Så er jeg opereret i går, flere ting er lavet derinde, lægen bruge 1t25m på det, kan jeg se.
Ledæben er sat fast med to ankre, den vidste jeg skulle laves. Derudover er der slebet noget knogle af ind mod bækkenet og der er fjernet noget brusk/inflammeret væv.Fra jeg blev vækket og til jeg kunne gå hjem gik der over 4 timer, var så blæst i hovedet.
Den første time oå jeg og klaprede tænder mm. Vidste ikke om det var normalt, og vidste ikke om jeg bare kunne kalde på en sygeplejerske. Det kune jeg åbenbart, for fik at vide at jeg da bare skulle have sagt til. Svarede at det kunne jeg ikke.
Skulle sådan tisse også, men kunne ikke, så de måtte tømme blæren med kateter. Et par timer senere kunne jeg heldigvis selv tisse.
Mine forældre skulel komme og køre mig hjem, de var på sygehuset ca 1½ time efter at jeg blev vækket. God en time senere kom min mor ind til mig. Hun sagde at hun var gået ud til min far og sagt “Jeg håber ikke vi skal have det med hjem”. Jeg så åbenbart ikke ret godt ud. En time senere var det dog bedre, sagde hun.
Nu er det overstået, og jeg er i min sofa. SIdder med en pose frosne rosenkål på hoften - det fungerer godt som ispakning, er billigt i indkøb, og tør ikke lige så hurtigt som fx ærter.
Har stort set ikke sovet i nat, har ikke kunnet få ro selv om jeg morfin.
Stine kunne ikke forstå at jeg ikke ville lægge mig på venstre side, som jeg plejer, for at nusse hende. Det endte dog med at hun kom om på min højre side, så hun kunne blive nusset og agere sygeplejer.
Mister er ikke vild med krykkerne, men så snart de ligger ved siden af mig, så er det okay igen.
Nu venter nogle dage i ro, og genoptræningen starter alerede i dag med et mildt øvelsesprogram.
Det har været en lidt hård dag, tror det hænger sammen med den manglende sammenhængende nattesøvn.
Så håber på en god nattesøvn, så i dag måske er en smule anderledes.
Jeg har sat rigelig tid af til at komme ovenpå, så kan jeg kun blive positivt overrasket hvis det går hurtigere.
Har sovet nogle få timer i nat, hvilket var godt.
Det er en hård nyser, rent mentalt, og jeg er grådlabil. Hvorfor jeg er grådlabil kan jeg ikke sige, kun at det er der.
Men det er også en større operation, og der har været meget stress op til, og det skal også ud af kroppen igen.
Og så ved jeg ikke om tingene føles rigtigt eller forkert, og det er svært for nogen at sige. Og ringer jeg f.eks på sygehuse i morgen og spørger er det også svært for dem at svare.
Jeg synes dog at min smertestillende “løber ud” og jeg ikke er dækket ordentligt. Og det er hårdt. F.eks synes jeg lige nu at jeg ikke er dækket, men må først tage noget om knap 2 timer, og den dosis skal holde hele natten.
Det hårdt, og det skal blive bedre. Men hvor er det hårdt at være i mens det står på.
