I tanketråden kom der lige et par pip om at man var glad for at have en dyrlæge, som lytter efter og som faktisk mener, at man nok selv er i stand til at bedømme om ens kat/dyr har det godt eller eller ej…
Det fik mig til at skrive nedenstående, som jeg så har valgt at give sin egen tråd… simpelthen for at illustrere, at man altså kan komme ud for steder, hvor profitten åbenbart har stor betydning…
Noget jeg egentlig stadig er temmelig overrasket over med lige netop dette sted, som jeg ved er ganske velset hos de allerfleste…
Jeg kommer der bare ikke igen!
Vores dyrlæge har netop været langtidssyg… Og i samme periode havde vi to katte som fik brug for hjælp…
Thane og Emil…
Emil var snottet, forkølet… nøs og snuflede, havde svært ved at få vejret, holdt op med at lege, havde svært ved at spise, let feber… Meget tydeligt at min ca 8 måneder gamle perserdreng var syg!
Thane var begyndt at blive utidig… hvæsede og snerrede af de andre bandemedlemmer, modsatte sig soignering og blev generelt sur, hvis man berørte hans bagpart…
En vurdering af begge sagde os klart, at ingen af dem kunne vente til vores egen dyrlæge var raskmeldt, så vi valgte at tage dem med på en topudstyret dyreklinik lige i nærheden af os… Der var udstyret og eksperterne, som vores egen dyrlæge formentlig ville henvise os til alligevel (med Thane)…
Egentlig burde vi nok have sagt os selv, at det vist ikke lige var stedet for os og vores katte allerede da vi kom med Emil…
Dyrlægen brugte vel ca 10 minutter på at harcelere over at katten jo var syg udelukkende fordi den er perser, og vi kunne vel da selv SE, at næsen var fladtrykket og regne ud, hvad det betød for kattens mulighed for at trække vejret!!! Ja - Emils næselæder er meget lille, men selve næseborene er faktisk store åbne og fine - når altså ikke de er halvt lukkede af snot/bussemænd! Min stakkels kat sad på bordet foran dyrlægen og hev efter vejret, mens at hn stod og fortalte om denne hersens (rasende dyre og helt nødvendige) operation af næseborene, som faktisk alle persere burde have! For vi kunne da vel sige os selv, at der heller ikke ville være meget plads inde bag til fx bihuler og den slags!
Enhver indvending blev fejet af bordet… katten var udelukkende syg, fordi den er en perser!
Indtil at jeg blev vred… og forlangte at dyrlægen i det mindste også undersøgte min kat - i.e lyttede på dens lunger, hørte efter at vejrtrækningen ind i mellem bar præg af at katten forsøgte at snøfte op (ligesom vi gør, når vi er snottede), tog temperaturen… ja faktisk bare tjekkede den!
Nå, jå… så var der vist alligevel en lyd på lungerne… og lidt feber… og noget snøften… og hvis jeg var ærlig, når jeg sagde at katten normalt legede og var glad (ja, det sagde hn guddødeme!), så kunne katten nok godt være syg… Man anbefalede dog et røntgenbillede, for at se om min diagnose på bihulebetændelse, nu også var rigtigt… Dette skulle tages et par dage senere, katten skulle dysses ned og nej, jeg kunne umuligt få nogen medicin til min arme kat, før at man havde bekræftet diagnosen…
Kæft, jeg var SUR!!!
