utrolige temperament.

Faith som vi har anskaffet os sammen, var fordi vi havde slået en annonce op på dba/gog om at vi søgte en ekstra kat i flokken, hvor vi blev kontaktet af en som arbejede hos en dyrlæge, hvor hun var indleveret højgravid til aflivning. Dagen efter var vi ude og kigge på hende, og idet lågen gik op, snoede hun sig omkring os, spandt til den store guldmedalje, og så var der ikke andet at gøre end at tage hende med hjem, selvom hun ventede sig 5 dejlige killinger.

Og så har jeg en gennemgående og fuldkommen dybt siddende kærlighed for røde/tortie/creme katte. Jeg kan simpelthen ikke stå for dem, og det nærmest uanset race, men der er racer som simpelthen ikke passer til mit temperament så dem elsker jeg på afstand og nyder istedet billederne.
Men for mig skal personligheden være der ved første møde, vi skal passe sammen for vi skal immervæk forhåbentligt tilbringe MANGE år sammen.

3

Jeg havde snakket med opdrætter længe før både Rose og Dione kom til mig, og mødt dem som killinger også. Så lidt indtryk havde jeg. Men det handler også om forældredyrene og de andre katte i husstanden. Er de rolige, harmoniske, sky osv :slight_smile:
Man har et ret godt indtryk af killingen ved at se på opdrættet :slight_smile: Gener gør meget, men socialiseringen gør ligeså meget :slight_smile: Så hviler kattegruppen i sig selv vil det typisk afspejle lidt af killingens kommende sind/personlighed :slight_smile:

Lucky kendte jeg overhovedet ikke. Jeg synes til og med ikke han var ret køn (og det synes jeg stadig ikke) men hans aura sprang ud af skærmen ind i mig, så jeg gav fortabt da jeg så ham :slight_smile: Så det med katten vælger dig er ikke helt løgn :wink:

Mine katte lever fuldt ud op til de forventninger jeg havde om dem fra før de flyttede ind :slight_smile:

4

Da jeg fik Basse, havde jeg før mødt ham på besøg hos opdrætter. Han var på det tidspunkt 3 år. Min forventning var, at han ville være kluntet, kærlig og ikke den hurtigste knallert på havnen - hvilket han helt har levet op til :hjerte: :smiley: Før jeg fik ham hjem, havde jeg lange samtaler med opdrætter om Basses personlighed, og hvad det ville sige at have skovkat.

Lillemanden fik jeg fra killing. Jeg var med til til fødslen, fulgte nøje opvæksten og efter samtale med opdrætter valgte jeg ham :slight_smile: Nej, jeg tror ikke, at han valgte mig, for både ham og hans søskende havde dælme så meget krudt i røven, at ingen af dem havde tid til at sidde stille :tihi: Idag er han min kat med stort M for “min”. I forhold til Basse er han langt mere aktiv (men han er jo heller ikke så gammel endnu).

Begge katte er meget opsøgende, kærlige, madglade og nysgerrige - alt hvad jeg kunne ønske mig :hjerte:

5

Mille blev valgt at >Toes2 fordi hun mindede hende om den kat hun allerede havde(at jeg så ikke kunne se ligheden er så en aden snak), mens Xorbit… Well det hans Bedstefar?? der solgte varen så at sige ved hans opførsel(igen var det Toes2 der valgte)

6

De tre huskatte jeg har haft - har stadig Devi - har alle valgt mig først og så har jeg valgt dem bagefter fordi jeg simpelthen ikke kan andet end at elske en kat der så tydeligt fortæller mig at det er mig den vil være sammen med. Gizmo og Freya overgik alle forventninger jeg nogensinde kunne have til en kat, Devi overraskede mig fordi hun viste sig at være noget mere besværlig end jeg først havde troet - men hun er også Kat med stort K og jeg vil ikke undvære hende for noget.

