For lidt siden da jeg snakkede i telefon med min mor, kom jeg til at skrige højt, fordi det mest ulækre monstrum af en edderkop gled ned lige uden foran mit vindue
Nu frygter jeg at åbne vinduerne i soveværelset, for hvis jeg mødte den indenfor ville jeg tisse i bukserne. Eller noget der ligner. Engang så jeg også en gigantisk edderkop kravle hen over parkeringspladsen. Den var så stor, at jeg kunne se den på rigtig lang afstand Den gik jeg også i en kæmpe bue udenom.
Men hvorfor er det at mange er så bange for dem? Er der nogen der ved det? :?
Det er måske mere til at forstå, at man er bange for de store fugleedderkopper og sådan, men de “små” der er i naturen, er jo ikke farlige. Alligevel kan jeg ikke sove, hvis jeg ved der kravler én rundt indenfor. Ville virkelig ønske jeg var en af de der seje mennesker, der overhovedet ikke er bange for dem og endda tør tage dem i hænderne!
Nu jeg alligevel er i gang med tråden. Er der så noget man kan gøre for at forebygge at der kommer edderkopper? Udover at holde vinduer og døre lukkede konstant (hvilket bare ikke er sundt - især ikke hvis man holder dyr). Kan man sprøjte med noget eller hvad?
Jeg tror det er vores ur-instinkter. Vi kommer oprindeligt fra egne, hvor edderkopper ikke er harmløse - overhovedet. Og da de rigtig giftige faktisk ikke er ret store og ovenikøbet hurtige og lydløse, så har vi lært at frygte dyr der ser sådan ud - helt siden vi kravlede ned fra træerne.Og det sidder stadig i vores kollektive arvegods.
Bare min teori
Det samme gælder lidt for slanger. Hurtige - lydløse - giftige. Så mange får panik-reaktionen, også selv om det bare er en stålorm.
Jeg tror at Ann har ret i at det er et urinstinkt, og aber har det samme.
Underligt nok er jeg ikke bange for slanger, men rædselsslagen for edderkoppper:gruble:
Det lyder som en meget god teori
Æv, så er det nok ikke noget jeg kan gøre noget ved…
Hvor er du heldig, Maja! Jeg er næsten mere bange for slanger end for edderkopper :S
Og det værste er at min nabo har både slanger og fugleedderkop. Man frygter altid lidt at de slipper løs og på en eller anden måde kommer herind
Jeg bryder mig bestemt ikke og fugleedderkopper, men ellers er jeg ikke bange for edderkopper, som faktisk er nogle interessante dyr.
Fx er den silke de spinder stærkere end stål.
En edderkop på LSD kan stadig spine et næsten perfekt spind, hvorimod en edderkop på kofein/kaffe ikke kan lave et spind der liger noget som helst - GO FIGURE
Jeg ser sådan på edderkopper, at de er mine “venner” forstået på den måde at de spiser de insekter, som jeg synes er mest irriterende af alle: Fluer og myg. De udgør min egen biologiske insektbekæmpelse og må derfor gerne bo i mit hus. Kattene snupper en engang imellem, men dr er jo flere hvor de kommer fra.
Araknofobi kan kureres/forbedres via kognetiv terapi eller hypnose.
Såvidt jeg ved kan man da gå til en hypnotisør (staves?) og kan hjælpes derigennem…
Har ikke selv prøvet det, og er hverken bange for slanger eller edderkopper.
Herhjemme er edderkopper faktisk en delikatesse Det siger misserne i hvert fald.
[QUOTE=Theomilou;913742]Jeg tror at Ann har ret i at det er et urinstinkt, og aber har det samme.
Underligt nok er jeg ikke bange for slanger, men rædselsslagen for edderkoppper:gruble:[/QUOTE]
Enig. Jeg ved faktisk ikke om chimpanzer er bange for edderkopper, men jeg har læst om et forsøg hvor de i al fald var bange for slanger (selv en af gummi) - og det var vel og mærke chimpanzer der var født og opvokset i fangenskab og som aldrig havde set en slange før.
De reagerede forresten lige så stærkt på paddehatte Svampe kan jo også være giftige
Selv kan jeg vældig godt li’ slanger og jeg arbejder på min edderkoppefobi. Den rationelle del af mig ved jo godt at det er fuldkommen latterligt at skrige op over en edderkop der ikke kan gøre mig noget som helst… Og jeg er da også kommet dertil at jeg kan ta’ enten et stykke papir og kvase den, eller bare ta’ ved i tråden når en af dem laver bungy-jump ned foran mit ansigt mens jeg sidder her ved computeren. Nu bli’r de bare smidt til side… så kan kattene more sig med dem
Til gengæld bli’r jeg altså komplet hysterisk over stankelben :besvime: Det er simpelthen det ultimativt VÆMMELIGSTE kryb… (og så ørentviste… men dem er jeg ikke sådan SKRIG bange for, dem synes jeg bare er utroligt klamme…)
Gad vide om det også er deres bevælsesmåde? At man ikke rigtig kan forudse hvor de dukker op? Eller løber hen?
