Jeg snakker jævnligt om at man skal huske at give nye opdrættere en chance. Jeg ved godt, at det er svært - det synes jeg også selv, så det er ikke for at pudse glorien 
Men her er en dejlig oplevelse: Sidste år blev jeg kontaktet af en dommer i Schweiz. Hans arbejdskollega havde haft perser i mange år, som kælekatteejer. Nu ville hun gerne skifte til birma, og de ville gerne prøve at have kuld. Helt klassisk ville ingen sælge dem noget som helst, bare fordi de ikke ville… Om jeg mon ville være villig til at overveje det - han garanterede for at evt. afkom bliver stambogsført dernede? Selvfølgelig ville jeg gerne tage en snak med dem. Lærte nogle meget sympatiske mennesker at kende! Den slags man drømmer om at møde som køber til ens kræ De fik 2 dejlige hunkillinger ud af et par stærke moderlinier. Ikke et sekund har vi fortrudt, at de fik chancen. Tværtimod Idag kom der så billeder fra killingekassen dernede - Cindy og Jessie har begge født sit første kuld med 4 dages mellemrum, og har selvfølgelig lavet fælles børnepasning De fik ikke mindre end 5 hver!! Én druknede på vej ud, men 9 levende killinger på 2 birmahunner er ret pænt over gennemsnittet for racen. Der er ikke et øje tørt i hele forsamlingen, og jeg kunne ikke have ønsket mig bedre start for dem. Interessant nok… da de pludselig kunne henvise til hele 2 importer med en pæn FIFe stamtavle, så var der nogle af de lokale småsure madammer, der ikke engang havde gidet svare på henvendelse, der godt ville snakke med dem alligevel 
Og det er jo meget godt, men som de selv siger så glemmer de ikke, hvem der viste dem venlighed som nye - og hvem der bare ignorerede dem…
VH
Susanne
Lad os endelig værne om de gode historier, der er alt for mange dårlige i opdrætsverdenen.
@Susanne, kunne du måske overtales til at lade dit ovenstående indlæg være indledning til en tråd om hvem man vil sælge avlskat til, hvad der får en til at ville sælge og hvad der får en til ikke at ville og heraf afledte spørgsmål?
Hvis @admins vil flytte det til en separat tråd, så gerne for min skyld. Det er bydende nødvendigt at emnet vendes, for det er blevet så svært at købe kat efterhånden, at vi skal passe på ikke at blive dem, der lukker kattesporten fordi vi ikke vil sælge noget til nogen…!
VH
Susanne
Super.
@galath eller @Eva_K kunne en af jer have lyst til at oprette en ny tråd til emnet, startende med Susannes indlæg herover?
Forslag til overskrift: Hvordan tager du stilling til hvem du vil sælge avlskat til
God idé med en separat tråd som diskussion 
Den er hermed lavet
Det er faktisk også lidt “sjovt” at de ikke engang med en dommer i ryggen som folk kunne hente reference hos, kunne få lov til at købe…
Jeg går selv meget i de samme tanker pt ift. at jeg forhåbentlig meget snart skal have en af pigerne parret
Blev kontaktet af en i udlandet ved sidste kuld som gerne ville købe en af mine killinger til avl - vedkommende var registreret som opdrætter. Vi var rigtig langt i snakken frem og tilbage, jeg var nået dertil at jeg havde snakket med mentor om hun havde en kontakt i samme land som kunne tænkes at vide noget om pågældende person (jeg vil ikke sætte navne på hvis nogen spørger - det betragter jeg som fortroligt). Inden mentor når at kontakte sin kontakt kontakter hun mentor og skriver at hvis den opdrætter som jeg var kontaktet af spurgte til køb af kat så ville hun ikke anbefale at man solgte til vedkommende. Den var dælme svær, for der var i første omgang ingen røde lamper overhovedet. Kunne forstå på mentor at hendes kontakt er en person af den slags som aldrig havde udtalt sig negativt om nogen andre opdrættere overhovedet - så det at der blev advaret mod vedkommende her, ja det blev hovedet på sømmet - hun fik ikke lov til at købe.
Når jeg tænker tilbage noget af det der kunne få mig til at tænke lidt mere over det i dag, var at jeg ikke behøvede at teste kattene for noget som helst… det ville hun selv gøre. Men jeg har det altså bare sådan, hvis jeg skal sende en kat ud af huset til opdræt så vil jeg selv teste den for diverse ting vedkommende måtte ønske inden jeg sender den ud af huset - det blev hun lidt bitter over. Er jeg helt forkert på den her? Det synes jeg simpelthen ikke er iorden.
EDIT: der er også nogle folk jeg er igang med at lave samarbejdsaftaler med, der er jeg selv fuldstændig åben overfor hvordan jeg holder mine katte, hvordan jeg håndterer katten når den den lander (den kommer i karantæne til at starte med) osv osv. Jeg svarer beredvilligt på alle spørgsmål, og jeg har et par stykker jeg kan henvise til som reference hvis vedkommende udenlandske opdrætter vil forhøre sig om mig. Jeg forventer samme åbenhed den anden vej rundt hvis jeg skal have et samarbejde med en anden opdrætter - garvet/som nystartet.