Igennem meget meget lang tid, har jeg undret mig - Hvad er det katte kan ‘se’ som jeg ikke kan ?. Forklaringen er følgende.
Det er især om aftenen, og mest når vi er gået i seng. Vores katte går ALTID med os i seng, og de springer alle op i sengen til os. Døren til vores soveværelse står altid åben, og soveværelset ligger ud mod vores entre. Vi ser som regel altid fjernsyn i soveværelset ( er så heldige at eje elevationssenge, så man ligger perfekt til fjernsyn ) mange mange gange sker der ‘noget’ ude i gangen, som får vores katte til at rejse sig op, og stirre ud i gangen ( helt paralyseret ) De kan stå og stirre længe, og nogen gange følger de ‘noget’ med blikket, nærmest synkront, og jeg kan bare ikke se noget som helst …Sig mig, har vi ånder ? Og kan katte mon se / føle ånder ?. Det er osse sket i fuld dagslys - Ikke så ofte, eller osse lægger jeg ikke så meget mærke til det om dagen …Nogen der har set noget lignende med jeres katte - Eller er det kun mine som er lidt skudt i roen ?
Om I har ånder kommer nok an på om I tror sådan nogen findes overhovedet
Katte skulle efter sigende være gode til netop at se, og reagere på ånder/spøgelser.
Nogen vil sikkert sige at det er en lyd som vi mennesker bare ikke kan høre, som de reagerer på. Jeg ved det ikke. Det er lidt spooky når de somme tider “ser syner”
Den eneste gang jeg selv har “mærket” en ånd her, nemlig da min mor var forbi for at sige farvel efter sin død, der reagerede kattene ikke. Men de var på den anden side ikke i stuen på det tidspunkt. Så om de ville ha’ reageret hvis de havde været hernede, det ved jeg jo ikke. Det var i al fald ikke så de kom ned for at se hvad der skete.
sådan er det osse her, især om aftenen, nogle gange sidder begge katte og stirre på det samme sted oppe i loftet og lige meget hvor meget vi kigger, mærker og undersøger området i loftet er der intet, men kattene kigger videre bagefter med et meget intenst blik. jeg har nogen gange tænk på om det er fordi huset giver sig lidt alt efter vind og vejr.
vi skal jo huske på at en kats sanser er så meget bedre end vores og de både ser og hører og føler bedre end os mennesker.
tit sidder især trixie og glor ud over de “åbne vidder” vi har udenfor vores vindue og det er med et meget intenst blik og ligegyldigt hvor meget jeg kigger samme retning kan jeg intet se.
jeg mindes da daffy var killing og vi sad og så tv, pludselig ud af intet røg han op af sofaen , lagde ørene ned og brummede meget højt, for derefter at tisse af ren forskrækkelse og jeg hverken hørte el så noget der kunne frembringe den reaktion, men flere timer bagefter gik han rundt og var meget nervøs og brummede osv.
så jo katte kan helt sikkert mærke og se et eller andet vi mennesker ikke kan og jeg tror altså på mere mellem himmel og jord
Det oplever vi også jævnlig, jeg lægger dog mest mærke til det om dagen eller aftenen i stuen.
Pludselig kan de sidde og følge en/noget der går fra køkkenet gennem den ene stue ind til en af de andre (gennem lukkede døre).
Jeg har også oplevet Charley pludseligt blive bange for at gå ud i gangen, han er sikker på der er noget farligt derude, sidste gang det skete havde der været en elektriker, men han var gået. Jeg ved ikke hvorfor han var så farlig, men det var han.
Jeg tror de hører lyde…vi mennesker ikke kan opfange. I morges havde jeg 4 katte der sad og stirrede helt stille og meget koncentrerede ud af vinduet på et bestemt punkt. Jeg kunne simpelthen ikke greje hvad de var så fokuserede på…indtil jeg opdagede at pga tøvejr, sad der dråber og dirrede på tagrendens underside, indtil de slap og faldt ned.
Jeg tror bestemt osse der er mere mellem himmel og jord, og jeg vil bestemt ikke afvise der findes ånder.
Noget må der være, da de alle tre reagerer meget ens og næsten synkront …Det kan ikke være lyde som jeg ikke kan høre, de følger tydeligvis ‘noget’ med øjnene.
Carsten har jo ejet lejligheden i omkring 18 år, og han købte den som et dødsbo - Den tidligere ejer døde her, måske er det ham, som ikke er flyttet ud endnu ? :-).
