Nu har vi jo haft vores Cornish Rex i et par måneder… og her til aften (OK nat, det er lige for lidt siden) kom hun pludselig for første gang i en voldsom “kælenitis” - altså en “Jeg vil AES. NU!” ting. med hovedbonken og spinden og alting.
Og det er første gang hun har været så demonstrativt kærlig over for mig. Og det minder mig om vores gamle havana, Banse, hvor jeg havde boet hos Manden i TRE måneder før han en aften besluttede sig for at jeg åbenbart blev så han jo hellere måtte sige pænt goddag… Faktisk en opførsel meget lig den Delle lige har udvist.
Og nu kender jeg jo ret meget til Siatalere, men meget lidt til Rex’er ud over at de er søde og krøllede og godt gider lege med små irriterende siamissekillinger når det nu ikke kan være anderledes…
Men er det her helt normal CRX-opførsel? Er de lisså kostbare som orientalerne? Og når de så først har bestemt sig til at man er god nok, så er man MEGET GOD? Eller skal jeg ikke glæde mig for tidligt?
(jeg har prøvet at finde noget online men der er meget lidt om krøllekatte og ikke lige om det aspekt ved dem…)
Mine 3 er faktisk vidt forskellige med deres behov for og lyst til at kæle og putte. Den mest gennemgående fælles faktor er, at de er venligsindede og nysgerrige overfor fremmede og gerne lægger sig på skødet af gæster. Men ellers spænder de fra gerne at ville ligge på skødet, men ikke at ville holdes eller flyttes på (Anna Bell) - til at være insisterende hængetræ 24/7 og stort set kunne løftes og bæres rundt på, på ethvert tidspunkt (Deena). Amira svinger sådan lidt imellem de to. Alle har dog kontaktbehov, men udviser det bare på denne vidt forskellige måde. Anna Bell, der kun ligger på skød, gør det til gengæld MEGET (og holder simpelthen øje med hvornår især min kæreste er ledig). Amira har nogle ret sjove vaner med at ville sidde på skødet, når man går på toilettet - og skriger i øvrigt min kæreste ud af sengen hver morgen. Deena er sådan lidt pestilens i perioder, selvom jeg også nyder rigtig meget at sove med hende på sofaen
I øvrigt kom Anna Bell jo hertil som plejemis sammen med 2 andre. Og jo - det tog noget tid, før de 3 begyndte at putte sammen med mig, når jeg sov hos dem (de boede adskildt fra mine dengang). Men det kom altså - og det varede ved. Men også på hver deres betingelser.
Jeg ved, at der er et par forskelle på DRX, CRX og Sphynxen, men jeg ser også mange ligheder (heldigvis de charmerende af slagsen). Alle tre racer er i mine øjne utrolig venlige og kærlige overfor fremmede, og så har de ben i næsen hvad angår nye oplevelser, som de tager i stiv pote.
Især Sphynxen og Devon Rex synes jeg har et roligt og snaksageligt gemyt på udstillinger, hvor der ellers kan være meget stresset. At racerne har det med at nikke skalder eller små kys til ejere (og fremmede) når de gerne vil kæles med, er bestemt en sjov og ikke mindst charmerende “feature”. Nokki nikker gladeligt skalder ud og kysser, hvis tingene ikke helt går som hun vil have det.
Jeg kan vist ikke sige det nok, men jeg elsker den skaldepande.
Ja, det er rigtig dejligt, at de er så nemme at have med. Mine tager sig ikke noget særligt af dyrlægebesøg - heller ikke når deres kammerater har været afsted og kommer hjem og lugter af dyrlæge. Er super nemme at håndtere. Jeg har dem vel ca. halvdelen af gangene med på cykel og i offentlig transport (når kæresten ikke kan køre), tages altid i stiv pote.
Og jeg har flere gange haft dem med hos svigerforældrene i Ribe. Senest også en tur med ned til min søster i Vordingborg i en weekend. Ikke noget der, de synes det er vældig sjovt og spændende at udforske det nye.
Jeg ved ikke noget om Rex’er… men, kan man forestille sig, at det har noget at gøre med, at Basil er faldet væk? Jeg har indtryk af at Basil var MORS kat, og at han ikke kunne li’ Delle. Kan det være sådan at hun først nu har mod/tryghed/whatever til at være kærlig overfor dig? Og at “kræve” dig som sin? Der er jo også noget “MIN ejendom” over den typiske kælne kat, med gniden og slikken på en?