Junior har også valgt mig for jeg var egentlig på besøg hos hans opdrætter for at få gode råd og hjælp til at finde den helt rigtige Maine Coon, og det var altså ikke Junior for han havde den forkerte farve. Men det var så Junior alligevel, han solgte virkelig sig selv. Og jeg fik hvad jeg ønskede mig: en stor, lalleglad Maine Coon hankastrat…

Hans niece Niggi faldt jeg for på grund af hendes helbredshistorie og hendes fantastiske look og det er jeg rigtigt glad for i dag. Hun er desværre med årene blevet mere og mere nervøs og vil ikke holdes ved, løftes på og kun kæles når hun beder om det. Men hun er stadig højt elsket for den personlighed hun nu engang er…

7

Noël kom jo bragene i i vores live da jeg vade ud i det kolde vand vi skulle ellers ikke have kat på det tidspunkt.
Ellers har vi altid valgt med hjertet. Okey Dragen er den eneste vi valgt inde vi mødte ham irl. Men vi kendte jo hele hans familie og elskede dem så kun vi jo også kun elske Dragen.

8

Hm… jeg har valgt alle mine ud fra udseendet. Eller mere ud fra “jeg vil ha’ en brunmasket siam, hvem har en til salg?” osv.

Ib er den eneste jeg har kunnet følge fra starten, og han var allerede bestilt inden han blev født L Eller rettere, jeg havde bestilt en brun orientaler hos Mette da Gaia var drægtig. Og Mette mente ikke at chancen for sådan en ensfarvet var ret stor i det kuld, men heldigvis var der så lige Ib… så da han var født pegede jeg på billedet og fortalte Manden at HER var hans nye brune - ganske vist lysebrune og ikke chokolade, men brun er vel brun - orientaler L Det var nemlig ham der ville ha’ en ny brun kat :slight_smile: så han havde ikke noget valg.

At så specielt Ibs personlighed er som den er, det er jo kun en bonus.

Hvis jeg havde kunnet vælge efter personlighed ville jeg nok ikke ha’ valgt Ozzy. Han er en sød og rar kat… der er bange for sin egen skygge. Det er faktisk anstrengende med en kat der er så nervøs. For han styrter afsted ved den mindste påvirkning og som alle siamesere ser han sig ikke for når han skøjter hen over ting…

Stevie var som at finde guld. Han har det mest fantastiske temperament samtidig med at han er SIAM til spidsen af sine knurhår. Og han var slet ikke planlagt. Det viste sig bare nødvendigt med en “ekstra” killing mens vi ventede på at Ib blev gammel nok til at flytte… Ozzy var ved at drive de gamle til vanvid, og efter vi var kommet af med Basil kunne jeg se at jeg “manglede” en tabbymasket. så igen… ud på internettet for at se hvem der havde sådan en til salg.

Jeg vil så sige at han forhåbentlig ikke bli’r den sidste siameser fra netop Maria Lange… for sikke dog en skøn kat hun har fået lavet der… Omvendt vil jeg nok ikke købe flere katte fra Ozzy’s opdrætter. Det kan sagtens være at han lige var “kuldets nervevrag” men det tør jeg ikke satse på… Jeg er mere til kaosrobuste katte end til det modsatte :slight_smile:

9

[QUOTE=Noël;1031755]Noël kom jo bragene i i vores live da jeg vade ud i det kolde vand vi skulle ellers ikke have kat på det tidspunkt.
Ellers har vi altid valgt med hjertet. Okey Dragen er den eneste vi valgt inde vi mødte ham irl. Men vi kendte jo hele hans familie og elskede dem så kun vi jo også kun elske Dragen.[/QUOTE]

Vadede ud i det kolde vand og fik kat ??? den historie vil jeg da gerne høre :slight_smile:

      • Updated - - -

Jeg tror også, hvis jeg nu valgte en racekat, fordi de er jo trods alt nemmere at generalisere omkring temperament osv…så selvom den kat jeg så købte faktisk artede sig fuldstændig modsat end lad os sige en orientaler, jamen så ville jeg helt automatisk komme til at elske denne kat NETOP måske fordi den var så “mærkelig” he he…kærlighed har det med at vokse…