Jeg husker at der for år tilbage, hvor jeg startede med at opleve det, da var både Pretty og Gabby usikker og lidt bange for det de ‘så’ Nu har de åbenbart fundet ud af at det er en venlig ‘ånd’ som bor her, for de er bestemt ikke bange mere - Bare meget interesseret. Det er altså lidt spooky
Jamen Camilla, de følger noget med øjnene …Noget der går fra gangen og ind i stuen, og engang imellem helt ind i soveværelset til os. I soveværelset er mønstret, at ‘det’ går langs den ene væg, går skråt over, og forsvinder lige ved siden af klædeskabet ( i tidernes morgen var der en dør der ) Jeg må prøve at låne et camera som kan video filme, så I kan se det …Jeg synes det er meget mystisk, og har ofte tænkt at spørge herinde, men tænkt …De tror jeg er bindegal
Da kattens allerstærkeste sans faktisk er hørelsen, er mit bedste bud, at de ikke ser, men hører et eller andet, måske udenfor, og måske følger de det ikke med blikket, men med ørerne.
Jeg er ikke i tvivl om, at katte har en 6.sans - hos nogle er den mere veludviklet en hos andre. Ja, katte kan se ånder. Ja, katte ser menneskers og andre dyrs aura - derfor oplever man ind i mellem, at katte vælger eller afskyr bestemte mennesker eller dyr. Når katte kommunikerer med hinanden, er det min forståelse, at de faktisk bruger en slags telepati af billeder.
Det tror jeg næppe, jeg har hverken set / hørt eller fundet efterladenskaber efter mus…Og hvis det skulle være mus, så tror jeg at de ville udvise et andet adfærd. Når de feks. hører en stankelben, så reagerer de straks, men det er med noget jagt-agtig adfærd, hvor de spejder rundt, med et lidt begejstret udtryk i øjnene - De elsker at jagte stankelben
Hvor er det befriende :-). Så skulle jeg jo ikke være nervøs for at rejse spørgsmålet af frygt for at blive anset som ‘mærkelig’
Jeg deler fuldstændig det du skriver …Nu er det godt nok briter jeg har, og briter er ikke særlig kontaktsøgende overfor mennesker de ikke kender. Dog har jeg set flere gange en af mine gå direkte hen og mænge sig med en fremmed, og det har ALTID vist sig at være en dyreven og gerne en som selv har katte …Kattefolk kan som regel altid kalde mine katte hen til sig, hvorimod gæster uden kat/dyr meget sjældent ser skyggen af mine katte.
Jeg er osse ret sikker på at katte kan ‘se’ sygdomme hos folk. Da jeg for et års tid siden var rigtig sølle, så jeg en helt anderledes adfærd hos mine, og især de to gamle var meget forsigte når de nærmede sig mit sår, og når de lagde hos mig fornemmede jeg at de forsøgte at varme stedet …Men det kan måske forklares med deres lugtesans ?
[QUOTE=Alice;1018970]Hvor er det befriende :-). Så skulle jeg jo ikke være nervøs for at rejse spørgsmålet af frygt for at blive anset som ‘mærkelig’
Jeg deler fuldstændig det du skriver …Nu er det godt nok briter jeg har, og briter er ikke særlig kontaktsøgende overfor mennesker de ikke kender. Dog har jeg set flere gange en af mine gå direkte hen og mænge sig med en fremmed, og det har ALTID vist sig at være en dyreven og gerne en som selv har katte …Kattefolk kan som regel altid kalde mine katte hen til sig, hvorimod gæster uden kat/dyr meget sjældent ser skyggen af mine katte.
Jeg er osse ret sikker på at katte kan ‘se’ sygdomme hos folk. Da jeg for et års tid siden var rigtig sølle, så jeg en helt anderledes adfærd hos mine, og især de to gamle var meget forsigte når de nærmede sig mit sår, og når de lagde hos mig fornemmede jeg at de forsøgte at varme stedet …Men det kan måske forklares med deres lugtesans ?[/QUOTE]
Lugtesans og aura Når jeg vil have en dybere forståelse af mine kattes tanker og adfærd, tager jeg fat i en dyrekommunikatør/healer/telepatist/“kald det næsten, hvad du vil”. Jeg har brugt en killingekøber, der er reiki healer. Nu bruger jeg Michelle Garnier. Ikke alle er lige dygtige - det gælder om at finde en, som kattene vil kommunikere med - og som man selv har tillid til.
Nu hvor vi er i det lidt mere okulte, så har jeg da en forestilling om, at jeg mange gange kan se hvad især Pretty tænker …Osse lidt de andre to, men det er ubetinget Pretty jeg har stærkest kontakt til, og jeg har da osse en næsten urokkelig tro på at Pretty kan se hvad jeg tænker. Det bemærkede jeg ofte i den periode hvor Pretty stressede gevaldig op pga. de to ungkatte var efter hende. Det var ikke altid jeg brugte ord til hende, mange gange ‘snakkede’ jeg med hende i tankerne, og tænk, jeg følte virkelig at hun forstod mig, jeg kunne ihvertilfælde få hende til at stresse ned ved det.