Skabte mig nok til at røntgen blev taget samme dag… og endnu mere over at man ville dysse en kat med vejrtrækningsbesvær ned, så Emil slap også for dette…
Diagnosen… Bihulebetændelse og begyndende lungebetændelse, var bekræftet… og vi kunne endelig få medicinen - der allerede efter to dage havde virket så godt at Emil endelig kunne holde op med at sidde med snuden i vejret og hive efter vejret…
Det værste var… Jeg havde været i telefonisk kontakt med min egen dyrlæge fem dage før… dagen før hun lukkede sin klinik pgr sin egen rygoperation… Jeg havde fortalt om Emils symptomer - og hun havde sagt at det lød som en bihulebetændelse og at hun ville indtelefonere medicin til ham, som jeg kunne hente på apoteket senere samme dag…
Desværre nåede Emil kun at få medicin i knap 1½ døgn inden at Nanna fik fat i blisterpakken og med stor fornøjelse åd de der afsindigt lækre misseguffere Meget SUND cavalier, jeg havde der… Emil havde det faktisk så nogenlunde i et døgns tid derefter, så jeg satsede på at han enten havde fået nok antibiotika i sig til at slå infektionen ned… eller at han kunne klare sig til vi fik fat i en anden dyrlæge…
Og… Naturligvis havde jeg fortalt dyrlægen på den velrenommerede klinik om dette… det blev - ligesom alt andet, jeg fortalte - fejet bort… Min egen dyrlæge havde jo ikke SET katten, kun talt med mig i telefonen…
Nå, ja…
Jeg SKAL åbenbart lære lektien på den hårde måde…
For vi havde jo også bestemt at få Thane undersøgt samme sted… Vores egen dyrlæge har ikke røntgen, så skal der tages billeder, skal vi alligevel ud i byen, og så kunne vi jo ligeså godt vælge dette sted (der er HDcertificeret af DKK) og som havde masser af ekspertise ansat i form af både ortopæd, fysioterapeut, massør og den slags…
Vores anmodning vedr røntgen lød på fokus omkring hofter, lænd og knæ…for det er Thanes bag"ende" som giver symptomer og som har mistet muskelmasse…
Først en større undersøgelse inkl blodprøver, for at udelukke evt infektion… Thane havde et noget forhøjet billede af de hvide blodlegemer, så vi blev sendt hjem med antibiotika og smertestillende (loxicom). Det mentes at han havde en tarminfektion… Jeg var ikke spor glad for at skulle give en kat med tarminfektion et NSAIDprodukt, og spurgte faktisk om det var muligt at få det smertestillende hjem som indsprøjtninger, men det var helt umuligt… der ville ikke ske noget.
Okay - det gjorde der heller ikke, Thane elskede Loxocim, og spiste selv sine piller som guf, så det var faktisk ganske let… Men det var en meget usikker følelse at gå med - jeg husker udmærket, hvad NSAIDpræperaterne kan gøre ved en kat!
To uger senere var det så tid til det der røntgenbillede…
Som blev taget uden at dysse Thane ned… og som ikke viste noget som helst, der kunne laves en diagnose på! Altså i følge klinikkens “ekspert”…
Eksperten var dog enig med os i at der Var Noget… og anbefalede yderligere undersøgelser… scanning, røntgen i sederet tilstand etc… Men det ville kræve en ny tid…
Jeg må ærligt talt indrømme, at jeg på det tidspunkt havde fået så mere end rigeligt af stedet!
I stedet ringede jeg til Claus Sloth, Skovshoved Dyreklinik… og accepterede så at vi ville ankomme til dyrlægen med en møghamrende køresyg kat, der nok lige ville skulle have lidt tid til at finde sig selv inden en undersøgelse…
Claus tog flere røntgen billeder, uden at dysse Thane ned… og havde en diagnose klar, lige så snart han så de første billeder! (nå, ja - Claus fandt for resten frem til denne diagnose for en pris under halvdelen af, hvad det havde kostet på den velrenommerede klinik i vores nærhed)
Thanes diagnose og røntgenbilleder er naturligvis sendt til vores egen dyrlæge… og til klinikken - i håb om at de vil lære noget ved at se bilederne og høre diagnosen…
Altså… jeg ved så udmærket godt, at jeg ikke er fast kunde på den nærliggende klinik, og at jeg derfor naturligvis må forvente, at dyrlægen ikke umiddelbart tror på, at jeg/vi er i stand til at komme med noget intelligent ang vores dyr…
Men i samme periode har jeg været hos andre dyrlæger med en meget syg lille killing… helt uden at skulle igennem samme forløb med mistro eller den der fornemmelse af at man bare trækker penge ud af mig… Oddys dyrlægebesøg/undersøgelser har aldrig været unødvendige eller kostet en halv bondegård!
Nå… min dyrlæge er heldigvis kommet tilbage til sin lille klinik…
Lige i tide til at kunne have en lang snak med en dybt bekymret Jan omkring Thanes fremtid - telefonisk og uden at forlange en krone for det.
Thane skal formentlig opereres hos Claus Sloth indenfor de næste ti dage, så I er alle velkomne til at krydse fingre for et godt resultat…