Hvornår er det synd og uværdigt?

Katte Adfærd, træning og opdragelse
#1

Hejsa.

Jeg har længe gået og været bekymret for min huskat. Hun er 2 år gammel og jeg har haft hende fra, hun var 16 uger. Udover hende har jeg en fire årig europé. Huskatten er købt til selskab, men de er ikke just bedste venner. De tåler hinanden, men de slås også. - dog ikke derude, hvor det er livsnødvendigt, at de skilles. Men det påvirker dem begge negativt.

Sagen er den, at huskatten ikke har været nok i hænder. Hun er født i en lejlighed med to voksne katte og hendes fem søskende. Så ifht kattesprog og andre katte, der er hun super. Det er min europé der synes, hun er irriterende.

Fordi hun ikke har været nok i hænder, så er hun meget bange og nervøs for alt. Jeg har forsøgt at rette op på det ved at håndtere hende dagligt, udsætte hende for forskellige lyde, lære at få klippet klør, børste tænder osv. Men det er lidt frustrerende, fordi nu efter knap 2 år, så er jeg ikke kommet nogle som helst vegne. Hun hvæser af gæster, løber langs panelerne og gemmer sig i skabene. Hvis jeg går ind i sko, så flygter hun. Det samme ved støvsuger og rengøring.

Vi har prøvet klikkertræning - også med gæster. Intet hjælper. De har tilmed været på både calm og zylkene. Jeg har ikke prøvet feliway, men den har jeg tidligere ikke haft erfaring med, og da calm og zylkene ikke virker, så synes jeg det er dumme penge.

Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er fedt med en nærmest kronisk bange kat. Men det er jo hvad jeg har købt. Det er en mulig konsekvens ved at købe huskat.

Hvad tænker i? Hvornår er det uværdigt for katten?

Det skal lige siges, at de indenfor de kommende måneder skal flytte over til min kæreste, som har en voksen hankat på 8-9 år. Han har været fertil indtil for få måneder siden og har levet det vilde hankatteliv ude. Nu er han dog blevet sofadyr, der kun gider ud, hvis jeg går med. Og han er blevet væsentlig mere rolig efter. Jeg tænker, at sammenføringen her kan have en positiv og negativ udvikling. Og der er også den mulighed, at de ikke kan sammenføres.

Men hvornår er det ikke et godt katteliv?

#2

Det kan godt være, det kommer til at lyde flabet, og det er ikke meningen. Men du er nok den nærmeste til at vide, om hun har et godt katteliv. Og det synes du sikkert ikke, hun har, når du er nået så langt som til at spørge?

At tage ansvar for en kat, man har anskaffet sig, er at gøre, hvad der er bedst for katten, og det er ikke altid at blive ved med at prøve at kompensere for mangler i en tidlig alder. Det er mit indtryk, at det under alle omstændigheder sjældent lykkes. Når hun stadig er kronisk bange efter 2 år med træning og andre foranstaltninger, sker der nok ikke lige pludselig en ændring.

Så du må finde ud af, hvad katten er bedst tjent med.

1 Synes om
#3

Det er på ingen måde flabet, det er jo bare sandt.

Og det er lige præcis det. Jeg synes, det er synd. Ingen af os kan være tjent med det her. Men når alternativet er aflivning, så er det virkelig en stor beslutning og en beslutning, som jeg ikke har lyst til at tage.

Under alle omstændigheder rykker hun med over i det nye hus. Og det så er sidste chance.

Det er lidt derfor, jeg gerne vil høre fra en ny vinkel.

Mine to første huskatte måtte jeg få aflivet efter to år af samme årsag. Og en calici, som blev ved med at gå i udbrud. Og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, om jeg gør noget forkert. Det gør jeg sikkert ikke, men det her er tredje gang. Og jeg kan jo se med min europé og forskning, at deres tid som killing har en kæmpe betydning.

#4

:troste:

1 Synes om
#5

Det her, det var derfor jeg kiggede på racekat… men hun var for sød og jeg blev blød om knæene.

Ej, det er godt nok at hun endte her! Jeg har sgu gjort mit bedste.

