Ja som overskriften lyder, så er mine killinger på 12 uger blevet ramt af et maveonde.
Pt. ved jeg ikke med sikkerhed, hvad der er galt med killingerne, men jeg har mine anelser og vælger at oprette denne tråd, for at give jer lejlighed til at følge med helt fra starten.
Hvem ved, måske kommer der også et godt råd eller to - og det skal være så hjerteligt velkomment.
Lad mig starte med at fortælle at killingerne 12 uger og sprængt-fyldte med energi. De drøner rundt, leger og slås som de plejer og deres appetit fejler bestemt ikke noget.
Søndag eftermiddag/aften observerer jeg den første tynde afføring i kattebakkerne hos killingerne (de har 2 bakker som de primært benytter)
Mandag morgen er der flere tynde afføringer i bakkerne.
Jeg kontakter min dyrlæge mandag formiddag, og vi får en god snak om hvordan killingerne har det.
Vi aftaler at jeg fjerner deres tørfoder og giver killingerne Zoolac og kogt kylling m/ris.
Ind forbi dyrlægen og købe Zoolac på vej hjem fra skole (er ved at uddanne mig til Social- og Sundhedshjælper)
Jeg skal have møde her hos mig om aftenen, og vælger at isolere killingerne på killingeværelset.
Så går den store rengøring i gang. Der tømmes bakker, de sprøjtes med Rodalon og skoldes med kogende vand. Mad og vandskåle får en lige så grundig afrensning. Der støvsuges og vaskes gulv med vand/Rodalon.
Jeg ringer Susanne fra Jyrak op, men får ikke fat i hende, så ringer jeg til Vivi Fletcher for lige at forhøre mig om, om der er noget jeg skal huske, om der er noget jeg kan gøre - ud over hvad jeg har gjort … tak Vivi for gode råd og vejledning.
Min mand kører ud for at købe kyllingfiletter, som jeg koger og blander med kogt ris. Dette får killingerne serveret.
Uuhhh ikke alle er tilfredse med denne nye menu
Tirsdag kommer og går og der er stadig fuld fart på killingerne, men stadig tynd mave på trods af renlighed, kogt kylling m/ris og Zoolac.
I dag ringede jeg til dyrlægen kl. 08. Hun var ikke til stede, men ringede mig op kl. 09.30.
Vi blev enige om, at når killingerne stadig havde dårlig mave, så skulle kastrationerne på fredag selvfølgelig aflyses. Vi aftalte at jeg skulle samle en afføringsprøve, og komme til dyrlægen med den.
Okay, så venter jeg på at killingerne går på bakken (der er tømt for grus af samme grund)
Nu har killingerne skidt i flere dage, men lige præcis i dag hvor jeg skal samle en afføringsprøve, så ligger der ikke så meget som skyggen af en kattelort
Kl. 15 ringer jeg til dyrlægen og siger, at vi bliver nødt til at udskyde projekt “splat-test” til i morgen.
Det er så her jeg står nu. Killingerne er stadig friske, men ikke glade for den “alternative” kost. Jeg har derfor valgt at give dem, deres RC-kitten 24 foder tilbage idet jeg ikke ønsker et vægttab hos dem pga. foderet. De har også fået noget Specific Kitten vådkost blandet op med kogt vand.
Jeg har fået fat i nogle af killingekøberne (alle 6 killinger er solgt), informeret dem om situationen og om, at ingen killing forlader mit opdræt før dyrlægen har givet grønt lys herfor. Heldigvis møder jeg STOR forståelse.
At holde killingerne bag en lukket dør, skærer i mit hjerte De iiiiwww’ede så hjertensskærende
og vil ud til os. Jeg suste derfor i Jem & Fix, hvor jeg købte en pleksiglasplade på 1x1,5 m. Den er nu sat op i døråbningen og killingerne kan nu se os - og omvendt. Det har givet meget mere ro. Billede indsat nederst.
Rengøringen fortsætter, og killingerne er fortsat isolerede. I morgen får jeg forhåbentlig vished for, hvad det er jeg/vi kæmper med/imod.
Killingerne er utrolig altive og har været det fra de var 3 uger. I sidste uge var de ved at “splitte huset ad”, og jeg valgte at lade dem komme ud i haven og krudte lidt af.
I haven havde de travlt med at grave et hul i græsplænen og måske har killingerne også drukket af vandet i vores fiskebassin.Måske stammer maveproblemerne fra haveturen.
Hvem er den uindbudte gæst?
Mit umiddelbare bud er Giardia, men jeg hører andre bud som e-coli.
Dumme, dumme mig
Set i bagklogskabens klare lys, skulle de aldrig have været lukket ud i haven.
Af skade bliver man klog, men sjældent rig …
Tak fordi I læste med. Jeg regner med at holde jer opdateret