Altså jeg kan se et foto af en killing og derefter brænde helt sammen oppe i hovedet,
så jeg bare må eje den. Tre af mine katte har jeg besøgt, inden de flyttede ind, men
nedbrændingen i min hjerne var sket før besøget. De to yngste af mine katte var på
ingen måde planlagte - det var ren og skær nedsmeltning.
Der er ikke så meget hokus pokus i den sag - det er kastratopdrættets ups-kuld 
I mit voksne liv: Min første kat Burmeser Mulle, var udelukkende valgt p.g.a. Burmeserens temperament! 
Og fordi jeg startede opdræt, af disse dejlige katte, er der naturligvis gået en del katte gennem mit opdræt,
-- og jeg vil stadig sige, at de alle har haft det temperament, jeg elsker ved Burmeseren!
Min næste kærlighed faldt så på Singapuraen, som først blev valgt p.g.a. udseenet.
Jeg kunne slet ikke stå for den lille bitte yndige kat med de store øjne ! Jeg undersøgte naturligvis først hvordan deres temperament var, og i UK var der flere der havde opdræt af både Burmesere og Singapura, og fortalte, at de temperamentsmæssigt lignede hinanden! Det er så også hvad jeg selv har erfarret,- nok med et lille + til Burmeseren, da ialtfald mine Singapura, er en anelse mere reserverede overfor fremmede. OK skal så siges, at jeg ikke havde anskaffet en Singapura, hvis den ikke passede i temperament til mine Burmesere
Cats og Conni
PS min sidste kat er valgt o.g.a, farven M E N hun
er en blå Burmeser!!
Jeg valgte racen perser ud fra sindet og temperament og ikke så meget udseendet. Jeg synes de så sure ud dengang, men nu er jeg kommet til at elske perseren ansigt Jeg gik efter en kat som var blid og rolig, det var det som tiltrak mig ved racen.
Min første kat blev bestilt nærmest pr. email, så der havde jeg ikke andet end billeder og opdrætterens beskrivelse at gå ud fra. Dog var det en fejl at gøre det på den måde, ikke fordi katten ikke levede op til mine forventninger, men fordi opdrætterens engagement var ikke særlig stort så snart katten var solgt og flyttet… Men jeg må sige at temperamentet var helt som forventet 
Min næste kat blev valgt pga hendes personlighed, på trods af hun var langhåret og en hunkat (ville gerne have haft en exo dreng) Jeg faldt bare for hende med det samme.
Så er der de to sidsteankomne, som jo nok blev valgt mest pga udseendet. Jeg havde længe ønsket mig en kulsort EXO dreng, så Valentin var helt perfekt, men desværre var han lidt sky og reserveret, men i dag er han jo min kat også selvom det tog tid at vinde hans tillid. Coco skulle være min avlskat, så derfor naturligvis også valgt ud fra udseende. Heldigvis er hun også en dejlig kærlig kat
Så vil sige at for mig har været lidt af begge dele
Jeg burde jo kunne sige, at min foretrukne race blev valgt på grund af temperamentet, men nej… Min kone og jeg faldt for Somaliens udseende fra første gang, vi så den på udstilling engang i starten af 90’erne. Det vilde, lidt rå og arrogante udtryk var bare, som om man havde hentet en løveunge ind direkte fra savannen. Da vi senere lærte mere om racens temperament, kom vi da også lidt i tvivl, om de måske var lidt for livlige for to modne mennesker som os. 
Men altså - selv om man taler om de forskellige racer forskellige temperament, så er det altså kun vejledende og generelt. Inden for alle racer er spændet meget vidt, og jeg er sikker på, at selv hvis vi tager to yderpunkter som Brite og Siameser, vil der findes individer, der “mødes på midten”, langt fra de respektive racers gennemsnit.
