Hvad er jeres mening, omkring hvornår en kat er gammel ?
Altså ikke kun alderen taget i betragtning.
Hvis man har en kat, som er oppe i alderen , som ikke længere kat hoppe så godt som den kunne førhen, som sover mere end den gjorde førhen, eller har problemer med at klatre op fx. ?
Katte er jo eminente til at skjule smerter, så det er jo ikke altid man opdager en “gammel” kat har smerter.
De fleste indekatte, blir vel egentligt hurtigere “gamle” i forhold til udekatte ?
Jeg tænker at deres aktivitet indendørs contra udendørs.
Ville I give smertestillende piller dagligt for at “beholde” katten længere i jeres liv ?
Hvornår mener I at en kat er gammel ? Er det når den er +12 år eller før eller senere ??
Jeg tænker bare sådan generelt, håber ikke nogen blir stødt for det er bare at ren nysgerrighed, at jeg spørger.:surrender1:
Vores huskat på 13 år, er ved at være gammel. Vi kan se hun hører dårligere - og hun kan heller ikke fange mus så godt mere. Så jeg vil sige 12 år, så er man gammel når man er kat.
Ok, tak Camilla.
Men hvornår ved man det er tid til at sige farvel så ?
Er det ved synlig sygdom eller ? når den ikke kan mere, ser synlig syg ud eller ?
Er det synd at den ikke kan klatre og hoppe så godt mere, eller ??
Jeg har fået aflivet 2 katte der var blevet gamle. De blev 14 og 15 år. De begyndte med at de ikke ville hoppe op, de ville ikke lege mere, og generelt havde de bare meget nedsat aktivitet. De var stadig glade men allligevel syntes jeg det var blevet nok. Jeg kan ALDRIG finde på at holde en kat på smertestillende for at beholde den. Det vil gøre lige ondt på mig ligemeget hvornår jeg skal sige farvel til den, og det er synd for katten hvis man forlænger livet ud over hvad der er rimeligt. Vi har den fordel som mennesker med kæledyr at vi kan give vores dyr et rigtigt dejligt liv, og at vi kan afslutte det på en ordentlig måde, når det bliver uværdigt. Det vil jeg til enhver tid gøre. Jeg ved godt, at andre gør det anderledes men hos mig skal et dyr have det godt mens det er her, og det skal være uden smertestillende. Så kan andre jo gøre hvad de synes er det rigtige
Da jeg tog afsked med min huskat var han nået at blive 17 år.
Han var de sidste år begyndt at “skrante”. Han var blevet senil og han havde grå stær, men ellers fungerede han fint. Han var ikke som sådan syg da jeg valgte at få ham aflivet, men da han begyndte at have besvær med at hoppe op og især hoppe ned fra ting (hans forben gav efter), ja så syntes jeg ikke det var værdigt for ham mere.
De huskatte vi havde da jeg boede hjemme, blev hhv. 13 og 16 år.
De blev dog ikke aflivet pga. alder/sygdom, men pga. flytning og at det af forskellige årsager ikke var muligt at omplacere dem.
Hunkatten på 16 var klart blevet mere inaktiv, men ellers var der intet at mærke på hende.
Hankatten på 13 var frisk og fræk som altid.
Ved aflivningen kommenterede dyrlægen da også, at de var flotte, sunde, og virkede yngre.
Jeg havde faktisk ikke tænkt over den med inde-/udekatte. Begge de ovenstående var fritløbere (dog inde mange gange om dagen, altid om natten etc…).
Hunkatten havde dog også altid været meget stille og rolig, og slet ikke til udendørsleg, klatring i træer osv som hankatten.
Det er jo helt normalt at katte som mennesker, bliver mere inaktive med alderen. Men når alderen begynder at tynge så meget, at livskvaliteten nedsættes, vil jeg sige at det er på tide at sige farvel.
Men livskvalitet betyder jo forskelligt for katte i forskellige aldre. For unge katte er det jo at lege og jagte ting, hvor det for ældre katte kan være at ligge i vindueskarmen og følge livet udenfor.
Mismus (min kat hos min ex) er 11 og på vej til 12. Men det ved hun ikke noget om Man kan se på hendes øjenfarve at den er lidt falmet, men bortset fra det, så suser hun rundt med Kaya og leger. Så for hende er 11 år altså ikke gammel endnu
Jeg har en kat hjemme hos mine forældre, hun må efterhånden være en 14-15 år, og det kan ikke mærkes at hun er så gammel. Hun er så fritløber, med indendørskat kan jeg ikke svare på.
Nu er jeg jo så én af dem, der har valgt at lade min huskat Artemis få smertestillende dagligt.
Hun levede som herreløs/vildkat og valgte så i 2003 at flytte ind på mit nedlagte landbrug på Djursland med sine 5 killinger(!!!) - derfor ved jeg ikke præcist, hvor gammel hun er - men mindst 10 år i hvert fald.
Hun blev tæmmet og ‘fikset’ hos dyrlægen, og fik lov at blive på min gård. (jeg er senere flyttet til sjælland - og hun flyttede med).
Hun har desværre slem slidgigt i et enkelt led nederst i lænden. Dyrlægen siger, det er pga. et medfødt ‘løst’ led. Da jeg synes hun var for ung og sund og rask til bare at aflive, var løsningen smertestillende medicin - hver dag. For hun skal ikke gå og have ondt.
Hun kan ikke rigtigt springe længere - og alt foregår helst i ‘gulvhøjde’. Hun kan dog godt få moslet sig op i sofaerne.
Så længe hun får sin medicin, har hun det (så vidt jeg kan vurdere) ganske okay, er kælen, spinder og kan også finde på at lege 20 sekunder i et anfald af kådhed - eller løbe en meter op af stammen i æbletræet…men så er det også ned igen…
Men selvfølgelig er det noget, jeg holder øje med om udvikler sig - bliver det værre (og det gør det vel med tiden), så bliver hun aflivet. Dog må jeg sige, at det virker som om, at det er ret ‘status quo’ efter hun startede på medicinen. Hun får i øvrigt også ledstyrkende kosttilskud dagligt.
Så jeg har ikke noget problem med at ‘forlænge’ livet på en ellers ganske sund og rask kat på denne måde.
Hun får i øvrigt checket sine ‘tal’ i blodprøver med jævne mellemrum, for at se, om hun kan tåle medicinen på længere sigt - og det ser stadig superfint ud
11-12 år? Mine to ældste var gamle i den alder.
Ang. medicinering. Måske er det fordi jeg selv lever mit liv på medicin, det ved jeg ikke. Min holdning er at jeg medicinerer gerne hvis det kan give katten et normalt liv med god livskvalitet og hvis det kan gøres uden bivirkninger. Donna levede med fuld livskvalitet i 3-4 år på depomedrol der fjernede hendes astma. Det gjorde jeg igen uden at blinke. Greven fik adskillige gode måneder på smertestillende - han havde slidgigt i ryggen. Nu døde han så for en uge siden af noget helt andet, men ellers var jeg gerne fortsat, igen forudsat at han ikke havde bivirkninger.
Jeg har altså samme holdning som jeg har til mig selv. Hvis jeg kan lindre eller fjerne ubehag, kan jeg ikke se noget galt i at gøre det. Tværtimod.
Nu har det aldrig været aktuelt, men jeg medicinerer også gerne hvis det kan forbedre/forlænge kattens liv. Selvfølgelig kun såfremt det ikke indebærer bivirkninger.
Jeg finder det ikke anderledes end når man opererer for et eller andet, der også forbedrer/forlænger kattens liv.
Livskvalitet frem for -kvantitet, men lige som med os er der forskel på en ung og en gammels lyster og behov og jeg ville ikke betænke mig på at give et gammelt dyr medicin, hvis dette kunne give det nogle gode og uproblematiske år.
Lige i dette øjeblik går Helios ved siden af mig og råber. Han bliver 12 i næste uge. Han er stadig fertil, og han vandt best in show i sidste weekend. Hans kondition fejler altså ikke noget. Han er glad og veltilpas, og lige nu er han så ved at forklare et par hunkatte, at HVIS de synes mængden af dagslys er ved at være lig med løbetid, ja så kan han sagtens hjælpe med den lille sag. Han får hvert år i forbindelse med sin vaccination lavet blodprøver for at se hvordan han ellers har det - indtil nu har prøvesvarene været fremragende.
Men hvis vi røntgenfotograferer ham - og det har vi gjort fordi han på et tidspunkt pludselig virkede som om han havde mistet lidt muskelmasse i bagparten - så kan man se, at han har tydelige gigtforandringer i ryggen. Han blev derfor sat på foder med glucosamin og chondroitin tilskud, ligesom han dagligt får Metacam til 6 kg. kat. Han sidder pænt og åbner munden frivilligt og labber Metacam i sig - det er tydeligvis IKKE til gene for ham. Til gengæld kom muskelmassen retur ret hurtigt, og det er tydeligt at han er en kat, der stortrives. Han har masser af livskvalitet! Vilde heste kan ikke få mig til at se, hvorfor i alverden det skulle være så odiøst at holde sådan en glad, gammel dreng kørende på en behandling der virker og er uden bivirkninger for ham - jeg kan slet ikke se, hvad der skulle være indikation for at skyde ham - udover uvidenhed… For selv om man er blevet gammel, behøver man bestemt ikke være affældig…
VH
Susanne
Jeg ville ikke ha noget imod at medicinere min kat, hvis han fik smerter… Så længe han var glad, frisk og ligeså fræk som han altid er, så kan jeg ikke se noget problem i det…
Min Whiskey, som er fra kattehjem er nok i hvert fald 10 år gammel. Men han er frisk og vågen og glad og kælen. Han har aldrig hoppet så meget op på borde, for han er stiv i bagkroppen, og bliver altid sur på dyrlægen, når han tjekker hans yderpunkter. Han kan slet ikke strække sig lige så meget som de andre. Han er på daglig Canosan - det har hjulpet gevaldigt, og han kan faktisk godt hoppe direkte op på borde nu - han glemmer bare han kan fordi det før ikke var muligt. Om vinteren ligger han meget på det varme badeværelsesgulv, og han er lidt stiv og skal lige i gang. Og han er stadig førerkatten og tager trapper i fuld firspring og kan fange fugle og mus og lege tosset og løbe stærkt og slås med de andre.
Men vi holder øje. Og begynder han at ændre adfærd eller miste glimtet i øjnene, så ryger han på smertestillende, og så bygger vi trappetrin, så han stadig kan komme op og ligge på ynglingsstederne. Min dyrlæge har lovet, at ham har vi da mindst 10 år endnu - vi skal bare holde øje med ham og sørge for at gøre det komfortabelt for ham! (ja ja, man kan ikke love sådan noget… Men det var hendes måde at sige at han var i fin form!)
Så jo, jeg ville ikke have noget imod at smertedække eller på anden måde medicinere, så længe min dyrlæge og jeg i samråd var enige om at katten havde det godt ved det!
Hidtil har jeg ment, at katte var gamle fra 12-årsalderen, men efter at have set Snehvide tosse rundt med Rags, vil jeg nok rykke grænsen lidt op.
Men Milly på 17½ er i hvert fald gammel. Hun virker ind imellem lidt småsenil, hun ser dårligt og hendes nyretal er ikke for gode. Men - der er stadig så meget tilbage af vores gode, gamle selvbevidste, udspekulerede og frække kat, at vi ikke tvivler på hendes livskvalitet. Forhåbentlig kan foråret få hende op i omdrejninger igen, som det skete for et par vintre siden, hvor hun også havde sløjet af på den.
Vi ved på den anden side også godt, at dagen for at sige farvel kommer nærmere og nærmere. Og det behøves ikke kun at være af medicinske grunde - det kunne også være, hvis hendes position som “førstekat” forsvandt. Hun er gammel og svag, men de to andre respekterer hende alligevel. Det ville være ubærligt for både hende og os, hvis hun en dag ikke mere kunne hævde sig i forhold til dem. Hvis det skete, ville tiden også være inde.