Mine to drenge var så EKSTREMT opmærksomhedskrævende og så kælne at det var alt alt for meget. Lagde jeg mig ned lå der med det samme mindst én kat på brystet af mig. Satte jeg ham ned hoppede han op gang på gang på gang. Jeg faldt over dem fordi de konstant løb mellem benene på mig. De skulle altid sidde på skulder, ligge på skød, kile sig ind mellem min kæreste og jeg osv.
Det var virkelig for meget i længen, selv om det er de dejligste katte i verden, netop fordi de var så elskelige, kærlige og godmodige… man kunne gøre alt med dem og de brokkede sig aldrig. Men ja, jeg (eller andre som har mødt dem for den sags skyld) har aldrig mødt katte som var så klistrende, og det var virkelig for meget for mig. Man fik kun ro for dem når de sov.
Vanitas: Men det er da godt, du kom af med den der allergiske kæreste… eller de der Cornish’er, der irriterede dig væltede alting ned… eller hvad det nu lige var, der gik galt…
Hm ja det kan da egentlig godt være. Her de sidste to dage har hun i det hele taget været meget mere i stuen end hun plejer. Som om hun nu er SIKKER på der ikke kommer nogen og angriber hende (ikke at hun har virket nervøs altså, hun har bare holdt sig ovenpå, enten i sin kurv i soveværelset eller ovenpå tørretumbleren på badeværelset. Men de sidste to dage har hun pludselig ligget nede i sofaen Hun er sådan en dejlig lille krøllekat. Selvom hun ikke gider bæres på (og jeg VIL altså helst ha’ en kat i armene frem for oven på mit tastatur) og vældig kær.
Det sjove er at jeg har ikke SET hende gøre Stevie noget som helst, men han er skrækslagen for hende. Hvæser og puffer sig op og lægger ørerne helt tilbage… Skørt, specielt fordi han ikke er spor bange for hverken Ozzy eller Phumba… :? Men krøllekatte ser åbenbart farlige ud
Pivnu, jeg kan ikke forstå din kritiske og nedladende tone…?
Jeg elskede de drenge, smukkere, kærligere og mere godmodige katte findes ikke. Men vores temperament passede bare ikke, de var for meget klæbekatte til mig og det måtte jeg til sidst indse. Min kæreste havde absolut intet at skulle have sagt i den sag! Jeg overvejede meget længe at finde et nyt hjem til dem, men gjorde det til sidst da jeg afviste dem for meget og det var synd. Jeg kan ikke se problemet i det? Ja, det var virkelig ærgerligt og dengang jeg fik dem syntes jeg at jeg havde undersøgt alt om racen og at det var det rette match.
De væltede skam heller ikke meget ned i forhold til min MCO’s kluntede rumpe. Jeg brugte næsten et år på at finde det rette hjem hvor de kunne komme ud sammen og mener selv at jeg fandt det. Jeg savner dem da også af helvedes til, men ved at de har fundet et hjem i en katte-tosset familie hvor de kan komme ud i en indhegnet have og hygge med flere katte.
Ikke at jeg behøver at forklare mig selv overfor dig, men gider ikke have dine grimme ord siddende på mig.
Uden at vide en bjælde om hvad det lige er der er sket her, så…
Kan der jo være mange grunde til at man ikke lige kan med en given race. At en kat er for “klæbende” ville jeg ikke selv anse for et problem, nærmest tværtimod - men vi er ikke ens. Og jeg vil godt medgive at en siataler der skal snakke HELE TIDEN som vores Jack gjode… var pænt belastende indimellem.
[QUOTE=pivnu;676732]Så kunne man jo enten have gjort sit forarbejde ordenligt - eller tage ansvaret for de dyr, man nu engang har anskaffet sig og tage ved lære af det.
Der ringede bare lige en klokke over Vanitas’ indlæg, at hun også har været på andre fora.[/QUOTE]
Det er da helt fint at du føler behov for og har tid til at google mig. Jeg synes dog ikke ligefrem at min forbrydelse er stor nok til at du bliver ubehagelig og personlig. Jeg læste naturligvis alt jeg kunne finde om racen, men som du så selv burde vide er der ikke skrevet meget om den race og det var der da slet ikke dengang jeg anskaffede mig dem. Naturligvis har der været små problemer, som har været mere eller mindre irriterende med dem, som jeg har spurgt efter råd til på nettet, hvad skal man ellers bruge disse forskellige fora til?
Desuden, hvorfor i alverden skal man “tage ved lære” af det og så beholde dem hvis temperamentet ulykkeligvis ikke matcher (og jeg har fandme været ked af at gå af med dem)? Jeg var alligevel glad for dem og passede dem med dyrelæge, godt foder og naturligvis nus og opmærksomhed, men i mindre omfang end de nok kunne tænke sig. Hvorfor ikke finde et nyt hjem til dem hvor de får endnu mere opmærksomhed og derfor trives bedre? Det kan jeg på ingen måde se problemet i? Det havde været uansvarligt at smide dem ud af vinduet eller aflive dem, men nu brugte jeg faktisk over et år på at finde dem et godt nyt hjem jeg følte mig tryg ved. Til din information har jeg gennem mit liv haft mange dyr, og ikke bare kasseret nogen fordi jeg blev træt af dem…
Jeg beklager meget hvis du bliver fornærmet over at det lige er “din” race jeg så har fundet ud af ikke et et godt match for mig. Men det var for alle parters og af forskellige grunde bedst at de fandt et nyt hjem og det har de så fået.
…kan desuden godt se at mit første indlæg virkede lidt negativt, men det var mere fordi jeg blev overrasket over beskrivelsen af Delle og om hun og mine virkelig kunne være samme race, for de lød ret forskellige
Du fik jo så ikke ret meget anderledes svar på Katte-Forum for 2,5 år siden, end jeg udtrykker her. Racen er fuldstændig underordnet, problematikken taget i betragtning. Men selvfølgelig bemærker man da sin ‘egen race’ mere end de andre - især så lille en race som Cornish Rex’en. Nej, jeg mener under ingen omstændigheder, at man sender sine kæledyr videre, ‘fordi de ikke lige matchede’, og jeg har svært ved at genkende, at det ikke er almindeligt kendt (og også var det for 10 år siden), at Cornish Rex’er generelt er ekstremt selskabelige og varmesøgende. Om ikke andet finder man jo ud af det, når man besøger kattene.
Hvorfor bliver du så vred og har behov for at skrive personlige oplysninger som ikke kommer andre ved og som er vildt off-topic i denne tråd?
Jeg gider ikke blive ved med at forsvare mig selv her, jeg vil blot sige at jeg naturligvis læste alt jeg kunne om racen jeg faldt over og det faktisk ikke var mit indtryk på samme overvældende måde da jeg besøgte opdrætteren og så hendes katte.
Uanset hvad havde vi nogle gode år sammen, de har det godt et nyt sted og jeg har fået et meget klarere indblik i hvilke katte der matcher mit temperament. Har du andet at tilføje synes jeg du skal skrive en PB inden denne tråd går totalt off-topic.
Hvorfor bliver du så vred og har behov for at skrive personlige oplysninger som ikke kommer andre ved og som er vildt off-topic i denne tråd?
Jeg gider ikke blive ved med at forsvare mig selv her, jeg vil blot sige at jeg naturligvis læste alt jeg kunne om racen jeg faldt over og det faktisk ikke var mit indtryk på samme overvældende måde da jeg besøgte opdrætteren og så hendes katte.
Uanset hvad havde vi nogle gode år sammen, de har det godt et nyt sted og jeg har fået et meget klarere indblik i hvilke katte der matcher mit temperament. Har du andet at tilføje synes jeg du skal skrive en PB inden denne tråd går totalt off-topic.
Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg intet personligt eller privat har skrevet! Jeg forholder mig udelukkende til, hvad du selv har skrevet offentligt, og jeg bliver godt nok skuffet over, at man kan skilde sig af med katte for at anskaffe sig nogle andre.
Tja, det hørte jo så til på dét forum og på dét tidspunkt og ikke nu i denne tråd.
Ja, jeg er også ked af at jeg måtte af med de katte og jeg savner dem stadig. Men jeg kan ikke se hvorfor det er bedre at beholde nogle katte bare fordi, hvis det ikke er det bedste match. Er det ikke bedre for dem at komme ud til nogen som kan tilbyde dem al den opmærksomhed de har brug for, end at de gik hos mig og jeg har dårlig samvittighed over ikke at give dem al den nus og aktivering de søgte? Naturligvis er det at anskaffe sig et dyr en stor beslutning man skal overveje grundigt, og man skal ikke bare smide dyr ud som ikke lige passer. I visse tilfælde synes jeg dog at det er ok, og jeg fandt jo netop et super hjem sammen hvor de fik flere legekammerater, et menneske mere og mulighed for at komme ud. Hvad er det store problem i det?
Hun er sådan en dejlig lille krøllekat. Selvom hun ikke gider bæres på (og jeg VIL altså helst ha’ en kat i armene frem for oven på mit tastatur) og vældig kær.