Nå, men tilbage til Somalien. Foruden at være af den ønskede race, blev Rags udvalgt meget omhyggeligt efter sit gode sind blandt de kandidater, Teresa havde gående. Det krævede jo sin kat at skulle flytte ind til de to gamle Alfa-hunner Milly og Snehvide på hhv. 17½ og 11-12 år. Men han klarede det som bekendt med bravour, og vandt ret hurtigt deres accept. Han blev lige præcis den legekammerat for Snehvide, som vi havde håbet på. 
Altså min første kat, som voksen, var Kalle en sort huskat. Han dødede desværre i en tidlig alder. Siden da har jeg ville have en sort huskat hver gang jeg har været på internat og kigge efter kat. Men jeg har en rød, en tortie og to gråstribet ;o)
burmeseren valgte mig den dag jeg kom op til Marina for at se på en brite til mine persere (både briten og burmeseren indtog derefter vores hjem) det var Isadoras mor coco der viste mig vejen LOL
kh
linda
Koraten vakte først min interesse ved et ualmindeligt grimt billede og en omtale som “en dårlig RUS”
i en af de tidlige udgaver af Politikens Kattebog, redigeret af Alice Emborg (RUS opdrætter) - der var 3 små sort/hvide billeder på stribe, der skulle sammen ligne RUS/KOR/ORI. Billedet af KOR fik mig til at tænke: så grim kan racen ikke være:uha: Ikke længe efter havde Racekatten (dengang havde alle 4 hovedklubber hver deres blad) et raceportræt af KOR, hvor jeg forelskede mig hovedkulds i racens udseende og historie. Artiklen var skrevet af racens pioner i FIFe, der boede i Norge, så jeg tog derop for at besøge hende og hendes katte. Hun viste mig rundt i de forskellige KOR opdræt i området (dengang var Norge stedet at finde Korater, nu er det Finland) - jeg blev mere og mere forelsket:inlove: Senere på året strandede en fertil KOR pige på 10mdr i Danmark - ejerne boede i Norge, da de købte katten og flyttede senere til Sverige, og senere igen til Danmark i jobsøgningsøjemed. Katten blev sat i pension, mens de boede hos hans søster - da de opgav at finde job i Danmark, rejste de selv hjem til Sverige - de havde ikke råd til at tage katten med pga karantænereglerne. Pensionen havde selv to gamle SIA, så de tænkte på at beholde denne KOR pige - men KOR pigen havde ingen intentioner om at dele sit hjem med hjemmets katte!, så det projekt måtte opgives. Det var mit held:ok:
I tiden inden Racekattens artikel og mit besøg i Norge havde jeg været ude at besøge opdrættere af andre blå katte bl.a. RUS. Den ene RUS opdrætter var gode venner med pensionsejeren, så hun kontaktede mig og fortalte hele historien - var jeg stadig interesseret:? JA - det var jeg da! Jeg besøgte pensionen og katten og faldt pladask:inlove: (Det viste sig, at katten var fra et af de opdræt, jeg havde besøgt, da jeg var i Norge, så opdrætteren var glad for at vide, at katten var i gode hænder:))
Kitty blev 12 år - hun havde voldsom astma, men hun blev aflivet til en blodprop, der lammede hendes ene side. Hun fik 3 kuld killinger, som hun var en pragtfuld mor for. Hun lærte mig meget om KORs sind - venlig, kærlig, blid, meget bestemt, meget fertil (med voldsom løbetidsurenlighed til følge), og territorial. Min stakkels huskat, Victor, anede ikke, hvad der slog ham, da Kitty flyttede ind - det er den mest problematiske sammenføring, jeg nogensinde har været igennem - den endte fantastisk:ok:
Jeg har på ingen måde fortrudt mit valg af kat eller race:ok:
[QUOTE=Charlotte Oeh.;1032174]Altså jeg kan se et foto af en killing og derefter brænde helt sammen oppe i hovedet,
[/QUOTE]
Sådan havde jeg det, da jeg så det første billede af Brian i sin tid… total forelskelse og et inderligt ønske om bare at måtte have den kat i mit hjem - også selv om han er/var alt det jeg ikke søger hos en kat…
Kun fornuft, fornuft, og fornuft betød at jeg ikke bare købte ham dengang…
Da jeg ca to år senere fik tilbuddet om at tage ham med hjem efter et besøg hos opdrætter, var betænkningstiden for mit vedkommende vel kun knap 5 minutter… Jan var den kedelige, der lige skulle bruge et par uger på at tænke over om det ville være en god ide og om Brian kunne blive den drengeven, som Thane manglede 2 uger, hvor jeg gik rundt sydende af utålmodighed, for jeg VED at man ikke skal herse med Jan - så bliver der nemlig bare sagt NEJ med det samme Og det måtte bare ikke ske, når det gjaldt Brian!
