Ja, vi starter herhjemme i år tidligt med at vente på årets kuld. 1. januar gik Genie i løbetid. Så dagen efter hentede jeg den skønneste røde fyr på besøg til hende. De var begge så søde ved hinanden helt fra starten af, som også kan ses på videoen her af dem fra få timer efter de var sat sammen
Så må vi se om der kommer nye små engang i midten marts
Forventede farver er sort tortie sølv klassisk tabby og sort tortie klassisk tabby piger, samt sort sølv klassisk tabby og sort klassisk tabby drenge. Jeg kan ikke huske om hankatten bærer solid, men hvis han gør kan der også komme sort tortie smoke og sort tortie piger, samt sorte og sort smoke drenge.
Eva kan med garanti forklare det bedre, men som jeg forstår det, så sidder farvegen på x kromosomet, og eftersom hunkatte har xx og hankatte xy så kan der ikke komme røde hanner med mindre mormis har røde x’er at give videre. Så med den her kombi hvor der kommer rød x fra farmis og sort fra mormis, så vil hunner blive tortie og hannerne vil blive sort tabby i de kombinationer Eva skriver. Ret mig endelig hvis der er fejl, jeg føler bare endelig jeg er ved at forstå det.
Og begge forældre bærer solid, fik jeg lige bekræftet af den vordende fars opdrætter. Så der kan komme lidt af hvert denne gang, men jeg håber mest på tabby, som er min favorit farve i alle afskygninger
Ja, og også om hankatten har levedygtig sæd, for han er kun 9½ måned, så mens det absolut er muligt og vi har set resultater mange gange før, så kan det også være de ikke har endnu når de er så unge.
Ja ja, man kan blive overrasket. Jeg har jo hørt historierne, men det er godt nok sjældent at jeg har haft en så ung hankat med nogen som helst interesse for damerne. Men 6½ måned gammel, så kunne han alligevel klare dette her (obs, der er en del lyd i Kiki i videoen i forhold til jeres katte). Så må vi se om der er noget i sprøjten
Det er planen at Waffles skulle parre Kiki, og et tidligt kuld passer min veninde/Kikis familie rigtig godt. Vi havde bare ikke lige forventet noget, men nu må vi se. Nu har han i al fald lært hvordan
Nå, det ser umiddelbart ud til at hankatten har været for ung til at producere levedygtig sæd endnu. Der er i hvert fald kun tvetydige tegn indtil videre, så jeg er bange for det bare er en falsk drægtighed.
Og hankatten er i øvrigt siden flyttet til Schweiz, så nu skal jeg finde ud af hvad i al verden jeg så skal stille op. Hankatten var valgt pga hans helt fantastiske sind og hans stamtavle. Så jeg var super glad da de lige nåede at parret, og nu ved jeg ikke hvem jeg skal bruge
Det er ikke nemt med en lille race hvor der bare ikke er ret mange katte i avl i hverken ind eller udland. Det kan være det bare bliver Tejs herhjemme. Han er en charmetrold, og deres stamtavler passer fint sammen, men jeg ville gerne have haft lavet en parring der gav mening for mig, og det gør det ikke da jeg har rigeligt med Tejs’s linjer allerede. Så det vil være en “spild af energi og penge”-parring for mig at lave den parring.
Haha, sandt nok. Og jeg har 4 andre mulige kandidater, to danske, en svensk og en finsk, men bortset fra den finske som er meget en måske pt., så har de tre andre ikke en stamtavle, hvor jeg selv ville ønske at beholde noget derfra i avl. Men nu må vi se hvornår Genie går i løb og hvem der er tilgængelig på tidspunktet.
Og der er super flot i Schweiz. Vi var et par danske opdrættere der gik sammen om at låne en hankat derfra til DK for en 5-6 år siden, hvor jeg rejste retur med ham, og tog en forlænget weekenden dernede sammen med opdrætter, der viste rundt etc. Det var super fedt, hun boede selv lige op af en flod, hvor baghaven bogstavlig talt sluttede hvor floden var, og med den smukkeste udsigt. Meeen, det kostede altså 10.000 bare i rejseudgifter at hente og returnere ham, og jeg rejser ikke lige til Schweiz for en dansk hankat, trods alt
Jeg siger ofte til nye opdrættere at man laver plan A og B, og så ender man alligevel på plan H. Og det synes jeg virkelig vi er endt med i år!
Jeg vil spare jer de lange forklaringer, men status pt er at Kiki er blevet parret med en fin finsk ns 22 hankat, og vi pt går og venter på at finde ud af om der er gevinst. Genie skulle egentlig have været parret af samme herre (sammen med en anden dansk hunkat, vi også har skullet finde en anden løsning på), men hun ender nok med at blive parret af en af mine egne to, da der ikke er noget i DK pt der giver mening for mig ift at beholde noget som erstatning for Genie, så jeg kommer ned på kun 1 hunkat/kuld per år. Og så er det nemmest bare at bruge en af mine egne som passer OK nok til hende ift stamtavle, men som jeg bare ikke selv skal bruge mere i avl fra.