Annie har lige triggered mig i en anden tråd og jeg kom til at tænke på hvad er skønhed egentlig?
Jeg forelskede mig engang i en mand som var grim, ja det var den første tanke jeg havde om ham da jeg så ham første gang, men så lærte jeg ham at kende og han blev smukker og smukker for hver gang jeg så ham. Til sidst blev vi kærester og det var ikke mig der afsluttede det forhold.
Betyder ydre skønhed mere end den indre? Det er jo ikke altid man kan få det hele til at gå op i en højre enhed.
I den ideelle verden er det den indre skønhed der tæller. Men i virkeligheden betyder førstehåndsindtrykket selvfølgelig også en masse. Heldigvis er det jo individuelt hvad man synes er indbegrebet af skønhed. Jeg er f. eks. ikke til metrosexuelle glatragede hønner… Dem er der jo ellers mange der falder for 
Skønhed er jo en individuel betragtning…
Min mor fandt sin “idealmand” i en type som Arnold Schwarzenegger - jeg gyser ved tanken om sådan en mand 
Den mand, jeg er endt op med, er bestemt ikke den kønneste af de (få) kærester, jeg har haft… men han er klart den mest charmerende! At han så har en ganske bestemt ting ved sit udseende, som jeg altid er faldet for, er så en anden sag - et lille sving i mundvigene, når han smiler. Det er ikke specielt smukt, men i mine øjne utroligt charmerende - andre vil synes det ser åndssvagt ud, og atter andre vil ikke engang bemærke det som noget særligt
Lige sådan med kvindelig skønhed (som vi vist har drøftet tidligere?) Jeg anser nogle få kvinder for at være nogle af det smukkeste, der findes. Sjovt nok er der andre, som ikke kan se det 
Vi elsker ikke folk fordi de er smukke, vi synes de er smukke fordi vi elsker dem
Hvor er det sandt.
Jeg er da godt klar over at min mand ikke er en man ville kalde smuk, men jeg synes faktisk han er en rigtig pæn mand, og utrolig attraktiv i mine øjne.
første gang jeg hørte den sætning kom jeg til at udbryde - gud - så har jeg aldrig elsket min mand…
for honestly - jeg syntes han var ikke grim… lad os sige… uskøn fra første gang jeg mødte ham… ALT andet end den type jeg ville have… men han var sød på det tidspunkt, driftig med nye ideer og gåpåmod…
det syntes jeg absolut ikke han blev spor kønnere af men det gjorde ham spændende…
skønhed for mig er helt sikkert noget ydre - for jeg mister tydeligvis ikke min synssans fordi jeg bliver forelsket i nogen… selv om jeg er forelsket synes jeg stadig den jeg er sammen med er grim som arvesynden hvis han er det… det betyder bare ikke noget
jeg har haft 2 kærester jeg synes var meget meget smukke og en der var en mellemting… og det er sjovt nok mellemtingen og så min x der holdt længst…
altså kan jeg konkludere at det med udseende absolut ikke er noget jeg går op i… jeg elsker på tværs af looks…
hvis jeg skulle vælge - så skal det være noget i den her retning…
og især ham her… klip ham dog lige kort håret men F*CK jeg synes han er smuk
så for mig er skønhed helt sikkert ydre… men det har bare ikke noget at sige ifht hvem jeg vælger som partner
(men indrømmet - alle dem jeg dater pt er en blanding af de 4 billeder… total hotties…hvorfor viser de sig allesammen at være nogle eklatante klaphatte og ikke værd at samle på - er de grimme bare de bedste???. )
Min mand var bestemt heller ikke min type, men hvor er jeg glad for at det blev ham for han er et skønt menneske med mange gode kvaliteter, min søster kalder ham for familiens psykiater og selvfølgelig er alle hans kvaliteter vokset med årene…35 år har vi været sammen, han er min bedste ven
smukke mennesker er kedelige, med det mener jeg at du kan have et perfekt ydre men ingen udstråling, derfor er skuespillere ofte så forskellige og behøver slet ikke at være smukke, udstråling og charme er meget mere fængslende end skønhed, ihvertfald for mig.
PS : Birthe jeg faldt også for en med sølvkroner på fortænderne da jeg var ung andre kunne ikke forstå det, men han må have haft noget - iøvrigt ville han slet ikke have mig LOL
Alle kan nok blive enige om, at de fleste fotomodeller er smukke.