Jeg have en snert af det med Thane også… dvs egentlig både med ham og hans bror, som var to af de sødeste killinger, jeg har mødt hos deres opdrætter - små (nåja, de var lidt kæmpe, selv for mcokillinger) flødeører, der bare storsindende puttede sig godt ind i armkrogen, når man tog dem op
Bromand blev solgt som ca 13 uger og Thane var egentlig også blevet solgt til anden side, men kom tilbage efter ganske kort tid…
Jeg kunne bare mærke at det var helt forkert at hans opdrætter havde solgt “min” kat… så det tog ikke mange dage inden at hun fik at vide, at jeg ville komme og hente ham hurtigst muligt
de 2 første fik jeg anbefalet af opdrætteren…
de næste 5 har jeg valgt på rent instinkt!
For mig var de klart en blanding. Jeg ønskede mig en kat der ikke var “sin egen” men ville blive MIN - en kat der havde mere temperament som en hund
end som en kat. Så og hørte om abyen på en udstilling - og syntes dens personlighed passede til mine krav -MEN - der manglede noget: PELS.
Så da jeg opdagede den kom i en pelset variant - var jeg aldrig i tvivl og jeg har heller aldrig angret eller ønsket mig anden race. Somalien er og bliver min
hjerterace. Jeg er så imellemtiden blevet glad for den korthårede variant også - ikke bare som udavl til somalien men også for deres egen stil.
Jeg vil også sige som Finn - en Somali SKAL have det vilde look ( og abyen med). Jeg synes ikke det “søde” dukkeansigt type jeg ser ind imellem
er det der for mig er en somali ( eller aby). Det er den race af alle der har det mest vilde look kombineret med de mest tamme temperament - og
DET er det der tiltalte mig og stadig tiltaler mig.
[QUOTE=Teresa Guldager;1033496][…] Det er den race af alle der har det mest vilde look kombineret med de mest tamme temperament - og
DET er det der tiltalte mig og stadig tiltaler mig.[/QUOTE]
Mens jeg læste dette, kom Rags og hoppede op på skødet af mig til en gang næsedutning.