#6

Jeg tænker ikke, at du gør noget forkert - men at du har været uheldig…

Selv har jeg udelukkende haft huskatte, og flere af dem har - set i bakspejlet - haft en helt forkert “start”; de har f. eks. været taget for tidligt fra moderen (efter nugældende regler, en endda de daværende!), ene-killing, født på og hentet direkte fra halmloft (smækfyldt med orm og lopper… :anguished:), moderløse killinger fra internat…

Ingen af disse udviklede nogen form for adfærdsproblemer; derimod fik vi en killing, som vi havde kendt fra fødslen - opvækst lige efter bogen, men med et noget specielt temperament.
Super social og kælen, men sagde helt fra starten meget kontakt fra, når noget ikke passede hende, og efter en meget kedelig oplevelse i forbindelse med sterilisation, kunne ingen andre end os røre hende, uden risiko for at hun sad i hånden på dem…

Det jeg vist prøver at sige er, at der er katte - og risikoen er nok større, når afstamning og dermed forældretemperament ikke er kendt - der har et “vanskeligt” sind, uanset opvækst og håndtering.

2 Synes om
#7

Hvor er I søde :heart:

Jeg må lige drøfte det med dyrlægen. Men jeg får hende aldrig til dyrlæge. Det har jeg haft to gange, og hun går helt amok.

#8

Lyder desværre bekendt… :cry:
Vores Pivs, der er beskrevet ovenfor, var også kun hos dyrlægen 2 gange i sit liv - omtalte rædsels-sterilisation, og da hun blev aflivet som 16-årig.
Hun fik gudskelov aldrig behov for dyrlæge, og vi havde besluttet, at blev aflivning påkrævet, blev det med hjælp fra naboen, der er jæger - men “heldigvis” vågnede vi en morgen op til en kat, der var så akut syg, at vi kunne køre hende til dyrlægen, hvor hun blev aflivet helt fredeligt.

1 Synes om
#9

Der er flere dyrlæger der køre ud, så det er måske en mulighed? :slight_smile:

1 Synes om
#10

Jeg tror bestemt ikke, du har gjort noget forkert. Det lyder, som om du har gjort, hvad du kunne med de midler, der nu er til rådighed. Det handler mere om, at der måske bare ikke ER noget rigtigt at gøre for lige netop hende.

1 Synes om
#11

Jeg syntes ikke du har gjort noget forkert, tværtimod.
Jeg syntes ikke det lyder til hun har et godt katteliv, jeg ville vælge at lade hende rejse over regnbuebroen, Ja det er mega hårdt, men husk, det er ike synd for en kat at være død, men det er synd at udsætte så bange en kat for endnu en flytning og de frustrationer der følger med.

:kram:

2 Synes om
#12

Tak for svar alle :heart:

Jeg er endnu i tvivl, om vi virkelig er der. Eller om det er okay, at hun er bange. Måske de nye omgivelser kan noget andet. Måske den anden kat kan noget (jeg tvivler, tvært imod).

Men nu ved jeg, at hvis det det ikke går godt med flytningen, at så er det løsningen. Og det giver mig ro for nu.

#13

Nu kan jeg kun snakke for mig selv, men er ret sikker på mange andre opdrætter vil kunne nikke genkendende på det meste af det jeg nu skriver.
I vores opdræt har vi de sidste år været gennem en turbulent tid, hvor flere katte ikke kunne sammen og vi har derfor måtte neutralisere mange og omplacere en del. Jeg indrømmer gerne at det har været hårdt og vi har virkelig grædt snot, for et par af dem havde vi forventet at beholde til de døde af alderdom her hos os :frowning: Nu har vi næsten ro, kun to piger kan ikke sammen og dem holder vi adskilt, den ene venter sit sidste kuld og skal når killingerne er gamle nok ud i nyt hjem som enekat.

Men det korte af det lange er, at som menneske vil du altid være i tvivl og har tanken "har jeg gjort nok ? og når hun er væk vil du tænke “kunne jeg have gjort mere” Dette er desværre bagsiden ved at være ansvarligt og tænke på hvad er bedst for katten :frowning:

Det gør ondt og det gør det længe :frowning: ville virkelig ønske jeg kunne skrive mere opmuntrende, men da du elsker dine dyr, ja så gør det forbandet ondt at tage de svære beslutninger :kram:

2 Synes om
#14

Jeg er så glad for det du skriver.