Så jeg vil mene, at det jeg kalder direkte skønhed, er noget hvor vi har en “fælles smag”.
Men det er jo slet ikke hvad det handler om, når man falder for sin partner.
Jeg falder ikke for skønhed - jeg falder for charme og humor - så en “halvgrim” fætter med god humor, er for mig langt mere tiltalende end modellen.
Andre falder så for noget helt andet hos deres partner.
Skønhed for mig er ikke umiddelbart det ydre. Når jeg skriver umiddelbart er det fordi de kærester jeg har haft igennem tiden ikke har været grimme, så jeg falder åbenbart for mænd med et okay pænt ydre.
Når jeg ser på et menneske, så kigger jeg på øjnene som det første. Der synes jeg man kan “fornemme” hvad personen indeholder - øjnene er jo sjælens spejl - så det er der jeg i første omgang ser om personen indeholder skønhed.
Hvis jeg fornemmer eller føler (hvad skal man kalde det?) at personen har varme i øjnene, så ser jeg positivt på mennesket og ser nok ikke om personen ikke er pæn.
Personer der kun udviser egoisme ser jeg ikke som skønheder. Dem kan jeg ikke omgås fordi det ligger så utroligt langt fra den jeg er som person. Derfor tror jeg at man ser skønhed ud fra hvem man er som person.
Personligt synes jeg ikke jeg er en skønhed. jeg er bare mig selv, men jeg er glad og tilfreds - ikke selvglad. Der vil sikkert være nogen som ser det som skønhed?
Hvis en mand ikke har charme, humor og er i stand til at udfordre mig med sit intellekt, sine ideer, holdninger og meninger, så mister jeg interessen.
Så kan han IMO være lige så flot han være vil.
Når jeg tænker tilbage, så har de forhold jeg har været i, være på 1 år + (meget varierende), men på et tidspunkt, så har de bare stagneret. Så kommer jeg sådan til at keeeeede mig 
og så er de en saga blot.
I min mand har jeg fundet én, som til stadighed udfordrer mig … på den gode måde altså.
At det så IMO ikke ville skade ham at tage 10-20 kg. på - han her høj og slank - er en mindre detalje.
Omvendt ville han måske også tænke, at det ikke ville skade mig at tabe 10-20 kg. 
Tilføjelse: En mand skal være handy - Basta !
Han skal kunne fixe alt (næsten). Det kan min far, og lige præcis dét, betyder rigtig meget for mig. (meget alm. hvis man kender lidt til psykologi)
Nu kan jeg jo slet ikke li “smukke mænd” - ihvertfald ikke efter nutidens standart… jeg kan best li lidt rå mænd (og med rå mener jeg ikke tatoveringer mv. … been there done that…) men et udseene som ikke er “sminket” …
Kort sagt - jeg elsker at min mand har olie og hård hud på hænderne
[QUOTE=DK Lindvig;919417]
Tilføjelse: En mand skal være handy - Basta !
Han skal kunne fixe alt (næsten). Det kan min far, og lige præcis dét, betyder rigtig meget for mig. (meget alm. hvis man kender lidt til psykologi)[/QUOTE]
[QUOTE=Margrethe;919418]Nu kan jeg jo slet ikke li “smukke mænd” - ihvertfald ikke efter nutidens standart… jeg kan best li lidt rå mænd (og med rå mener jeg ikke tatoveringer mv. … been there done that…) men et udseene som ikke er “sminket” …
Kort sagt - jeg elsker at min mand har olie og hård hud på hænderne :D[/QUOTE]
ENIG! En mand skal være… en mand!
Jeg er jo så slet ikke til modeller… Særligt ikke mandlige modeller - det løber mig koldt ned af ryggen ved mange af dem. Eksempelvis de to her:
gyyyyys Absolut IKKE mig.
Hvor imod disse to er smukke mænd i mine øjne:
Ved kvinder… så er hende her (deltager i Project Runway)
i mine øjne meget smukkere end f.eks. Kate Moss:
Sådan er vi jo så forskellige…
…Og heldigvis for det.
Alt afhænger af øjet der ser - den her så smuk i al sin enkelhed.