Ikke mere. Men… i månederne efter Donnas død oplevede jeg af og til noget sært. Altid sen aften, som regel når min mand var gået på nattevagt og jeg sad ved computeren og lyset var slukket i resten af lejligheden. Det tidspunkt hvor kattene som regel kom (og kommer) og lægger sig i nærheden af mig. Greven og Ditte, som var de to vi havde på daværende tidspunkt lå dels ved siden af mig og dels foran computeren. Og vi havde jo kun de to. Men alligevel hørte jeg adskillige gange i de måneder ganske tydeligt det typiske bump af en kat, der sprang ned fra kradsetræet eller et bord inde i den mørke stue. Som Donna - der jo var den der manglede - normalt ville ha’ gjort på det tidspunkt. Nu savnede jeg hende dybt, hun og jeg var fantastisk knyttede. Så jeg antog i første omgang at det var min indbildning. En følge af mit savn. Indtil jeg blev opmærksom på Greven og Ditte. Der begge satte sig op og kiggede opmærksomt hen imod lyden i nogen tid, før de faldt til ro igen. Hver gang.
DET kan jeg ikke forklare. For hvis det var min indbildning - hvordan kunne de så begge reagere på det? Jeg undersøgte selvfølgelig de første gange om noget var faldet på gulvet - selv om lyden ikke mindede om det. Men jeg fandt aldrig noget.
Det stoppede da Creamy flyttede ind.
Hm!
[QUOTE=Alice;1018970]Hvor er det befriende :-). Så skulle jeg jo ikke være nervøs for at rejse spørgsmålet af frygt for at blive anset som ‘mærkelig’
Jeg deler fuldstændig det du skriver …Nu er det godt nok briter jeg har, og briter er ikke særlig kontaktsøgende overfor mennesker de ikke kender. Dog har jeg set flere gange en af mine gå direkte hen og mænge sig med en fremmed, og det har ALTID vist sig at være en dyreven og gerne en som selv har katte …Kattefolk kan som regel altid kalde mine katte hen til sig, hvorimod gæster uden kat/dyr meget sjældent ser skyggen af mine katte.
Jeg er osse ret sikker på at katte kan ‘se’ sygdomme hos folk. Da jeg for et års tid siden var rigtig sølle, så jeg en helt anderledes adfærd hos mine, og især de to gamle var meget forsigte når de nærmede sig mit sår, og når de lagde hos mig fornemmede jeg at de forsøgte at varme stedet …Men det kan måske forklares med deres lugtesans ?[/QUOTE]
Afgjort. Den bruger de i forvejen meget, når de skal orientere sig om hinandens tilstand, humør, seksuelle status osv.
Jeg er lidt skeptisk over for begrebet sjette sans hos katte, fordi allerede de fem, videnskaben vil skrive under på, at de har, er helt fantastiske.
Især hørelsen hos katte er fænomenal. Jeg havde en gang en kat, der kunne høre, om det var min cykelbagagebærer, der smækkede nede på gaden. Hvis det var, styrtede den straks ud i entreen. Alle andre kunne smække lige så tosset med deres bagagebærere, de ville, det rørte ham ikke …
Der er også beretninger om katte, der kunne høre, om det var deres mennesker, der kom kørende hjem, eller naboen - selv om naboen havde en bil af samme mærke og model.
[QUOTE=Alice;1018970]Dog har jeg set flere gange en af mine gå direkte hen og mænge sig med en fremmed, og det har ALTID vist sig at være en dyreven og gerne en som selv har katte …Kattefolk kan som regel altid kalde mine katte hen til sig, hvorimod gæster uden kat/dyr meget sjældent ser skyggen af mine katte.
[/QUOTE]
Åh ja. Og de kattefolk de ikke bryder sig om, viser sig ofte at være dem, der alligevel ikke har fattet en brik af deres natur.
Ang. sygdom. Jo, jeg tror lugtesansen har meget at sige. Infektioner lugter. Cancer lugter. Mange mediciner lugter. Via sved, gennem vores udtømmelser, osv. Vi mennesker kan såmænd også lugte det - men først i meget udtalte og fremskredne tilfælde. Men dyr, med deres meget finere lugtesans, kan sikkert sanse det langt før. (Der er forsøg med hunde, der kan lugte sig til modermærker der er ondartede, bl.a.).
Og så er - som en klog engang sagde - katte langt bedre til at læse vores kropssprog end vi er deres. De kan se på vores opførsel og kropsholdning, når vi ikke har det godt, tror jeg.
Jeg er overbevist om, at der findes ånder. Og det har jeg mine gode grunde til.
Drengene herhjemme er ikke så fintfølende, at de kan føle her er noget, eller også har vi bare ikke noget okult her.
Men jeg kan ikke huske hvilken tro det er, men der er nogen, der er overbevist om, at dæmoner/djævle er rædselslagene for katte pga. en direkte forbindelse mellem katte og Satan - eller sådan noget. Så det går vi da og “joker” lidt med herhjemme.
Men, at katte skræmmer onde ting væk - kunne være meget beroligende, at tænke på