Jeg er bare slet ikke klar til den store beslutning. Jeg er simpelthen ikke sikker. Det var jeg med de to andre. Det var en forfærdelig situation. Det er den her ikke på samme måde, da der ofte er meget roligt hos mig. Og så er hun det også. Det er bare synd, at hun skal blive så bange når der ikke er roligt mere.

Jeg hører hvad i siger ifht flytningen vil være synd. Men et eller andet sted så er det mit sidste håb. :sweat_smile: Så det er et svært valg.

#15

Nej… det er det ikke. 12-15 års liv i angst er ikke okay. Den udløsende faktor er lige meget, det er ikke et rimeligt lod i livet. Og det er ikke sikkert det drejer sig om start på livet. Huskatte indeholder noget andet end racekatte, og selv om mange af dem er velfungerende, så er en del af dem ikke, uanset hvordan man prøver fra starten. Kan jeg tørt konstatere efter at have haft flere kuld ups´er gennem vores mange år som opdrættere. De bliver passet nøjagtigt som dem med papirer. Alligevel har vi 2 gange haft en (hun!)killing med så dårligt temperament og så tydelige tegn på angst for nærmest alting, at 2. vaccination er skiftet ud med den lilla sprøjte… For hvis de på så tidligt et tidspunkt viser forkerte tegn, hvad skal det så ikke ende med… Selv lerklumper, som man kan forme som man vil, må man erkende har sin egen struktur, der ikke kan ændres og påvirker hvor meget man kan forme med selv de bedste hænder… Pointen er at nogle gange er der bare intet der virker, uanset hvor meget man forsøger at rette den op :frowning:
VH
Susanne

10 Synes om
#16

Jeg sætter virkelig pris på din ærlighed!

Det er svært at skeldne mellem følelser og fornuft. Også fordi, at det ikke er første gang.

Jeres svar overrasker mig faktisk. Jeg havde nok indset hvor alvorligt, at det er.

Måske i har ret i, at hun ikke skal med over i det nye hus :confused:

#17

Her vil jeg så lige indskyde, at en flytning kan ændre på forholdet mellem kattene, fordi det nye hus “ikke er nogens”…

1 Synes om
#18

Jo, for der bor jo en hankat nu.

Og det bliver en lang sammenføring. Vi går varsom til værks. Han har været fertil og vild udekat hele hans liv. Han blev først kastereret for et par måneder siden. Så det bliver noget med separate rum og gitterhegn mellem ved første møde. Jeg ved ikke hvordan han er ved andre katte. Men jeg ved, at han som fertil har været en del oppe at slås. Og han er seriøs, når han slår. Men Selma er stor og stærk. Hun ved det bare ikke. :sweat_smile: Min europé vejer 3 kg og huskatten 7 kg (hun er ikke kun tyk, men også kæmpe stor)

Om hun kan klare sådan en sammenføring, det ved jeg ikke…

#19

Men her handler det jo ikke bare om forholdet mellem kattene, som jeg har forstået det. Mere om, hvordan hunkatten har det i sig selv. Og jeg er enig med Susanne i, at det ikke er i orden, hvis katten lever i angst - som ikke er relateret til den anden kat. Heller ikke, hvis det var relateret til den anden kat, men det kunne man MÅSKE gøre noget ved.

Hvis det er i kattens sind, så ændrer en flytning næppe på det. Måske tværtimod.

Nu er situationen så heller ikke sådan, at det ikke er nogens hus i forvejen, men selv hvis det forholdt sig sådan, kan jeg ikke forestille mig, at sandsynligheden for, at det ville gøre katten mindre angst, vil være særlig stor.

4 Synes om
#20

Det lyder som en meget stor mundfuld for din nervøse kat, når der nu også er en hankat i huset, der har været vild og fertil.
Vi prøvede at sammenkøre mine tre katte med min kærestes i et nyt hus. Det gik bare ikke. Heldigvis kunne hun så flytte hjem igen. Var det ikke en mulighed at din kat kunne blive enekat et sted og få et roligt liv resten af hendes tid? Ellers vil jeg også sige at hun måske ville have bedst af at blive skånet for flere udfordringer i sit liv. Det er trods alt kattens ved og vel der må gå forrest.

5 Synes om