Jeg har tidligere skrevet om hvordan Fatboy Finn virkelig var begyndt at leve op til sit navn, og hvordan jeg - da herren nåede en kampvægt på 5.7 kg. - satte ham på vådkostkur.
Det gik så godt, og over foråret og sommeren var han den flotteste og aktive kat, som igen var kommet ned på sin idealvægt på ca. 5 kg.
Men så, i efteråret, kunne vi konstatere at Finn forsat tabte sig trods fin appetit. I november tog vi ham til dyrlægen for at få en forklaring, men hverken undersøgelse eller blodprøver gjorde os klogere. En kat med god appetit, godt aktivitetsniveau, ingen opkastninger og normal afføring, men som blev ved med at tabe sig…?! 4.3 kilo vejede han nu.
Vi trappede Finn endnu mere op i kost; han fik igen fuld adgang til tørkosten og fik ekstra lækker vådkost, killingevarianter, kaffefløde, creme fraise og smørklatter. Alt for at få Finn op i vægt. Han spiste fortsat godt og virkede på ingen måde mat eller syg. Dog vi bemærkede at han var begyndt at drikke mere.
Trods alle vores indsatser sagde dyrlægens vægt alligevel kun 3.9 kilo i tirsdags.
Nye blodprøver blev taget, men igen uden svar. Ingen af værdierne kan forklare vægttabet og de indlysende sygdomme er han clearet for. Finn har ikke forhøjet stofskifte, han har ikke diabetes og hans nyetal er fine.
På dyrehospitalet var de lige så undrende som os. Der kan være noget som ‘æder’ af Finn, men en grundig undersøgelse kræver en helkropsscanning, og det kræver bedøvelse. Som status er nu, er dyrlægen ikke meget for den løsning. Dels fordi vi ikke har noget at gå efter - vi aner ikke hvor i kroppen, vi skal lede - og dels fordi vi ikke ved om Finn kan tåle bedøvelsen.
Så pt. er Finn sat i behandling med binyrebarkhormon, i håb om at det kan hjælpe. Vi aner jo ikke hvad vi skal gribe og gøre i, så det er et forsøg værd.
Jeg er selvfølgelig meget bekymret for min lille, langbenede Finn, og I må meget gerne krydse fingre…