Jeg er så heldig at være ejer af to af de dejligste katte i hele verden! Uden tvivl. Og jeg elsker dem begge to over alt!
… men!
Ramos er født i marts måned og stadigvæk en killing, men jeg har hele tiden haft lidt tvivl om, hvorvidt han ville egne sig til at være indekat. Inden anskaffelsen skrev jeg også herinde for at få folks mening, da han havde oplevet udelivet (dog kun i minutter ad gangen). Ramos er en huskat, som jeg ikke kunne bære skulle aflives, da jeg valgte at tage ham med fra Færøerne og tilbage til Danmark i min lejlighed. I Danmark mødte han sin søster Lima, der er en MCO fra august '12 - en væsentlig mere rolig og afslappet kat.
Ramos er verdens sødeste kat, som er kærlig og dejlig, men “desværre” også meget aktiv. Der er ikke et eneste sted i lejligheden, hvor han ikke har været - selv alle dørene har han hængt og svajet på Han springer op på alle skabe, hylder, borde og her til sidst endda også komfuret - som jeg har været en del bekymret om…
Jeg skal desværre snart flytte i en mindre lejlighed. Jeg bor pt. i en treværelses, men da (eks)kæresten og mig er gået fra hinanden, skal jeg flytte til en toværelses på et tidspunkt (men ved ikke hvornår). Derfor vil jeg høre folks meninger, om de mener, at Ramos vil kunne trives i en mindre leljlighed, da jeg syntes, at nuværende lejlighed faktisk virker for lille til ham.
Jeg syntes selv, at han ville have godt af at få lov til at komme ud i indhegnet have - men den mulighed har jeg bare ikke. Jeg har heller ikke rigtig mulighed for at tage ham ud på gåture, da jeg ikke må holde kat, hvor jeg bor og er bange for at blive opdaget. Men den største grund til at jeg ikke går ture med ham er, at her er så mange løse hunde i området. Specielt de store muskelhunde - og ofte hunde med hensynsløse ejere, der ikke passer på deres hunde.
Jeg vil for alt i verden ikke af med ham (for min egen skyld), men ved jo godt, at jeg må gøre det bedste for katten - og ikke det bedste for mig selv. Jeg syntes også, at det vil være forfærdeligt at skulle skille de to katte ad - selvom de ikke er verdens bedste puttekammerater, så kan jeg da mærke, at de er glade for hinanden. Den anden kat ville nok klare sig uden hans selskab, da hun vist ikke har lige så meget glæde af ham, som han har af hende.
Jeg har selvfølgelig gjort alt muligt for at aktivere katten! Jeg er startet på klickertræning, jeg leger med kattene hver morgen og hver aften. De er aldrig alene hjemme længere end 6 timer ad gangen - for det meste 4-5 timer, da jeg er studerende og læser meget hjemme. De fodres kun i aktivitetsbræt, foderbold eller ved at jeg spreder foderet rundt i lejligheden. Jeg har kradsemiljøer og hylder på væggene, samt gjort det muligt for kattene at komme op i de fleste højder.
Nuværende lejlighed er på 45 kvm, skal ned på 35 kvm og et værelse mindre.
Mistforstå mig ikke. Jeg vil altså ikke af med min elskede kat… Men må indse, at jeg må gøre, hvad der er bedst for ham… Tror I, at han vil blive mere rolig om et stykke tid? Tror I, at han ville kunne trives i en mindre lejlighed??