Årets første abyssinsk sværdlilje, som jeg gav til min nabo fordi de er så tålmodige med roderiet der pt er udenfor mit hus
En mulighed for at fremvise lækre han-og hundyr skal man ikke lade sig gå forbi …
For mig er Sayid fra Lost (og jeg siger bevidst Sayid og ikke skuespillerens navn, for det er selve “pakken” Sayid, der bare ikke fås bedre: dødsensfarlig iraker med sexet accent og altid i tanktop … 
) en smuk, smuk, smuk (fik jeg sagt smuk???) mand.
Og sexet.
Også det. 
Sayid gør sig bedst “in motion”, som man kan opleve ham i Lost, men et lille billede skal heller ikke være af vejen:
Og hermed fik jeg også givet et par hints om “min type”.
“Scruffy” … på dansk ville man vel sige … uglet/“rodet” look? Uglet hår, som minimum daggamle stubbe, men helst et fuldskæg, gerne mørkt eller ligefrem ravnsort hår.
Nu vi er ved Lost - som faktisk er spækket med mænd, der er mere end almindeligt pæne at se på - kan man også fremhæve ham her…
Både ja og nej - på den ene side er der mænd, som dem ovenfor, jeg finder smukke helt umiddelbart.
Men …
Min første kæreste. Jeg kyssede ham til en fest, da jeg gik i niende klasse og jeg var ærlig talt godt beruset (og kunne derfor ikke helt huske hvordan han så ud uden “beer goggles” på…). Vi udvekslede numre og skrev sammen henover de næste par måneder (vi gik på to forskellige efterskoler) og jeg blev forelsket.
Vi blev enige om at ses en weekend … og jeg måtte indse at jeg ikke fandt ham tiltrækkende … overhovedet.
Men det var selvfølgelig den samme dreng, jeg havde snakket med på sms og jeg forsøgte at låse den mere overfladiske del af mig inde og smide nøglen væk.
Jeg fandt ud af, at jeg godt kunne leve med, at jeg ikke fandt ham smuk.
Men efter et halvt år … begyndte jeg pludselig at synes han var smuk. Første gang var en sommerdag, hvor solen skinnede i hans hår og pludselig opdagede jeg, at jeg i det øjeblik oprigtigt talt fandt ham smuk.
Selvfølgelig havde min synssans ikke ændret sig.
Min “type” havde heller ikke.
Men mine definitioner af hvad et smukt ansigt var, havde alligevel rykket sig til at kunne inkludere, det lidt mere uensartede også…
… Og den ændrede opfattelse holdt akkurat så længe som forholdet. :cool2:
Måske særligt den første forelskelse er en art hjernevask … for selvfølgelig ændrede hverken min synssans eller hans udseende sig. Men et eller andet ændrede sig … i hvert fald i et par år.
Jeg tror kun at en af mine kærester har været en af de mennesker alle (sådan mere eller mindre) synes er smukke uanset hvem du spørger.
Han er også den jeg har følt mig mest smuk sammen med.
Selvfølgelig kan en mand få en kvinde til at føle sig smuk på mange andre måder end ved selv at være det… men når man går på gaden med en fyr, der ligner en filmstjerne og som er 110% forgabt i een … hjælper det en smule på selvtilliden. 
Det var interessant at opleve at være sammen med en mand, andre “higede” efter … Nu var han ikke filmstjerne, men musiker, men det var interessant at opleve følelsen af “han kunne have valgt hvem som helst, men valgte mig”.
Under alle omstændigheder … det var mit korteste forhold (vel en otte måneder), men det havde næppe noget at gøre med, at han var smuk.
Det meste af tiden synes jeg, at min nuværende kæreste er smuk.
Da jeg havde utroligt dårligt selvværd som ung (øhh … eller, yngre rettere) fik jeg en kedelig vane - jeg blev utrolig god til at “dissekere” andre menneskers udseende, mænd som kvinders, for at få det bedre med mig selv.
Engang i mellem kan jeg godt falde tilbage i den dårlige vane og pludselig er alt jeg ser asymmetriske træk, skæve næser, store tænder, for små hager … you name it.
I de øjeblikke synes jeg ikke at nogen mennesker er smukke (og nok mindst af alt mig selv, særligt med hensyn til skønhed indefra … det er en højst ucharmerende vane to say the least).
Men han har et stort hår, lige til at ugle og et flot fuldskæg … og så be’r jeg ikke om mere…
Næsten. :engel2:
Kvinder … jeg kan ikke lige komme på en smuk kendt kvinde på stående fod.
Men der er mange kendte kvinder, som jeg synes er lækre… men de to ting hænger ikke altid sammen for mig, når det kommer til kvindekønnet.