Når jeg kikker på ALLE de skønne katte herinde, så kikker jeg selvfølgelig på udseendet, men jeg har allerede dannet mig min egen personlige mening omkring katten, ved blot at se den online, fordi jeg måske lige synes den har DET glimt i øjet…om jeg så ville vælge den kat, når jeg så den, er jo så spørgsmålet, fordi måske har billedet “snydt” :wink:

Men det er spændende og søde historier der kommer fra jer, hvordan I fik jeres katte :wink:

10

Jeg skrev et langt indlæg i går lige inden jeg gik i seng - men fik det på forunderligvis slettet igen … flot! Så her kommer den korte version.

Men here it goes…

Jeg faldet ikke for Margrethes udseende…Sådan her så hun ud efter ca 9 mdr. i pension/internat

Jeg var egentlig taget ud for at se en langhåret perser - men han var reserveret… jeg blev istedet vist hen til Margrethe - som lå i hjørnet og skulede efter mig… Jeg stak lapperne ind og jeg blev hverken kradset eller bidt…

Vel hjemme tog det Margrethe noget tid at falde til - sikkert både på grund af hendes lange ophold på ca 1 kvm og så hendes tidligere ejer som nok ikke har været så vældig “stabil”…
Min far sagde engang " der bliver aldrig en rigtig kat ud af den der" - og nu KNUSELSKER han hende …

Jeg havde læst om perseren inden jeg kørte på internatet - og havde en klar ide om at det var sådan en mis jeg ville have.

Margrethe er ret typisk perser sind - på trods af hvad hun har været igennem er hun bare så skøn - og så er hun klart en “sofakartoffel”!

11

Jeg startede med to huskatte - de kom helt tilfældigt. Den ene fordi det var en sød killing og den skulle jeg have (dårligt valg, for den var opvokset på en gård), den næste fordi en af mine venners kat fik et kuld killinger (han var til gengæld et god valg).

Abyssinieren valgte jeg klart på temperamentet - uagtet at jeg synes det er en smuk kat.
Men den aby jeg mødte på en udstilling, der var så kontaktsøgende og var ved at lave sig selv til pommes frites gennem tremmerne for at kæle med mig - det kunne jeg simpelthen ikke stå for :inlove:

Der er flere racer, som jeg finder meget smukke - men det er kun meget få af dem, jeg seriøst kunne overveje i mit hus. Jeg gider ikke pelspleje og mine katte skal “ville mig”.

12

Buster er en genbrugskat. Som killing flyttede han ind hos min veninde, og der boede an indtil han var ca. 1½ år. Min veninde skulle så skilles fra hendes daværende mand, og i delingen af indbo, børn osv blev Buster til overs.
På det tidspunkt havde jeg allerede besluttet at jeg ville habe en kat, og så var beslutningen egentlig ret nem.

Buster indtog sit nye hjem med roligt sind, men nu kendte han mig jo også i forvejen, da jeg var kommet rigtig meget i min venindes hjem.

Buster gør meget ud af at fortælle mi at jeg er hans menneske, men samtidig skal jeg ikke tro at han elsker mig, så ligger han fx. ikke på mig eller under dynen, men ved siden af mig om natten, men inden for en arms længde, så jeg selvfølgelig stadig kan nusse ham.

13

Vi udstillede en huskat og osede på udstillingerne. Den blå brite og den Norske Skovkat var kandidaterne og valgt udelukkedende på grund af udseenet. Denne flotte pige vandt i det spil.

Siden har hun og hendes efterkommere magtet at besnære os så meget at de indtil nu ingen reel konkurance har. Smuk som bare pokker er de og dejlige som soulmates.

Disse 2 af hendes børnebørn hjælper os til at huske hvofor vi valgte den race. (der er flere der hjælper til).

14

Jeg har haft tre katte (som voksen) & strengt taget er det kun Emina som jeg har nu, som jeg har valgt, de andre er bare dumpet ind i mit liv. Som barn nåede min familie også at have tre katte, der var kat nummer to afgjort var min kat!

