[QUOTE=Niels Peter;1019013]Afgjort. Den bruger de i forvejen meget, når de skal orientere sig om hinandens tilstand, humør, seksuelle status osv.
Jeg er lidt skeptisk over for begrebet sjette sans hos katte, fordi allerede de fem, videnskaben vil skrive under på, at de har, er helt fantastiske.
Især hørelsen hos katte er fænomenal. Jeg havde en gang en kat, der kunne høre, om det var min cykelbagagebærer, der smækkede nede på gaden. Hvis det var, styrtede den straks ud i entreen. Alle andre kunne smække lige så tosset med deres bagagebærere, de ville, det rørte ham ikke …
Der er også beretninger om katte, der kunne høre, om det var deres mennesker, der kom kørende hjem, eller naboen - selv om naboen havde en bil af samme mærke og model.[/QUOTE]
Vores kender også lyden af Johns bil. Og sikkert osse af min men der kan jeg jo af gode grunde ikke se deres reaktion ved at jeg parkerer L Men de står altid (well… næsten altid) inden for døren i en klump og venter på mig når jeg kommer hjem midt om natten 
Og når John kommer hjem og han smækker bildøren så ved kattene at Nu kommer maden 
JEG ta’r tit fejl af naboer der smækker bildøre der for mig lyder nøjagtigt som vores bil. Men kattene er ikke i tvivl
[QUOTE=Ann R;1019015]Åh ja. Og de kattefolk de ikke bryder sig om, viser sig ofte at være dem, der alligevel ikke har fattet en brik af deres natur.
Ang. sygdom. Jo, jeg tror lugtesansen har meget at sige. Infektioner lugter. Cancer lugter. Mange mediciner lugter. Via sved, gennem vores udtømmelser, osv. Vi mennesker kan såmænd også lugte det - men først i meget udtalte og fremskredne tilfælde. Men dyr, med deres meget finere lugtesans, kan sikkert sanse det langt før. (Der er forsøg med hunde, der kan lugte sig til modermærker der er ondartede, bl.a.).
Og så er - som en klog engang sagde - katte langt bedre til at læse vores kropssprog end vi er deres. De kan se på vores opførsel og kropsholdning, når vi ikke har det godt, tror jeg.[/QUOTE]
Ja det med at lugte kræft har man jo ligefrem trænet hunde op til nu. Og jeg har tit bemærket at hvis man har f. eks. ondt i maven, så jokker kattene KUN der L (og så lægger de sig tit og varmer på det ømme sted bagefter)
Da Phumba kom fra dyrlægen med barberet ben var Adelie henne og snuse til det som noget af det første efter jeg havde fået plasteret af. Og hun snuser ellers ALDRIG til Phumba, de to har deres gensidige “hvis jeg lader som om du ikke er der, så lader du som om jeg ikke er her, ok?”-aftale Men det der "mystiske ben " var altså for spændende. Og skægt nok hvæsede Phumba ikke engang af hende som hun ellers altid gør hvis en af de andre kommer for tæt på.
Jeg kan forresten godt huske du har fortalt det med Donnas “bump” før. Og for mig gi’r det fin mening. Husker jeg rigtigt at du også “så” hende i øjenkrogen et par gange?
[QUOTE=Ravn;1019340]Jeg skal ikke kunne sige om der er ånder eller ej. Det ville ikke undre mig, med nogle af de ting jeg har hørt.
Rent faktisk tror jeg på mere mellem himmel og jord. Det være sig forfædre, diser, fylgjer, nisser eller andet.
Selv har jeg kun oplevet at se “syner”.
En sort klump/kat der gik forbi i periferien, men når jeg kiggede efter, lå begge katte i den modsatte ende af lejligheden.
Det skete ret ofte en overgang da jeg boede hjemme.
Efter noget tid, så jeg det som noget positivt, da jeg holdt op med at være skræmt af det. 
Oftest tror jeg dog at det kattene kan se, er små støvpartikler.[/QUOTE]
Jeg har et par gange set hunde der ikke var der. altså passeret en hund der ikke var der alligevel når man vendte sig om. Men aldrig indendøre, kun udenfor. Det er lidt spooky, men da de aldrig har gjort mig noget, så har jeg det egentlig ok med det.
Og somnævnt var min mor forbi og kigge ind om aftenen efter hendes død. Det har jeg kun én gang før oplevet med en nylig afdød. Det var så sjovt nok min fars første kone, som både jeg og hendes rigtige datter havde besøg af om aftenen. I ingen af tilfældene SÅ jeg dem, men jeg kunne meget tydeligt fornemme deres tilstedeværelse, og specielt med min mor vidste jeg nøjagtigt hvor i rummet hun var. Så jeg smilede et “det er ok” smil til hende og så forsvandt hun lisså stille. Min mor og jeg havde en ret god telepatisk kommunikation, jeg sparede masser af penge på telefonregningen ved at tænke at NU ville jeg egentlig godt ha’ hun ringede. Inden for 5 minutter ringede telefonen. 9 ud af 10 gange (til sidst prøvede vi det faktisk bevidst - og det virkede stadig. Det var ret sjovt :))
Så der er efter min mening HELT klart et eller andet “mellem himmel og jord” - nogle mener de ser engle. Andre tror på skytsånder og andre igen på spøgelser. Jeg tror ikke at en så universal tro på “ånder” er kommet uden at der er “noget” om snakken.
Men det er ikke alle der er lige gode til det, jeg tror det er en delvis medfødt evne på linje med at nogle er synske og de fleste af os ikke er. Jeg har en kollega der er synsk og et par andre der kan andre ting (en heste/hunde-hvisker f. eks.)