Rå og barsk ser han ud, men indeni er han så blid som Tyren Ferdinand…
Her var det først og fremmest temperament vi gik efter…
Jeg har jo (hvilket er nævnt flere steder) en let frygt for klør og tænder, så da jeg gav mig til at kigge på racer, handlede det om at finde den mildeste race overhovedet, og gerne en uden det vilde aktivitetsniveau… Jeg vidste på forhånd det ikke skulle være en huskat, da jeg også ville have en kat der ville os, og de huskatte jeg havde oplevet indtil da var ret ‘fjerne’ i det samtidigt med jeg kan huske hvor mange skrammer folkeskolekammeraterne altid rendte rundt med fra deres kat - så det turde jeg ikke (ja, jeg ved godt i dag at det ikke er reglen at de er fjerne og kradser for et godt ord - men det vidste jeg ikke for et halvt år siden). På en eller anden måde faldt jeg over ragdoll - kan ikke engang huske hvordan! Og faldt så først for beskrivelsen af racen, og derefter for deres udseen. Pels har jeg i det hele taget altid været glad for - jo mere jo bedre - og samtidigt har de det nuttede ansigt jeg rigtigt godt kan lide og kæresten har samtidigt altid gerne ville have en stor kat. Og øhm host det var en af de katte jeg ku finde der lignede mindst og lød mindst som en kat 
En måneds tid før vi ville kunne overtage en kat, som vi havde aftalt skulle være voksen, faldt jeg over billeder af den mest nuttede omplaceringskat på g&g. Jeg fik overtalt kæresten om at jeg måtte skrive på ham - og ejeren syntes vi lød rare. Vi blev dog advaret om at han var ‘meget reserveret’, men vi tog ned og besøgte ham - med reglen om at vi begge SKULLE have lov at nusse ham for vi ville tage ham… At han ikke kunne lide fremmede - nåh ja, så ku han da gå når vi har gæster, så længe han ikke panisk ville ligge under sengen. VI kom derned og fik begge lov at nusse en 5-10 min med ham - hvilket overraskede ejeren, for hun havde aldrig set nogen få lov til det så hurtigt, det tog fx hendes datter og barnebarn et halvt år bare at få lov til lige at kæle ham uden han bare gik!
Så vi faldt for ham - både ‘person’ og udseende
Og i fremtiden skal der i hvert fald flere ragdolls ind i vores hjem
Teddy var ikke noget valg, jeg vidste ikke at jeg skulle have kat da jeg mødte ham faktisk. Men der var ingen tvivl, han skulle bare væk fra det sted NU. Så under armen med killingen og hjemad.
Jeg havde gået og savnet at have kat siden jeg flyttede hjemmefra, men var ikke kommet igang med at søge før at Teddy pludselig befandt sig hjemme ved mig sammen med alle ilderne. 
Arthur blev valgt udfra en facination for de orientalske racer, der altid har været hos mig. Jeg vidste ikke at de fandtes i langhåret variant, men Anne Korsbakke skrev en fuldstændig fantastisk annonce fra Arthur, som Teddy “besvarede”. Og før jeg vidste af det var jeg på vej op til vestjylland for at hilse på katten.
HOVEDKULDS forelsket blev jeg. Så nogen uger senere var jeg igen på vej derop for at hente ham. 
Scarface valgte mig. Jeg var faktisk kun kommet for at hilse på hvalpe og killinger og social visit. Men ehh… Den her lille pjevs forfulgte mig under hele besøget og skreg hvis jeg ikke tog ham op, og igen hvis jeg dristede mig til at sætte ham ned. Så øhh… Han gav mig ikke noget valg. Og han er da også en rigtig mors babykat her et år senere. 
Min lille sorte huskat blev jeg valgt af, da jeg besøgte et internat for at finde en ny kat. Jeg ville generelt ikke have en sort kat, men det var det jeg kom hjem med.
Ista, aby’en, blev valgt lidt mere med hovedet. Avleren kom på besøg med 2 hunkatte, der dog begge var noget trykkede af situationen. Dog var det Ista der hurtigt lå og vred sig rundt på min sofa og som fik efterlad en masse kloskæl til mig… Jeg har på ingen måde fortrudt mit valg, for vi er rigtig glade for hinanden.
[QUOTE=Barky;1034724]
Så øhh… Han gav mig ikke noget valg. Og han er da også en rigtig mors babykat her et år senere. [/QUOTE]
Det er sådan noget de KAT IV kan
Jern viljer!
Jeg er nu glad for at min lille Aby ikke har den samme jernvilje, som Bimsen…
For mig har der været meget stor forskel på udvælgelsen af kat alt efter, om det drejede sig om Maine Coon eller huskat.
Når det drejede sig om MCO’er, havde jeg det meste af vejen fornuften med - forelske mig i dem gjorde jeg heldigvis altid.
