Jeg er virkelig trist og har grædt en del de seneste dage. Nemo er syg.
På onsdag den 3. december har jeg en tid til ham hos en specialdyrlæge. Jeg håber, at han kan finde ud af, hvad det er, Nemo fejler.
Først troede jeg, at det var begyndende gigt, men Nemo er kun 2 år og hans fortid - før han kom her - har været grel. Det er ikke småting han har været igennem. Sygdommen var der fra dag et - eller dele af den. Allerede til hans revaccination bad jeg dyrlægen kigge på Nemos hofter, da jeg var sikker på, at han af og til haltede. Desuden har han aldrig kunnet hoppe og springe helt som en almindelig ung kat. Ikke hver dag altså… Indtil nu har ingen kunne stille en diagnose.
Så gik der noget tid, sygdommen dukkede af og til op - men i så korte glimt, at jeg var usikker på alvoren. Næste øjeblik var den væk. Men så kom den igen. Og igen. Og igen, og inden for de seneste uger er den blevet slem.
Han fungerer, men hans smerter vokser hastigt nu. Der er ingen tvivl længere.
Fagdyrlægen i dag sagde, at det ser “slemt bekymrende” ud med Nemos tilstand.
Han frygter at det er en bindevævsssygdom, og … ja det kan I jo selv læse jer til
http://www.sundhedsguiden.dk/illness.aspx?categoryId=961&article=1299&kat=Gigt
Jeg håber til det sidste, at jeg får Nemo med hjem igen på onsdag, men jeg er også af den holdning, at ingen kat skal leve for ejers skyld. Katte lever for kattes skyld herhjemme. Det liv Nemo lever lige nu er nedværdigende, og er det fremtiden, så får han fred.
Hold op det trækker tænder ud det her. Nemo er ikke min kat - han er min første hund. Vi tog en eksamen på Etologisk Institut sammen, vi har tilbragt timevis med at træne, han er bedre end hunden til lydighed - og vi har et særligt bånd. Jeg har aldrig før trænet en kat som Nemo.
Da han kom her var han en uønsket kat på alle måder blandt folk, der så ham. Han var vild og aggressiv og sky. Desuden havde han et element af indlært hjælpeløshed over for især mænd. Mange sagde at jeg skulle give op, men noget gjorde mig stædig. Jeg kæmpede i et år, før han var uddannet kat. De to MCOer hjalp mig, og til sidst lykkedes det. Nemo var uddannet kat! Med sprog og det hele. Få dage senere bestod vi vores eksamen i lydighed blandt alle hundefolkene på skolen 
Nu er psyken helt på plads, og så dukker det her op. Jeg var tæt på at spotte nogens gud i dag, men jeg besluttede mig for, at det gider jeg ikke. Ikke denne gang. Det har aldirg virket alligevel.
Jeg synes bare et eller andet er slemt uretfærdigt over for denne lille kat.
Jeg kan ikke leve med ham, som han går rundt nu. Og jeg ønsker heller ikke at få et endeligt svar på onsdag, hvis I forstår.
Sikke et dilemma! Pest eller kolera, men et eller andet sted har jeg slet intet valg jo.
På onsdag risikerer jeg at få godt nyt og tage min ven med hjem igen. Eller jeg får en nyhed, som betyder, at jeg skal tage verdens værste beslutning - at bede en anden slå min ven ihjel.
Vi ved ikke, hvor det ender. Men en ting ved jeg. To år - det alt for lidt.
“De har lavet en demo på en ny kat - den hedder Nemo” Det siger jeg altid til ham, når jeg kommer hjem og han står der i døren og tager imod som den lille hund han er
Don Nemo - Felis lupus
Jeg har altid troet på ham, når ingen andre gjorde, og det gør jeg til det sidste.
Lille Don…