Naya Rivera:
Hende har jeg et voldsomt girl-crush på! 
uanset hvad så er det absolutte første indtryk man får af folk deres udseendet, deres påklædning, dernæst kommer udstrålingen og deres væremåde, når man så lærer dem bedre at kende er det så det indre der tæller, for hvem vil have en som man bare skal kunne vise frem og så alle dåner over personen, hvis den pågældende person er dum som en dobbelt isoleret svingdør.
jeg er personlig ikke nogen skønhed, har lidt for meget mave osv, men trods det har jeg været i mine yngre dage kærester med ikke mindre end 2 miss århus kandidatter, den ene er model den dag idag, jeg kan dog ikke sige at det kæresteri var nogen succes, for der var squ ikke mange brikker hjemme der og hvordan har sådan en fyr som mig så kunne “score” sådan et par piger, iflg dem var det fprdi jeg har lige præcis det, nemlig det helt rigtige glimt i øjet og en helt speciel charme. og det er så osse det jeg stadig får at vide.
jeg vil nu osse mene at det er meget vigtigt at være sig selv !00% og ikke gå på kompromi med sig selv hvad angår væremåde osv plus man skal kune have en god portion situationsfornemmelse
Har vi ikke haft den her diskussion før?
Nå… altså det er jo bevist at vi alle har en tendens til at se bestemte træk som smukke - noget med det gyldne snit, proportioner osv… men jeg har bemæket at absolut regelmæssige træk ikke virker specielt tiltrækkende. Der skal en lille uregelmæssighed til, lidt asymetri. Ellers bliver det kedeligt, og underligt livløst.
Jeg sidder jo tit og laver menneskeansigter i 3-d grafik, og man starter faktisk med en standardfigur, der er regelmæssig og vel egentlig ret “perfekt”. Men så kedelig! Først når man begynder at ændre på småting ved trækkene så de bliver personlige og gerne en anelse “skæve”, uden det bliver for meget, bliver ansigtet interessant.
Hvem der er smuk for mig - tjah, fysisk skønhed er godt Men ikke nok. Æstetisk smuk er ikke nødvendigvei det samme som tiltrækkende 
Der skal en karisma til, et glimt i øjet. Øjne betyder rigtig meget. Jeg kan faktisk ikke afgøre om jeg synes en person er smuk, før jeg kan se deres øjne
En smuk og karismatisk mand kunne være ham her:
Et af de mest fantastiske kvindeansigter sad på hende her:
Og ja, skønhed har noget med øjnene at gøre…
[QUOTE=Ann R;919985]Har vi ikke haft den her diskussion før?
Nå… altså det er jo bevist at vi alle har en tendens til at se bestemte træk som smukke - noget med det gyldne snit, proportioner osv… men jeg har bemæket at absolut regelmæssige træk ikke virker specielt tiltrækkende. Der skal en lille uregelmæssighed til, lidt asymetri. Ellers bliver det kedeligt, og underligt livløst.
Jeg sidder jo tit og laver menneskeansigter i 3-d grafik, og man starter faktisk med en standardfigur, der er regelmæssig og vel egentlig ret “perfekt”. Men så kedelig! Først når man begynder at ændre på småting ved trækkene så de bliver personlige og gerne en anelse “skæve”, uden det bliver for meget, bliver ansigtet interessant.
Hvem der er smuk for mig - tjah, fysisk skønhed er godt Men ikke nok. Æstetisk smuk er ikke nødvendigvei det samme som tiltrækkende Der skal en karisma til, et glimt i øjet. Øjne betyder rigtig meget. Jeg kan faktisk ikke afgøre om jeg synes en person er smuk, før jeg kan se deres øjne
En smuk og karismatisk mand kunne være ham her:
Et af de mest fantastiske kvindeansigter sad på hende her:
Og ja, skønhed har noget med øjnene at gøre…
:D[/QUOTE]
Åh de sidste to modeller er da bare for dejlige 
Tak - de er helt enige…
Det er Tullen som ungkat og Creamy som - ja, ret ung Jeg holder meget af det billede, det er taget kort efter de var blevet gode venner efter Tullens indflytning. Creamy skal jo lige se nye venner an… 
:rulleøjne:
Jeg synes de er billedsmukke som de sidder dér - skønhed afhænger virkelig af øjnene (der ser)