Hannibal min første kat: Jeg var 20 år, boede på lejet værelse på første sal i et hus & jeg havde rotte & skulle ikke have andre kæledyr. Men en kollegas bror skulle af med de otte katte de havde, fordi deres barn havde fået allergi, jeg takkede pænt nej tak, for jeg havde jo rotte. Der gik lidt tid & så spurgte min kollega mig igen, nu var der kun deres yndlingskat tilbage & de kunne ikke finde et hjem & der var bestilt tid til aflivning, så jeg endte med at sige ja til at møde katten. Jeg kom der hjem, satte mig på stuegulvet, Hannibal kom ind i stuen, kikkede rundt & gik direkte hen & lagde sig i mit skød. Noget han aldrig har gjort før eller gjorde siden. Jeg har altid følt Hannibal valgte mig & det er jeg så glad for han gjorde, for udover han var den dejligste kat, så fik vi 11 pragtfulde år sammen! Hannibal (hed han i forvejen) var huskat, sort med hvid plet på bryst & mave, gule øjne. Hannibal var to år gammel da han flyttede ind & vi boede sammen fra forår 1992 til December 2002.

Emilius Milling min anden kat: Efter Hannibal døde manglende jeg i den grad en kat i mit liv, men jeg ville jo bare have Hannibal tilbage, så jeg tog en lang periode uden kat. Først da jeg i September 2002 var på en uges ferie hos en ven, som havde to skovkatte der sov ved & på mig hver eneste nat (lidt sjovt for de sov normalt ikke sammen med deres to ejer & var egentlig ellers lettere sky), så kunne jeg mærke at nu måtte jeg altså have kat igen. Jeg begyndte at besøge det lokale kattehjem, for jeg vidste at jeg skulle have en voksen kat. En dag skulle jeg hjem til en veninde for at hente hendes spisebord som jeg skulle have, hun havde to killinger der var fem måneder gammel & hun skulle finde nye hjem til dem. Den ene var en rigtig køn rød hankat & jeg er altså fuldstændig pjattet med røde katte, det har jeg været siden jeg var teenager & er det stadigvæk! Så Emilius blev valgt fordi han var en køn rød kat & vupti, jeg kom hjem med spisebord & kat :smiley: Jeg fik så meget hurtigt bekræfet at killinger ikke er mig, men nu var han jo i mit liv & så måtte det jo bare gå. De første tre år var han udekat & gad mig helt seriøst ikke. Han gad ingen. Så flyttede vi & han blev nød til at blive indekat & hold da op, han blomstre op & vi fik fire år hvor vi blev rigtig glade for hinanden! Emilius blev valgt p.g.a. udseende men endte med at sætte en standart for hvad jeg søger hos katte. En skør kugle, der snakker, pjatter & er glad for mig, helst også puttesyg. Desværre fik vi kun syv år sammen, da han sov ind p.g.a. røgforgiftning da min lejlighed brændte. Han var den/det eneste jeg forsøgte at få med ud af min lejlighed! Emillius Milling (navn jeg gav ham) var huskat, rødstribet, øjne samme farve som hans pels. Han var fem måneder da han flyttede ind & vi boede sammen fra slut September til Februar 2011.