I tidens løb har jeg haft flere huskatte (dem er jeg jo født og opvokset med), og det har altid været hjemløse katte eller små hittekillinger, lige bortset fra den ene gang for længe siden, jeg besøgte nogle mennesker for selv at vælge en killing, da min første kat var død.
Der var flere buttede og yndige killinger med fluffy pelse i flere farver. De tumlede rundt med hinanden, som killinger gør, men … jeg fik alligevel ikke lov til at vælge, for ud fra køkkenet kom en lille rundstrikket “kedelig” killing. Han var lang, tynd, kortpelset og med lange, tynde ben.
Han satte sig med det samme lige ved mine ben og da jeg senere skulle på toilettet, fulgte han med og tilbage igen.
Han fulgte også med, da jeg tog hjem, og han fik navnet Tarzan
Da jeg flyttede hjemmefra ville jeg bare have en ganske alm. stribet huskat med hvide poter. Min mors kollegas underbo havde lige fået killinger så der skulle jeg da ud og kigge, og den første smuksak jeg faldte for var da også en helt fantastisk smuk og sød stribet huskat med hvide poter, så mit valg var taget for jeg måtte jo kun have en kat … HA!
Vi kommer ud på altanen hvor der er 5 killinger der ligger og soler sig, og pludselig kommer den her meget lille utrolig nuttede sorte og hvide kat fræsende ind med frække øre og ballade i øjnene og jeg var solgt på stedet, men… jeg skulle jo kun have en kat… troede jeg. Mini og jeg bruger den næste halve time på at lege gemme/fangeleg, hvorefter jeg går ud i køkkenet for at snakke med ejeren, og der kommer Mini og hendes bror ud, Mini stiller sig meget krævende foran mig og miawer inderligt, kommer op og falder i søvn i min hånd og hendes bror faldt i søvn i min sko.
Desværre var det meningen at de ville beholde lige netop Mini, men heldigvis (for mig) viste det sig at deres søn var allergisk over for katte, så jeg måtte få hende alligevel.
Lang historie kort, Ziggy (Minis søster) fik åbnet transportkassen på vej hjem og vi fandt kun Mini, som nu har boet hos mig i snart 5 år.
Hun viste sig desværre at være en skræmt forsømt lille kat, men det har heldigvis udviklet sig over de sidste 4½ år og hun er blevet den sødeste sjoveste og frækkeste kat jeg kunne drømme om. Mit lille hjertebarn
Af alle mine katte igennem tiden er det vel kun Jesper, Perle og Yaba som jeg valgt, resten har været anbragt, forstået på den måde at de manglede et hjem og jeg kunne tilbyde det
Jesper: Jeg ville meget gerne sige at ham fik jeg efter lange overvejelser, men sandheden er at jeg desperat manglede en kat, da jeg kort tid før havde måtte lægge Cæsar’s ven til at sove og Cæsar ledte og ledte efter ham. Jesper var simpelthen det første killing som jeg mødte på den udstilling, som kunne flytte med det samme. Jesper var på det tidspunkt ca 4,5 mdr, at det blev ham og ikke hans bror skyldes temperamentet
Yaba: Ham måtte jeg bare eje da Diana (marsini) postede nogle killinge billeder af ham, ikke de sædvanlige men nogle hvor hans skønne personlighed skinnede igennem det tog mig ca 14 dage før jeg fik taget mod til mig til at kontakte Diana for at hører om Yaba stadigvæk var til salg Heldigvis var han det og Yaba blev hentet hurtigst muligt. Yaba var ca 7 mdr da han flyttet ind
Perle: Jeg manglede en kat til at holde lidt ro i flokken og en veninde til Lille My, men det skulle være en stærk kat (mentalt), så Perle var bestemt et godt valg. Hendes tilnavn er: Perle Betjent. Perle var ca 8 år da hun flyttede ind.