Stakkels mis.
:klapper:
:klapper:
Lyder hyggeligt !!
Cats og Conni
Stakkels Kit!
Hvor er den bare fantastisk den julekalender. Det er den bedste julekalender jeg nogensinde har læst.
:klapper:
Herlig julekalender!
kan vi ik få afsnit 5 nuuuuuuu :klapper:
[QUOTE=Rumle;992682]kan vi ik få afsnit 5 nuuuuuuu :klapper:[/QUOTE]Nixen Ingen smugkiggen (jeg har heller ikke selv afsnittene på forhånd, jeg må pænt vente på at de bli’r postet på hans FB lissom I andre ;))
Så er dagens afsnit allerede klar 
5.DEC: En misforstået julekalender
Mange år senere, hvor der havde været nogle temmelig almindelige katte i livet, flyttede jeg til Svensk Congo eller rettere Amager. Jeg faldt for en langhåret ungmø, som havde en ualmindelig anderledes skabning ved navn Dubi. Jeg ved ikke, om man kunne kalde det for en kat, nej nærmere et kryds imellem en abe og en flagermus. Katten var bestemt ikke køn, men efter ganske få minutter, så var man totalt ligeglad med, om hun så var grønlyseblå med polkaprikker, for hun havde en personlighed af rang. Dubi var en Cornish Rex, som havde levet de første mange måneder af sit liv på et loft med sin mor og kun med sporadisk kontakt til ejeren, når der skulle skiftes kattebakke eller fodres. Da jeg kom til boede hun faktisk i et skab. Var man heldig, kunne man i mattens mulm og mørke observere en skygge komme ud og lidt efter høre lyden af en gang knasende tørfoder. Ved den mindste forstyrrelse eller havde Vorherre tændt for lampen, ja så var hun tilbage i skabet, og sådan gik der en del måneder, inden hun begyndte at komme frem i lyset. Hun forblev så afgjort sin egen. Generelt så man hende ikke, og så lige pludselig var det kæletid. Et lille nus eller to, og det var nok for den uge. Heldigvis elskede hun varme, så vi kunne være et trækplaster, når vi som fattige unge mennesker ikke havde fyret op i lejligheden, men stadig havde dejlige varme dyner. Det kunne ikke blive for varmt for hende, og ind imellem var der en udbredt stank af svedne kattehår, når hun lå og gassede sig på petroleumsovnen skiftevis med den ene pote og så en anden løftet for ikke at brænde helt af. Det skete ofte når vi vågnede om morgenen, at vi lå i en V-form omkring samtlige stablede hovedpuder og på toppen af alt det lå prinsessen på ærten dybt snorkende og meget tilfreds. Var det koldt skulle hun nok finde ud af med store anstrengelser at kile sin lille mås ned imellem os uanset, hvor tæt vi forsøgte at ligge.
Dubi brugte sin stemme meget og hurtigt lærte vi at forstå hendes sprog. Det var meget varieret og hun overraskede til stadighed. Det sjoveste var, når vi havde været ude med hende og tog bussen hjem. Lige så snart vi kom til Amager begyndte hun at blive urolig og mjave højlydt. Der gik en rum tid før vi fandt ud af at det var lugten af forurenet brakvand, der gjorde udslaget. Lige så snart hun kunne lugte det, ja så var vi hjemme. Det var lidt sjovt at se folks reaktion, når hun begyndte at vræle, og vi trøstede hende med, at hun ganske rigtigt snart var hjemme igen.
Alle tiders historie…
Glæder mig til næste afsnit.
Alle tiders historie…
Glæder mig til næste afsnit.
En lille "ekstrahistorie, postet af Søe’s “venlige” søster 
Anne Søe:
En dag havde det stakkels kræ (Kit) ondt i maven, og det stod ud både forfra og bagfra. Vores far havde det mildt sagt dårligt med den slags, og han skulle i hvert fald ikke selv røre ved det. Han kaldte på Jørgen (også kaldet Søe) og bad ham fjerne kattens efterladenskaber, eftersom det var Jørgens kat. Jørgen var sikkert kun 10-12 år på det tidspunkt, og han kunne i hvert fald heller ikke overskue at skulle rydde op efter Kit. Pludselig fik han en god ide. Han samlede katten op og smed den ud ad bagtrappen.
