Til aften blev mit hjerte revet midt over. Brian den ypperste siameser i hele verden døde pludseligt og fuldstændig ud af den blå luft fra os.
Han blev ud af ingenting akut dårlig kl. 17 i går. Jeg hastede til dyrlægen, som fik ham stabiliseret i løbet af aftenen og i formiddag, men til aften aften crashede han og døde.
Vi er stadig chokerede og dybt ulykkelige.
Jeg ville slet ikke have Brian… han var brunmasket, PRA-bærer og uden fortynding. Alligevel var vores skæbne beseglet inden jeg viste det. Så han gjorde allerede som få uger gammel det, siamesere gør bedst, kryber ind under huden for at blive.
Brian flyttede ind og krøb lige så langt ind under huden på Lars og ikke mindst Sugieh. Alle kunne li Brian, han levede efter devisen, jeg elsker alle, så de må nødvendigvis også elske mig.
Han tog mig med på mit udstillingseventyr. Han vandt som killing BIS en enkelt gang og som voksen et BIV. Brian var ingen show-stopper, men han vandt hjerter. Alle de publikummer, der har haft ham i armene og været helt væk i ham, fordi han virkelig var en ægte cirkushest. Når jeg fandt show grejet frem, så trak Brian i arbejdstøjet. Vi nåede sammen 31 shows og han elskede dem alle sammen. Han var en fantastisk repræsentant for sin race. I Nørresundby nåede vi til Supreme Champion. Jeg var så stolt af min Brian.
Brian var en charmebøf, også da han som kun 7 måneder lige ordnede sin første dame… Men han voksede med opgaven. Der gik dog altid nogle dage før han var helt sikker på de små melorme ikke åd store fertile drenge. Når det så var clearet, var han den bedste Far og Bedstefar for killingerne. Han var sød og god, og de måtte hoppe og springe på og med ham. Kun hans boller, skulle de lade være i fred.
Sugieh og ham dannede makkerpar om aftenen. Så gik de to i seng på badeværelset i en nullerput på skabet. Dem der ville joine var velkommen, men det var her de sov.
Nu er det slut. Ikke flere godmorgen kald ude fra gangen. Ikke flere mavepustere, når han kom buldrende ind i sengen for at sige godmorgen. Ikke mere en varm velkomst med en stangende hankat, der kunne slå krølle på sig selv når vi kom hjem. Ikke mere skrigeri når han kunne lugte rullepølse. Ikke mere noget som helst…
Jeg føler jeg er gået i stykker indeni, han var en ung herre og havde livet foran sig. På fredag kunne han have haft sin fjerde fødselsdag. Det er urimeligt og meningsløst.
Som Anne skrev til mig, så var han billet til det her cirkus stadig gyldig… men cirkushesten ændrede kurs og sprang over regnbuebroen i stedet for.
SC DK Ilikethis Ténébrion 27/3-2016 – 24/3-2020 
Vi ses Brian.
Det er da slet ikke il at holde ud… Jeg har faktisk svært ved, at finde ord. 