Emina Augusta min tredje kat: Igen tabet af Emilius gjorde at jeg ikke bare kunne få en ny kat med det samme, denne gang kunne jeg bare hellere ikke undvære kat. Men eftersom jeg var genhuset det første ½ år efter branden, så var jeg nød til at vente med at få kat. Kors det var hårdt! Jeg havde mistet mit hjem, mine ting & min bedste ven! Igen regnede jeg med at jeg skulle have en kat fra et kattehjem, især nu det ikke lykkes sidst. Jeg begyndte at kikke katte på nettet & fandt bl.a. kattegale, jeg kikkede en masse & planen var at jeg ville have mig en hvid hunkat. Hvid fordi det havde jeg aldrig haft & hunkat, fordi ud af fem katte jeg har levet sammen med, var kun en af dem hunkat. Jeg har endda haft tre “lånekatte” & de var også hanner. Jeg ledte & ledte & så den ene kønne kat efter den anden, men min hvide kat dukkede ikke lige op. Pludselig så jeg Emina, som jeg faktisk ikke synes var specielt køn, men hendes personlighed! Wauw hun lød ret meget som Emilius & jeg vidste der skulle en kat med personlighed til, for at kunne følge efter Emilius. Så jeg tog til Vordingborg & besøgte Emina & hendes fire killinger. Hold da op, hun lavede kønne killinger! Sådan set blev jeg valgt af den ene af hendes killinger, hun overtog mit skød & sov der mens jeg var der, jeg fik at vide at netop den killing var den eneste i kuldet, som aldrig rigtig gad folk. Men det var jo Emina jeg skulle have, jeg skulle ikke have killing igen & desuden var den killing også solgt & skulle ud sammen med en søster. Emina gad ingen mens jeg var der & var virkelig ikke pæn, dårlig mad & to kuld killinger på kort tid, gjorde at hun var tynd & hendes pels lignede noget der var løgn. Så Emina er valgt til trods for hendes udseende, for hun er jo tortie & jeg skulle jo ha en hvid kat! & til trods for at den personlighed jeg valgte hende ud fra, fik jeg overhovedet ikke set den dag jeg var der! I dag elsker jeg hende højere end højt, så i dag synes jeg selvfølgelig at hun er den smukkeste kat der findes! :smiley: & hendes personlighed… jamen altså, hun var speciel da hun flyttede ind, men nu er hun megameget speciel & det elsker jeg hende jo for. Hun er Emillius x meget mere, så hun har heldigvis kunne fylde tomrummet efter Emillius, selv om både Emilius & Hannibal den dag i dag, stadig er savnet! Det vil de altid være! Emina August (navn jeg gav hende) er huskat, tortie hvid, grå, creme med gul/grønne øjne. Hun var to år (eller der omkring, den forrige eje vidste det ikke præcis) da hun flyttede ind & vi har boet sammen siden August 2011 :hjerte:

Jeg håber en dag at have bolig & økonomi til at have mere end en kat af gangen & have en kæmpestort indhegnet have! Sker det, vil jeg overveje racekatte, men huskatte vil nok altid være mit førstevalg :slight_smile:

15

God pointe der. - Det er sørme noget af et detektivarbejde at sikre sig præcis den kat man ønsker.

16

Jeg fik Bastian ved et tilfælde, og købte ham uden at have set ham først. Han er en meget speciel kat på mange områder, og jeg tror han lider af ocd, for han kan slet ikke finde ud af det, hvis ikke alt er som det plejer at være. Hvis måtten ikke ligger på sin plads, kan han ikke gå ud i gangen. Han kan KUN drikke vand af bruseren, ellers drikker han ikke en dråbe osv. Han knyttede sig mest til min datter da vi fik ham, men nu hvor hun er rejst hjemmefra, er han virkelig en klisterkat overfor mig. Jeg elsker ham højt, med alle hans særheder og fordi han er sådan en elskelig kat. Men jeg vil aldrig igen have en bengal.

Isis er hans diametrale modsætning. Jeg valgte at få en russer, fordi jeg ikke brød mig om de moderne siamesere, som jeg ellers havde drømt om i mange år. Isis valgte mig, da jeg besøgte opdrætter, og hun er helt klart MIN kat. Hun er ikke nogen klisterkat - undtagen når hun vælger at være det, og så skal det være på hendes præmisser. Hun knurre som en rottweiler når hun høre nogen i indkørslen, og det er hende der bestemmer suverænt over Bastian. Hun kan faktisk være ret slem ved ham sommetider, og han finder sig bare i det. Hun er usandsynlig adræt og stadig meget legesyg, og fuld af spilopper. Hun var også en helt igennem fantastisk mor for sine killinger. Så lille hun er(2,5 - 3kg), kunne hun snildt opfostre 5 store killinger af gangen, uden man kunne se det på hende.

