[quote=Gry Gressbakken;450622]Faktisk er der en undesøgelse der viser at jo yngre mænd er når de bliver fædre, jo mere intelligente bliver deres afkom, og jo ældre mændende er, jo lavere intelligens har deres afkom.
Det er sguda lidt morsomt.
så damer - ud og få børn med nogle piv-unge mænd! :D[/quote]
Det har jeg gjort og håber da at det så viser sig at være rigtigt.
[quote=Sheer;450624]Ens hjerne er færdigvokset når man er 25, så første herefter kan man tale om at tage et bevidst valg, for før kan man ikke forudse konsekvenserne af ens handlinger på et særligt avanceret niveau.
Selvfølgelig kan man derefter sagtens blive klogere, men før 25 er man efter min mening for impulsiv, og opdragelse af et barn kommer til at ske i samarbejde med de mennesker man har omkring sig, så derfor er barnet prisgivet miljøet omkring forældrene, og det går ofte galt. Begge ender med at være afhængige af myndigheder, og det synes jeg er uansvarligt, når man nu bare kunne vente, og dermed undgå at være en belastning for samfundet. :)[/quote]
Det er da en generalisering der vil noget!
Jeg blev planlagt gravid, med mit første barn da jeg var 19 år og 20 da hun kom til verden. Jeg har bestemt ikke været impulsiv og ej tilladt at andre blandede sig i min opdragelse af mit barn; hverken familie eller daginstitution eller senere skolen.
Den samme holdning havde jeg da jeg blev mor som 32 årig til min den sidste. Det er mine børn ikke samfundets. Jeg ønskede ikke at vente men mit valg har aldrig belastet andre end mig selv og da slet ikke samfundet.
Tror bestemt at vi er mange der kan stå inde for overnævnte selv om vi fik børn før vi var 25.
Når jeg ser tilbage på min førstefødtes barndom kontra sidstefødte, så vil jeg hævde at jeg har været mere nærværende mor ifht. den første. Dengang jeg fik hende læste jeg og det gjorde jeg de første 10 år af hendes liv. Pengene var små, men hun har aldrig manglet noget og noget hun især var rig på var oplevelser. For på en SU lærer man alle de billige og især de “gratis glæder” at kende; museumsbesøg på entrefrie dage, en tur i skoven, årskort til zoo, “restaurantbesøg” derhjemme og hvad vi nu ellers fandt på. For slet ikke at tale om tiden - den dyrebare tid vi havde sammen fordi jeg altid havde tidligt fri.
Den “lille” som jeg fik i 1999, havde en mor der tog orlov i 1½ år fra arbejdet og siden da har hun kun haft sin mor i weekenderne og 6 uger om året på “fuldtid”.
Hun har intet manglet af matrielle goder, hun har gået til ridning, fodbold, svømning (ja alt det hun har haft lyst til), været på mange udenlandsrejser, fået store gaver til jul og fødselsdage mv. Har to værelser og jeg kan blive ved.
Den “store” havde en mor der tog tingene i stiv arm og inddrog hende i alt, for det var jo nødvendigt og helt naturligt, at have hende med i alt og overalt. Den “lille” derimod har jeg været total pylleret over og hun fik bestemt ikke lov til at sidde og skrælle kartofler på køkkenbordet da hun var 2 år, som søsteren havde fået lov til.
Jeg vil ønske at der kom en lille fe og sagde at jeg kunne give mine børn de samme opvækstbetingelse, så ville jeg ikke betænke mig et sekund på at den “lille” skulle have den opvækst den “store” havde.
Jeg er så ked af at jeg ikke var 20 år, studerende og kun havde til dagen og vejen rent økonomisk, da jeg fik den “lille”, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om hvem af min børn der har haft den “rigeste” barndom ej heller til hvem af dem jeg var den bedste udgave af “mor”!
Så nej det var ikke synd for min datter at jeg blev mor som 20 årig - det er mere synd for min yngste datter at jeg blev mor som 32 årig. For selv om jeg syntes at jeg er en god mor til hende, så ved jeg også godt, at jeg var bedre “mor” første gang!