Jeg havde en bekendt engang der var bange for katte. Da jeg spurgte hvorfor sagde hun netop at det var deres bevægelsesmåde - hun følte aldrig hun vidste hvor de dukkede op, og de er lydløse. Det syntes hun var creepy Katte er jo ikke giftige, men resten…
Jeg er slet ikke bange for edderkopper - tværtimod. Det et yderst fascinerende dyr og har man bare én gang en tidlig morgen set et stort spind, fyldt med dugdråber, ved man hvorfor. Fantastisk ingeniørarbejde!
Men hvorfor er mange bange for mus?
Selv flygter jeg langt væk og kan kaste op af væmmelse, hvis jeg ser en igle, en maddike eller en spoleorm - hvorfor?
Jeg tror det et godt stykke hen af vejen også er kulturelt betinget. Man kan jo ofte se børn der hverken er bange for insekter eller mus, men så lærer de af deres forældres reaktioner og udvikler selv denne irrationelle frygt
Jeg synes er deres bevægelser er det værste. Når de fx. løfter de forreste ben…
Og så at de er hurtige.
De allerværste er jagtedderkopper:blegne:
Jeg er heller ikke glad for vandrende pinde…
[QUOTE=Mega;913750]Jeg er slet ikke bange for edderkopper - tværtimod. Det et yderst fascinerende dyr og har man bare én gang en tidlig morgen set et stort spind, fyldt med dugdråber, ved man hvorfor. Fantastisk ingeniørarbejde!
Men hvorfor er mange bange for mus?
Selv flygter jeg langt væk og kan kaste op af væmmelse, hvis jeg ser en igle, en maddike eller en spoleorm - hvorfor?[/QUOTE]
Aner det ikke. Jeg troede det var en skrøne at mange er bange for mus.
De andre. Tjah… Vidste du at man kan buge maddiker til at rense sår, hvor moderne midler må give op? Og at man er kan lave medicin af iglers spyt - det modvirker blodpropper…
Da Alex var lille og havde faldet og slået sig, eller bare var ked af det som små børn jo kan blive… så skulle vi bare finde en edderkop et sted, så var hun glad igen Heldigvis myldrer det med de kræ her L så det var sjældent svært at hitte en til at højne humøret. Hun er stadigvæk glad for dem og fabler i perioder om en rødknæet mexikansk fugle-fætter… Dem har jeg så ikke rigtig noget forhold til. Jeg kan sagtens kigge på dem og stå med dem i hånden. Jeg synes det er nogle mystiske kæledyr, men de trigger slet ikke min “EDDERKOP ” - måske fordi de er så store. det jeg ikke bryder mig om ved dem (og ved stankelbenene) er de der lange tyyyynde ben der brækker af for et godt ord >_<
[QUOTE=TrekkieGrrrl;913761]NOGET af det er garanteret kulturelt betinget. Men jeg kender også mænd der er bange for edderkopper Det er ikke kun en kvindeting
Er der andet kryb eller kravl der kan få dig op af stolen?[/QUOTE]
Næ, det er der faktisk ikke - jeg er selvfølgelig ikke vild med myg, men farer dog ikke skrigende op, hvis jeg får øje på en
Og heller ikke slanger, mus eller rotter er jeg bange for.
Og ja, jeg har godt hørt om mænd, der er bange for edderkopper - det er/var deres mor sandsynligvis også :høhø:
Af mine tre børn var kun den ældste kisteræd for edderkopper og jeg er det som sagt ikke selv.
Så når hun havde fødselsdag og til Jul, var der altid en gave fra edderkopperne
[QUOTE=Ann R;913764]Aner det ikke. Jeg troede det var en skrøne at mange er bange for mus.
De andre. Tjah… Vidste du at man kan buge maddiker til at rense sår, hvor moderne midler må give op? Og at man er kan lave medicin af iglers spyt - det modvirker blodpropper…[/QUOTE]
Ved det godt, men det ville være en behandling, jeg til enhver tid ville frabede mig. Hvad ville det hjælpe, hvis jeg i stedet for døde af et hjerteslag, når de blev sat på mig.
Ingen af mine forældre var så vidt jeg ved bange for dem. Men jeg var skrækslagen som barn og ung. Jeg har faktisk tilbragt hvad der føltes som et par timer på et toilet i Tyskland som 5 årig, fordi der sad nogle store edderkopper på indesiden af døren… jeg turde ikke røre den dør. Heldigvis blev jeg jo savnet.
Som voksen lærte jeg mig selv at få dem ekspederet ud selv - da jeg kom til at bo alene. For jeg havde for meget stolthed til at ringe til venner eller min far kl kvalme, fordi der sad en edderkop på væggen. Jeg vidste jo godt med min forstand at en dansk edderkop ikke kunne gøre mig noget. Så jeg lærte at håndtere dem - i starten med gummihandsker og ca en halv køkkenrulle til hjælp. Men jeg fik det gjort!
Den gik jeg også i en kæmpe bue udenom.
Katte er jo ikke giftige, men resten…
” - måske fordi de er så store. det jeg ikke bryder mig om ved dem (og ved stankelbenene) er de der lange tyyyynde ben der brækker af for et godt ord >_<