Jeg drømmer ofte om at få stablet et opdræt på benene igen, men det bliver ikke før Bastian ikke er her mere. Det var meget hårdt for ham, da jeg havde tre russere i huset. Det vil jeg ikke byde ham igen, og da han ikke kan omplaceres, så må jeg nøjes med at drømme om at opdrætte. Og heldigvis er drømme gratis :høhø:

17

Efter en mislykket flytning af en voksen Aby, forsvor jeg, at jeg aldrig skulle have voksne katte igen, og gik derfor på jagt efter killinger… Noget familie langt ude havde fået nogle skønne huskatte killinger, så jeg tog ud og besøgte dem da de var 2 uger gamle… Der var 3 piger og 1 dreng, og de var alle sammen så søde… Ingen var reserveret endnu, så jeg havde første ret til at vælge… Da de var 5 uger kom jeg på besøg igen… Og her faldt jeg med et brag for drengen… :inlove: Han hoppede rundt om mig, og ville så gerne kæles med… Så han blev reserveret… Tiden gik og jeg fik min skønne Oliver (som jeg kaldte ham hjem)… Han var en lille misser med krudt i røven, og indtog lejligheden med høj hale… :slight_smile: Desværre har det vist sig at Oliver nok ikke var de 12 uger da jeg fik ham hjem… Hvilket vil sige at de heller ikke har været 2 og 5 uger da jeg besøgte dem… :frowning: Oliver var en dejlig kat, med masser af sjove og kærlige påfund… Men han udviklede desværre også en side der ikke var rar… Som mange herinde ved, bed og angreb han mig næsten dagligt… :ked: På trods af utallige gode råd og en adfærdsterapeut, lykkedes det aldrig Oliver at slippe af med sine angreb, og til sidst gik det rigtig galt… Han prøvede at angribe mig tæt ved halsen, og så turde jeg simpelthen ikke mere…

Oliver sov ind hos dyrlægen d. 14 januar 2013, næsten 3 år gammel… :ked:

Jeg var og er stadig i stor sorg, og savner ham hver eneste dag, men jeg vidste også at jeg måtte ud og have en ny kat… Jo før jo bedre, for tomheden herhjemme var slet ikke til at bære…
Jeg slog mine ønsker op her på kattegale, og jeg havde endelig fået mod på at prøve en voksen kat igen… Jeg ville denne gang også gerne have en racekat, og havde set mig varm på Ragdoll og Maine coon… Jeg ønskede en kat der havde et fantastisk temperament, en stærk psyke og en putte kat…

Efter at have ledt på nettet kom jeg ind på Christa (Vandoll herinde)´s hjemmeside, og der sad 4 voksne som manglede et nyt hjem… I min iver opdagede jeg ikke til at starte med at det var Wrensted der havde kattene, men fik dog hurtigt sendt en mail med min undskyldning :ups::tihi: Lone svarede lynhurtigt, og vi fik aftalt et møde hvor jeg kunne komme og se Candymann (en stor rød bicoulor Ragdoll som bare lød som at være et godt match for mig)… Jeg tog min mor med, for at være sikker på at jeg ikke tog en overilet beslutning, fordi jeg i den grad manglede en kat… Lone havde nogle helt igennem skønne katte, men Candymann gad mig bestemt ikke :tihi: Mens jeg sad i sofaen og kælende en af huset ældre missepiger, hoppede Jessie op i sofaen til mig og lagde sig godt til rette, så jeg også kunne nusse hende… Til Lones store overraskelse, for det plejede hun ikke at gøre…

Efter lidt betænkningstid, aftalte jeg et nyt møde med Lone, hvor jeg denne gang kom for se på Jessie… Og hun charmede mig fuldstændig… :hjerte: Da hun opdagede at jeg gav hende min fulde opmærksomhed, og ignorede den ældre, meget ihærdige, misse pige, så foldede hun sig ud… Hun lå konstant tæt ved mig, så jeg kunne nusse hende, og ville så gerne ha min opmærksomhed… :hjerte:

Jeg besluttede mig for at få hende hjem, og om søndagen kom Lone med hende… Lone vidste alt om Oliver og den tidligere mislykket indflytning af den voksne Aby, så tror hun var lige så nervøs som mig, over om det nu ville gå godt :tihi: Men Jessie gjorde vores nervøsitet til skamme… Hun trådte ud af kassen med høj hale og gik straks igang med at undersøge alt… Nøj hvor hun nød opmærksomheden… :smiley: De første par dage stod spindemoteren næsten ikke stille, og hun skulle konstant nusses… :hjerte:

Jessie, som idag bliver kaldt for Nuller, er virkelig min drømme kat… :inlove: Hun elsker at få al min opmærksomhed, og ligger aldrig længere væk end hun kan blive nusset… Hun følger mig overalt, og er virkelig blomstret op som alene kat… Hun elsker at lege, hygge og putte i sengen om natten… Mens jeg har skrevet alt dette, har hun ligget med sit lille hoved på mit tastatur og sovet… :hjerte:

Nuller er 3 år gammel, og jeg håber mig og hende har de næste 20 år sammen :hjerte:

18

Grunden til vi tog ud og kiggede på Jeppe, var at han iflg. internatet var en egnet studiekat, i det han før havde boet hos en studerende og havde alt sit grej med.
Natten inden vi skulle afsted, drømte jeg vi var ude på internatet og så på en kat, som kom flyvende hen og skulle snakke med det samme jeg satte mig på gulvet, og da vi så kom ud til Jeppe så var det præcis sådan han reagerede:hjerte:
På internatet fik de ham til at lyde som en stor kælepot, og det var det Claus gerne ville have, så han var med på at tage Jeppe med:)
Men Jeppe er bestemt ikke nogen kælepot, hans sociale behov dækkes meget ofte af at sove relativt tæt på mig om natten, men vi har ikke fortrudt vores valg, vi vil absolut ikke undvære Jeppe!:inlove:

Mille Valgte bestemt os!
Vi ledte egentlig efter en hankilling, og de havde en del på internatet, men ingen af dem sagde os noget og jeg havde egentlig opgivet at få en kat med hjem:(
Vi skulle dog alligevel lige se den sidste hankilling de havde, Mille var den eneste i rummet der var ude og Claus har en svaghed for katte af Milles slags, så selvfølgelig skulle han hilse på hende:)
Så skruede Mille ellers op for charmen på en måde de på internatet mente at hun ikke havde gjort for fremmede før, og det virkede for hende, vi måtte have hende med hjem:hjerte:
Hun er lige som hun var på internatet, dog mere snakkende end vi havde regnet med:tihi:

19

Tilfældet har vist været involveret i de fleste af mine katteanskaffelser, men jeg vil dog også påstå, at hver gang jeg så billeder af Asani og Abasi - lige fra de var få timer gamle - så RÅBTE de til mig begge to! :rock:

Chili er nok den første kat, hvor jeg på forhånd har haft nogle krav til temperamentet - ikke for min skyld, men så hun kunne passe sammen med de andre og så i øvrigt bidrage med det, der manglede. Hun blev dog stadig valgt på udseendet. Når man skal vælge mellem 10-12 killinger, der alle har krudt bagi, så skal man jo bruge et eller andet kriterium. Og så skilte den smukke tortietøs sig ud :hjerte:

20

Vores katte er altid blevet valgt på en baggrund af tilfældighed og omtanke…
Nogle gange har vores vurderinger holdt stik, nogle gange har det ikke været 100% og en enkelt gang har vi taget helt fejl…

Saga, vores første kat, blev valgt udelukkende på farven… jeg elsker sorte katte :wehuu: Og var helt villig til at gå på kompromis med ønsket om en sort hankat, når nu der kun var en sort hunkat i kuldet :smiley: Indtil et par uger efter hendes indflytten troede jeg vitterlig også at jeg havde fået en lidt usikker missepige - hun gemte sig meget den første uges tid…
Så kom de første gæster, som ville tage min søde, yndige lille killing op… :yikes: :klapper: