Hvad gør man, hvis man rigtig gerne vil have en racekat og bare ikke har kontanterne til det?
Så bytter man da med noget, man har!!
smart
Fantastisk! Mon også dyrlægen vil bytte den dag der er behov for ham…? Og hvor mange gange, hvis nu man forestiller sig kræet skal vaccineres en gang om året…
VH
Susanne
Smart eller… Blev engang tilbudt 10 bilradioer for en killing, og som manden så klogt sagde, bare rolig de er ikke varme - Yah right
Så hellere en tatovering - hvis man altså er til den slags i forvejen Der er det jo trods alt mere arbejdskraften, man “betaler” for.
Hvor mange sutsko der mon går, på en tatovering 
Ja, han får ikke kat fra mig.
Godt spørgsmål 
Tænk… er det kun mig, der egentlig ikek har det store problem med annoncen?
Selvfølgelig ville opdrætters godkendelsesprocedure ikke ændres det mindste - men hvis nu tatovøren kom igennem den screening og opdrætter havde et helt reelt ønske om på et tidspunkt at få en tatoo, så er det her da udmærket…
Tatovøren er udmærket klar over at en kat koster (mange) penge… nøjagtig ligesom at hans ekspertise heller ikke kan fås billigt…
Jeg ville selv ikke have problemer med at “bytte” en kat for min arbejdskraft! Det væsentligste er at der udveksles kat og tjeneste af nogenlunde samme værdi…
En kat ville fx stå mig i mindst fire, måske fem dobbelte bursæt, eller mindst et af de helt store klatremiljøer - hvis sælger alligevel har tænkt sig at investere i sådan noget fra mig, så kan vi sagtens komme frem til en aftale om det!
Der er jo ikke tale om at jeg på nogen måde ikke vil betale, hvad det koster… blot at jeg betaler på en anden måde end den normale… (selv om jeg nu aldrig ville foreslå noget så tåbeligt som 10 bilradioer - hvad skal opdrætter med ti??? :D)
(Og ja… jeg har brugt det her byttesystem flere gange på forskellige måder… dog aldrig ved handel med kat… )
[QUOTE=Ann K;896732]Tænk… er det kun mig, der egentlig ikek har det store problem med annoncen?
[/QUOTE]
Nej, jeg synes også det er ret smart … både kat og tatovering er jo ‘‘ydelser’’ der står til en vis pris, så om det er reelle penge der skifter hænder, er lige fedt i mine øjne
Da jeg jo ikke ligefremt svømmer i penge, synes jeg det er fedt, når/hvis jeg kan bytte mig frem til de ting jeg gerne vil have …
Altså der sker jo allerede den slags indenfor opdræt… parring for killing eller bytte af killinger… Forskellen er bare at det er samme “vare” der byttes.
Så bytte bytte købmand, er vel ligeså godt som en reel handel, hvis begge parter er tilfreds
Så hvis jeg ville sælge til hjemmet, fordi det kunne være et godt sted for min killing, så vil jeg da ikke afvise at jeg kunne hitte på at modtage betaling i form af en eks. tato
jeg ville heller ikke have noget problem et godt hjem er et godt hjem uanset typen af betaling
[QUOTE=Susanne W;896707]Fantastisk! Mon også dyrlægen vil bytte den dag der er behov for ham…? Og hvor mange gange, hvis nu man forestiller sig kræet skal vaccineres en gang om året…
VH
Susanne[/QUOTE]
Vi har skam et år fået vaccination og sundhedstjek af et styk hund og fire styk kat som byttehandel… Jan ordnede noget praktisk arbejde i dyrlægens klinik
Vores dyrlæge har også direkte sagt at fx neutralisering og mindre operationer vil blive billigere, hvis en af os (Jan) ville gå til hånde… arbejdsgangen ville simpelthen blive lettere.
En Russian Blue opdrætter herhjemme har en gang byttet en killing for en gris - læs den meget morsomme historie her: http://www.bluewhite.dk/gris.shtml
Ska’ vi bytte katten for en gris?
Det var en lørdag formiddag, da telefonen ringede inde i stuen. Jeg havde lige gjort rent hos vores kattekillinger, og det var godt nok noget af en opgave, fordi Sophisticated Lady (moderkatten) i nattens løb havde hentet en hel køkkenrulle, givet den til de små “russere” som legetøj, alt papiret var lavet til molekyler!
Ah, du drømmer ikke om, hvor meget sådan en køkkenrulle fylder, når den er splittet totalt ad, øv, det var surt. Jeg gik ind for at tage telefonen.
- Ja, det er Solveig, sagde jeg. - Davs, Jensen her, lød det i røret. Du handler med katte, har jeg hørt?
- Øøøhh, handler og handler, sagde jeg “kvikt”, vi har et kuld killinger, der er en dejlig Russian Blue-han, som ikke er lovet væk endnu. Han har desværre nogle hvide hår på brystet. Det er jo ikke godt, når katten skal være helt blå. Han kan ikke bruges til avl eller udstilling, derfor er prisen på ham nedsat. Men du er da meget velkommen til at komme og kigge.
- Tja, sagde Jensen, knægtens kat er blevet kørt over, må vi komme nu?
- Ja, kom I bare, sagde jeg.
Der gik ikke ret lang tid, så ringede det på døren. Jeg åbnede, og blev noget forbløffet, det var hr. Jensen og hans næsten voksne søn. De så ud til at være landmænd, (bønder, tænkte jeg, de køber da ikke racekatte). Jensen lignede manden fra den reklame med “country farmer chips”, sønnen en miniudgave af samme.
De to mennesker havde ikke den fjerneste lighed med de mennesker, vi plejer at bortadoptere vort pelsede afkom til.
Nå, men plejer er jo som bekendt død, jeg inviterede indenfor og viste Jensen og Jensen ind til killingerne. På vej ind igennem stuen lagde “gamle” Jensen nogle billeder på vores spisebord. Så imens de to Jensener legede med vore katte, gik jeg nysgerrigt ind i stuen for at se, hvad det var for nogle billeder. Billederne forestillede nogle grise, der gik på friland. De rodede i noget mudder, var møghamrende beskidte og så ud til at have det rigtig dejligt.
Men jeg undrede mig, hvorfor havde Jensen mon lagt de billeder her?
Da jeg stod og så på billederne, kom “gamle” Jensen ind i stuen.- Det er godt nok nogle fine katte, du har, sagde han.
- Ja, dem er jeg glad for, svarede jeg.
- Skal vi bytte kattekillingen for et af de der svin, spurgte Jensen og pegede på billedet, som jeg stod med i hånden.
- Øh, nej, man må altså ikke ha’ grise her, sagde jeg forvirret, Jensen forklarede mig, at det var en slagtet frilandsgris, han ville bytte med.
- Nåå, sådan, sagde jeg, på en ualmindelig “begavet” måde. – Det må jeg tale med min mand om, jeg ringer til dig, svarede jeg.
Hen på eftermiddagen, da indkøb og rengøring var overstået, kom Jesper, min bedre halvdel, og vores søn, Sebastian, hjem fra sejltræning. Jeg fortalte dem om den der handel med grisen og katte, som vi var blevet tilbudt, og at jeg ikke rigtig kunne finde ud af at forholde mig til den historie.
De grinede, og da de havde grinet af, blev vi enige om at besøge familien Jensen, så kunne vi jo selv se, om det nu også var et godt kattehjem.
En uge senere var vi på vej til Uggerløse for at besøge Fam. Jensen. Jesper kørte bilen, og imedens filosoferede han over, hvad for en fyr ham Jensen mon kunne være. Produkthandler, sagde Jesper. Sådan nogle bruger aldrig penge, hvis de ellers kan blive fri, de handler i stedet for. Ham her har nok nogle gamle bilskrot, der ligger og flyder ude på gårdspladsen i selskab med et udtjent komfur, et køleskab uden låge, og det hele har nok ligget der i så lang tid, at der er groet mos på og ukrudt op igennem. Han har nok også lidt høns, nogle får og grise i sin geschæft til at drive lidt byttehandel med. Jeg pudsede lidt på min glorie og sagde, at det ikke var pænt at generalisere. Så var vi der –
Jespers beskrivelse passede ikke, - Jensen havde nemlig slet ikke nogen får.
Vi blev vist rundt på ejendommen, grisene så ud som på billederne, hønsene gik frit, der var en dejlig stor tyk hund af ubestemt race, og der var en burmeserkat.
Her måtte “vores” kattekilling gerne bo, blev vi enige om. Så skulle vi ind og ha’ kaffe i stuehuset, og i køkkenet boede der, men det var dog kun midlertidigt, en kær lille gris. Fru Jensen sagde, at den skrantede lidt, så den skulle have ekstra pleje.
Efter ca. en måned afleverede vi Felix – det navn havde Familien Jensen valgt til deres killing. Felix var inderligt tilfreds med sine nye omgivelser, og familien var meget glade for ham.
Jensen lovede at ringe til os, når grisen var oppe på den rigtige vægt og skulle slagtes.Via mit arbejde som pædagog er jeg en gang om året forpligtet til en uges “rekreation” i samvær med et større antal børn og alle mine kolleger. Det år skulle vi på en koloni i Østrig, Sebastian skulle med mig.
Jesper, den “stakkel”, måtte jo så være alene hjemme sammen med vores tre katte. Han havde noget svært ved at skjule, at han glædede sig til en hel uge på sofaen uden de daglige kedsommelige gøremål.Dagen før afrejsen ringede Jensen fra Uggerløse: svinet er klar til slagtning, sagde han. Du kan bare komme efter det i løbet af ugen!
- Den klarer jeg, sagde Jesper ubekymret.
Jesper burde nu have været bekymret, Jensen havde jo sagt, svinet er klar til slagtning!
Jeg ringede hjem fra Østrig efter to dage for at høre, hvordan det stod til på hjemmefronten. Jesper lød noget utilfreds, slet ikke sød og glad over at høre fra mig.- Hej, nå endelig ringer du, sagde han. Sig mig havde vi ikke aftalt, at den gris skulle være slagtet, når vi fik den.
- Joo, det mener jeg, svarede jeg, er den da ikke det?
- Nej, sagde Jesper surt, jeg har været hjemme hos Jensens. Manden var der ikke, og konen sagde, at jeg bare kunne gå ud i folden og hente den, der var kun den og dens mor tilbage. Jeg skal f… ikke ind til den so, hun vejer ca. 200 kg og er mindst 3 m. lang.
- Uha da da, det lyder sandelig ikke godt, sagde jeg. Det er altså ret dyrt at ringe, jeg er nødt til at smutte igen – hej min skat, ha’ det nu rigtig godt.
Et par dage efter ringede jeg hjem igen, med håb om at Jespers humør var blevet bedre, og at han havde fundet på et eller andet med den der gris.
Jo, Jespers humør var bedre nu. Grisen er på slagteriet, fortalte han og lød yderst tilfreds med sig selv.- Nå, men det var da godt, sagde jeg, og hvordan bar du dig så ad?
- Tja, jeg lånte en kasse på en bondegård, en som de ellers bruger til fåretransport. Den var ikke så solid, men jeg ku’ ikke få fat i andet, min far tog med, og jeg hentede Jens. Jens havde godt nok pænt tøj på, fordi han og Eva skulle ud til middag, men det var jo ikke noget, der tog så lang tid, og han behøvede slet ikke at blive beskidt, så jeg sagde ikke noget til ham om, at det var grisen vi skulle hente, bare om han lige gad hjælpe mig. (Åh nej, tænkte jeg, det var vores bedste venner). Jesper fortsatte: Vi kørte ud til gården, men så startede problemerne rigtigt. Ham Jensen var selvfølgelig stadig ikke hjemme. Kan du sige mig, hvordan man kommer en gris på 100 kg ind i en kasse, mens dens mor der er dobbelt så stor tøffer rundt og prøver på at blande sig. Jesper snakkede og snakkede.
Jeg bakkede altså bilen helt op til hegnet – vi havde for resten også lånt en lastbil – bagsmækken kom ind over elhegnet, og så satte vi kassen lige nedenfor. Føj, hvor den so var stor og ondskabsfuld at se på, og Jens, han lagde selvfølgelig straks ud med, at han i hvert fald ikke gik ind til det der rovdyr med sine nye laksko på.
Vi kunne ikke lokke grisen ind i kassen med tilråb eller fagter, den var bare ligeglad, men så fik min far den gode ide at lokke den med noget mad. Så gav fru Jensen os noget grisefoder, og det lagde vi i kassen med det resultat, at soen gik ind og spiste det, vores gris den kiggede bare på. Derefter gik der en rum tid med at tigge og bede soen om at gå ud af kassen og grisen om at gå ind i kassen. Endelig lykkedes det.
Vi fik lukket i en fart, bandt et tykt tov om kassen, nu skulle vi havde den op på ladet af lastvognen, vægten var vel sådan ca. 120 kg. Det var k… tungt, skulle jeg hilse fra os alle tre og sige.
(Uha, tænkte jeg, det er godt, man er langt hjemmefra, mænd kan da også få småting til at lyde som verdenshistorie). Jesper snakkede videre. Så kørte vi, sagde han, men kun ca. 1 km, for nu begyndte dyret at blive uroligt. Jeg blev nervøs for, at “Salmonella”, det havde vi døbt grisen, slap ud af den der skrøbelige kasse, så jeg stoppede bilen, og vi gik alle tre ud og plukkede græs i grøftekanten, så den kunne få noget ædelse og falde til ro igen, nu er den altså som sagt på slagteriet.- Det er vel nok dejligt, at den historie endte så godt, sagde jeg. (Jeg blev klogere).
Vi sagde farvel, jeg lagde røret på, og gik hovedrystende ind til mit arbejde. Åh, hvor pragtfuldt, hjemme igen. På Helsingør station afleverer vi alle “ynglingene” til deres respektive forældre. Jesper var der for at hente Sebastian og mig, og på hjemvejen snakkede Jesper igen hele tiden om sine genvordigheder med “Salmonella”. Vi andre fik ikke et ord indført om vore oplevelser i bjergene.
Først da vi var hjemme i Fredensborg, og jeg stod i mit køkken, begyndte det så småt at gå op for mig, at grisen faktisk ikke bare var en bagatel. Her var svinekød over alt i kæmpestore mængder, et kvantum på ca. 90 kg.
Det var da godt nok parteret og lagt i plasticposer, men jeg stirrede skrækslagen på alt det kød og på vores skabsfryser, som er af en ganske almindelig størrelse, og så på Jesper. Nu sagde han ikke noget, men lignede en, som tænkte “Hvad sagde jeg, og nu er det dit problem!”- Vi må sælge noget af det, sagde jeg forsigtigt, og gi’ noget væk.
- Har jeg gjort, sagde Jesper, det her er, hvad der er tilbage.
Nu er det således, at jeg er begunstiget med verdens bedste svigermor, hende ringe jeg til og klagede min nød.
Hun var da godt klar over, at vi manglede plads til “Salmonella”, sagde hun, og nu måtte vi endelig ikke bekymre os, for hun havde købt en kummefryser, den var på vej.Men hvad skulle jeg dog med den dér gris, jeg som er vegetar?
Solveig Schjørmann (Silver Blue)
© 1999 Solveig Schjørmann og Niels Peter Hansen
Jeg har ikk noget problem. Jeg vil bare ikke have betalingen/ydelsen - så no deal.
Det er jo så en anden sag .)
Hvis ikke man vil have en tatovering, så kan man jo heller ikke lave en byttehandel…
Jeg har godt læst den historie før, og ligesom sidst var jeg flad af grin :høhø:
Jeg synes det er en smart måde at komme omkring handel på, men det kræver at tingene falder på plads jo… altså at 1: Køber af kat skal finde frem til det ønskede opdræt og den ønskede kat, 2: Køber af kat skal godkendes af den valgte opdrætter 3: Sælger skal ønske den foreslåede betaling, men kan alle dele falde på plads ser jeg intet i vejen for at slå en handel af på den måde - men jeg er jo også jyde 
[QUOTE=Ann K;896732]Tænk… er det kun mig, der egentlig ikek har det store problem med annoncen?
Selvfølgelig ville opdrætters godkendelsesprocedure ikke ændres det mindste - men hvis nu tatovøren kom igennem den screening og opdrætter havde et helt reelt ønske om på et tidspunkt at få en tatoo, så er det her da udmærket…
Tatovøren er udmærket klar over at en kat koster (mange) penge… nøjagtig ligesom at hans ekspertise heller ikke kan fås billigt…
Jeg ville selv ikke have problemer med at “bytte” en kat for min arbejdskraft! Det væsentligste er at der udveksles kat og tjeneste af nogenlunde samme værdi…
En kat ville fx stå mig i mindst fire, måske fem dobbelte bursæt, eller mindst et af de helt store klatremiljøer - hvis sælger alligevel har tænkt sig at investere i sådan noget fra mig, så kan vi sagtens komme frem til en aftale om det!
Der er jo ikke tale om at jeg på nogen måde ikke vil betale, hvad det koster… blot at jeg betaler på en anden måde end den normale… (selv om jeg nu aldrig ville foreslå noget så tåbeligt som 10 bilradioer - hvad skal opdrætter med ti??? :D)
(Og ja… jeg har brugt det her byttesystem flere gange på forskellige måder… dog aldrig ved handel med kat… )[/QUOTE]
Var der noget med, at du godt ville have en Skovkat?
jeg synes det er en fin måde at gøre en handel på sålænge alle parter er tilfredse. Det var jo den måde man handlede på tilbage i tiden, og det foregår da også stadigvæk (taler ikke lige kat for tatto, men princippet i at handle på den måde).