[I]
“Så”, sagde han, “nu har jeg smidt den ud, så er det ikke min kat mere.” På den måde slap han for opgaven. Hvem der gjorde rent efter Kit? Jeg husker det ikke, men det var i hvert fald heller ikke mig. - Jeg tænker vores mor har gjort det, sandsynligvis uden overhovedet at spekulere på, om andre end hun selv burde have gjort det.
[I]
Søe Pedersen: Den historie er lykkeligvis fortrængt fra min hukommelse. Puha dog slemme dreng
[/I][/I]
Nyt afsnit nuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuu. 
6 DEC: En misforstået julekalender
Nogle mennesker har sværere end andre ved at læse kattens sprog. Ikke altid er vores kærlighed til dyrene gengældt, og det bør man skrive sig bag øret, især når man har med de mere udspekulerede repræsentanter af slagsen at gøre. En af vores bekendtskaber hedder B (navnet ændret på grund af en overbevisning om repressalier ). Han havde en uvelkommen og bestemt ikke hverken værdsat eller gengældt svaghed for Dubi. Han ledte altid hele lejligheden igennem kaldende Dubi, Dubi Dubi, indtil han i det fjerneste hjørne under stakkevis af tøj, lagner eller dynebetræk kunne finde et par gigantiske gule øjne, der forsøgsvis havde gemt sig for monsteret. Meget mod sin vilje blev hun indfanget, taget op, klemt, nusset og vugget, imens afskyen stod ud af øjnene på hende……………. Når så B skulle hjem var der underligt nok pisset i hans sko.
Da det var sket nogle gange beholdte B skoene på i lejligheden. Nu kunne man så se en akrobatisk missepige, der stående halvt på skoene og halvt frit i luften ihærdigt forsøgende på at aflevere en gang urin. Dubi var så ikke helt tilfreds med resultatet, så da B skulle hjem hang hans jakke på forunderlig vis ikke længere på knagerækken, men lå på gulvet med en fin stor kage placeret lige midt på. Lært af erfaring placerede B senere jakken inde på knagerækken i klædeskabet, men det var langt fra nok. Skabet blev åbnet…………B ´s jakke revet ned og derefter skidt på. Hun kom aldrig til at lide ham, men han elskede hende.
6 DEC: En misforstået julekalender
Nogle mennesker har sværere end andre ved at læse kattens sprog. Ikke altid er vores kærlighed til dyrene gengældt, og det bør man skrive sig bag øret, især når man har med de mere udspekulerede repræsentanter af slagsen at gøre. En af vores bekendtskaber hedder B (navnet ændret på grund af en overbevisning om repressalier ). Han havde en uvelkommen og bestemt ikke hverken værdsat eller gengældt svaghed for Dubi. Han ledte altid hele lejligheden igennem kaldende Dubi, Dubi Dubi, indtil han i det fjerneste hjørne under stakkevis af tøj, lagner eller dynebetræk kunne finde et par gigantiske gule øjne, der forsøgsvis havde gemt sig for monsteret. Meget mod sin vilje blev hun indfanget, taget op, klemt, nusset og vugget, imens afskyen stod ud af øjnene på hende……………. Når så B skulle hjem var der underligt nok pisset i hans sko.
Da det var sket nogle gange beholdte B skoene på i lejligheden. Nu kunne man så se en akrobatisk missepige, der stående halvt på skoene og halvt frit i luften ihærdigt forsøgende på at aflevere en gang urin. Dubi var så ikke helt tilfreds med resultatet, så da B skulle hjem hang hans jakke på forunderlig vis ikke længere på knagerækken, men lå på gulvet med en fin stor kage placeret lige midt på. Lært af erfaring placerede B senere jakken inde på knagerækken i klædeskabet, men det var langt fra nok. Skabet blev åbnet…………B ´s jakke revet ned og derefter skidt på. Hun kom aldrig til at lide ham, men han elskede hende.
HE HE så kan han lære det!