For en halv times tid siden gik jeg ud af min fordør for lige at skråne over græsplænen til min datter og svigersøn. Da jeg kommer tre skridt ud står jeg pludselig overfor to store kamphunde der står på græsplænen og knurrer. En trejde kommer løbende imod mig.
Alle tre uden halsbånd eller ejer. -øøøvvvs Hold da ferie hvor galopperede mit hjerte pludseligt hurtigt og jeg måtte virkelig indskærpe mig selv at jeg skulle trække mig stille og roligt baglæns tilbage til min fordør.
Da jeg nåede min dør flåede jeg den op og skyndte mig ind.
Som min datter sagde, så kunne det ligeså godt have været mit to årige barnebarn der lige ville smutte over græsset til mormor. Uf føj, bare tanken.
Retfærdigvis skal det siges at de tre kunne have været noget så fredlige, men når den ene hund knurrer i det øjeblik den ser mig, tja så bliver jeg altså ikke stående for at se om de bare vil klappes og nusses bag ørene.
Hvorfor render der tre kanphunde rundt i vores kvarter som ingen har set før? Hvorfor har de ikke halsbånd på? Hvor er deres ejer?
Min svigersøn ringede til politiet som vil tage en runde i kvarteret, men når vi ikke havde indfanget dem, var det begrænset hvad de kan stille op. God så, bliver jeg bare her hvor jeg hører hjemme, for at gå ud mere i dag, ja det tør jeg så ikke lige som den pivskid jeg altså er.
Puha det lettede at få skrevet om det. Sjovt som en episode hvor der jo intet skete, kan blive sidde i kroppen på én!